Djævelens naturhistorie/3
10,000 billioner djævle. — Djævle i luften, djævle i helvede. — Samfundsorden og arbeidsdeling. — Djævelsk monarki. — Djævlenes intelligens. — Hvad djævlene ved. — Hvad de kan.
At tale om djævelen, som gaves der bare en eneste, er unøiagtigt. Djævelen var mange, og naar man taler om „djævelen“ i enkelttal, mener man deres fyrster eller ogsaa den hele djævlerace i fællesskab og repræsenteret i en enkelt.
Djævelen var ikke alene mange, men utallige. Theologerne antog almindeligvis, at tiendedelen af englene havde gjort oprør mod Grad, enkelte har imidlertid ikke givet sig tilfreds med en saa ubestemt værdsættelse og har underkastet helvedes beboere en regelmæssig census. En theolog, der var omhyggeligere end de andre, gik dybere ind i sagen og fandt, at der ikke kunde gives færre djævle end titusen billioner.
En slig mængde behøver plads, derfor var djævelens sæde et dobbelt: Atmosfæren og helvede, den første for at give dem leilighed til at friste og plage de levende, det andet til egen straf og for at underkaste de afdøde den fortjente straffedom. At bebo luften var dem bare tilladt indtil dommedag; efter forkyndelsen af den yderste dom maatte de alle ned i helvede for aldrig mere at forlade det.
Djævlene havde ikke alle samme beskaffenked og stilling. Der gaves vanddjævle, neptuner kaldet, andre beboede huler og skovtykninger og kaldtes dusier. Saa gaves der incubi, succubi osv. Desuden besad ikke alle de samme evner; for den ene lykkedes dette, for den anden hint bedre. Heraf arbeidets deling og nødvendigheden af en vis samfundsorden. Der var dem, der mente, at mellem djævlene, som jo dog netop var uordenen og forvirringen selv, en slig inddeling hverken skulde eller burde kunne finde sted, men dette var ikke den hellige Thomas af Aquino’s og de mest ansete theologers mening; disse paastod, at der gaves en rangforordning mellem djævlene, ligesom der fandtes en for de engle, der er forblet tro. Ja, djævlenes hierarki skal endogsaa være fastere og fuldstændigere end englenes, thi mens djævlene har et overhoved, der forestaar og behersker alt og alle, har disse intet saadant, eller besidder det bare i Gud, den almene hersker og ikke bare deres. Djævlenes fyrste og hersker er Beelzebub, efter hvad Matthæi og Lukas’s evangelier forsikrer og efter theologernes almindelige antagelse, men det maa indrømmes, at der i dette spørgsmaal dog raader endel usikkerhed. Undertiden er det Satan, undertiden Lucifer, der fører kongescepteret, og muligvis for saaledes at trække sig ud af vanskelighederne gjør Dante en og samme djævel af Lucifer, Satanas og Beelzebub, tvertimod andres mening, der erklærede de tre for tre forskjellige djævle af ulige magtfylde.
Om en rangforordning mellem djævlene taler allerede den for-kristelige, saakaldte Henochs bog, og ligeledes omtaler det ny testamente den. St. Thomas taler udtrykkelig om høiere og lavere djævle og om en hierarkisk rækkefølge, uden at indlade sig paa enkeltheder. En saadan tilbageholdenhed anstod imidlertid godt nok theologerne i almindelighed, men ikke de egentlige dæmonografer (djævlebeskrivere) eller dem, der theoretisk og praktisk beskjæftigede sig med magi. For alle disse var det af stor betydning nøie at kjende til saavel det djævelske hierarki som til hver enkelt klasses, ja, om det bare var muligt, hver enkelt djævels stilling og fremgangsmaade. Rangforordningsprincipet blev forøvrigt ikke opfattet ens af alle, og naar enkelte kirkefædre har ment, at dette har beroet paa de forskjellige arter af synd, som djævlene begunstigede, troede derimod andre, at forskjellen mellem dem beroede paa graden af deres magt og paa deres handlevis.
