Djævelens naturhistorie/1
Sagn og historie. — Det ondes princip. — Religionernes oprindelse. — Gode og onde aander. — Dualismen. — Ægypternes, fønikernes, indernes, grækernes og romernes onde guder. — Masdeismen: Ormuz og Ahriman. — Jødernes Satan, — Kristendommens Satan. — Satan og barbarerne. — I middelalderen har satanskikkelsen naaet sin fuldkommenhed.
Hvem kjender ikke det poetiske sagn om englenes oprør og fald? Denne mythe, der har begeistret Dante til nogle af de skjønneste vers i hans „Helvede“ og Milton til et uforligneligt brudstykke af hans „Tabte Paradis“, er af forskjellige kirkefædre og kirkelærere blet udviklet og udmalet paa forskjellig maade, men har alene en fortolkning af et vers hos Jesaias og nogle temmelig dunkle steder i det ny testamente at støtte sig til. Et andet sagn af vidt forskjellig, men ikke mindre poetisk karakter, der er blet antaget saavel af jødiske som af kristelige forfattere, beretter om engle, der havde forelsket sig i menneskenes døtre og havde syndet med dem. Til straf herfor var de forjaget fra himmelen og blet fra engle omskabte til djævle. Dette andet sagn blev gjennem Moore’s og Byrons digte udødeliggjort. Det ene sagn som det andet gjør djævlene til faldne engle, og deres fald knytter sig til en synd: Stolthed eller misundelse i første tilfælde, — syndig kjærliglied i det andet.
Men dette er bare legenden om Satan og hans staldbrødre, — ikke deres historie. Betragter man Satan som en almindelig legemliggjørelse af det onde princip, er hans oprindelse meget mindre episk og ligger tillige langt dybere og længre tilbage. Satan er ikke alene ældre end Israels gud, men ældre end alle andre guder, der, mægtige og frygtede, har efterladt en erindring i menneskehistorien; han blev ikke nedstyrtet fra himmelen, men steg selv op af menneskesjælens afgrunde; han er af samme alder som hine, de fjerneste tiders dunkle guder, hvis navne ingen sten mere nævner, som menneskene har overlevet og forglemt. Samtidig med dem og hyppig forvekslet med dem viser Satan sig i sin spire som alt andet levende, og først lidt efter lidt vokser han og blir til en person. Den udviklingslov, der behersker alt og alle, gjælder ogsaa for ham.
Der er ingen med nogenlunde videnskabelig opdragelse, som nutildags tror, at de raaeste religioner er fordærvede og forvanskede former af en fuldkommen; man ved udmærket godt, at de mest fuldkomne har udviklet sig af de raaeste, og at det følgelig er i disse sidste, man maa søge oprindelsen til den mørke personlighed, som under forskjellige navne fremstiller det onde og gjælder for dets princip. Naar allerede den saakaldte tertiærtid, paa vor planet har kjendt mennesker, var disse muligvis saaledes paa grænsen af dyret, at ingen egentlig religiøs følelse kunde iagttages hos dem. Det ældste menneske fra den derpaa følgende jordperiode (den kvaternære) kjender ilden og bruger flintevaaben; men han gir sine døde til pris, et sikkert tegn paa, at hans religiøse ideer, om han har nogen, er saa sparsomme og grove som muligt. Man maa gaa videre, helt til jordgranskningens (geologiens) yngre stenalder (neolithiske periode) for at finde de første sikre spor af religiøsitet. Af hvilket slags vore forfædres religion kan ha været paa dette tidspunkt, derom kan vi ikke umiddelbart dømme, men en forestilling kan vi danne os derom, naar vi iagttar de mange vilde folkestammer, som endnu findes og gir et paalideligt speilbillede af den forhistoriske menneskeverdens betingelser. Enten fetischismen i religionernes historiske udvikling er gaaet forud for animismen, eller denne for fetischismen, saa har vore forfædres religiøse tro i alting lignet den, som Afrikas negre og Amerikas rødhuder den dag idag bekjender sig til. Jorden, der har opbevaret ikke alene spor af deres boliger, vaaben og husgeraad for os, men ogsaa deres amuletter, leverer beviset herfor. De forestillede sig verden som opfyldt med aander, med sjæle af ting og sjæle af døde, og alting, godt eller ondt, som vederfores mennesket, blev tilskrevet dem. Den forestilling, at nogle af disse aander var velsindede, andre ildesindede, indgav selve livserfaringen dem; thi lykke og ulykke veksler jo bestandig og gjerne slig, at man ofte, om ikke altid, netop fatter forskjelligheden i aarsagerne til det ene og det andet. Solen, der oplyser, om vaaren atter faar jorden til at grønnes og blomstre og lar frugterne modnes, maatte væsentlig bli at betragte som en velgjørende magt, — stormen, der formørker himmelen, knækker planterne, river om de daarligt byggede hytter, som væsentlig ildesindet. Aanderne ordnede sig i tvende store hærskarer, alt eftersom de syntes at bringe menneskene nytte eller skade.
