Djævelen som frister.

Fristelsens grunde, omstændigheder, maade og manér, tid og sted. — Den ligefremme fristelse. — Den indviklede, i scene satte fristelse; den hellige Hilarion. — Elskovsfristelse. — Den hellige Hieronymus’s bekjendelse. — Et smerteligt tilfælde med en hellig munk, der ophørte at være hellig. — Den hellige Benedikts betænksomhed. — Andre snarer og fristelser. — Munken Herons lettroenhed. — En stakkars ynglings enfold, der valfartede til St. Jakob i Galizien. — Den hellige Martins klogskab. — En gruelig historie om en eneboer, en hane og en høne. — Møisommelige og langvarige fristelser. — Djævelen som munk og abbed. — Middelbare, skjulte fristelser. — Djævleforsamlinger. — Midler mod fristelser.

Satanas haaber ikke mere at gjenerobre sin tabte stilling i himmelen. Han beklager tabet af sin lykke, men hans beklagelse gjør ham ikke træg, han søger tvertimod stadig at forøge sin storhed og magt. Han er konge, hans omraade stort og folkerigt, og han kan gjøre det endnu meget større og folkerigere. Om ikke mere den hele menneskehed skal tilhøre ham, saa i alle fald størstedelen af den. At gjøre virkningen af forløsningsværket saa tvilsom og liden som muligt; at udbrede vilfarelsen paa jordens aasyn; af jorden, som forgjæves har drukket Kristi blod, at gjøre et andet helvede og af menneskehedens historie en uhjælpelig følgerække af onder, hvor smerte og synd kjæder sig i hinanden, — det skal være hans stadige hensigt, hans uafladelige bestræbelse. Enhver begaaet synd, enhver himmelen frarevet og for helvede vundet sjæl er en triumf for ham. Maa kirken længe nok staa der stærk og fast som en klippe i bølgebruset, han skal vide at angribe den og ramme den fra alle sider, ryste den helt ned i sine grundvolde og fra tid til anden rive løs en hjørnesten. Maa hyrden og hundene vogte sin hjord trofast nok, som en sulten ulv eller brølende løve, som apostelen kalder ham, vil han ikke ophøre med af ti lam at røve de ni.

Satan kan ikke erobre sjælene, naar han ikke først frister dem og fordærver dem gjennem synd, men forløst, som den er, er menneskenaturen desuagtet let at forlede til synd. Mod den fri vilje kan Satan ikke øve vold, men han kan lægge ud en slig mangfoldighed af snarer for menneskeheden, at denne nødvendigvis maa ligge under. Han er den store, den utrættelige frister. Han frister Eva og drister sig til at friste Kristus; hvad under da, at han ogsaa leder de frommeste mennesker i fristelse? Tvertimod, imod de frommeste opbyder han al sin skarpsindighed, thi de ikke fromme blir uden særdeles modstand hans partigjængere og tjenere.

Fristelsen var en flersidig, mangfoldig beskjæftigelse, uregelmæssig og vanskelig, som rettede sig efter anledninger og omstændigheder, forandrede sig efter personlighed, tid og sted, og som krævede fin iagttagelse, ikke sjelden stor udholdenhed. Fristelsen var en kunst, hvori Satan lagde hele sin aand og færdighed for dagen.