Dante kalder Lucifer keiser i smertens rige; for ham deler verden sig symmetrisk i tre store riger: det himmelske i høiden, helvedes i dybet og det menneskelige i midten mellem dem. Men denne forestilling om et satanisk rige er en idé, der hverken var eiendommelig for Dante, ja ikke engang for middelalderen, uagtet den i denne har naaet sin største fuldstændighed og nøiagtighed. Man finder den allerede i evangelierne og i nogle kirkefædres skrifter, og fra da af skriver sig den skik at udstyre Lucifer med scepter, krone og sværd som tegn paa hans magt. I mere end én asketisk legende viser Satanas sig, siddende paa en høi trone, omgivet af kongelig pragt og ledsaget af et stort følge og tjenerskab. Og saa langt gik man i disse fantasier, at man opdagede et helt satanisk hofhold, som i alting lignede de store fyrsters paa jorden. I den magiske bog af Johannes Faust, — den samme Faust, hvis skrækkelige historie har leveret indholdet i Goethes „Faust“, — staar der at læse, at Lucifer er konge i helvede, Belial vicekonge; Satanas, Beelzebub, Astaroth og Pluto, Mefistofeles og seks andre fyrster er statholdere. Endvidere hørte der fem ministre til Lucifers hof, en sekretær og tolv „spiritus familiares“. I andre magiske og dæmonologiske bøger er der tale om hertuger, markgrever og almindelige grever, cg om hver af dem blir der nøie berettet, hvor mange legioner djævle der staar under deres befaling.
Legionerne med sine førere danner en hær. Djævlene er af naturen krigerske aander, og deres hærvæbning danner modstykket til de himmelske hærskarers. Hvad under, om man forestiller sig denne hær i lighed med en jordisk? I den hellige Maria af Antiokas legende ser man djævlenes fyrste ved nattetid drage forbi paa en vogn, omgivet og ledsaget af en talløs rytterskare. Peter den ærværdige beretter om en uhyre hær af djævelske krigere i fuld vaabenrustning, som om natten drog gjennem en skov. Og hvor ofte har man ikke seet legioner af bevæbnede drage som engle gjennem luften?
Naar helvede var et rige og Satanas holdt hof som dets konge, kan det ikke forbause os, at der ved dette hof blev pleiet raadslagning, stridsspørgsmaal undersøgt og domme fældet, eller at Satanas fra tid til anden følte trang til adspredelse og med en del af sit følge foretog en rasende jagtfærd gjennem jordens skove, splintrede hundre-aarige trær og bredte skræk og død i lang afstand omkring sig. Med mindre voldsomked, men ikke altid med mindre skade gik paa denne tid fyrster af kjød og blod paa jagt. Som konge krævede Satanas hyldest af dem, der hengav sig til ham.
Angaaende djævlenes viden stemmer theologerne ikke ganske overens, uagtet man almindeligvis antager, at deres fornuft er fordunklet efter syndefaldet, saa ledes at den, om ogsaa den menneskelige endnu langt overlegen, dog er langt ringere end englenes. De kjender de forbigangne og nærværende ting, selv de mest fordulgte, men de nærværende kan Gud altid, saa ofte han vil, tilhylle for dem. Nogle kirkefædre paastaar, at meget med hensyn til Kristus og mysteriet med hans menneskevorden har været ubekjendt for Satan, eller han har ligefrem ikke i Kristus gjenkjendt den til menneske blevne Gud. Denne uvidenhed kom ham dyrt at staa, thi idet han foranledigede den uskyldiges død, bragte han forløsningsværket istand og hidførte sin egen omstyrtning. I virkeligheden siger i Matthæi evangelium Satan til Kristus: „Om du er Guds søn, saa tal, at disse stene vorder brød“, og beviste ved disse ord, at han ikke kjendte den, han fristede, fuldstændig.
Djævlene kjender alle naturens hemmeligheder, men kjender de ligeledes alle menneskesjælens? Ogsaa derom er meningerne delte. Nogle mente, at besad de denne evne, skulde mennesket ganske være i deres magt og ikke kunne værge sig mod deres indskydelser og fristelser. Og det ved man: har jeg studeret et menneske helt tilburtds, kan jeg, saafremt min aand til en vis grad staar mig bi derved, faa dette menneske til helt at føie sig efter min vilje. Derfor har ogsaa mange forsikret, at djæ?vlene ikke kunde gjennemskue menneskesjælen, men alene af ydre kjendemærker slutter sig til, hvad der foregaar derinde, og da gjør de jo alene, om ogsaa med sammenligningsløs større skarpsindighed, hvad ogsaa mennesket formaar. Men andre var af den mening, at djævelen løste i vor sjæl som i en aaben bog, og af denne mening er ogsaa theologernes fyrste, Thomas af Aquino. Andre foretrak en middelvei.
