Djævelens naturhistorie/6
Abbed Ricalmos kvalfulde liv og fromme lære. — Styrtregn af djævle. — Den »fordjævlede« natur. — Djævle i klostrene. — Djævle i kirkerne.
Vi har set, hvor stor Satans magt var, hvorledes han fristede og plagede menneskene, men endnu er vi saare langt ifra at have dannet os et rigtigt begreb om den rolle, som han spillede i denne ulykkelige verden, om den plads, han indtog i det menneskelige liv, om de uendelig mange forretninger, han havde at varetage, og om al den endeløse ærgrelse, han var aarsag til.
Den, som ikke havde djævelen i kroppen, den omsvævede han, altid opmærksom, altid beredt paa at benytte enhver anledning til skade eller forargelse. Gregor af Tours fortæller historien om en prest, ved navn Pannukio, der sad tilbords med gode venner og netop vilde føre bægeret til munden. Da fik han øie paa en flue, der summede paatrængende omkring ham og lod til at ville tilsøle hans vin. Pannukio, som var hjemme i detslags historier, indsaa, at dette ingen flue var, men en djævel, og gjorde med korsets tegn ende paa spøgeriet. Desværre blev vinen paa en eller anden mirakuløs maade slaaet ud paa jorden, og den brave prest fik den ikke at drikke.
Lad os forestille os, hvilket liv folk maatte føre, som ikke bare nu og da, men altid, ved nat og ved dag, vaagne som isøvne var udsatte for disse efterstræbelser, skøierstreger og bedragerier. Den af alle mest forfulgte var kanhænde en karthäusermunk ved navn Ricalmus, abbed af Schönthal i Würtemberg; man ved ikke nøiagtig, naar han har levet. Denne hædersmand skrev eller lod skrive en latinsk bog „om de efterstræbelser, skuffelser og spilopper, som djævlene udføre imod menneskene,“ sikkerlig et af de mest mærkværdige mindesmærker over troeslivet i middelalderen, som er bevaret helt ned til vor tid. Han fortæller de spilopper, som er blevet spillet baade ham og andre. Djævlene kaldte ham, uden at vise spor af respekt for hans stand og alder, en elendig, skidden snauskolt, lod maven svælle op paa ham, foraarsagede ildebefindende og svimmelhed hos ham, gjorde ham hans hænder saa tunge, at han omtrent ikke mere kunde gjøre korsets tegn, lod ham falde isøvn i koret, hvorpaa de snorkede, forat munkene skulde tro, at det var ham. De snakkede med hans stemme, fik ham til at hoste og tirrede ham til at harke og spytte, de skjulte sig hos ham i sengen, tilstoppede næse og mund paa ham, saa han næsten ikke kunde puste, truede ham til at lade vandet, bed ham som lopper, og naar han for at bekjæmpe søvnen udsatte sine hænder for kulden, dækkede de dem til for at varme dem. Undertiden lod de appetiten for gaa ham ved bordet, men da hjalp han sig med et lidet saltkorn, da salt er et mægtigt middel mod djævlene. Alt dette og endnu meget andet fortæller Ricalmus en discipel. Den raslen, som hans klæder, naar han bevæger sig, synes at frembringe, er djævlenes sladder. Alslags larm, der udgaar fra menneskets legeme eller andre ting, er ligeledes et værk af onde aander, dog ikke klokkernes klang, som frembringes af gode aander. Hæshed, tandsmerter, visse forsvagelser af stemmen, feiltagelser ved læsning, bevægelser og luner hos syge, sørgmodige tanker, og tusen smaa tilfældigheder i legemets og sjælens liv, skriver sig fra djævlenes magt. Alt, hvad godt vi siger, kommer fra englene, og det onde, vi iværksætter, fra djævlene, saaledes at jeg, siger den arme Ricalmus, ikke mere ved, hvad jeg skal sige. Den fordel havde han idet mindste at høre alle de samtaler, som djævlene førte sig imellem, og kjendte saaledes alle deres planer og kneb. Dette var djævlene meget ubehageligt, men det var deres egen skyld, thi istedetfor at benytte sig af et Ricalmus ubekjendt sprog, fortsatte de haardnakket med at snakke latin og gjorde sig umage for at tale det korrekt.