Anledninger til fristelser gaves der utallige af. St. Paulus havde sagt: „Skjænk ikke djævelen nogen plads“, men djævelen forstod selv at skaffe sig plads. Samme mand liavde sagt: „Modstaa djævelen, saa skal han fly fra eder“, men kun altfor hyppig blev den, der ivrigst af alle modstod ham, angrebet aller heftigst. Helt at unddrage sig hans indflydelse var umuligt, ja man kunde ikke engang helt undvige hans fordærvelige berøring. En bange sjæl kunde gjøre som skildpadden, drage sig tilbage i sit skal; men den maatte gjøre, som den vilde, altid maatte den lade et lidet punkt ligge aabent, hvorigjennem djævelen kunde føre ind sin hvasse, rovgjerrige klo. Hvo, der levede med i verden og i det verdslige samfund, stødte ikke alene ved hvert skridt paa Satanas, men man kan sige, han levede i Satanas, thi verdenslivet i sammenhæng med sit bedrageriske skinvæsen, sin liderlighed og yppighed, er ikke andet end Satanas. At leve i verden og ikke synde er ligesaa umuligt som at styrte sig i havet og ikke blive vaad. Den, der levede med i verden, var saaledes uafbrudt fristelse underkastet, men den, som drog sig tilbage ifra den, undgik hellerikke fristelsen derfor. Gode kristne, hvem byernes fordærvelse og alt, hvad man netop betegnede som djævelens pragt, indgjød væmmelse og afsky, begyndte allerede paa Konstantin den stores tid at forlade byerne, at fly menneskenes omgang og at opsøge ørkenen. Men i Ægyptens og Asiens ødemarker gjenfandt de den samme Satan, hvem de saa omhyggeligt havde villet undvige. Ikke anderledes gik det andre verdensforsagere, som, uden at forlade byerne og befolkede egne, bag klostermuren havde søgt en sikker fremtid for den frygtede modstander. Og den ene som den anden befandt sig overfor den samme Satan, ja en endnu langt indfulere og ondskabsfuld listig djævel. Hans angreb hørte ikke op, men ændrede bare en smule natur. Ude i verden var fristelsen vedvarende, i enkeltheder gaaende, paa en vis maade fordelt paa alt muligt, der frembø?d en uafladelig ophidselse til synd, men i almindelighed ikke voldsom. Men i ensomheden blev den akut, kom og gik og kom igjen omtrent som en paroxysme. I verdenslivet var det, som om den mere gik ud fra ydre ting, i ensomheden tog den sin oprindelse fra organismens ufuldkomment beseirede kræfter, fra enhver sindsbevægelse, der paa nogen maade kunde betyde en tilbøielighed til synd. Ingen anledning til fristelse, om aldrig saa nygtig eller tvilsom, blev forsømt af Satan. Ligesom man troede, at alle sjæle under sin jordiske pilegrimsgang havde en skytsengel ved sin side, der bestræbte sig for at lede dem ind paa forløsningens vei, saaledes troede man ogsaa, at de havde en djævel til ledsager, der uophørligen anstrængte sig for at føre dem til fordømmelsen. Til høire skytsengelen, til venstre djævelen, fristeren.

————————

Alle mennesker kan blive fristede, men fristelsen var forskjellig efter hvert enkelt menneskes kjøn, alder og særegne forhold, undertiden ligefrem og lidet eller aldeles utilhyllet, snart kunstfærdig og skuffende. Sikre midler til at bevare sig imod den fandtes der ikke, da jo ogsaa de, der var biet anseet for og lovprist som de virksomste, kun altfor hyppig ved prøven havde vist sig uvirksomme. Som allerede nævnt blev de fromme angrebet med større raseri, fordi, som man sagde, det mere kom Satan an paa at seire over en af dem end over tusen andre. Vi, som jo ser paa tingen fra et andet betragtningspunkt, skulde kunne sige, at de fromme netop paa grund af den uafladelige, ængstelige frygt for synden, der satte deres sind i uro, saavel som paa grund af de vanvittige spøgelser, som de underkastede sit legeme for saaledes at rense det fra ethvert anfald af pirrende kjødslyst, havde været mere end andre udsat for vilde kampe med fristelsen. Paa den anden side er det sikkert, at disse kampe blev ønsket og opsøgt af dem selv, saasom deres dyd derved blev saameget mere straalende og af seieren øste ny kraft. Men hvorledes det saa hermed forholder sig, saa forstod Satan sædvanligvis at afpasse fristelsens styrke og form efter den enkeltes egenskaber og forhold og viste sig herunder som en ligesaa dygtig sjælekjender som skarp tænker (logiker).

Ligesaalidt som enhver tid var hellerikke ethvert sted lige gunstigt for fristelsen. Natten var den mest passende tid, ikke alene fordi med det tiltagende mørke ogsaa djævelens magt voksede, men ogsaa fordi man i dunkelheden ikke havde saa let for at gjenkjende bedrageriet i de af Satan opstillede fantasifostere. Fremfor alt gunstigt var det øieblik, da søvnen begynder at sænke sig over de udmattede lemmer, og sanserne blir omtaagede uden dog helt at være stængte for indtryk fra udenverdenen, og naar viljens og dømmekraftens aarvaagenhed ophører i sjælen. Dette var grunden til, at den hellige Pacomius sov siddende og bad Gud om søvnløshed, for desto sikrere at kunne bekjæmpe fienden.