Honorius Augustodunensis (d. efter 1130) paastaar saaledes, at djævlene kjendte menneskets onde tanker, men ikke de gode. Det er en kjendsgjerning, at mere end én ulykkelig djævlebesværger maatte taale den beskjæmmelse, imedens han strævede med at uddrive djævelen af en besats legeme, at den forbandede i alle folks paahør fortalte ham hans hemmelige synderegister, tanke-synderne indbefattet.
Kjender djævlene fremtiden? Det er atter et indviklet spørgsmaal. Flerheden af theologer har sagt „nei“ og med rette, som det synes; thi kjendte de fremtiden, som de kjender nutid og fortid, hvori adskilte saa deres viden sig fra Guds? Og hvorledes kunde Gud tillade, at djævlene paa forhaand vidste, hvad han i al evighed skal gjøre? En saadan kundskab kunde de ikke engang før sin fordrivelse fra himmelen ha eiet, thi havde de havt den, vilde Satanas ogsaa paa forhaand ha vidst, hvorledes enden var blet, og havde da hellerikke gjort oprør. Man siger i virkeligheden, at hellerikke de gode engle har noget umiddelbart kjendskab til fremtiden og bare derom ved saapas, som de læser i Guds aand, forsaavidt Gud tillader dem denne læsen. Ogsaa her findes der forøvrigt et middel, hvormed man forsoner de modstridende meninger. Origenes mente, at djævlene læste fremtiden af stjernernes stilling og gang, noget, som vanskeligt lader sig forene, forekommer det mig, med Lactantii anskuelse, der ligefrem erklærer astrologien for en opfindelse af djævelen. St. Augustinus troede, at djævlene kjendte fremtiden, ikke gjennem umiddelbar anskuelse, men ved hjælp af den evne, de besad til med lynets hurtighed at veksle sted, og ligeledes ved hjælp af sine skarpe sanser og forstand kunde de slutte sig til samme, tænke sig den og forestille sig den. St. Bonaventura forsikrer, at de ikke kjendte fremtidens tilfældige begivenheder, men vistnok de, der adlyder bestemte love, saasom de havde et nøie kjendskab til naturens gang.
Saaledes besad altsaa djævlene alle videnskaber, og sandsynligvis er dette grunden til, at kirken aldrig, hvergang en lærd meddelte sin samtid en stor sandhed, undlod at raabe: „til helvede med ham“, og at brænde ham levende, naar den kunde. Alligevel benæægter Dante, at djævlene kunde filosofere, „thi kjærligheden er helt og holdent udelukket hos dem, og til filosoferen — er kjærlighed nødvendig“. Dette hindrer ikke, at Dante lader den djævel tale meget vel, der bortfører den af pave Bonifacius VIII med urette absolverede (sine synder forladte) Guiodo af Montefeltro, og tillader ham at kalde sig selv en logiker, fuldstændig som var han en doctor fra Sorbonne. Man siger, og den berømte Giovanni Bodio nævner det i sin „Dæmonomania“, at den høit berømte Ermolao Barbaro, patriark af Aquileia (d. 1493), engang skal ha manet djævelen, for af ham at erfare, hvad Aristoteles har ment med sit „Entelechia“ (ɔ: kraftvæsenhed; væsensfuldkommenhed). I ethvert fald, selv om djævelen ikke kjendte den ægte filosofi, i den sofistiske (ordkløveriske) maatte han være vel bevandret, ja rent en mester. Ved denne anledning erindre man sig saaledes den skrækkelige historie om en elev i Paris, hvorledes han, efterat han var død og fordømt til helvede, viste sig for sin forfærdede lærer klædt i en skjorte, helt broderet med sofismer. Denne historie berettede den gode Passavanti til formaning og beskjæmmelse for alle dem, der ikke bekymrer sig om rigtige følgeslutninger.
