Djævelens naturhistorie/7
Hvordan avler djævlene? — Et fast utroligt tilælde med en kone, som flere aar efter sin død undfangede og fødte. — Venus som djævlekvinde. — Djævelens børn. — Hunerne, Kain, Attila, Theodorik. — Troldmanden og profeten Merlin. — Robert den djævelske. — Luther. — Antikristus. — Djævelens adoptivbørn. — Djævelen og aagerkarlen.
Idet han saaledes frittede og plagede sjælene og tog dem i besiddelse som erobrede borge, var Satan og hans aander i uafbrudt samvær med menneskene og sluttede mangeslags intime forbindelser med dem. Besættelsen var det inderligste baand og foranledigede, hvorledes man ogsaa vil forklare det, bestandig et ægteskab og ligesom etslags parring, hvoraf en ondartet befrugtning, en forplantelse af synden kunde opstaa. Men besættelsen var bare en aandelig sammenlænkning, og stadig betænkte, som de var, paa sin fordel, maatte djævlene ogsaa med alle midler søge at bringe den anden istand; det maatte blive deres bestræbelse ogsaa kjødeligt at blande sit jeg med menneskets, at sammenblande det menneskelige og det djævelske i en monstrøs (ɔ: uformelig, forfærdelig) avling, — at avle børn, der fra sin undfangelse af var helvede viet. Og børn avlede de, og verden drog kjendsel paa dem og følte mere end engang vægten af deres onde magt.
Tingen er forøvrigt ikke ganske klar. Hvorledes bar djævlene sig ad med at avle? At de kunde det syntes at fremgaa af et sted i genesis, der synes at sige, at englene pleiet omgang med menneskenes døtre og havde med dem avlet jætter, og mange var af den tro, at disse syndefulde engle, som havde besudlet sin himmelske natur med det menneskelige smuds, det var just djævlene. Desuagtet reiste der sig mangehaande tvil; denne paastand af store og smaa theologer mødte megen modsigelse, og der var liden samstemmighed i meningerne. Efter kabbalisterne, parrer djævlene sig hyppig indbyrdes og forplanter sig paa samme vis som menneskene. I Tyskland taler almuen endogsaa om djævelens bedstemor,[1] en ikke saa ondskabsfuld dame endda med nihundrede hoveder, og i Syditalien kjender man hans mor og nævner hende ofte. Rabbinerne kalder Samuels fire kvinder for mødre til utallige djævle. Grækeren Mikal Phello, keiseren af Konstantinopels sekretær, munk paa bjerget Olympus i Bithynien, filosof, mathematiker, læge, alkymist og theolog, der levede omkring slutningen af det ellevte aarhundrede, forsikrer i en afhandling over djævlenes værker, at djævlene meget godt kunde avle, da de var forsynet med alt, hvad dertil var nødvendigt. Men netop herom er det; meningerne splittes. St. Thomas af Aquino, St. Bonaventura og mange andre theologer siger bestemt, at djævlene havde ingen egen sæd, kunde følgelig hellerikke i ordets egentlige forstand avle. Derimod kunde de som incubi optage i sig mandens sæd for dernæst som succubi med denne sæd at besvangre de kvinder, med hvem de parrer sig, og saaledes avle. Dette kom saaledes til at blive en ganske egen art af formentligt faderskab, som dog ikke udestænger overførelsen af visse djævelske egenskaber paa det saalunde avlede afkom. Men da havde jo Ludovico Dolce uret, naar han i komedien „Ægtemanden“ lader en vis broder Gérolamo med en vel stor dogmatisk blærethed udtale:
». . . . Undfange kan en djævel ei,
ja, bedre udtrykt: ei besvangee kvinder,
thi han har ingen sæd. Ei tillod Gud
dog, at en djævel døbte kvinder skulde
besvangre. Opgiv derfor dine løier,
og tro mig kun, thi alle theologer
enstemmigen forsikrer, hvad jeg siger«.
Men nu tillod Gud djævlene saa meget andet, hvorfor skulde han saa ha forbudt dem dette? Og saa de kvinder, der ikke var døbte? Den almindelige mand, der ikke forstaar de herrer theologers haarkløverier og spidsfindigheder og endnu mindre liker dem, troede ganske simpelthen og uden at gruble over maaden, hvorpaa det kunde lade sig gjøre, at djævlene kunde avle børn, og tror det endnu den dag idag overalt, hvor man endnu ikke har begyndt at ryste af sig den gamle overtro og den gamle uvidenhed.
Og hvorfor skulde djævlene ikke have været avledygtige, naar selv spøgelser af afdøde koner unde undfange og føde? Englænderen Walter Mapes (d. omkr. 1210) fortæller i sin bog „De nugis curialium“ den vidunderlige historie om en ridder i Bretagne, som en nat red gjennem en ensom dal og her i den stille maaneskinsaften stødte paa en nok kvinder, der morede sig; mellem dem saa han sin egen kone, der var død for nogen tid tilbage; han bortførte hende, som man bortfører sin elskede, levede ogsaa lykkelig med hende mange aar og avlede med hende flere børn, der fik binavnet filii mortuæ, ɔ: den dødes børn (sønner.)