Fristelsens maader og former var utallige som sjælens tilstande og livets forhold. Der fandtes ikke saa nygtig en tanke, ingen saa ubetydelig hændelse, at ikke Satan havde vidst at bruge den som anledning til en fristelse, og manglede han en anledning, saa lod han den opstaa. Hine den kristelige tros sælsomme dokumenter, som helgenernes legender fremstiller, fryder over af fortellinger, der beviser det, og leverer ikke sjelden dyrebare etterretninger og bidrag til kundskaben om menneskenaturen.

————————

Undertiden var fristelsen meget enkel, viste sig med liden eller ingen tilstelning og fortættede sig i et eneste anfald. St. Antonius, hvis fristelser er blet berømte, ja til et mundheld, fandt engang paa en reise i ørkenen et sølvstykke liggende paa jorden. Det var en snare af djævelen, som i hans hjerte vikle vække syndig begjærlighed efter de rigdomme, som han havde ladt i stikken. Da St. Hilarion engang led hunger, saa han ganske uventet foran sig en mængde udsøgte retter. Den hellige Pelagia, som en tid havde været skuespillerinde i Antiokia og derpaa havde draget sig tilbage til en hule paa Oljebjerget for at leve i betragtning og bøn, hende bød djævelen som gjenstande for tidligere dages ønsker ringe, kjæder og alslags ædelstene. Disse gjøglebilleder forsvandt ligesaa hurtig, som de havde vist sig.

Undertiden var forberedelserne og forespeilingerne større, de forlokkende eller forskrækkende syner mangfoldiggjordes og vekslede, fristelsen dannede et skuespil. St. Hilarion saa, medens han prædikede, hylende og gjøende ræve dukke op for sine øine, bivaanede gladiatorkanrpe og skuede døende, der væltede sig foran fødderne paa ham og tiggede ham om begravelse. En nat, da han som sædvanligt vaagede, hørte han børn skrige, faar bræge, okser og løver brøle, kvinder græde og en lydelig brusen som fra en stor leir. Men han gjenkjendte djævelens gjøglespil, kastede sig paa knæ, slog kors over sin pande og ventede paa et nyt under. Og se, da skuer han pludselig i maanelyset en vogn trukket af fyrige heste komme imod sig. Vor helgen anraaber Kristi guddommelige navn, og pludselig aabner jorden sig og opsluger synet. Det var et værk af Satan, der vilde rive den fromme Guds tjener bort fra betragtning og gjøre ensomheden modbydelig for ham ved at fylde den med skrækkebilleder. Helgenernes historie strømmer over af eksempler som dette.

Disse fristelser, som Satan udøvede ved hjælp af gjøglebilleder eller ogsaa med virkelige, haandgribelige gjenstande, var stærke nok, fordi de sysselsatte sanserne og gjennem dem trængte ind i sjælen, der altid saa gjerne gjør sig til sansernes tjenerinde. Men fremfor alt frygtelige var de, der skrev sig fra de seiglivede kjønslige instinkter og elskovstrangen. Denne fristelse var det, der forskaffede Satan de største triumfer.

————————

Kristendommen har forbandet kjødet og erklæret kjærligheden for usædelig. De efter sin art mangfoldige og talrige, men i principet sammenfaldende fremgangsmaader, hvorved skabningen formerer sig, og som oldtidens folk symboliserede i en af Olympens største og sikkert mest straalende af gudinder, er i de kristnes øine væsentlig onde og syndige, og deres ondartethed og syndighed kan alene og med møie gjennem sakramentet hjælpes paa hos Adams efter kommere. Cølibatet (den ugifte stand) er for den kristne, idetmindste læres der saa, en meget mere prisværdig og ophøiet tilstand end ægteskabet, og afholdenhed hører til de største dyder. Efter Lactantii forsikring er kyskheden at ligne med alle dyders top og tinde, og den store Origenes, kaldet „den diamantrene“, naaede hurtig til Lactantii fuldkommenhed, idet han med egne hænder satte sig i den tilstand, at det skulde være ham en umulighed nogensinde at tabe sin dyd.