Men hermed var man endnu ikke naaet til en virkelig, afgjort dualisme. De velsindede aander var endnu ikke de ildesindedes erklærede, uforsonlige fiender, og ikke altid var heller de første velsindede og de andre hellerikke altid ildesindede! Den troende var aldrig tryg paa, hvorledes de var srndet, de aander, som havde ham i sin magt. Han var ligesaa ræd for at fornærme vennerne som fienderne og forsøgte at stemme dem begge til gunst for sig ved samme midler uden helt at fortro sig til bare en eneste en af dem. Der bestod ingen virkelig, moralsk modsigelse mellem gode og onde, bare en modsætning i deres gjerninger. Endnu kunde de ingen moralsk karakter besidde, det havde jo hellerikke deres tilbedere, der bare saavidt havde aflagt dyret og endnu ingen anden forskjel gjorde mellem godt og ondt, end at det, som var til nytte for dem, kaldte de godt, det, som bragte dem skade, ondt. De tilbedende vilde sætte i alt muligt aanderne jevnsides med sig selv som foranderlige væsner, der efter sin stemning var velvillige eller grusomme. Og de satte ikke de gode høiere og holdt dem ikke for værdigere end de onde.
I de onde ser vi uden tvil allerede skyggerne af Satanas, af det ondes aand, aftegne sig, men bare det rent fysisk onde. Ondt, det er det, som skader, og den onde aand er det, som slynger lynstraalen, tænder vulkanerne, oversvømmer jorden og udsaar hunger og sygdom. Saalangt som til at fremstille det moralsk onde naar han endnu ikke, thi endnu har menneskeaanden ikke lært at skille mellem det moralsk gode og onde. Af de tvende djævelens ansigter, ødelæggerens og fristerens, møder det første os først. Endnu er han intet ryggesløst væsen; der staar ingen over ham eller behersker ham.
Men efterhaanden udformer den moralske bevidsthed sig mere og mere, og religionen faar et sædeligt (ethisk) indhold, som den tidligere hverken havde eller kunde ha. Synet af selve naturen, hvor kræfter staar overfor kræfter, hvor nogle ødelægger, hvad andre frembringer, fører til forestillinger om to hinanden modsatte principer, der gjensidig udelukker og bekjæmper hinanden. Og saa opdager mennesket snart, at der ved siden af et fysisk godt og ondt ogsaa findes et moralsk, og tror at gjenkjende i sit eget indre denne modsigelse, som det har iagttaget i naturen. Det føler sig som godt eller slet, opfatter sig som bedre eller slettere, men vedkjender sig ikke sin godhed eller slethed som sin egen, som udtryk for sin egen natur. Det er vant til at hidlede det kjødeligt gode og onde fra guddommelige eller dæmoniske magter, følgelig tilskriver det ogsaa dem det moralsk gode og onde. Fra de gode aander kommer saaledes ikke alene lys, sundhed, alt det, som opholder og befordrer livet, men ogsaa hellighed, betragtet som indbegreb af alle dyder. Fra de onde aander kommer ikke bare mørke, sygdomme, død, men ogsaa synden. Og idet mennesket saaledes efter sin rent personlige (subjektive) opfatning deler naturen i en god og en ond og sammenblander det kjødeligt gode og onde med det moralske, som tilhører dem selv, former de sine guder og dæmoner. For den allerede vakte, moralske bevidsthed, som naturligvis antager det godes overlegenhed over det onde og ønsker, at det første maatte triumfere over det sidste, vil guden komme til at staa desto høiere over dæmonerne, jo mere levende og overmægtig hin bevidsthed er. Djævelen, som fra først af stod paa lige trin med Gud, i samme række af nøitrale aander, der var lige meget istand til det gode som til det onde, skiller sig lidt efter lidt ud fra ham, til forbindelsen endelig er helt løst mellem dem. Djævelen blir til mørkets og hans modstander til lysets aand, han til hadets, hans modstander til kjærlighedens aand. Satanas bebor afgrunden, Gud himmelens rige.
Dette er dualismens oprindelse; saaledes tog den form. Saaledes udvikler dens begreb sig gjennem aarhundreders langsomme arbeide af den forestilling, som mennesket gjør sig om naturen og om sig selv. Hvad jeg her har antydet er saa at sige bare dualismens skematiske og ideale, ikke dens konkrete og virkelige historie. I alle, eller i næsten alle religioner findes denne udviklet eller i sin spire, udtrykkelig eller stiltiende antaget, men den gjennemløber forskjellige trin, antager forskjellige skikkelser og træder forskjellig op alt efter folkenes og civilisationens forskjellighed.