For at værge sig mod helvedeshærens angreb gjorde Ricalmus uafbrudt fra morgen til kveld korsets tegn over ansigt og bryst med den høire tommeltot i venstre haand og raadede til at slaa kors for hele legemet, saalangt det bare var nmligt at naa med hænderne. Han tilstod forøvrigt, at ogsaa korsets tegn hos en masse djævle undertiden ingen virkning gjorde, som et vaaben, man ikke kunde gjøre brug af, fordi Senderne trængte paa i for stort antal. Dette gir ogsaa forklaringen paa, hvorfor selv skytsengelen, der dog aldrig forlader mennesket, men meget mere forsvarer det af al kraft, undertiden kun kan yde liden hjælp. Djævlene, siger Ricalmus, svæver i luften som støvfnuggene i solstraalen, ja luften selv er, kan man sige, en gelé af djævle, som mennesket er dyppet og dukket under i. Ogsaa kan man sige: djævlene dækker mennesket som skallet skildpadden og ligger over os som et lag aske. En munk — endnu novice (ɔ: nyoptagen klosterlærling) — saa en kveldstund efter aftenbænnen en skylregn af djævle styrte ned fra himmelen og flyde afsted i vildt svulmende bølger, saaledes at hele forgaarden blev oversvømmet. Og regnet holdt ved at strømme, helt til han fire gange havde fremsagt salmen „Beati quorum“ i sin helhed. Som man ser, havde hine kabbalister ikke ganske uret, der paastod, at hvert eneste menneske har tusen djævle til sin høire og titusen til sin venstre side, foruden at det desuden havde nok af dem baade foran, bag og over sig, og at luften var aldeles mættet med djævle, det bevises noksom ved eneboeren Gutlaco’s vidnesbyrd, thi han saa dem trænge ind i sin celle gjennem dørsprækkerne.
Efter enkelte gnostikere er naturen et værk af de fordømte engle, og materien er det onde, mod sætningen til Gud. Albigenserne bekjendte sig til samme lære. Uden at være saa kategorisk (ɔ: afgjørende) nærmer middelalderens ortodokse tro sig til dem, idet den er tilbøilig til at betragte hele naturen som syndig, som kommet i Satans vold efter de første menneskers synd. Naturen er gjennemdjævlet; Satans aand gjennemtrænger og behersker den. Munken, der lever indmuret i sit kloster som i en fæstning, betragter naturen med hemmelig frygt og ser paa en vis maade i den sine utallige fienders krigsleir. De dybe, dunkle skove, de steile bjergtinder, en uhyre klippeblok, der hænger paa randen af en afgrund, en vild, uhyggelig dal, en livløs vandflade i en ødemark, en skogstrøm, som brusende og skummende styrter ned over rullende stenblokke, er for ham et truende billede, bag hvilket en frygtelig snare skjuler sig, hvorifra det ondes tøileslø?se magt hvert øieblik bryder frem og trænger ind i hans tilflugtssted. Naar det, som vi benævner naturfølelse, i middelalderen synes saa omtrent udslukket, er dette ikke noget forunderligt. I skybjergene, som i stormen jager hverandre over himmelen, i taagen, der lægger sig over land og sjø, i regnet, der faar floderne til at svulme, i haglbygen, der ødelægger ager og eng, i strømhvirvelen, der suger skibene under, — i alting er Satan; Satan brøler i vinden, luer op i flammen, breder sig ud i mørket, hyler i ulven, skriger i ravnen, hvisler i slangen, dølger sig i en frugt, i en blomst, i et sandkorn, er overalt, er alle tings sjæl.