Man maa saaledes ikke forundre sig over, at asketerne ofte forbrugte den bedste del af sine kræfter i en fortvilet anstrængelse for at kvæle hver mindste gnist af brynde hos sig og holde nede enhver ogsaa uvilkaarlig kjødets opbrusen. Og ligesaalidet kan man undre sig over, at de i dette oprørsarbeide mod naturen mere end engang blev overlistet og beseiret. For at undgaa elskovsgudindens snarer drog de sig tilbage i ørkenen, murede de sig ind bag klostre; men Venus opstod paanyt i deres indre af det sydende blod som engang af havets skum og tvang deres fantasi ind under sit aag. For at undgaa den frygtelige besmittelse vægrede de sig efter aarelang adskillelse at se mor og søster. Men desuagtet trængte kvinden ind i deres celle, et samtidig efterlængtet og afskyet billede. Ved en tilfældig hentydning, en flygtig tanke, reiste den undertrykte, men ikke beseirede mandskraft sig med dyrisk instinkt og bed og søndersled det gjennem spægelsen oprørte kjød. Det var skrækkelige kampe, der lod Kristi kjæmpe kraftløs tilbage, ogsaa naar han var seierherre. Ak, hvor ofte, skrev den hellige Hieronymus til jomfru Eustochia, troede jeg ikke, dengang jeg befandt mig i ørkenen, i hin rædselsfulde, af solen forbrændte ensomhed, der tjener munkene til saa skrækkelig en bolig, at svælge i Roms nydelser! Jeg sad alene, fuld af sørgmodighed i sjælen, iført en elendig sæk, solbrændt som en æthiopier. Ingen dag hengik uden suk og taarer, og naar søvnen mod min vilje overmandede mig, laa jeg paa den bare jord. Jeg snakker ikke om mad og drikke, thi munkene drikker, selv naar de er syge, bare vand og anser det for yppighed at koge sin mad. Og jeg, som af frygt for helvede havde fordømt mig til et saadant liv uden andet selskab end skorpioner og vilde dyr, indbildte mig ofte, at jeg befandt mig midt i skarer af dansende piger. Mit ansigt var blegt af faste, men i det kolde legeme brændte sjælen af begjær, og hos en mand, hvis kjød allerede var dødt, slog der op flammer af vellyst. Da, enhver anden hjælp berøvet, kastede jeg mig til Jesu fødder, vædede dem med taarer, tørrede dem med mit haar og tvang det oprørske kjød til lydighed ved en hel uges faste. Jeg skammer mig ikke for at bekjende min elendighed, snarere beklager jeg, ikke mere at være, det jeg var. Jeg kan mindes, at jeg ofte i min graad og mine bønner saa nat følge paa dag, og hvorledes jeg ikke aflod fra at slaa mig for mit bryst, indtil paa Guds bud freden atter vendte tilbage til mig.

————————

Utallige er de helgener, som Djævelen har vist sig for i en skø?n piges skikkelse eller som en staselig, prægtig klædt frue, og det ikke saa sjelden for dem, der ikke magtede at modstaa den skrækkelige fristelse. Sædvanligvis foregav den falske djævlekvinde at være gaaet vild, eller at hun var blet overfaldt af uveir eller overrasket af natten, eller ogsaa — som Boccacio’s Abimelech — at have forladt forældrehjemmet for at vie sig til Guds tjeneste. Og med ydmyg mine, med blide, anstændige ord bad hun den hellige mand om husly og beskyttelse. Og naar da den hellige mand af utidig medlidenhed eller i for stor tillid til sin dyd optog den skjønne bedende i sin celle, der neppe nok havde plads til to, da var der isandhed fare, stor fare for, at historien vilde ta en slet ende. Rufinus af Aquileia fortæller herom en begivenhed, der fortjener at udvælges mellem hundrede andre.