Djævlene gjorde snart tjeneste som incubi, snart som succubi, saaledes snart som mænd, snart som kvinder, alt efter anledning og behag. Dog skynder jeg mig at tilføie uden alligevel at kunne anføre en grund derfor, at de foretrak den mandlige rolle for den kvindelige. Thomas af Canterbury forsikrer, at det ikke var saa sjelden, han havde hørt skriftemaal af kvinder, der beklagede sig over at være blevet voldtaget af incubis, og i den hellige Bernhards historie læser man den skandaløse beretning om en i høi grad skamløs incubus, som flere aar i rad aldeles hensynsløst hver eneste nat laa hos en frue, og det ovenikjøbet i samme seng, i hvilken ogsaa den stakkars ægtemand sov.
At detslags græsselige berøring maatte virke i høi grad svækkende og ødelæggende paa den menneskelige natur, og at de djævelske omfavnelser undertiden kunde foraarsage døden kan ikke sætte nogen i forbauselse, og vil man søge efter eksempler, kan man finde dem i overflødighed hos forfatterne. Thomas Walsingham, munk af St. Alban i England omkr. aaret 1440, beretter den gruelige historie om en ung pige, som, vanæret af en djævel, døde tre dage efter. Hendes hele legeme var opsvulmet og udbredte en ulidelig stank. Cæsar af Heisterbach gaar endnu videre og beretter om en kvinde, der blev omfavnet (bare omfavnet) af en hvidklædt djævel; hun blev pludselig vanvittig og døde snart efter. Om en anden beretter han, som rørte ved haanden paa en som tjener forklædt djævel, og som led samme skjæbne.
Meget underligere, mener jeg, kan det synes, at kvinder af kjød og blod hele aar igjennem har udholdt saadanne forbindelser uden at lide stort under dem, men ogsaa for dette har vi beviser og exempler forhaanden. Et af de mest berømte er det om en djævel og en kvinde, hvis kjærlighedsforhold havde et fjerdedels aarhundredes varighed. Undertiden synes djævle at være blevet for alvor forelskede, theologerne tiltrods, der paastaar, at kjærlighed er en umulighed for djævlenes fordærvede natur. Gervasio af Tilbury, en dyb kjender af alle disse hemmeligheder, siger udtrykkelig: visse djævle elsker kvinderne med slig lidenskab, at de benytter sig af enhver list, ethvert bedrageri somhelst for at faa dem i sin besiddelse.
Og da vaagnede der hos visse kvinder, i hvis sjæl tanken paa overnaturlige omfavnelser opvakte de sælsomste fantasier og de vildeste begjær, en skrækkelig, men djævlenes modsvarende lidenskab, og hvor mangen en maatte det ikke staa som en grufuld, men misundelsesværdig lykke at have en flammernes engel til elsker? Alvaro Pelagio, biskop af Silva, som omkring aaret 1322 skrev en latinsk bog „Om kirkens taarer“, paastaar at have kjendt mange nonner, der frivillig hengav sig til djævelen. Heksene var djævlenes sædvanlige, villige konkubiner, der ved forsamlingerne og de vilde festligheder (orgierne), som jeg senere kommer til at tale om, pleiede offentlig omgang med dem. Utallige af dem har under processerne aabent og uden skam bekjendt sine skjændige elskovsforhold og derfor modtaget sin straf paa baalet, og mere end én af dem har afsløret den sælsomme egenhed, at djævlenes sæd var kold som is.
Mikal Lermontow, en af de største digtere, som Rusland har frembragt i dette aarhundrede, og som faldt i en duel, syvogtyve aar gammel, adlede themaet for saamange dystre legender i et digt, der hører til hans skjønneste: „Dæmonen“. Ude i Kaukasus’ vilde, ventyrlige ødemarker forelsker Satanas sig til raseri i en overmaade skjøn pige ved navn Tamara. Denne begraver sig efter sin forlovedes død i et kloster, men den forelskede dæmon forfølger hende ogsaa didind og vinder hendes kjærlighed. Han sværger gjennem denne kjærlighed at fornægte sin fortid og hengive sig til Gud. Den stolte, faldne engels omfavnelser dræber den skrøbelige skabning, som stiger til himmels under tilgivelse og englenes velsignelse, medens Satanas atter uforbedret styrter sig i det evige mørke.
Succubi var ikke mindre skamløse og farlige end incubi. Cæsar af Heisterbach beretter om en omvendt, som i sengen blev omfavnet og kysset af en som nonne forklædt djævel, blev syg og døde tre dage efter. Han beretter ligeledes historien om en skikkelig mand, der ikke vilde give efter for en succubis vellystige ønsker, af denne blev løftet op i luften og styrtet ned paa jorden og forlod denne verden, efterat han et helt aar havde lidt af følgerne af sit fald. Men af alle succubis, som middelalderen har set, var Venus den mest forføreriske, den selv samme Venus, som efter den nyere tro fra gudinde var blit forvandlet til djævelinde og gjorde den ædle igter og ridder Tannhatiser som saa mange andre forelsket i sig, thi hun var nemlig rundhaandet med sin gunst. Hun blev elsket af mange og elskede maaske ogsaa selv nu som i oldtiden nogle; hun var i ethvert tilfælde skinsyg paa sine med det gode eller onde erhvervede rettigheder og forstod at gjøre dem gjældende. Det kan følgende oftere berettede tilfælde bevise. Jeg meddeler det her i oversættelse fra Wilhelm af Malmesburys kraftige, poetisk beaandede latin, — en engelsk krønikeskriver, der i det tolvte aarhundrede førstegang har fortalt historien.