Men uagtet hans jurisdiktion (ɔ: retmæssige myndighed) udstrakte sig over den hele natur, endskjønt han kunde opslaa sit paulun og udøve sin magt paa ethvert sted somhelst paa jorden, gaves der dog steder, som han og hans folk foretrak til opholdssted fremfor andre, og som ganske særdeles blev behersket af ham og hans. Almindeligvis var dette ensomme steder, visse skove, visse bjergtoppe, visse øer, nogle sjøer og floder, forladte byer, ødelagte slotte og kirkeruiner. Skriftefaderen St. Peregrino kom en dag ud i en mørk skov, hørte pludselig en forfærdelig bragen og saa sig omgivet af en utallig masse djævle, som alle skreg til ham af fuld hals: Hvad vil du her? Denne skov tilhører os og tjener til at iværksætte vor ondskab. Gervasio af Tilbury beretter i begyndelsen af det trettende aarhundrede, at der i Katalonien fandtes et vildt bjerg, og at paa toppen af samme laa der en næsten kulsort sjø af bundløs dybde; herfra løftede sig et, for det almindelige menneskeøie usynligt, af djævle beboet slot. Filippo af Argirone forjagede djævlene fra bjerget Ætna. St. Kudbert befriede øen Farne fra de djævle, som beboede den, og i historien om grundlæggelsen af mange klostre læser man, at det var nødvendigt at tage pladsen fra fienderne, der først efter et langt, haardnakket forsvar forlod den. I beretningen om den hellige Wilhelm af Oraniens mirakler nævnes der en flod, som djævlene havde gjort sig til herre over. Ugone af Albernia stødte under sine mange, besværlige reiser i Orienten paa en by, som helt var befolket med djævle. St. Sulpicio gik en nat, da han endnu bare var en gut, ind i en forfalden kirke for at bede og blev hidsig overfaldt af tyende sorte djævle, der havde taget den i besiddelse.
Der gaves steder, som de onde aander foretrak og med forkjærlighed beboede, men intet sted, hvor de ikke skulde kunne drive sit spil. De høie, tykke mure, de jernbeslagne døre, med vældige laase for, forhindrede dem ikke fra at trænge ind i klostrene, og selv kirkerne, der var indviet forskriftsmæssig, og hvor der regelmæssig holdtes gudstjeneste, var ikke sikre mod deres indtrængen. Kirker og klostre var paa en vis maade fæstninger, der endnu befandt sig i den retmæssige eiers besiddelse, medens landet allerede var besat og erobret af fiender.
Klostrene, der ansaaes for redningssteder, blev stadigvæk beleiret, og hvormeget ogsaa beboerne bemøiede sig for at holde god vagt, det var dog ikke muligt bestandig at forbyde denne raske og behændige modstander adgangen. Hvor der fandtes munke og nonner, gaves der ogsaa bestandig en svær trængsel af djævle af alleslags. Den hellige Makarius af Alexandria, der levede i det fjerde aarhundrede, saa i sin egen stad engang en stor masse smaadjævle, der lignede sorte børn, som blandede sig travelt mellem munkene og paa forskjellig maade førte dem i fristelse. Nogle strøg Guds tjenere over øienlaagene for at søve dem, andre stak fingeren ind i munden paa dem for at lokke dem til at gjæspe. Peter den ærværdige fortæller om det utal af anfægtelser, som de fromme beboere af abbediet Cluny maatte taale af djævlene. Cæsar af Heisterbach beretter om en abbed, Herman, der havde set djævlene springe frem af murene, løbe omkring i klostret, blande sig mellem munkene og trave op og ned i koret i skikkelse af bitte smaa dværge, der sprudede gnister, eller de saaes i lignelse af store, mørke legemer med ildansigter som glødende jern. Foruroliget af saadanne syner bad han Gud om den naade at vorde befriet fra dem, og dette blev ham ogsaa tilstaaet; men djævlenes øverste viste sig endnu en sidste gang for ham i form af et svært, lysende øie, stort som en knytnæve og gnistrende af liv og ondskab. Ligesom Guds øie var ogsaa djævelens overalt og saa alt. De havde saaledes ikke uret hine gamle munke, som for at værge sig selv og sit kloster stillede ud skiltvagter om natten: Apostelen havde varet dem ad: „Vigilate!“
Paa de billedstøtter og malerier, der prydede middelalderens kirker, er djævlene uendelig ofte afbildet paa enhver maade og i enhver skikkelse. Men desforuden viste de sig selv der, fulde af liv og sundhed og frækhed og uforskammethed, akkurat som havde de hjemme der. Hvormange var ikke de munke, som, mens de bad i koret, saa djævlene drive sit spil omkring alteret, løbe fra den ene side til den anden, lege gjemsel mellem bænkene, vælte sig paa jorden; hænge sig ved kapitælerne (søilehoderne), slikke vokskjerterne, kaste lamperne om og kaste smuds i røgelseskarrene, lægge messebægerne bagvendt, og det uden frygt, aldeles hensynsløst! Hvor ofte har ikke de fordømte forstyrret de bedende, fordærvet hellige gjøremaal ved at falde ind i de fromme salmer med hæslige mislyd eller ved at forvirre salmernes ordlyd i munden paa de uskyldige eller midt i spillet tilstoppe orgelets blæsebælg. Djævelen Tuttivillo havde den opgave at op tegne alt muligt af falsk læsemaade eller urigtig udtale for til sin tid paa dommens dag at lægge det frem for de forfærdede sjæle. Den unge pige, i hvis barm den første kjærlighed ulmede op, hustruen, der ikke netop havde viet ægtemanden alle sine tanker, nonnen, hvis søvn blev forstyrret af rædsomme og dog dyrebare syner, — alle nærmede de sig skjælvende skriftestolen, hvor djævelen lurede tæt i nærheden bag en mørk pille for at raade dem til syndig forteelse og til endnu syndigere løgne. Ja, hvo kunde vide, om ikke hin munk, som stod urørlig der i dunkelheden, bortgjemt under skyggen fra sin hætte, hin tause, strænge munk, fra hvis læber formaningens og trøstens hellige ord skulde komme, om ikke han maaske selv var en forklædt djævel? Saadant var forekommet, og man tænkte derpaa med gysen.