En munk levede i ørkenen, hvor han beboede en hule. Han var en mand af stor afholdenhed, prydet med alle dyder, og pleiede at tilbringe dag og nat i bøn. Da han opdagede de fremskridt, som han gjorde i fromhed, begyndte han at blive stolt og at tilskrive sig alene den fortjeneste, som dog tilhørte Gud. Da djævelen bemærkede dette, var han straks beredt at istandsætte og lægge ud sine snarer. Og se, en aften viser der sig udenfor den hellige mands celle en meget skjøn kvinde, der træder ind, anstiller sig aldeles segnefærdig af træthed, kaster sig for hans fødder og beder ham indstændigen om at yde hende husly; natten havde overrasket hende i ørkenen, han maatte ha medlidenhed med hende og ikke give hende til pris for de vilde dyr. Han føler medlidenhed, tar venlig imod hende og spør hende efter aarsagerne til hendes reise. Hun fortæller en godt opdigtet historie, krydrer sin kunstfærdige tale med smigrende ord og artigheder, viser, at hun er hans medlidenhed værdig og fortjener hans beskyttelse og erobrer ham helt med sit elegante, behagelige sprog. Lidt efter lidt blir underholdningen mere fortrolig, ordene indblandes med latter og spøg; hun blir dristigere og strækker snart haanden ud efter hans skjæg og stryger ham kjælent over hals og nakke. Og se, da er allerede Kristi soldat beseiret! Fortæret af sanselighedens flammer glemmer han sin fortid, bryr sig ikke mere om frugten af de overstaaede anstrængelser; „ligesom et dyr“ (siger Rufinus) griber han omkring hende i skamløst favntag. Men i dette øieblik udstæder gjøglebilledet et rædselsfuldt hyl og undflyr fra hans arme, idet det lader ham blive tilbage i en uanstændig (Rufinus udtrykker sig meget tydeligere) og latterlig tilstand. Nu forhaanede djævlene ham; de havde forsamlet sig i luften i stor mængde og raabte lydeligt: „O, du, du som hævede dig selv helt op til himmelen, hvorledes er du saa brat nedstyrtet i helvede? Hvo, som sig selv ophøier, skal fornedres“. Efter dette smertelige eventyr vendte den uheldige munk, fortvilende om sin frelse, tilbage til verden igjen, gav sig utugt og daarlighed ganske ivold og blev uigjenkaldelig et bytte for Satan.

Rufinus bemærker, at munken gjennem ruelsens taarer skulde kunne have aftvættet den begangne synd og gjennem bøn og afholdenhed gjenvundet den tidligere naade. I virkeligheden faldt St. Viktorino, biskop af Amiterne, i den samme synd. Men det lykkedes ham gjennem forfærdelige bodsøvelser atter at befri sig fra den seierrige ilendes hænder. Og det samme har flere andre gjort. Det er omtrent unødvendigt at sige, at djævelen, naar talen var om hellige damer, antog en skjøn ynglings skikkelse, der var ligesaa dristig som kjælen. Saaledes viste han sig for den hellige Franceska Romana, der havde meget at udstaa af hans efterstræbelser.

Det var ikke altid, djævelen umagede sig med at spille den rolle, han i disse beretninger optræder i, eller holdt den ikke altid for nødvendig. Han kunde undertiden nøie sig med at vække visse begjærligheder, thi at begjære er allerede i og for sig syndigt, og hans naturlige ondskab kunde finde tilfredsstillelse allerede deri at fremkalde disse begjær uden derpaa at tilfredsstille dem. Den hellige Gregorius Magnus fortalte, at djævelen engang antændte en saa rasende, sygelig lystenhed i den hellige Benedikts legeme, at den arme helgen for at berolige den ikke fandt andet middel end at klæde sig nøgen og rulle sig omkring i en tornebusk. Da djævelen intet andet magtede, fremkaldte han natlige sædudgydelser, som, om ogsaa ufrillige, kunde være syndige, naar de var ledsaget af yppige billeder og følelser af vellyst, og som i ethvert tilfælde tjente til at holde visse kræfter vaagne og ophidse fantasien.

Djævelen antog gjerne denne eller hin skikkelse, det være for at forøge fristelsens virkning eller for at lade mennesket snarere falde i den ene end i den anden synd. For hellige mænd viste han sig hyppig i en engels skikkelse, hyllet i lys, eller som en helgen eller som Kristus selv, med guddommelighedens tegn paa sin pande, og dette gjorde han i den hensigt at friste dem til hovmod, fylde dem med overdrevne begreber om sin hellighed, eller ogsaa for at indgive dem falske, fordærvelige lærdomme og onde planer. Paa denne maade lykkedes det ham saaledes flere gange at overtale mænd af syndefrit levnet til selvmord, og det mænd, som hidindtil seierrigt havde afslaaet ethvert af hans angreb. Man fortæller om en munk, Heron, som nu i femti aar havde ført et strængt liv i ørkenen, saa at han ikke engang under paaskefesten ophørte med sine fasteregler, at en dag viste djævelen sig for ham og bød ham hovedkuls at styrte sig i en brønd. Dette gjorde han straks, i den overbevisning, at han skulde blive uskadt, og for at denne kjendsgjerning skulde tjene til stærkt og uimodsigeligt bevis for hans hellighed og for den guddommelige naade. Andre munke drog ham op med stort besvær, og tre dage efter døde han.