Vi har seet, at onde aander optræder allerede i de raaeste og lidet udviklede religioner, men daarlig bestemte og utydelige i skikkelse. I høiere staaende religioner viser, eftersom disse blir skarpere bestemte og fuldkomnere i sin indre bygning, de onde aander sig klarere og bestemtere, vinder egenskaber og personlighed. Blandt de store, historiske religioner er de gamle ægypteres den, som vi har den ældste og sikreste kundskab om. I denne stod slangen Apep, urenhedens og mørkets indbegreb, og den frygtelige Set, ødelæggeren og tilintetgjøreren, løgnens og skuffelsens fader, overfor Ptah, Ra, Ammon, Osiris, Isis osv., som alle var velgjørende guddomme, der bragte liv og lykke. Fønikerne havde paa den ene side Ba’al og Aschera, paa den anden Moloch og Astarte. I Indien havde skaberen Indra og opholderen Varuna Vritra og Asurerne til modstandere, og selv i Trimurte trængte dualismen ind. I Persien maatte Ormuz kjæmpe med Ahrmian om herredømmet over verden. I Grækenland og Rom stod en hel hær af génier og ondskabsfulde uhyrer overfor Olympens guddomme, som ikke altid selv var velsindede, — uhyrerne Typhon, Medusa, Geryon, Python og de onde dæmoner af alle slags, Lemurer og Larver. Og saavel i den germaniske og slaviske som i alle mythologier i almindelighed, overalt møder vi dualismen.
I ingen af ældre eller nyere religioner har dualismen naaet en saa fuldkommen og tydelig form som i masdeismen, de gamle perseres religion, saaledes som vi lærer den at kjende af Zend-Avesta, men i dem alle lader der sig paa et eller andet vis paapege et til knytningspunkt til de store naturforeteelser, til omskifte mellem dag og nat og til aarstidernes rækkefølge. Forestillingernes forskjellighed, omdannelserne og begivenhederne, hvorunder forestillingerne tager form og ytrer sig, skjænker os et billede ikke alene af det folks væsen og civilisation, hvis tro de tilhører, men ogsaa af klima, af jordbundens naturlige beskaffenhed og omskiftelser i dens historie. Beboeren af de hede lande gjenkjender den onde aands virksomhed i ørkenvinden, der gjør luften glødende og afsvider markens sæd; de nordlige havkysters beboere tilskriver ham kulden, der bringer alt liv omkring dem til at stivne og truer dem selv med døden. Hvor jordbunden ofte rystes af jordskjælv, hvor vulkaner spyr ud ødelæggende aske og lava, tænker mennesket sig lettelig underjordiske dæmoner, ondskabsfulde, under bjerge begravede kjæmper, eller indgange til helvede. Der, hvor hyppig storme formørker himmelen, forestiller det sig dæmoner, som hylende flyver gjennem luften. Falder en fiende ind i landet, erobrer det og lægger det under sig, vil det underkuede folk ikke undlade at tilskrive den onde aand eller de onde aander, som det tror paa, de mest forhadte egenskaber hos sine undertrylekere. Religionen er saaledes det sammensatte resultat af en mængde aarsager, som ikke altid lader sig tælle op og regne sammen. Grækerne havde ingen egentlig Satanas, hellerikke romerne, og det kan se besynderligt ud, at de, som havde gjort guder af en masse abstrakte begreber, som f. eks. ungdom, endrægtighed og blufærdighed, ingen virkelig guddom havde skabt af det onde. Desuagtet er der ikke i grækernes og romernes religion mangel paa hinanden modstridende magter, paa skikkelser, som til en vis grad frembyder to sider, og trænger man en smule dybere ind i de to folks natur, deres livsforhold og historie, finder man, at dualismen neppe kunde antage nogen anden skikkelse hos dem end den, som den saaledes fik. Man maa saaledes betænke, at der i Grækenland og Rom ingen hellig sædelære, ingen egentlig guddommelig lovbog fandtes.
En særegen form og en eiendommelig karakter erholder dualismen først i jødedommen og derpaa i kristendommen. Og om der ogsaa i de mindst udviklede (primitive) religioner forekommer spirer til en Satanas, den egentlige djævel, med de egenskaber og attributer, som tilsammen former hans personlighed, ham finder vi alene i disse to religioner eller igrunden fortrinsvis bare i den sidste, i kristendommen.
I den mosaiske bekjendelse indtager Satanas. endnu en temmelig beskeden plads, — man kunde betegne det saaledes, at han her bare er barn og gut, men ikke naar mandsalderen. I skabelseshistorien er slangen bare det klogeste og mest forslagne af alle dyr og blir først ved en senere fortolkning forvandlet til djævelen. Hele det gamle testamente kjender kun til Belzebub som en guddom hos afgudsdyrkerne; herved er at bemærke, at hebræerne, før de fornægtede hedningernes afguder, noget, de rak frem til temmelig sent, holdt dem for virkelige guder, der kun lidet stod tilbage for Jehovah, deres nationalgud, i magt og hellighed. Og nu siger første bud i dekalogen („De ti Guds bud“) ikke: „Jeg er din gud, og du skal ikke tro, at der gives andre guder ved siden af mig“, men: „Jeg er din gud, og du skal ingen andre guder tilbede ved siden af mig“. Nu er det bekjendt, at hebræerne ofte lod sig forlede til at tilbede andre guder end sin egen. Azazel, den urene aand, til hvem man i ørkenen prisgav den med Israels synder belæssede buk, tilhører efter al sandsynlighed en før-mosaisk tro, men skikkelsen mangler gjennemsigtighed og tydelighed, og nok muligt, at han ikke er andet end et mat gjenskin af den ægyptiske Set og en erindring omdet i Faraonernes land udholdte slaveri.