Den allerede omtalte Grregor af Tours beretter, hvorledes Eparkius, Alvernernes biskop paa kong Childeberts tid, en nat fandt sin kirke fuld af djævle, medens deres fyrste i en hæslig skjøges skikkelse indtog den biskoppelige prækestol. Cæsar af Heisterbach beretter med retmæssig uvilje og afsky om en skare djævle, der i lignelse af en flok svin skidne og gryntende trængte ind i en kirke. En mængde besatte fik sine anfald i kirken. Han havde saaledes ikke uret hin gamle, ubekjendte kunstner, der i forhallen til Notre Dame i Paris anbragte en staty af djævelen, støttet til brystværnet i samme stilling som en person, der gjør sig det mageligt og saalangt fra at føle sig paa forbudent sted, tvertimod her er som hjemme. Og hellerikke havde Lessing uret, naar han lod sit ufuldførte drama „Faust“ begynde med en forsamling af djævle i en kirke. I Longfellows drama, „Den gyldne Legende“, træder Lucifer, iført prestedragt ind i en kirke, bøier spottende knæ, falder i forundring over, at et saa dunkelt og trangt ram kaldes et gudshus, slænger nogle pengestykker i fattigbøssen, saasom han vel nok ved, hvad de blir benyttet til, filosoferer og spotter, sætter sig i skriftestolen, hører prins Henriks skriftemaal og gir ham syndsforladelsen med en forbandelse, hvorpaa han vender tilbage til sine.
Den fysiske verden var blevet til bytte for en fuldstændig djævelsplage, og saaledes ogsaa med menneskeverdenen. I alle historiske begivenheder stak Satan sin næse, snart for at begunstige dem, snart for at forhindre og forplumre dem. Han var kjætteriernes ophavsmand, satte tiaraen (pavehuen) paa modpavernes hoved og i keisernes hjerter stoltheden, alle folk i oprør, forberedte revolutioner og ledede dem. Saracenernes indrykning og seire, hvorved hele kristenheden truedes, udgik fra ham. Han var den flittigste og mest kunstfærdige væver paa historiens uendelige, mangefarvede væv. Slette sæder og daarlige love, pragt og luksus, verdslige skuespil, pengene, som alting kjøbes og sælges for, — alt var hans opfindelser. Skuespillere, bajadser, gjøglere arbeidede for ham, under hans befaling. Den mand, der tager skuespillere og gadesangere ind i huset, — siger Alkuin i et af sine breve, — ved ikke, hvilken vrimmel af urene aander, der følger dem. Dans var en opfindelse af Satan, og hvilken fornøielse somhelst, som nogen kunde berede sig, enhver spøg, den maatte se aldrig saa uskyldig ud, kunde dog skjule en djævelens snare, ja gjorde det næsten bestandig og aabnede en indgang for Satans indflydelse. Den hellige Frants af Assisi blev en dag plaget af heftig hoved- og tandpine og bad om en fjærpude for at hvile hodet paa; da overfalder pludselig djævelen ham og lar ham ikke i fred, før vor helgen har kastet puden langt fra sig. Guibert af Nogent (Nosjang) beretter historien om nogle jægere, der indbildte sig at forfølge en grævling, men i virkeligheden forfulgte djævelen, fangede ham og puttede ham i en sæk; men se, da bliver de selv angrebne af en uendelig masse djævle, slipper sin fange løs og dør, saasnart de er kommet hjem. Satan besad skjønhed, rigdom, aand, kundskab; han var indholdet i enhver last og kunde dølge sig bag hvilkensomhelst dyd. Salvianus havde ret, naar han skrækslagen udraabte: „ubique dæmon“, djævelen er overalt!