Et andet eksempel. Guibert af Nogent (Nosjang), død 1124, fortæller historien om en yngling, der havde syndet med en kvinde og af anger havde valfartet til St. Jakob i Gralizien. En vakker dag viste djævelen sig for ham i helgenens skikkelse og befalede ham som bod først at afskjære sig det, som den kloge læser vil gjætte, tiden at jeg siger det, og derpaa struben. Den uforsigtige yngling adlød og skulde uden naade være faret til helvede, om ikke den hellige jomfru lykkeligvis havde kaldt ham tillive igjen. Levende blev han atter, men det, som han med egen haand havde afskaaret, fik han aldrig mere tilbage.

Dog lykkedes det aldrig Satan at bedrage visse helgener, hvormeget han saa forklædte sig. Den hellige Martin har jeg allerede nævnt. En dag viste djævelen sig for ham i en purpurkappe, med kronen paa hovedet og forgyldte sko og sagde til ham: „Kjender du mig ikke? Jeg er Kristus“. Men vor helgen svarede: „Kristus, hvad snak? Kristus bar hverken purpur eller krone, og jeg kjender ham bare nøgen, som han hang paa korset. Djvelen er du!“ Ak, om paverne vilde tænke paa dette svar!

Sjeldnere var det, at djævelen spillede fristeren i sin egen skikkelse, men ogsaa det forekom. Den gang han fristede Kristus, byttede Satan ikke skikkelse og klædning. Engang saa den hellige Pacomius en stor skare djævle, der slæbte paa en stor pakke blade og anstillede sig, som om de strævede noget forfærdeligt for at narre ham til at le. Latteren var ganske vist ikke synd, men kunde lede dertil. De bedste munke lo aldrig, men græd derimod ofte, saaledes som hin hellige Abraham af Syrien, som ikke lod nogen dag gaa hen uden at græde.

Jeg siger ingenting om de tusen smaa, lette fristelser, der forefaldt omtrent uafbrudt og bare havde til hensigt at gjøre de fromme adspredte under bønnen eller betragtningerne eller at udtømme deres taalmodighed, som f. eks. naar den læsendes ord ligesom gjentoges af et ekko, eller prædikanten af en vedholdende nysen blev forstyrret i den skjønneste del af sin tale, eller naar en flue ti gange paa rad satte sig i ansigtet paa den indslumrende, o. s. v. Men det maa man vel betænke, at ingen fristelse er saa liden og let, at den ikke skulde kunne blive begyndelsen til et uhjælpeligt fald. Overgiver man et sædekorn til jorden, og elementerne leverer de til fremvækst nødvendige betingelser, saa blir det til plante. Saaledes lykkedes det djævelen, der ved dette, gjennem en første, hyppig ganske let fristelse at nedlægge en første spire til synd i sjælen; pleiet af ham vokser den hurtig op til et træ og skal bære sine fordærvelige frugter. Der var engang en eremit, der førte et meget strængt levnet og stod i ry for megen fromhed. En dag viste djævelen sig for ham i en skikkelig landmands ydre og sagde til ham: „I lever saa alene, hvorfor holder I jer ikke idetmindste en hane til en smule selskab og for at vække jer itide om morgenen?“ Den stakkars eremit vægrede sig først, saa blev han tvilraadig, og endelig tog han hanen. Hvorfor ikke? En hane er ingen djævelens snare. Men hanen kjedede sig i sin ensomhed og magredes dag for dag. Da skaffede eremiten den af medlidenhed en høne. Det skulde han nødig ha gjort! Synet af visse skuespil bragte begjær, som han havde troet udslukkede for altid, til atter at blusse op i hans sjæl. Han forelskede sig i den skjønne, unge datter til en adelsmand i nabolaget og syndede med hende, og for at dølge sin brøde og undgaa forældrenes hævn myrdede han derefter pigen og gjemte liget under sin seng. Men ugjerningen blev opdaget og den skyldige dømt til døden. Da han besteg galgen, raabte han: „Dette er den ende, hanen har ført mig til!“