Men naar djævlene intet kunde forstaa af filosofien, maa det forekomme paafaldende, at de kunde være bevandrede i theologien, ha skriften i hodet og disputere om mysterierne med den samme klarhed og skarpsindighed, som vi i saa høi grad beundrer hos theologerne af profession. Og dog er det saa. Utallige gange har de gjennem munden paa besatte, som de var faret i kroppen paa, anført steder af det gamle og ny testamente, derimellem meninger og udtalelser af doktorer og kirkefædre, og fremsat vanskelige spørgsmaal til ikke liden beskjæmmelse for dem, der hørte paa dem eller vilde uddrive dem, thi det saa han nok, at han vidste meget mindre end dem. I et af den hellige Furseos syner disputerer djævlene meget lærd med englene om sjæle og bod, anfører skriften og viser sig ikke mindre som gode dialektikere (ɔ: der taler og slutter følgerigtigt) end som lærde theologer. Paa andre, lignende eksempler skorter det ikke; saaledes ved man, at djævelen disputerede meget skarpt med Luther om theologiske spørgsmaal.
Forøvrigt maa man ikke tro, at alle djævle besad samme viden og var af samme betydning. Der gaves mellem dem mere eller mindre lærde og mere eller mindre kloge. Vi vil senerehen ogsaa træffe paa dumme og uvidende djævle, og dette er ikke saa fornuftstridigt, som det ved første blik kunde synes. Naar en eller anden videnskab behagede en djævel bedre end en anden, kunde han, ser det ud til, fuldkommengjøre sig i den. Cæsar af Heisterbach fortalte om en retslærd djævel, der var en overmaade dygtig advokat. Andre gav sig mere af med naturvidenskab, og disse var behjælpelige med at koge elskovsdrikke, forvandle metaller og lignende ting.
Viden er magt; man maa derfor ikke forundre sig over, at djævlene formaaede meget. Vistnok havde ogsaa deres magt grænser, men hvor var disse? Nøiagtig at sige dette er vanskeligt. Matthæus kalder Satan for en mægtig aand og sandeligen ikke med urette. Djævlenes magt er ikke at sammenligne med Guds almagt, men dog stor og frygtelig. Da Satan havde gjort oprør, blev han beseiret, og aldrig skal seieren mere tilsmile ham. Men sit nederlag tiltrods, reiser han sig atter og hævner sig. Han trænger ind i de første menneskers lykkelige opholdssted og forfører dem til synd, han grumser den harmoniske klarhed i Guds værk og bringer døden ind. Han forgifter verden og lader den gjøre frafald fra Gud; han blir denne fordærvede verdens herre og hersker, — princeps hujus saeculi. Man siger ganske vist, at kun da formaar han noget, naar Gud tillader det, en det maa man medgive, at denne tillader ham meget, og at han virker formedelst en kraft, der er ham egen og hører til hans natur. Alt, hvad der gives af ondt i verden, kommer oprindelig fra ham, og mængden af det onde lader forestillingen om hans magt svulme jætteagtig op. Saa stor er hans magt, at forløsningsværket, der skulde knække den, ikke har svækket den. Man fortæller, at engang viste djævelen sig for den hellige Antonius og havde sagt til ham, at det var med urette, at menneskene udstødte saa mange forbandelser over ham, thi saasom Kristus regjerede, formaaede han intet mere. Men da djævelen det sagde, løi han. Med hedenskabet hørte muligvis hans fulde herredømme over jorden op, men ikke hans magt. Kristus har beseiret ham, men ikke afvæbnet ham, og han begynder uophørligt kampen om igjen, betragter endnu altid jorden som sin eiendom og gjør sin seierrige modstander den elendige menneskehed sjæl for sjæl stridig. Han befolker sit rige med slaver, og hvo, der betragter denne jammerfulde, plagede verden, skulde vel tro, at han befinder sig i en forløst verden, efterat saa mange aarhundreder er hensvundet efter forløserens død?
Djævlenes magt er stor saavel over naturen som over menneskeheden, og udøvelsen af denne magt lettes dem gjennem vældige evner. Med lynets fart kan de flyve fra den ene ende af verden til den anden, dukke sig i vandet eller i jorden og gjennemtrænge elementerne.