Ved et saa udstrakt magtomraade, saa forskjelligartede gjøremaal, var djævlenes fritid ikke stor. Deres liv bestod i en uafbrudt speiden efter bytte, land og strand over, i møie uden ophør for at fremkalde synd og skabe anledninger til synd, et arbeide uden rist og ro paa tusen skadelige formaal. Dag og nat udspyede helvedessvælget legioner af rasende djævle over jorden, falde af iver efter at gjøre ondt, og den urykkelige inenneskehed gulpede i sig legioner af dem, der havde fuldbragt sin mission i fristelses-, forførelses-, besnakkelses-, forvirrings- og ødelæggelses-arbeidet. Dette selv kjendte hverken ende eller afbrydelse.
Ved tanken paa en ond, allesteds udbredt, altid vaagen, altid virksom og ovenikjøbet usynlig magt, maatte sindene fyldes med skræk. Middelalderens hele historie ligger i mørke af den uhyre skygge, som den uforsonlige fiende kaster ud over den. Efter en arabisk forestilling saa man i hin yderste, ubekjendte del af det atlantiske ocean, som bar navnet „det mørke hav“, og som vrimlede af undere og farefuldhed, helvedesfyrstens sorte jættehaand ved synskredsen rage midt op af vandet som en frygtelig trusel for altfor dumdristige seilere. Saaledes hæver Satans haand sig mørk og skrækkelig midt i middelalderens verden over byerne, der flokker sig om de taarnprydede kirker som hjorden omkring hyrden. Denne, sindene beherskende skræk, tar skikkelse, farve og form i de sælsomme beretninger, i de dystre legender, i den hele forpinte, uformelige kunst. Vilde man paastaa, at den store masse af troende i middelalderen mere lededes af frygt for Satan end af kjærlighed til Gud, mere af gysende skræk for helvede end af længsel mod paradiset, — man vilde kun sige sandheden. Tusen udveie havde man opdaget til at modstaa den frygtelige modstanders magt og gjøre hans kunster til intet, men man gik endnu videre; man søgte at formilde hans ondskab, at berolige hans raseri, som man vilde gjøre med en ondskabsfuld, men overmægtig gud. Satan erholdt bønner, gaver og ofre. En fransk benediktiner, Pierre Bersuire (d. 1362) fortæller i en af sine „moralske eksempler“ følgende historie: I en bjergkl??ft ved byen Norcia i Italien ligger en sjø, som er beboet af djævle. Disse griber alle og enhver, der nærmer sig stedet, troldmændene af profession undtaget. Rundt omkring sjøen er opbygget en mur, som blir bevogtet, forat heksemestrene ikke skal komme hen til den og kunne hellige fienden sine bøger. Men det skrækkeligste er, at samme by hvert eneste aar maa sende ud til sjøens bred som en skatteafgift til djævlene et levende menneske, der øieblikkelig blir sønderrevet og opslugt. Byen vælger hvert aar hertil en misdæder, der har fortjent saa elendig en død; gjorde den ikke dette og nægtede afgiften, skulde den blive ødelagt og tilintetgjort af storm og uveir.
For endnu yderligere at forøge denne skræk, skraldede som lyd af domsbasunen fra tid til anden varsler om verdens nær forestaaende undergang gjennem den forfærdede kristenhed. Og nu vidste man, at nogen tid forud for denne begivenhed skulde djævelens magt med Guds tilladelse vokse op til det uhyre. Tilsidst maatte det gode triumfere, men forud for dets endelige seier skulde der gaa et saadant overmaal af ondskab og styggedom af alleslags, som endnu aldrig nogen tidligere havde skuet paa jorden, og selv ikke den mest glødende fantasi vilde kunde forestille sig. Beseiret maatte Satanas blive, men ikke uden iforveien at have leveret Gud og hans kirke et sidste, fortvilet slag.