Fristelser af denne art gjorde djævelen lidet besvær og naaede næsten af sig selv sit maal. Men der gaves andre, som han havde forberedt lang tid iforveien, og som han med utrættelig flid, med vidunderlig taalmodighed beskjæftigede sig med. En i middelalderen meget udbredt historie beretter, at djævelen engang gjorde sig om til et barn og i denne skikkelse bad om og blev optaget i et kloster, der stod i særdeles ry for hellighed. Abbeden, en brav mand, lod barnet undervise, og da det var meget lærenemt, snilt og velopdragent, troede han, at klostret havde gjort en god erhvervelse her og takkede Gud derfor. Da barnet var vokset til og havde naaet den nødvendige alder, tog det, til munkenes store glæde kutten, og da den gamle abbed nogle aar efter døde, blev det enstemmig valgt til hans efterfølger. Men der gik ikke lang tid hen, saa begyndte klosterreglerne at slappes, sæderne at forfalde. Den ny abbed forbedrede maden i høi grad, gav med rund haand dispensation (fritagelse fra reglerne) og lettede paa alle mulige maader samkvemmet for sine munke med søstrene i et nonnekloster i nærheden. Skandalen var stor og øgedes dag for dag. Paven fik underretning derom og sendte straks to fromme munke, som han stolede paa, derhen, for at de skulde gjøre undersøgelser og gribe til forholdsregler. Munkene begyndte sin undersøgelse, og da djævelen endelig saa sig opdaget, afkastede han tegnene paa sit selvtagne embede og sank ned gjennem jorden. De forførte munke gjorde bod, og den forrige orden blev atter oprettet. I Danmark, Tyskland og England var engang i tiden en historie meget bekjendt om en munk ved navn Ruus, Rusch eller Rausch, en djævel, der som kok traadte ind i et kloster, gjorde sig til mellemmand mellem abbeden og munkene, efter syv aars forløb blev optaget i ordenen og skulde ha styrtet hele klostret i fordærvelse, var han ikke biet opdaget.

Som man ser, vælger djævelen en listig — ræv, som han er — ikke altid den beneste vei for at naa sine maal. Han ved saare vel, at den beneste vei ikke altid er den korteste og ikke den sikreste heller. Ja, ikke sjelden slog han ind paa en vei, der syntes at maatte føre til et maal, der var hans eget stik modsat, men for ham var den sikreste, fordi andre ikke kunde mistænke ham saa let. Naar han for eksempel saa en mand, der helt hengav sig til sine fromme øvelser, var døv for enhver smiger og utilgjængelig for enhver vildfarelse, tabte han ikke tid med at besvære ham med fristelser af mere eller mindre verdslig karakter, tvertimod! Han gjorde ham bare endnu mere haardnakket i sine øvelser, drev ham til at skjærpe sine selvpinsler, og undertiden lykkedes det ham endogsaa at bibringe manden et nøie kjendskab til skriften, hvad vi kan se eksempler paa i biskopen af Magdeburgs, den hellige Norberts levnet. Om St. Simeon Trevirensis fortæller man, at djævlene havde villet tvinge ham til at læse messe, havde halet ham op af sengen, ledet ham til alteret og iført ham presteklædningen. Den ikke usædvanlige følge af alt dette var, at den hellige mand, forbauset over sin egen fromhed, begyndte at blive hovmodig og ved denne ene synd alene mistede frugterne af alle sine dyder. Naar man vilde være altfor from, gik man undertiden netop til helvede.

Til udøvelsen af dette slags fristelse betjente djævelen sig sjelden af ydre midler, der virkede paa sanserne, men benyttede sædvanligvis den farlige evne, som han besidder til at sætte menneskesindet i oprør og paa forskjellig maade at indvirke paa det.

Men som man nok kan tænke sig, var dette ikke de eneste fristelser, som han i kraft af denne sin evne kunde udøve. Selv om han ikke kan øve vold paa viljen, menneskesjælens øvrige kræfter ligger dog under hans indflydelse, og denne indflydelse udvikler sig til en bestræbelse efter uafbrudt fristelse. Ogsaa herfor frembyder helgenernes liv en talrig række eksempler og beviser. Hvad der mest af alt var mennesket behageligt, lod han som en skygge drage forbi menneskesjælens speil, og han udstrøede med rund haand de mest forskjellige gjæringsstoffe i dets indre liv. Han fremkaldte henrykkende syner eller martrende erindringer, vakte hidsende begjær eller indsmuglede tvil, satte mennesket i skræk, begunstigede dybe, smertelige foruroligelser og tilveiebragte hint indre, fuldstændige sindsoprør, hvori synden opstaar og fortsetter sig som skyerne i stormens jagen.