Navnlig er den kropslige natur dem underkastet. Man glemme ikke, at nogle kjættersekter betragtede materien som Satans værk, og at jo mere i den religiøse forestilling modsætningen blev levende mellem materie og aand, og materien gjaldt for noget lavt og fordærvet, desto mere maatte fantasien føle sig tilbøielig til i naturen at se Satans store værksted og egentlige rige. Grundene til, at tegnene paa hin eiendommelige følelse, som vi benævner naturfølelsen, optraadte saa svagt og sjelden i middelalderen, er vistnok mangfoldige; men til dem hører sikkerlig skrækken for og mistanken om, at naturen var et værk af Satan eller ialfald besmittet af ham. Synden, der fordærvede vore første forældre, forstyrrede samtidig naturen, og naar menneskeheden blev forløst gjennem Kristus, var dette ikke tilfældet med naturen.
Ilden, som i den ældste tid blev holdt hellig i Indien og efter den græske mythe ved Prometheus’s dristighed blev Jupiter frarøvet, — ilden er djævlenes egentlige element. Men vi har ogsaa seet, at de har et af sine opholdssteder i luften, derfor kommer de ogsaa til at udøve sit frygtelige herredømme over samme. Theologerne antager temmelig enstemmigt, at de efter behag (altid bortseet fra Guds vilje) kan slippe løs voldsomme storme, hobe op skyer, slynge lynstraaler og lade vandet styrte i strømme fra himmelen. Stormens hyl er skriget af rasende djævle. Ganske vist siger St. Thomas, at saadanne omvæltninger af dem alene blev frembragt artificialiter (paa kunstig vei) og ikke naturali cursu (paa naturlig vei), men i praksis kommer dette paa et ud. I Antepurgatorium lader Dante Buonconte af Montefeltro, der var falden ved Campaldino, fortælle, hvorledes hans legeme, der ikke var fundet frem efter slaget, var blevet bortrevet af et af djævelen frembragt uveirs vandstrømme. Der blev tillagt djævlene evnen til at fremkalde hvilkeslags atmosfæriske foreteelser som helst, og Thomas af Canterbury anser fata morganas skuffelser for deres værk.
Ikke mindre var deres, magt over jorden, hvad der er ganske fornuftmæssigt, naar man gaar ud fra, at helvede ligger i dens middelpunkt. Jordskjælv var deres værk eller kunde være det, vulkanske udbrud ligeledes, og man ansaa sædvanligvis vulkanerne for helvedes aabninger eller skorstene. Naar en djævel i hurtigheden vilde fare bene veien ned i sin mørke bolig, befalede han jorden at aabne sig, og forsvandt i det aabne svælg som igjennem et theatergulv.
Men ikke alting i naturen var paa samme maade undergivet djævelens magt; enkelte adlød ham ubetinget og blev modstandsløst til et værktøi og kar for den onde magt, men andre bød djævlene afgjort modstand. I denslags tro fandt overtro og fantasi rigelig næring. Djævlene elskede ensomme, uhyggelige steder, bratte klipper, tætte, mørke skovtykninger, huler og afgrunde, og dette netop fordi paa slige steder deres vælde var uimodstaaeligt og mere fuldstændigt. Allerede jøderne betragtede ørkenen som de onde aanders egentlige opholdssted, og enhver ved, hvor mange ængstelser og fristelser ørkenens eneboere havde at gjennemgaa. Enkelte planter, som valnøddetræet og alrunen, tilhørte saa at sige djævelen, medens andre, som hvidløgen, var ham modbydelige. Kul og aske var ham behagelig, men salt berøvede ham al styrke, og det samme var tilfældet med enkelte ædelstene. Hellerikke dyrene bar sig alle ens ad imod ham; padden var ham en trofast tjener og hanen en kraftig modstander.
Jeg har allerede sagt, at Satan havde megen indflydelse overfor menneskelige ting, og man behøver bare at betænke, at menneskeslægtens fordømmelse var hans værk. Men ogsaa her maa man gjøre en forskjel. Hans magt over menneskenaturen efter syndefaldet er meget stor, men dog ikke uindskrænket. Der gives et fysisk og et moralsk menneske, et legeme og en sjæl, og Satans magt over begge var ikke lige stor. Legemet, — dyret, som man ogsaa kalder det, er til en vis grad en ven af og vasal under Satan, og der har været kjættere, som tydeligt og bestemt erklærede, at dette var hans og ikke Gruds værk. Legemet er sjælens fængsel, ophidser uafbrudt til synd og bøier sig lærvilligt for dens vilje, som alene gaar ud paa at fordærve sjælen. Naar der, som hvermand ved, hersker tvedragt mellem sjæl og legeme, er legemet djævelens naturlige forbundsfælle. Og deraf drager djævelen nytte. Han smigrer legemet og lader det trives, paa det at det stedse maa blive stoltere mod den elendige sjæl og vokse den over hodet; han optænder dets begjær, hvæsser dets braad, styrker dets kræfter og mangfoldiggjør dets uforskammede fordringer, til sjælen har mistet sit kompas og lader sig tage paa slæb. Men han kan ogsaa slaa ind paa den modsatte vei. For at lade sjælen tabe al taalmodighed, for at forgifte den og sætte den i en tilstand af fortvilelse, kan Satanas lade legemet henfalde i sygdom, saare det paa tusen maader, saaledes som han gjorde med den arme Hjob. Mange ansaa epidemierne for hans værk og kvægsygdommene ligeledes.