Det er en almindelig antaget mening, at hebræerne først efter det babyloniske fangenskab har havt klare og tydelige begreber om dæmonerne. De havde i al denne tid befundet sig i en, om ikke inderlig, saa dog langvarig berøring med masdeismen (persernes religion) og havde saaledes havt anledning til at stifte bekjendtskab med og tildels tilegne sig nogle af dens læresetninger. Blandt disse maatte læren om det ondes oprindelse let trænge igjennem hos dem, saa vel beredte som de ved den dem nylig overgaaede ulykke og ved de triste udsigter for fremtiden var til at modtage den. Denne antagelse aabner adgang for tvil, om mere end én indvending kan fremsættes imod den, men derfor er det ikke mindre sikkert, at selv om forestillingen om onde aander og troen paa deres virksomhed hellerikke fattedes jøderne før fangenskabet, antager dog Satanas først sin egentlige skikkelse og den ham særegne karakter i de efter fangenskabet forfattede skrifter. I Hjobs bog finder vi endnu Satanas blandt himmelens engle, og han er der ingenlunde nogen modstander af Gud eller forstyrrer af hans værk. Han tviler paa Hjobs fromhed og standhaftighed og gir foranledningen til den prøve, som skal styrte Hjob fra den høieste lykke i elendighedens dybeste afgrund. Han helder ikke til synden og foraarsager ingen ulykke, men han tviler allerede paa fromheden, og nogle af de lidelser, som rammer patriarkerne, kommer fra ham.
Lidt efter lidt vokser Satanas og fuldstændiggjør sig. Zacharias fremstiller ham som det udvalgte folks fiende og anklager, der forsøger at frarøve det den guddommelige naade. I Visdommens bog er Satanas en forstyrrer og fordærver af Gruds værk, fristeren, som af misundelse forførte de første mennesker til synd og af misundelse bragte døden ind i verden. Han er den gift, som fordærver og besudler skabningen. Men i Henochs bog og navnlig i dens ældste del er djævlene simpelthen engle, som har forelsket sig i menneskets døtre og i den grad indviklet sig i materiens og sanselighedens garn, at det ser ud, som om man gjennem denne opdigtning (fiktion) vilde undgaa den antagelse, at der skulde gives en klasse af oprindelig djævelske væsener. Derimod blir i en senere del af samme bog djævlene til jætter, som er udsprunget af hine elskovsforhold.
I rabbinernes lære erholder Satanas et nyt udseende og nye egenskaber, men i det gamle testamente fremtder hans skikkelse endnu saare sjelden og blir næsten forsvindende i sammenligning med, hvad han senere blev. Aarsagerne hertil kan ha været flere, men den hovedsagelige maa uden tvil føres tilbage til den jødiske „eneste guds“ (monotheismes) egen natur, som efter sit eget væsen meget vanskeligt kunde tillade en skarp dualistisk opfatning. Jehovah er en absolut gud, en despotisk herre, yderst skinsyg paa sin egen magt og anseelse. Han kan ikke taale, at der optræder væsener overfor ham, selv om de er ham underlegne i magt, som tør tillade sig at modarbeide ham, at bære sig som modstandere af ham og driste sig til at forstyrre hans værk. Hans vilje er den eneste lov, som styrer verden, og som alle magter adlyder, hine hedenske guder muligvis alene undtagne, hvis tilværelse ikke blir benægtet, men ikke som levende bestanddele udgjør en del af Jehovahs religion. Derfor viser Satanas sig i Hjobs bog som etslags bestillingsmand hos Gud, der foranlediger guddommelige domsafsigelser og prøvelser. Men endvidere. Man behøver bare at give en smule agt paa Jehovahs væsen for straks at opdage, at der ved siden af en saadan gud maa blive liden plads tilovers for en djævel. Hos Jehovah er de mod hinanden satte magter, de hinanden modvirkende moralske elementer, som efter sin adskillelse frembringer dualismen, endnu indbyrdes sammenblandet, noget, som unægtelig ikke skal kunne bibringe os et særdeles høit begreb om moralen hos de gamle hebræere. Jehovah er vred, grusom og ubønhørlig, de af ham paalagte straffe staar i intetsomhelst forhold til overtrædelserne; hans hævn er æ?dsom og meningsløs og rammer uden forskjel skyldige og uskyldige, mennesker og dyr. Han plager sine fromme med taabelige forskrifter der gjør, at de lever i en evig skræk for synden, og han befaler dem at ombringe hele befolkningen i erobrede byer. Han siger gjennem Jesaias’s mund: „Jeg danner lyset og skaber mørket, giver fred og frembringer det onde; jeg er herren, som gjør alt dette“. I ham er Ghid og Satan endnu forenet; deres adskillelse, der først langsomt fuldbyrder sig, og den afgjorte modsætning, som tilsidst fremtræder, er allerede et tegn paa en finere moralsk følelse og er kristendommens forløber.
