Digterens vise

Henrik Ibsen

Samlede værker, Bind IV

(I - III - IV - V - VI - VII - VIII - IX - X
(Bind I kommer fra en annen serie enn de andre, og inneholder alle verk i Bind I & II.), s. 249-250).

(Af „Kjærlighedens komedie“.)

Solglad dag i hegnet have
skabtes dig til lyst og leg;
tænk ej på, at høstens gave
tidt-nok vårens løfter sveg.
Æbleblomsten, hvid og vakker,
breder over dig sit tjeld, —
lad den så langs alle bakker
drysses vejrslåt næste kveld.

Hvad vil du om frugten spørge
midt i træets blomstertid?
Hvorfor sukke, hvorfor sørge,
sløvet under slæb og slid?
Hvorfor lade fugleskræmmen
klappre dag og nat på stang?
Glade broder, fuglestemmen
ejer dog en bedre klang!

Hvorfor vil du spurven jage
fra din rige blomstergren?
Lad den før som sangløn tage
din forhåbning en for en.
Tro mig, du ved byttet vinder,
tusker sang mod sildig frugt;
husk moralen „tiden rinder“;
snart din frilufts-lund er lukt.

Jeg vil leve, jeg vil synge,
til den dør, den sidste hæk; —
fej da trøstig alt i dynge,
kast så hele stasen væk!
Grinden op; lad får og kviger
gramse grådigt, hver som bedst;
jeg brød blomsten; lidt det siger,
hvem der tar den døde rest.