En ung, romersk borger, meget rig og nedstammende fra en anset senatorfamilie, havde giftet sig og indbød sine venner til en fest. Efterat man, ophedede og lystige af vinen, havde reist sig fra bordet, begav gjæsterne sig ud til en eng for at fornøie sig med dans, bueskydning og anden leg. Brudgommen, festens konge og en mester i boldspil, udvalgte sig en bold, trak brudgomsringen af og stak denne paa fingeren af en i nærheden staaende broncestaty. Da nu alle spillekammeraterne angreb ham alene, drog han sig udmattet og ophidset først tilbage, og da han atter vilde tage sin ring, fandt han statyens finger bøiet ind imod haandfladen, skjønt den før havde været udstrakt. Han strævede længe forgjæves med at trække ringen af eller brække fingeren af, fortiede hændelsen for sine venner, forat de ikke i hans nærværelse skulde gjøre nar af ham eller i hans fraværelse hemmelig skaffe ringen bort, og gik stiltiende sin vei. I nattens mørke vendte han atter tilbage med nogle fortrolige, men fandt til sin forbauselse fingeren atter udstrakt og ringen forsvunden. Han fortiede tabet, lod sig atter bringe i muntert humør ved sin hustrus kjærtegn, og da tiden for at gaa tilsengs var kommen, la han sig ved siden af hende. Men neppe havde han gjort dette, før noget tæt, taageagtigt søgte at trænge sig ind imellem ham og hende, noget, man bare kunde føle, ikke se. Denne hindring forbød ham enhver tilnærmelse til hustruen, og han hørte en stemme, der sa til ham: „Lig hos mig, thi ogsaa mig har du ægtet. Jeg er Venus, paa hvis finger du har stukket ringen; jeg besidder den og gir den aldrig mere tilbage.“ Forskrækket ved dette under vovede ynglingen intet og kunde intet svare; han laa der søvnløs den hele nat og grublede i taushed over hændelsen. Og lang tid fremover følte han og hørte han uafladelig det samme, saa ofte han forsøgte at nærme sig sin hustru, men var ellers fuldkommen kraftig og dygtig til alting. Endelig, bevæget af sin hustrus klager, aabenbarer han altsammen for sine forældre, der holdt raadslag ning og meddelte det hele til en prest fra forstaden ved navn Palumbo. Denne prest besad den magt gjennem sortekunst at besværge magiske skikkelser, at indgyde dæmonerne skræk og tvinge dem til lydighed. Man lovede ham til belønning at fylde prestesækken med guld, om det lykkedes ham at forene ægtefællerne. Han anstrængte da sin kunst til det yderste og skrev et brev, som han overrakte ynglingen, idet han sagde til ham. „Gaa paa den og den tid af natten ud paa korsveien, der hvor veien deler sig i fire, og giv agt paa, hvad du kommer til at se. Mange menneskeskikkelser vil der drage forbi, mænd og kvinder, unge og gamle, fattige og rige, tilhest og tilfods, nogle med panden sænket mod jorden, andre med stolt løftet ansigt, og i deres miner og bevægelser vil du løse enten munterhed eller sørgmodighed. Tal ikke med nogen, selv om nogen skulde snakke til dig. Efter denne mængde vil en høiere og mere sværbygget skikkelse vise sig, siddende i en vogn; ham overrækker du i taushed brevet, og dit ønske vil straks blive opfyldt, saasandt det bare lykkes dig ikke at tabe fatningen“. Ynglingen fjernede sig, begav sig om natten til det betegnede sted og saa i virkeligheden alt, hvad presten havde sagt ham. Mellem dem, der drog forbi, saa han ogsaa, ridende paa et mulæsel, en kvinde, udstafferet paa glædespigers vis, med haaret hængende ud over skuldrene og et gyldent belte om hofterne. Hun holdt i haanden en gylden stav, som hun styrede dyret med; saa tynde var hendes klæder, at hun næsten syntes nøgen, — ja, hun pralede med sin nøgenhed. Den sidste endelig, der syntes at være herskeren, fæstede sine skrækkelige øine paa ynglingens ansigt og spurgte ham fra sin prægtige vogn, der var helt bygget af smaragder og perler, hvad han var kommet hid for. Men ynglingen svarede intet, strakte haanden ud og gav ham brevet. Djævelen vovede ikke at tilbagevise det bekjendte segl, læste brevet og løftede straks armene mod himmelen: „Almægtige Gud“, raabte han, „hvorlænge vil du bære over med Palumbos ondskab?“ Og uden at spilde tid udsendte han to af sine tjenere, forat de skulde fratage Venus ringen, som hun ogsaa efter megen modstand gav slip paa. Saaledes fik ynglingen sit ønske opfyldt og kom i fuld besiddelse af sin hustru, men da Palumbo hørte, at djævelen havde besværet sig over ham hos Gud, forstod han, at hans ende var nær. Derfor lod han sig frivilligen alle lemmerne afhugge og døde udi elendig pænitents, efterat han for paven og det ganske folk havde bekjendt sine uhørte skjændselsgjerninger.