Sjælen var sædvanligvis djævelens indflydelser mindre underkastet, men dog ikke aldeles kvit dem. Deri stemmer theologerne alle overens, at han ingen vold kunde øve mod viljen, og at den fri vilje ikke kunde være ham underkastet. I virkeligheden er de besatte fuldstændig i Satans vold, der lader dem gjøre og sige alt, hvad der behager ham, og efter en i kirken allerede i de første aarhundreder meget udbredt mening var de af banstraalen rammede og alle, som ikke var forløst ved daaben, ligeledes i Satans vold. Hvad angaar de besatte, er dette let at forstaa, da djævelen ikke alene beboede legemet, men ogsaa gjennemtrængte sjælen. Men vanskeligere er det at fatte, hvorledes dette slags djævelsk gjennemtrængelse kom istand.
Men ogsaa over sjælen hos dem, der ikke saaledes som de besatte var i hans vold, formaaede djævelen meget. Herved maa man erindre sig, at enhver begaaet synd var en for fienden aabnet port. Djævelen vækker vilde tanker, yppige billeder, utøilede følelser, tusen spøgelser og syndige forestillinger i sjælen, han overfalder den under søvnen, naar dømmekraften er fordunklet og viljen nedtrykt, og efterstræber den med drømmeansigter, der efterlader farlig forvirring og sindsoprør. Selv helgenernes sjæle er ikke fri for hans paavirkning; han puster paa dem og faar dem til at vifte hid og did som flammer i vind.
Hvert enkelt menneskes liv blev i ikke ringe mon bundet af Satan, og saaledes ogsaa med folkenes og hele menneskehedens. Antager man, at historien er et værk af forsynet, maa man dog medgive, at den ogsaa er et værk af Satan, og eftertænker man, hvorledes den i løbet af aarhundreder var beskaffen, maa man ubetinget maatte medgive, at Satans andel i den har været betydelig, ja paafaldende. Thi deri stemmer alle doktorer og kirkefædre overens, at de falske religioner er opfundet af ham; de hemmelige videnskaber hans opfindelse (end de ikke hemmelige da?), og at kjætterierne var hans værk; sæden til enhver tvedragt udsaar han, han opmuntrer sammensværgelser, modner oprør, foraarsager dyrtid og krig, sætter onde fyrster paa tronen, indvier modpaverne, dikterer daarlige bøger, og i mellemrummene mellem større ulykker foraarsager han ildebrand, sammenstyrtninger, skibbrud, mord, røverier, skandaler og ødelæggelser. Man maa vel lægge mærke til, at han kj ender alle i jordens indvolde skjulte skatte og har dem i sin magt, og det blir udtrykkelig sagt, at Antikrist, hans søn og stedfortræder, til sin tid vil komme til at betjene sig af dem for at gjøre sig til herre over verden. Men det er noget, alle og enhver ved, at guldet er en magt, ikke til krig bare, men for historien i det hele taget, og det var sandsynligvis derfor, paverne altid søgte at rapse sammen saa meget som muligt deraf for at rive fienden det ud af hænderne.