Saaledes omsvævede djævelen uafbrudt sjælen for at forføre og røve den, og derfor var det, han blev kaldt sjæle-jæger, -fisker, -fordærver, -røver og -morder. St. Hieronimus kaldte ham en sjørøver; thi dette liv er virkelig som et stormoprørt hav, som vi i ve og smerte arbeider os frem igjennem, og som han triumferende gjennemiler. Jeg siger „han“, men „de“ skulde jeg sige. Thi alle djævle udøver fristergjerningen, og det var en almindelig mening, at enhver last har sin særegne djævel, som lærte og begunstigede den. Af sine fyrster modtog djævlene de nødvendige befalinger og forholdsregler for den enkelte anledning, og naar værket var fuldbragt, aflagde de regnskab for samme overfor sin fyrste, og havde en djævel indlagt sig liden ære herved, kunde han faa en ganske skarp modtagelse. Den hellige Gregorius Magnus beretter om en saadan djævleforsamling, der blev afholdt i et forhenværende apollotempel. I „de hellige kirkefædres levnet“ finder man en sælsom beretning, der viser, at djævlene havde sin fulde hyre med at tilfredsstille sine fyrster. Sønnen af en afgudsprest betraadte en dag templet og saa Satanas siddende paa sin throne, omgivet af sin militærvagt, mens han holdt eksamen og afsagde domme. En djævel traadte ind og tilbad ham, og Satanas spurgte: „Hvor har du været, og hvad har du gjort?“ Djævelen svarede: „Jeg var i den og den provins, hvor jeg forvoldte krig og store uroligheder og var aarsag i megen blodsudgydelse“. „Og hvor lang tid“, spurgte Satanas, „har du benyttet til at faa dette istand?“ „Tredive dage“. „Saa lang tid?“ sagde Satan og lod ham uden videre tildele en grundig aftampning. En anden djævel traadte frem. „Hvorfra kommer du, hvad har du gjort?“ „Paa havet var jeg, opvakte store storme, lod mange skibe forlise, ombragte mange mennesker“. „I hvor lang tid?“ „Tyve dage“. „Formeget!“ raabte Satan og lod ogsaa ham afstraffe. Da kommer en tredie djævel og atter begynder forhøret. „Hvor var du, hvad gjorde du“ „I den og den by var jeg, og tirrede folk op mod hverandre i et bryllupslag, saa der blev kjægl og slagsmaal og mord i mængdevis, ogsaa brudgommen fik jeg ombragt“. „I hvor mange dage?“ „I ti dage“. „Væk med ham“, siger Satan og overleverer ham til bødlerne. Da optræder omsider en fjerde djævel. „Hvorfra kommer du, hvad gjorde du?“ „I ørkenen var jeg og fristede en munk firti aar i rad, og først nu forleden nat seirede jeg og forførte ham til utugt“. Da han dette hører, reiser Satan sig fra sit sæde og kysser djævelen; derpaa sætter han ham sin egen krone paa og beder ham tage plads ved sin side og siger derpaa: „Stort er det, hvad du har gjort, og du har vist dig som en tapper djævel“.

Af denne historie ser man bl. a., at fristelsen undertiden var et meget møisommeligt værk, men den siger intet om, hvor møiefuldt det var at modstaa fristelsen. Ganske vist forsikrer de lærde, at denne aldrig overstiger den fristedes kræfter, thi saa kræver Guds godhed og retfærdighed, men de mange, der laa under for fristelsen, turde almindeligvis ha været af en modsat mening. Det maa hermed være, som det vil, saameget er sikkert, at det undertiden ikke var uden sin fare at modstaa fristelsen. Cæsar af Heisterbach beretter den bedrøvelige historie om en brav mand, der vægrede sig for at pleie elskovshandel med en djævel, af denne blev grebet ved haarene, ført op i luften og derpaa slynget til jorden, saa han et aar efter døde.

Menneskene var, som vi har set, udsat for fristelse, og denne vedblev hele livet igjennem. Og istedet for at være fritaget for den, led den fromme heftigere og mere uafbrudt under den end enhversomhelst anden; dog gaves der for ham et middel til at frigjøre sig for den, der ikke var tilgjængeligt for de elendige syndere. Naar han havde tæmmet alle instinkter og drifter i sig, naar han gjennem faste, bodsøvelser, nattevaagen og bøn havde dødet sit kjød, tilintetgjort erindringen, udslukket fantasien, udryddet sin intelligens, naar dødens taushed og ubevægelighed herskede i ham, da ophørte fristelsen, som flammen slukner, naar der intet mere findes, som den kan fæste sig til. Den, der som Simeon Stilita har tilbragt et halvt aarhundrede paa en søile, kan le af alle fristerens kunster. Helgenen er blevet til sten og har naaet fuldkommenheden.