Saaledes fortæller Wilhelm, og tilsidst beretter han ogsaa, at endnu paa hans tid mødrene i Rom og den hele tilstødende provins pleier at fortælle sine sønner denne historie, forat den kan blive efterverdenen overleveret.
Jeg kan ikke forlade succubi uden at nævne, at den skjønne Helena, der i legenden omtales som Simon magierens konkubine, efter den bedst begrundede mening var en djævelinde, og at der om elskovsforbindelser med succubis yderligere berettes af Cazotte i en sælsom novelle, betitlet „Den forelskede djævel“, og af Balzac i en af hans „Løierlige fortællinger“.
At tvinge djævlene til at forlade de fremgangsmaader, som de nærede forkjærlighed for, var ikke let og hellerikke uden fare. I en af de utallige legender om den hellige jomfru blir der berettet om en kvinde, der forgjæves havde taget sin tilflugt til korsets tegn, til vievandet, bønnen og relikvierne for at befri sig fra en stor djævel, der benytde hende til kone. Endelig en dag, da hun befandt sig i sin sædvanlige fare, læftede hun armene mod himmelen og paakaldte Marias hellige navn, og da havde det forbadede trold ingen magt mere over hende. Cæsar af Heisterbach beretter en anden historie. En djævel forfører i Born datteren til en prest og besover hende. Pigen bekjender det for sin fader, som for kort og godt at gjøre ende paa forholdet, fjerne datteren fra huset og sender hende over Rhinen. Da kommer djævelen, og da han ikke finder sin elskede mere, løber han til faderen og raaber: „Fordømte prest, hvorfor har du berøvet mig min kone?“ Og idetsamme gav han ham et saadant puf for brystet, at den arme mand to dage efter opgav aanden.
Vi har set, at djævlene — med rette eller urette — kunde avle, og da deres tal var uendeligt, kan man ikke undre sig over mængden af deres børn. Jordanus, gothernes historieskriver i det sjette aarhundrede, forsikrer, at hunnerne var opstaaet af omgang mellem rædselsfulde hekse og incubus-dæmoner. Og man havde hele middelalderen igjennem en afgjort tilbøielighed til at anse misfostre og vanskabninger for djævelens børn og lod dem ogsaa derfor uden medlidenhed gaa tilgrunde. I aaret 1265 bekjende Angela af Labarthe, en mere en femti aar gammel dame i Toulouse, at hun med djævelen havde avlet et barn med ulvehode og slangehale, som hun maatte fodre med barnekjød. Ifølge en modsat anskuelse var djævelens børn stærke, modige og fulde af aand og daadskraft. Historieskriver Mathieu (udt. Matiø) i Paris (d. 1259), beretter et tilfælde med et barn, som seks maaneder gammelt var ligesaa stort som en yngling paa atten aar. Kirken kaldte og kalder den dag idag enhver for et djævelens barn, der fjerner sig bare et haarsmon fra katekismen, men dette er bare en billedlig omskrivning.
Det gaar med Satans børn som med menneskenes; de fleste henlever sit liv ubekjendte og uberømte; nogle faa hæver sig op over mængden og opfylder verden med sit navn og rygtet om sine gjerninger. Og en og anden overvinder vel ogsaa sit skjæbnesvangre ophav og naturens forbandelse og løsriver sig for altid fra helvede ved at tilkjæmpe sig himmelen. Jeg skal bare opholde mig ved de mest bekjendte.
Den ældste er Kain, den første morder. Rabbinerne forsikrer, at Adam havde havt omgang med succubis og Eva med incubis, — som man ser en fin maade at begynde menneskeslægten paa. Søn af en af disse incubi var Kain, der af sine gjerninger selv beviste sin oprindelse. Det var forresten ikke bare rabbinerne, der nærede denne tro. Grækeren Suidas (i det ellevte aarhundrede) omtaler den i sit lexikon.
Gudssvøben Attila var efter nogle en søn af djævelen, efter andre af en bulbider. Ogsaa gothernes konge, Theodorik, var en søn af djævelen. Beviset var, at han spyede ild og endnu i levende live for lukt til helvede til sin fader.