Satanas er allerede delvis udformet, men naar først sit væsens fuldkommenhed i kristendommen, den religion, som vil udfylde jødedommen, af hvilken den er opstaaet, og som den dog for en stor del fornægter. Her befinder vi os foran et fletværk af uklare, moralske og historiske aarsager, som alle bidrager til bestandig mere og mere at fremhæve, farvelægge og forstørre Satans mørke skikkelse. Fremforalt forvandles Jehovah til en, uden sammenligning venligere og mere god gud, til en kjærlighedens gud, der nødvendigvis tilbageviser hint sataniske element som fremmed for sig. Og naar saa Kristus endelig ligeledes er optaget i guddommen, faar sønnens blide, straalende skikkelse, der af kjærlighed til menneskene selv blev menneske, udgjød sit blod for dem og for dem led korsets død, modstanderens hæslige, mørke skikkelse som sin modsætning til at fremtræde desto tydeligere. Den menneskelige tragedie, sammensmeltet med den guddommelige, aabenbarer den inderste grund i sit forunderlige væsen, indgiver aanderne nye, moralske begreber, nye billeder paa tingene, nye fremstillinger af himmel og jord. Nu blir det til sandhed, at Satan forlokkede de første mennesker til synden og gjorde menneskenes slægt og den verden, den lever i, fremmed for Gud. Hvor maa det ondes magt dog være stor, hvor fast grundet dets selvtagne herredømme, naar Guds egen søn maa ofre sig for at frelse de fortabte, ja hengive sig helt til hin død, som først ved synden kom ind i verden! Førend Gud lagde haanden paa forløsningsværket, kunde Satanas glæde sig ved sikkerheden i sin besiddelse, men nu, da forløsningen skrider fremad, ja allerede er fuldbyrdet, maa han da ikke anstrænge al sin kraft til det yderste for at gjøre seierherren seirens frugter stridig, for idetmindste for en del at gjenerobre det tabte? Ja, han drister sig endogsaa til at lede selve forløseren i fristelse; apostelen kalder ham en brølende løve, der gaar omkring, søgende, hvad den kan opsluge.
Men om fremgangsmaaden ved forløsningsværket og hans personlighed, der havde at udføre det, gav Satan en størrelse og betydning, han ellers aldrig havde vundet, berøvede forløsningen selv ham alligevel ikke altformeget af det bytte, han allerede havde gjort og fremdeles skulde gjøre, og Kristi seier styrtede ingenlunde saaledes hans magt til jorden, som de forløste skulde ha ønsket sig. St. Johannes siger, at der skal holdes dom over verden, og dens fyrste fordrives; Paulus forsikrer, at Kristi seier har været hel og fuldstændig, og at ved hans død er dødens konge tilintetgjort. Men i virkeligheden blev denne verdens fyrste ikke afsat, dødens konge blev ikke dødet, men fortsatte som tidligere med at udbrede død omkring sig og det ikke mindre den evige end den timelige. Kristus sprænger helvedes porte, trænger ind i mørkets rige, affolker afgrunden. Men bag ham lukker portene sig atter, atter slutter mørket sig sammen og afgrunden befolkes fra nyt af. Sælsomt nok! Aldrig var der saa megen tale mellem menneskene om Satanas, aldrig blev han saa meget frygtet som efter Kristi seier, som efter forløsningsværkets fuldendelse.
Aarsagen hertil var ikke simpelthen en forvirring i dømmekraften, en logisk modsigelse. Det onde er saa dybt indristet i vort livs bog, at en religiøs lære, en drøm om tro og kjærlighed, ikke rækker til for at faa det udslettet. Det trøstesløse skuespil af en sammenstyrtende verden viste sig for de nye troende, hvor de vendte sit øie; Kristi læres fine, duftende blomst sprang ud paa Satans mødding. Hint brogede flerguderi (polytheisme), som havde blændet og forlokket menneskeaanderne, var det ikke et fordærverens værk? Var ikke Jupiter og Minerva, Venus og Mars og alle Olympens guder en legemliggjørelse af ham, der tjente hans vilje og fuldførte hans planer? Hin glimrende, lyse, hedenske civilisation, hin kunstens blomstring, hin dumdristige filosofi, hin rigdom og hin æresglans, kjærlighed og frihedsliv, hin endeløse yppighed, var det ikke altsammen hans paafund og blændværk, former og værktøi i hans voldsherredømmes tjeneste? Var det romerske rige ikke Satans rige? Jo, det var saa; Satanas var det, man tilbad i templerne, og som blev feiret ved de offentlige fester; Satanas sad paa tronen med Cæsar, Satanas nedsteg med triumfatorerne fra Kapitol. Hvem ved, hvor ofte de kristne, naar de var forsamlede i katakomberne og hørte den brusende larm af hint liv over sine hoveder, forfærdedes og frygtede, at det var helvede, som kom anstormende for ganske at opsluge Kristi lille skib, og endnu under korsets arme følte sig truet og trykket.