Men endnu er vi ikke ved enden paa djævelens magtomraade; endnu har jeg ikke berørt, hvad man kunde kalde hans tekniske færdighed. Han forstaar alle haandværk, men foragter naturligvis de simple og holder af bare at vise sin kraft og færdighed paa store opgaver. For bygningskunst har han lidenskab. Det gamle Europa er fuldt af bygværker, taarne, mure, vandledninger, byggeforetagender kortsagt af enhver art, som han har opført. De berømte mure, som paa Hadrians befaling blev opført mellem England og Skotland, er blet anseet for hans værk og ligeledes andre mure og fæstningsværker. Schøllenerbroen i Schweiz, Donauer-broen ved Regensburg, broen over Rhone ved Avignon og hundre andre gaar for at være byggede af ham, og mange bærer endnu hans navn og kaldes djævelsbroen. I barbariske tider synes romernes mægtige bygningsværker, veiene indbefattet, at overskride de menneskelige kræfter og blev gjerne tilskrevet en fordømt værksmester. Mere besynderligt kan det synes, at djævelen med egne hænder skal ha bygget kirker og klostre, men gjøre det kunde han, enten til ubekjendte formaal eller tvunget af en høiere magt. Grundplanerne og andre tegninger til kirkerne i Køln og Aachen skulde stamme fra ham, ja den sidste, ialfald for en del, være bygget af ham. Crowland abbedi i England er hans værk, og for saa erfaren i denne kunst holdt han sig, at han engang dristede sig til at udfordre sin gamle beseirer, erkeenglen Mikael, til en væddekamp, om hvem af dem, der skulde bygge den skjønneste kirke paa en klippe i Normandie, der ogsaa er opkaldt efter St. Mikael. Erkeenglen seirede, som det sig hør og bør, men ogsaa Satan kom fra det med hæder. Miraklet bestod forresten hovedsagelig ikke i skjønheden af det fuldbragte værk, men i tiden, som var levnet ham dertil. Ofte maatte en nat være tilstrækkelig og strak virkelig ogsaa til, naar bedrageri ikke var med i spillet, — vel at mærke bedrageri, der ikke blev forøvet af, men imod ham. I en eneste nat, naar det f. eks. gjaldt opførelsen af en kirke, sammenbragte djævelen, maaske fra særdeles fjerntliggende egne, alt det til bygningen nødvendige materiale, de store, firhuggede granitblokke, pladerne og stykker af mangefarvet marmor, ja uhyre, fra et eller andet gammelt, hedensk tempel røvede søiler, bjælker og lange grantrær, værktøi af alle slags, og uden saa meget som at hente pusten skar, huggede, polerede, afbarkede og høvlede han, satte sammen, malede, gjorde statuer, saaledes at ved dagens frembrud den første solstraale fik den gyldne kugle paa klokketaarnet til at gløde og de store vinduers glasmalerier til at funkle. Og der var ingen fare for, at murene efter et eller et par aars forløb skulde styrte ind eller hvælvingerne falde ned.
Alt dette krævede ikke bare kundskab, færdighed og anstrængt flid, men ogsaa en isandhed mirakuløs muskelkraft. Om denne styrke har jeg endnu ingenting sagt, men beviserne for den er i talløs mængde spredt omkring gjennem historien og verden. Der gives ikke den egn i Europa, hvor man ikke vil kunne finde en umaadelig klippeblok, som djævelen har baaret i sine arme ned til en stor slette fra et eller andet langt borte liggende bjerg, og udspørger man de skikkelige beboere af omegnen om tingen, kan de aldeles grangiveligt fortælle en, hvorledes det er gaaet til. Her laa en gammel eremitbolig, hvor en hellig mand boede og tilbragte dag og nat i bøn, til forargelse for djævelen, der forsøgte at knuse ham og hans hytte under denne blok; han forfeilede imidlertid maalet, og den fromme mand kom fra det med skrækken. Hint store hul i bjerget der blev gjort af djævelen en dag, da han fuld af raseri slængte storslæggen sin gjennem luften. Kort sagt, isperiodens store, erratiske klippeblokke, som i en forhistorisk tid af isbræerne blev ført milevis afsted fra sit egentlige hjemsted, skulde da være skaffet derhen af djævelen og druidestenene ligeledes.
Men den raa styrke udelukker ikke hurtighed og færdighed hos Satan. Han besidder alle en jonglørs og linedansers kunster, og der gives ikke en operation saa nethændt, at han ikke til fuldkommenhed skulde greie den. Tertullian forsikrede, man havde seet ham bære vand omkring i et sold.