Troldmanden og spaamanden Merlins historie er mere berømt og byder vort stof flere enkeltheder. Det af Kristus bekrigede og plyndrede helvede følte trang til at hente nye kræfter efter de lidte nederlag. Satanas, hvem dette allermest ligger paa hjerte, beslutter at avle en søn, der skal kjæmpe for hans sag mellem menneskene og tilintetgjøre Kristi forløsningsværk. Foretagendet er meget vigtigt, vanskeligt og farligt og tiltrænger lang og flittig forberedelse. Gjennem helvedes forenede kræfter blir en agtværdig, anset familie ruineret og styrtet i skjændsel og død. Tilbage blev tvende døtre, af hvilke den ene hengav sig til skamløs liderlighed, den anden derimod, skjøn og kysk, længe modstod enhver fristelse. Men en nat, da hun havde glemt at gjøre korsets tegn og saaledes for en tid var himmelens beskyttelse berøvet, fandt djævelen leilighed til at overmande hende og udføre sin forud lagte plan. Sig sin ulykke bevidst og forfærdet over den forsøgte pigen at sone den synd, som ikke var hendes, gjennem strænge, angstfulde bodsøvelser, og da tiden var omme, fødte hun en søn, der gjennem den besynderlig haar bevoksede hud tilkjendegav sit ophav. Barnet blir døbt, naturligvis uden sin fars samtykke, og faar navnet Merlin, og nu opstaar i himmelen den tanke, at det ikke vilde være nogen liden triumf at fravriste helvede Satans egen søn, og den kjære Gud sørger for, at saa sker. Satan havde forlenet sin søn med kjendskab til fortid og nutid, og Gud føier hertil ogsaa fremtiden. Hvilket bedre vaaben kunde der gives mod verdens bedrageri og djævelens efterstræbelser? Da Merlin voksede til, udrettede han mange undere, saaledes som der staar at læse hos Beda den ærværdige, i de gamle krøniker, i historien om det runde bord, og udtalte mange skjønne spaadomme, af hvilke nogle allerede er gaaet i opfyldelse, andre i sin tid med Guds hjælp skal komme dertil. Om sin fader bekymrede han sig ikke det allermindste, tvertimod han fornægtede ham ganske og aldeles. Han døde, uden at man paa prikken ved, naar og hvorledes, men alting taler for, at han er blevet salig.
At blive salig, naar Gud vil forløse os, er ikke saa særdeles fortjenstfuldt, og langt mere beundring end Merlin synes mig den bekjendte Robert djævel at fortjene, hvis historie er fortalt i vers, i sørgespil, fabler og moralske fortællinger og endogsaa er sat i musik. I virkeligheden en rædsom historie, men fuld af høie lærdomme.
Engang levede der i Normandi en hertuginde, der higede efter at faa børn, men ingen fik. Træt af de mange bønner til Gud, der ikke bønhørte hende, vender hun sig til djævelen og faar straks sit ønske opfyldt. Hun føder en søn, en heltigjennem ond natur. Som pattebarn bider han sin amme og slider brystvorterne ud paa hende, som gut trakterer han sin lærer med knivstik, og tyve aar gammel blir han røverhøvding. Man slaar ham til ridder i det haab derved at betvinge hans onde drifter, men han blir bare værre end nogensinde. Ingen overgaar ham i styrke og tapperhed. I en turnering beseirer og dræber han tredive modstandere; han drager verden igjennem, vender derpaa tilbage til sit fædreland og gjør sig atter til bandit; han røver, brænder, myrder og vanærer. En dag, efterat han har kvalt samtlige nonner i et abbedi, erindrer han sig sin moder og opsøger hende. Tjenerne flygter til alle sider, saasnart de ser ham, ingen vover at spørge ham, hvorfra han kommer, og hvad han vil. Da, for førstegang i sit liv, blev Robert bestyrtet over den afsky, han indgyder sine jevnlige, for førstegang blir han sig sin forfærdelige ondskab bevidst og føler ruelsens hvasse tand gnave sit hjerte. Men hvorfor er han mere ond end andre? Hvorfor er han født eller blevet saaledes? Han drives af en brændende trang til at udgrunde hemmeligheden. Han vil til sin moder og tvinger hende med draget sværd til at afsløre for ham hemmeligheden ved hans fødsel. Da den er aabenbaret ham, sitrer og gyser han, overvældet af forfærdelse, skam og smerte. Men det formaar ikke at knække hans stærke natur, han falder ikke i fortvilelse, — tvertimod, haabet om en møisommelig forløsning, om en underbar seier henrykker og opløfter hans sjæl. Han vil beseire helvede og sig selv, tilintetgjøre den onde aands hensigter, for hvis egen tjeneste han blir skabt, og som af ham havde villet gjøre et lærvilligt værktøi for ødelæggelse og synd. Og han nøler ikke. Han gaar til Rom, kaster sig til Pavens fødder, skrifter for en hellig eneboer, underkaster sig de haardeste bodsøvelser og sværger ingen spise mere at tage til sig, som han ikke har revet ud af gabet paa en hund. To gange kjæmpede han, da Rom blev beleiret af saracenerne, ukjendt for keiseren, og forskaffede de kristne seieren. Han blir tilsidst gjenkjendt, afslaar alle æresbevisninger og belønninger, ogsaa keiserkronen og monarkens egen datter, og trækker sig med en eremit tilbage i ensomheden, hvor han dør som helgen, velsignet af Gud og mennesker. Efter andre beretninger ægter han tilsidst den skjønne prinsesse, der elsker ham.
Men ikke bestandig havde djævelens sønner saa skjøn en ende; derom er bl. a. Ezzelino, Paduas tyran, et vidnesbyrd:
»Ezzelino, skjændige tyran,
der holdtes for en søn af djævelen«.