Saaledes voksede Satanas jætteagtig op om hele den store, hedenske verden, som i ham havde legemliggjort sig. I enhversomhelst skikkelse i dette liv, der overalt omgav ham, saa den kristne et billede af „den stærkt bevæbnede“, som Kristus var kommet for at beseire, og som efter sin beseiring var blet dristigere og vildere end forhen. Den kristnes sjæl blev grebet af bestyrtelse og gysen, thi hvorledes tage sig ivare for en fiendes snarer, hvorledes forsvare sig mod en fiendes angreb, der var giftigere end Hydra og havde flere skikkelser end Proteus? Maa Tertullian formane dem til og andre advare dem om, ikke at pleie omgang med hedninger, eller tage del i deres fester og lege, ikke at drive noget haandværk, som umiddelbart eller middelbart skulde kunne befordre afgudstjenesten, — hvad skulde de saa leve af, om de iagttog disse forbud, og sæt, at de adlød dem, hvorledes alligevel holde hjertet rent, naar jorden, de vandrede paa, luften, de indaandede, bestod af urenhed og synd?
Men Satanas lader sig ikke nøie med vellystens snarer, ogsaa med andre vaaben søger han at gjenerobre det tabte. Han angriber den neppe nok grundlagte kirke fra alle sider; som en væder med jernhaard pande ryster han den dag og nat og splintrer dens mure. Han opvækker forfærdelige forfølgelser og søger at kvæle den nye tro i skræk og blod. Han foraarsager de store kjætterier og fraraner Kristi hjord utallige lam. Bedrøvelige tider, liv fuldt af fare og smerte! Nei, endnu er Kristi rige ikke kommet, men de bekymrede aander, hvem troen laaner sine vinger, tror i det fjerne, i apokalyptiske drømme, at se rigets morgenrøde stige op, og forkynder forløserens gjenkomst og den gamle slanges endelige nederlag.
Tomme drømme, skuffede forhaabninger! Forløseren kommer ikke, og den gamle slange mangfoldiggjør, giftigere end nogensinde, sine bugtninger og omslynger stadig verden mere. Et bevis herfor kan man bl. a. hente fra forskjellige sekters lære, der navnligen i de tre første aarhundreder indvirkede paa kirken og alle anstrængte sig for at indføre i kristendommen en fra den persiske lidet forskjellig dualisme. Disse lærer danner i sit store hele den saakaldte gnosticisme, og de mest fremskredne af dem har det tilfælles med hinanden, at de tillægger Satan en ganske anden vigtighed, end han tidligere besad, anser ham for at være skaberen af den materielle natur og øver det onde til et oprindeligt og uafhængigt princip, der ingenlunde er fremgaaet af frafald og fordærvelse, men er jevn byrdigt med det gode og ligger med det i kamp. Saaledes voksede Satans magt, blev forløsningsværket vanskeligere, frelsen usikrere. Kleniens af Alexandrien og Origenes havde lært, at alle skabninger skulde vende tilbage til Gud, men den hellige Augustinus troede, at Gud bare vilde forløse nogle udvalgte, og at størsteparten af menneskeheden vilde blive djævelens bytte.
Hvor saa mange modstridende lærer stødte sammen, saa mange modsatte indnydelser gjorde sig gjældende under filosofiens granskninger, navnlig den nyplatoniske og kabbalistiske, under Gnosis’ glimrende fantasier og det endnu vaklende, ortodokse dogme, er det en umulighed at danne sig et klart og skarpt begreb om Satans forandringer og tilvækst i kirkens første aarhundrede. Naar man ved, til hvilken sælso og formløs udjevning mellem meningerne den gang Roms religion var kommet, kan man let forestille sig, at Satanas af en slig blanding af smagløse troessætninger og sindssvage anvendelser maatte skabe mere end et element til sin personligheds fornyelse. I virkeligheden fremstaar kristendommens Satan af sammenstødet mellem forskjellige civilisationer og deres gjensidige trængen igjennem hos hverandre, af hverandre modstridende filosofier og fiendtlige religioner, og naar kirken triumferer, naar dogmet er fastslaaet, da udstrækker han sit forfærdelige herredømme over verden.