Djævelens bygværker, sagde jeg, er solide og en saadan mester værdige, men det skjønner man nok, at et eller andet vidnesbyrd maa de bære i sig om sin oprindelse og besidde noget overnaturligt ved sig. Sædvanligvis hænder det, at naar djævelen forlader dem ufuldførte, ingen anden kan fuldføre dem. Paa samme maade mente man ogsaa mangesteds, at havde han foraarsaget skade paa en bygning, kunde denne aldrig udbedres.
I en af sangene i „Aarhundredernes legende“ fortæller Victor Hugo, at djævelen engang havde indgaaet et væddemaal med Gud om, hvem af dem kunde gjøre den skjønneste ting. Djævelen forlangte en masse af alleslags stoffer, som han maatte bruge, og gik derpaa til værket.
Og med brøl som af stude, man kvæle vil, han gik,
djævelen, og satte sin smedje straks i skik.
Han brugte alt sit værktøi, og sin hammer han svang,
saa den skrækfulde hule maatte ryste ved dens klang.
Og der reiste sig et uveir af amboltens lyn,
og hans øine var to gløder, — et forfærdende syn.
Han fnysede, saa ild fra hans næsebor slog ud,
med larm, som naar høsten os skikke vil sit bud,
og sender mod sluserne sin tordnende flom.[1]
Dette opbud af kraft og anstrængelse formaar bare at frembringe en græshoppe, medens Gud med et blik gjør solen af en edderkop. Men digteren har uret. Langt større ting og uden tunge tag kunde djævelen gjøre, og hans magt var isandhed stor og skrækkelig.
Men ogsaa denne har sine grænser og hyppig snevrere, end man skulde tro. Som vi senerehen vil komme til at se, fandtes der mod hans magt ikke alene værn — og forsvarsmidler, men hvad der er endnu vigtigere, der gaves ogsaa en fremgangsmaade for at underkaste sig den og binde den. Jeg maa her straks bemærke, at efter en meget udbredt mening kan djævelen alene bruge sin magt om natten, eller hænder det om dagen, da ikke med samme virkning. Den første lysning af morgenen og det skingrende hanegal driver ham paa flugt eller berøver ham idet mindste halvdelen af hans styrke. Det er jo forresten ikke fornuftstridigt, at mørkets fyrste ogsaa er mægtigst i det dunkle, og at hans vælde da fremtræder fuldstændigere og frygteligere.
Men om ogsaa Satan gjerne gjør en daarlig brug af sin magt, maa man derfor ikke tro, at han udelukkende og altid er en voldsherredømmets forkjæmper, den, der fremfor alle følger den af saa mange andre antagne grundsætning: „Magt gaar fremfor ret“. Naar han handler, som han gjør, naar han paa despoters vis hærjer jorden, naar han behandler menneskene som fiender og slaver, saa har han, eller har idetmindste havt ret dertil. Irenæus, den hellige biskop af Lyon, var den første, som allerede i kirkens andet aarhundrede klargjorde denne ret. Synden lagde aldeles retmæssigen menneskene i djævelens haand, og for retmæssigen, uden vold, at vinde dem tilbage udgjød Kristus sit blod. Idet Satan uretfærdigen bevirkede en retfærdigs død, tabte han enhver tidligere erhvervet ret. Denne lære vandt meget bifald, og helt til middelalderens begyndelse har samtlige kirkeforfattere mere eller mindre indrømmet Satans tidligere ret, som da igjen skulde være ophævet af Kristus. Satan paa sin side vilde ingenting vide om denne ophævelse og fortsatte med at udøve sin ret, hvor og hvorledes han kunde. Og det maa vi bekjende, at udøvede han den ulovmæssigt, saa gjorde han det dog ikke uden egen vinding. For lettere at hjælpe denne sin virkelige eller selvtagne ret til seier, sørgede Satan for et ordentligt styre i sit rige og i sin armé og efterabede, saalangt han turde, de guddommelige indretninger og anordninger. Denne efterabning har indbragt ham det spottende navn en „Guds-abe“. Op imod Kristi kirke satte han sin egen, med prester, gudstjeneste og, som allerede Tertullian forsikrede, sakrament.
Vi har seet, hvem djævelen er, hans evner og magt. Lad os nu undersøge, hvorledes han dagligen kjæmper mod mennesker og Gud, lad os betragte ham i hans hovedvirksomhed.
- ↑ Fri oversættelse.