Det gik han for og var det virkelig, om historierne ikke lyver. I sit sørgespil „Eccecrinis“ lar Albertino Mussato uhyrets egen moder, Adelaide, afsløre den skrækkelige hemmelighed. Ezzelino og hans broder Alberica blev begge avlet af djævelen, som ved denne anledning paatog sig en studs skikkelse. Jupiter havde i sin tid gjort sig ligesaa gemen. Efterat Ezzelino har faaet sin herkomst at vide, roser han sig af den og lover at lage det saaledes, at verden skal finde, at han er en værdig søn af en saadan fader. Og han holder sit løfte. Djævelen skal ikke dennegang se sig fornægtet af dem, som han har skjænket livet, han blir ikke skuffet i sine retmæssige forhaabninger. Ezzelino blir herre af Padua, gjennemfører med sin broders bistand sine skjændige hensigter, raser som en besat, udestsenger hvert spor af menneskefølelse hos sig og er døv for de advarsler, som himmelen skikker ham. Men den kun altfor vel fortjente straf lar ikke længe vente paa sig. Beseiret ved Ponte di Cassano (ɔ: Cassano-broen) dør den elendige i fortvilelse, og hans broder følger ham ikke længe efter.
Jeg maa her i forbigaaende bemærke, at ogsaa Luther af sine modstandere er blevet erklæret for en søn af djævelen, der havde forstukket sig under en guldsmeds klæder. Og nu kommer jeg til den største af Satanas avlede, til ham, der endnu ikke er født, men som skal fødes, til hin helvedes frygtelige stridsmand, — Antikrist. Allerede navnet viser hans væsen og antyder hans værk.
Dersom et angelsaksisk digt fra det niende aarhundrede siger sandhed, da har allerede Satan engang før prøvet paa at opstille sin søn imod Jesus, ja at sætte ham i hans plads. Dengang slog hans forehavende klik, og nu venter han paa en mere gunstig leilighed; naar tiden er moden dertil, og verdens ende er nær, da skal forsøget blive fornyet. Til dette begunstigede afkom er alle hans største forhaabninger knyttet.
Om dette har allehaande meninger været i omløb. I apokalypsen er antikrist Nero, som man senere, i visse frygtsomme legender fra middelalderen, faar se blive til djævel. I det ottende aarhundrede gjaldt Muhamed for Antikrist, i det trettende Fredrik II. Angaaende antikrists fødsel er der sagt mangt og meget. St. Ephrem, biskop i Edessa, der, som man tror, har levet i det fjerde aarhundrede, forsikrer, at Antikrist skulde komme til at fødes af en utugtig kvinde, andre mener derimod af en jomfru, en anskuelse, som imidlertid i det tiende aarhundrede modsiges af Assone i hans afhandling „Antikristus“. Nogle nøiede sig med at tro, at han vilde faa et menneske til fader, men helt fra sin undfangelse af være besat af djævelen; andre har forsikret, at helvedes fyrste vilde selv blive hans fader, og denne mening var den mest udbredte.
De utallige afhandlinger, som middelalderen har efterladt os angaaende Kristi sidste modstander og hans gjerninger, og af hvilke endnu en mængde ligger utrykte og slurvet behandlede i bibliothekerne, beviser os, med hvilken angst og skræk den evig truende og aldeles uundgaaelige fare uafbrudt fyldte sindene. Man erindrede sig de frygtelige varsler, der skulde forkynde hans snarlige ankomst for den rædselslagne verden, og speidede hid og did, om nogle af varslerne maaske allerede skulde være synlige. Dommedagens skræk og gru blev af fantasien mangfoldiggjort og forstørret, og kristenheden gjennemløb med korte mellemrum, det forfærdelige budskab om, at det skjæbnesvangre menneske allerede var født eller inden kort tid vilde vise sig. Omkring aaret 380 troede Martin, biskop af Tours, at Antikrist allerede var født. Det samme troede omkring aaret 1080 biskop Banieri af Florenz, og ligeledes Norbert, erkebiskop af Magdeburg, nogle decennier (ti-aar) senere. Paa Innocentz VI’s tid varslede en minoritermunk Antikrists fødsel i aaret 1365, og Arnoldo de Villanova satte den til 1376. I aaret 1412 vidste Vincenzio Terrer med al sikkerhed, at kristenhedens store fiende allerede var ni aar gammel, og meldte det til modpaven Benedikt XIII. Ikke saa faatallige var de hekse, som for inkvisitionens domstol tilstod, at de havde kjendt Antikrist og besøgt ham.