Den hedenske verdens uhelbredelige raaddenhed gav det ondes idé ny vægt og gjorde bæreren af denne idé jættestor. De kristne holdt hedningeverdenen for et værk af djøvelen, og paa den anden side var det hedningernes verden, der for den største del udformede djævelens skikkelse i de kristnes fantasi. Uden det romerske verdensherredømme var der af Satanas blet noget ganske andet, end hvad han er eller var. Alt hæsligt og djævelsk, som gjennemtrængte den hedenske civilisation, samler sig i ham, fortsettes i ham. Han blev den naturlige lokkefugl for alt, hvad der stiller sig for de kristnes frygtsomme, egensindige samvittighed som synd, — altsaa for en endeløs mængde tanker, sædvaner og handlinger. De guddomme, der har besiddet templer og altere, forsvinder ikke og dør ikke, men forvandles til djævle, af hvilke nogle har mistet sin tidligere forføriske skjønhed, men alle beholder eller endogsaa forøger sin antike ondskab. Jupiter, Juno, Diana, Apollo, Merkur, Neptun, Vulkan, Kerberus overlever side om side med fauner og satyrer sin tidligere gudstjeneste, stiger paanyt frem i det kristne helvedes mørke, fylder sjælene med skræk og gysen og frernkalder angstfulde fantasier og legender. Forvandlet til en sydlig dæmon griber Diana de kranglesyge, der ikke tænker paa sin salighed, og om natten fører hun et følge af hekser, som hun har undervist, gjennem luften under den tause stjernehimmel. Venus, der fremdeles brønder af elskov og ikke er mindre skjøn som dæmon end som gudinde, prøver sine gamle kunster mod mændene, fylder med uudslukkelig glød, fordriver hustruerne fra ægtesengen, holder under jorden i sine arme ridderen Tannhäuser, som drukken af begjær ikke bryr sig mere om Kristus og kræver fordømmelsen. En pave, Johan den 12te, der efter hans anklageres paastand havde begaaet den synd at drikke paa djævelens velfærd, paakalder ved terningspillet Jupiters, Veims’s og de andre dæmoners hjælp. Satan blir hyppig afbildet som faun, satyr eller som sirene.
Ikke før har kirken vundet seier, før Satans historie synes bekjendt i alle enkeltheder. Man kjender eller tror at kjende hans oprindelse, hans skjæbne gjennem skiftende tider, hans fremgangsmaade og gjerninger. Kirkefædrene har fortalt og beskrevet alt. Satanas var skabt god og blev ond; han faldt gjennem sin synd og drog et talløst folk af tilhængere ned med sig i sit fald. Senere kom man med den paastand, at det var en tiendepart af de himmelske hærskarer, som dengang blev styrtet ned i afgrunden; man har opdaget en skare af nøitrale engle, der ikke viste sig oprørske imod Gud, hellerikke tog parti imod Satan, men betragtede kampen mellem dem som rolige tilskuere. Paa slige engle stødte St. Brandano i løbet af sin eventyrlige reise, Parzifal hørte tale om dem langt borte i det yderste Østen, hvor den hellige Gral-relikvie blir bevogtet. Dnte gav dem plads i helvedes forhal sammen med ulykkelige, feige vsener, „som aldrig har levet“.
Men endnu har Satanas ikke ophørt at vokse, endnu er hans personlighed ikke fuldt færdig. Hans historie er lang, og er én æra i den afsluttet, begynder en anden. Asketerne, der var flygtet fra verden for at undgaa ham, men atter traf paa ham i ørkenen, ondskabsfuldere og mægtigere end nogensinde, og blev gjenstand for hans talrige efterstræbelser, kjendte ham endnu ikke under alle hans skikkelser.
Paa oldtidens lidelser fulgte andre; efter en dyb fordærvelsens tid kom der et tidsrum af voldsom opløsning, der syntes at ville løfte verden af sine hængsler. Høit oppe fra det dunkle norden brød barbarerne frem som et hav, der har brudt sine dæmninger, og det romerske rige styrtede sammen ved anfaldet. Den syndige, fordømte hedenske civilisation slukne de, men for at skaffe plads for et fortvilet, barbarisk mørke, hvori intet frelsende lys var at skimte. Det saa ud, som skulde menneskenes herredømme være tilende her paa jorden, og de vilde dyrs begynde. Den umaadelige ulykke, saaledes som Salvianus med glødende veltalenhed beretter den, vakte tvil om forsynet. Og ved synet af utallige, uoverskuelige, tidligere ukjendte onder, traadte selvfølgelig atter skarpere frem af den skikkelse, som er alt det ondes begyndelse og aarsag. Satan voksede gjennorn barbarernes værk, men han voksede tillige gjennem mange af deres troessætninger, idet han drog alting i deres religion til sig, der svarede til hans væsen og var ligeartet med ham — og det var ikke lidet. Under berøringen med det græske og romerske liv har han til en vis grad præciseret og romantiseret sig; i berøringen med det nordiske barbari har han germaniseret sig. Talrige skikkelser fra den germaniske mythologi: Guden Loke, Fenrisulven, alverne, sylferne og dværgene gaar over i ham og meddeler ham et nyt udseende, nye egenskaber og manérer. Saaledes lægger Satan paa sig i høide og drøide, snart i langsom, snart i hurtig tilvækst af paa hinanden følgende aflagringer og uafbrudt afsatte bundfald. Han forandrer sig uden stans og gjennemløber trinnene i en lang og møisommelig udvikling. Fra først af simpelthen bare elementær kraft, erhverver han efterhaanden den moralske karakter, som tilhører ham, og betragter man ham, efterat han er vokset til, udforsker man hans inderste væsen, staar man der forbauset og overvældet af hans størrelse og stirrer forundret paa de grundstoffers mængde og forskjelligartethed, han er dannet af. Ikke bare naturkræfter, ikke bare guddomme fra forskjellige mythologier, men ogsaa mennesker blir til djævle. I middelalderens digte og legender forvandler Pilatus, Nero og Muhamed sig til djævle.