Men aarene gik hen og gjorde en løgn af disse profetier, mod hvilke der forøvrigt blev fremsat ikke saa faa og det ganske vægtige grunde af folk, der var mindre lettroende og havde en mindre livlig fantasi. Endnu havde ikke fordærvelsen og ugudeligheden aldeles ødelagt menneskeslægten. Endnu var ikke den romerske kirke omstyrtet, og denne maatte, saa saare den rædsomme modstander viste sig, jo være gaaet helt og holdent tilgrunde. Endnu var Antikrist ikke kommet, men det turde nok hænde, at han ikke vilde lade vente paa sig saa længe. Man kjendte samtlige handlinger i hans liv, som dreiede det sig ikke om noget tilkommende, men om noget forbigangent. Som en hovedbetingelse for sit sædelige ødelæggelsesværk og sit herredømme skulde han samle den hele verdens rigdomme i sine hænder. Alexander den stores berømte mur og de store jernporte skulde han rive ned, og Grogs og Magogs afskylige folk skulde bryde ind som et uimodstaaeligt ocean. Den ridder eller feltherre havde aldrig været til, der kunde komme op imod ham i tapperhed og krigsvidenskab. Ingen skulde kunne modstaa hans vaaben, byer og riger skulde han herje med blod og ild, med egen haand ombringe profeterne Enok og Elias, der skulde stige ned til forsvar for kirken; han skulde paa sit hoved samle alle kroner og sidde paa thronen som eneste konge over den erobrede jord. Men saa følger derpaa den uundgaaelige, velfortjente straf: den afskylige usurpator, Satans søn og forkjæmper, skal omkommes af Kristus selv eller af de himmelske hærskarers anfører, den tapre og kampberedte erkeengel Mikael, og dermed er helvedes magt for alle tider beseiret og tilintetgjort. Da skal afgrundens porte for altid blive tillukkede og forseglede og Guds rige begynde for aldrig mere at ende.
Ligesom en incubus kunde avle, saaledes kunde en succubus undfange og føde. I England var der en tid, da man troede — og krønikeskriverne fordølger det ikke — at en af Plantagenets forfædre havde ægtet en djævelinde og avlet flere børn med hende. Om Balduin, greve af Flandern, helten i en gammel, fransk roman, beretter man en lignende historie, men med flere enkeltheder. Han havde i sit hovmod vægret sig ved at tage kongen af Frankriges datter tilægte. Da stødte han en dag i en skov paa en meget skjøn og statelig dame, der udgav sig for at være datter af en mægtig konge udi Asien, og tog hende til hustru. Efter et aars forløb fødes der ham to særdeles skjønne tvillinger. Greven ventet paa efterretninger fra hendes rige i Orienten, men disse kommer ikke, og imidlertid begynder en eremit, der har veiret bedrageriet, at vække tvil og mistanke i hans sjæl. En dag viser den hellige mand sig ved hoffet ved tiden for aftenmaaltidet, betræder salen og befaler uden videre omstændigheder fru grevinden, datteren af kongen udi Asien, fluks at vende tilbage til helvede, hvorifra hun er kommet. Grevinden, djævelinden altsaa, lader sig ikke dette sige to gange, men farer derfra som en pil, med et forfærdeligt, i sandhed djævelsk brøl. Greven foretager for at afsone sin synd et korstog og ombringer mange mennesker. Hvad angaar de to børn, faar de ikke saa slet ende, som man skulde vente efter den mor, som havde født dem.
Foruden sine naturlige, af dem selv avlede, børn kunde djævlene ogsaa have adoptivbørn, og de var ikke mindre begjærlige efter saadanne end efter de andre, enten de nu stjal dem eller erholdt dem af onde, ukloge forældre. Der lod sig herom berette mange opbyggelige historier, men nogle faa faar være tilstrækkeligt.
En pige var blevet frugtsommelig og vilde ikke, at folk skulde vide om hendes feiltrin, — saaledes beretter omkring aar 1200 den engelske historieskriver Roger de Hoveden. Hun flygtede derfor fra sin faders hus, da tiden for hendes nedkomst stod for døren. Ensom vanker hun om ude i vildmarken, medens en frygtelig storm raser omkring hende, og efterat hun forgjæves har anraabt Gud om hjælp, paakalder hun Satans bistand. Da viser denne sig pludselig for hende i en ynglings skikkelse og siger: „Følg mig!“ Pigen adlyder; han fører hende til en faarestald, reder hende en seng af halm, tænder en god ild og gaar for at hente mad. To mænd, der gik forbi og blev ilden var, traadte ind, udspørger pigen, og saasnart de har erfaret sammenhængen, iler de med at underrette presten og beboerne i en landsby i nærheden. Djævelen vender tilbage igjen med vand og brød, forfrisker pigen hermed og gjør tjeneste som jordemoder ved barnets fødsel. Da viser præsten sig, ledsaget af et talrigt følge, med krucifiks og vievand og begynder sin djævleuddrivelse; djævelen kan ikke holde stand, flygter med den nyfødte i armen og lader sig ikke mere se. Den gode moder bekymrer sig pokker om barnet, takker Gud, fordi han har frelst hende fra fienden og gaar hjem.
En anden, ikke mindre vidunderlig historie, men lykkeligere i sin slutning, berettes af benediktineren Walther af Coincy (d. 1236) i en samling af „jomfru Marias mirakler“. Et fornemt og dydefuldt ægtepar aflagde, efter at have erholdt flere børn, kyskhedsløfte til Gud og den hellige jomfru. Men kjødet er skrøbeligt, og djævelens efterstræbelser ophører ingensinde. En paaskenat optænder han en saadan brynde hos ægtemanden, at denne glemmer alle gode for sætter og fuldstændig vil bryde sit løfte. Hans hustru beder, formaner og truer, men omsider, da hun ikke mere kan staa imod, udraaber hun: „Skulde der af vor synd blive et barn, saa vid, at jeg skjænker det til djævelen“. Ni maaneder efter kommer et barn til verden, saa skjønt og yndigt, at det vækker forundring hos alle, som ser det. Der hengaar nogle aar, barnet vokser til, viser sig at være meget opvakt, af blidt gemyt og velopdragent. Moderen, der elsker sit barn ømt, flyder hen i taarer, naar hun tænker paa sin forbandelse og paa følgerne af samme. Da barnet er blevet tolv aar gammelt, viser der sig for det en forskrækkelig djævel og forkynder det, at om yderligere tre aar vil han tage det i besiddelse, da det retteligen tilhører ham, og han paa ingen somhelst maade vil give slip paa sit bytte. Den stakkars moder fyldes af fortvilelse og afslører en dag paa dets bønner hemmeligheden for sit barn. Da brister gutten ud i hede taarer:
S’il est dolenz n’est pas merveille,
Quar l’aventure est moult amère.[2]
Ved midnat forlader han sine forældres hus, begiver sig alene paa reise og naar til Rom, ligesom ridder Tannhäuser fremstiller han sig for paven og beretter ham sin historie. Paven ved ikke, hvad han skal sige til et saa uhørt tilfælde og sender barnet til patriarken af Jerusalem, den viseste mand, der levede paa jorden. Efter megen møie og mange farer lykkes det vor pilegrim at naa Jerusalem. Det gaar patriarken som paven, at han intet raad ved, men endnu i rette tid erindrer han sig en eremit, der bor i en stor, farlig skov og fører et saa helligt liv, at englene stiger ned fra himmelen for at underholde sig med ham: kanhænde vil gutten hos ham finde raad og hjælp. Udgydende bitre taarer, anraabende Gud og jomfru Maria, begiver gutten sig atter paa vei, men imidlertid er de tre aar saagodtsom henrundet, og der er endnu bare en eneste dag tilbage, før det skjæbnesvangre tidspunkt skal indtræde. Paaskeaften støder han paa eremiten; denne er, efter at have hørt den besynderlige hændelse, ogsaa i første øieblik raadløs, men gjenvinder snart igjen modet, trøster barnet, fylder det med godt haab og lover det kraftig hjælp. Begge tilbringer de natten i bøn, og ved morgenens frembrud stiller eremiten gutten mellem sig og alteret og begynder at læse messe. Da viser djævelen sig med en skare andre djævle i kirken og lægger haand paa den ulykkelige. Eremiten anraaber med høi stemme den hellige jomfru om hjælp, og den glorieomstraalede stiger ned fra himmelen og slaar i et øieblik fienden paa flugt. Gutten er reddet. Han tager fuld af taknemmelighed afsked med sin redningsmand og vender hjem igjen til sit fædreland, hvor han af sin moder bliver modtaget med uudsigelig fryd og glæde og senere helt og holdent helliger sig til den velsignede jomfrus tjeneste.
I en anden beretning bortfører djævelen det nyfødte, ham helligede barn, lader det opdrage og fører det derpaa omkring med sig i verden, idet han helt til dets femtende aar behandler det med al mulig omhu. Da berøver den hellige Jakob ham barnet og skjænker det atter tilbage til dets forældre. I ndre fortællinger blir børnene ikke skjænket, men solgt til djævelen. Denne gjør som tyvene: hvad han ikke kan stjæle, kjøber han. Dette slags handel traf ikke børn alene. I en historie, som jeg senere skal fortælle, gjør en kavaler en aftale med djævelen og forpligter sig til om syv aar at udlevere til ham sin egen hustru; hvormange er ikke de, som i hans sted vilde have udleveret hende paa flækken? Af en anden historie ser man, at det ogsaa gik an at overantvorde aldeles fremmede personer til djævelen, og at djævelen, idetmindste undertiden, krævede, at disse foræringer kom fra hjertet og ikke bare blev givet med munden. Her er historien: En fæl aagerkarl, en grisk blodsuger, gik en dag til en by for at udøve sine sædvanlige flaaerforretninger. Underveis gav en mand sig i følge med ham, i hvem han straks gjenkjendte djævelen, og jeg behøver ikke at fortælle, at han af gode grunde ønskede hurtigst muligt atter at blive ham kvit. De møder en mand, der trækker paa en gris; i fortvilelsen over, at han ikke faar grisen fremover med sig, mister manden taalmodigheden og skriger: „Djævelen annamme dig!“ Aagerkarlen siger til djævelen: „Hører du ikke? manden forærer dig en gris, saa tag da imod den“. „Nei“, svarer djævelen, „det er ikke af hjertet, han skjænker mig den". Et stykke længer frem møder de en mor, som rasende raaber til sit skrigende barn: „Gaa fanden ivold!“ „Hvorfor tar du det ikke?“ spør aagerkarlen. „Hun skjænker mig det ikke af hjertet, det er bare en talemaade“. De kommer imidlertid ind i landsbyen, og de stakkars bønder raaber i kor, saasnart de faar øie paa sin blodsuger: „Djævelen skal hente dig! du tilhører djævelen!“ Da siger djævelen: „Disse folk skjænker dig til mig af sit ganske hjerte, følgelig er du min“. Og uden et eneste ord mere slaar han kloen i sin mand og fører ham bort med sig.