I middelalderen, hin sørgmodige og arbeidsomme tid, da kristendommen var paa det kraftigste, naaede ogsaa Satanas sin høieste betydning og største magt. Han naar sin modenhed samtidig med de forskjellige institutioner og eiendommelige former i dette liv. Paa den gothiske kunsts blomstringstid med sine spidsbuer blomstrer ogsaa mythen om ham, hæslig og underbar, i de kristnes samvittighed. Ved slutningen af det trettende aarhundrede tager han af sammen med pavedømmet, scholastiken, féodalvæsenet og det asketiske liv og svinder hen. Satanas er en sørgmodighedens søn. I en saa munter, af lys og farver saa straalende religion som grækernes, kunde han aldrig kommet til at optræde. For at han skal kunne vokse og trives, trænges nødvendigvis skygge og hine mysterier om synd og smerte, der som et ligklæde indhyller religionen fra Golgatha. Satanas er en skrækkens søn, og middelalderen er skrækkens tidsalder. Grebet af en uovervindelig gysen ræddes sindene for den med undere og uhyrer opfyldte natur, den kjødelige verden staar overfor den aandelige og er dens uforsonlige fiende. Man frygter livet som stedsevarende spire og drivfjeder til synd; man frygter døden, bag hvilken den uvisse evighed gaber, og sindene er forpinte af drømme og syge tanker. Den vildt begeistrede eneboer, som timevis knæler i bøn ved indgangen til sin celle, ser skrækkelige hærskarer, en vild jagt af apokalyptiske uhyrer flyve gjennem luften; nætterne oplyses af flammetegn, stjernerne antager sælsomme skikkelser og bader sig i blod som sørgelige varsler om forestaaende ulykker. Naar sygdomme nedmeier mennesker som modne aks, ser man pile, slyngede af en usynlig haand, fare hvislende gjennem luften og forsvinde, og fra tid til anden bæver den forfærdede kristenhed i den rædsomste frygt for, at verdens ende er nær, eller for den mørke tidende, at allerede er Antikrist født, og at snart skal det frygtelige drama begynde, som apokalypsen („Aabenbaringen“) forkynder.
Satanas vokser til i de svære kathedralers sørgmodighed og dunkelhed, bag de vældige piller og i korets krinkelkroge, — i kostrets af dødsangst Gjennembævede taushed, i den med tinder kronede borg, hvor baroner gnaves af hemmelige samvittighedesnag, i den fordulge celle, hvor alkymisten forvandler meallerne, i den ensomme skov, hvot troldmanden ved nattetid øver sine kunster, i agerfuren, hvor den sultne tjenestedreng under forbandelser udstrør den sæd, der skal ernære hans herre — overalt vokser han. Satanas er overalt; mange har seet ham, mange talt med ham.
Troen havde sat stærke rødder, og kirken undlod ikke at begunstige og styrke den. Kirken benyttede Satan, den gjorde ham til et virksomt værktøi for sin politik og forøfgede hans anseelse saa meget, den kunde, thi hvad menneskene ikke gjorde af kjærlighed til Gud eller af lydighed, det gjorde de af frygt for djævelen. Satanas blev i enhver form baade som billede og billedstltte udstillet for de gysende frommes blikke. Med Satanas sluttede hver eneste sætning i en prædiken, og han kom frem i hver eneste en af skriftefaderens formaninger; han blev helten i uendelige legender, der fandt sin anvendelse paa alle livets hændelser, paa alle mulige handlinger og tanker. Ikke faa syner i middelalderen viser, hvorledes man navnlig forstod at anvende djævelen i politiken, og udentvil har djævelen ydet den kirkelige politik langt flere tjenester end baade inkvisitionen og baalet, uagtet disse ogsaa har tjent den godt. Allerede i aaret 811 beskyldte Karl den store i en af sine kirkeforsamlinger de geistlige for at drive misbrug med djævel og helvede for at gjøre penge og erhverve besiddelser paa bedragerisk maade.
Var frygten for Satan stor, var hadet mod ham ikke mindre. Dette had var uden tvil berettiget, thi i ham hadede man oprindelsen til alt ondt, og elskede man Kristus, maatte man jo ogsaa hade hans fiende. Men ogsaa i dette tilfælde frembragte frygt og had sine sædvanlige virkninger, nemlig udskeiende forestillinger og overdrivelser. Satans skikkelse maatte bære følgerne, og da en eller anden i mere behersket stemning gjorde opmærksom paa overdrivelsen, opstod mundheldet: „Man kan ogsaa male fanden for sort“.