Drikkevise
(1890.)
Brændevin! Skaal!
Klink, saa det høres i himlen!
Klink, saa de hører, vi morer os!
Brændevin! Skaal!
Vi er helvedes stolte sønner!
Alt, som hvisler og kribler,
kribler og kitler og stikker og klorer,
det skaaler vi for. . . Hys!
Hys!
Der var noget indi mig selv, som klatred
Der var en stor tjørnehæk indi mig selv,
som lukked for en sovende jomfru.
Hvem klatrer i min tjørnehæk?
Hvem plukker mine roser?
Hys!
Det spiller.
Der drar et spillende tog rundt hækken
Med fakler.
Er der damer?
Damer med slæb er der.
Blaa guirlander af damer.
Slæb?
De er jo spildrende nakne!
Legemer. Kjælne.
Ha, se den blonde i bækken.
Foden. Knæet. . .
Er det du, som stjæler min jomfrus roser?
Ud! Ud med elig, tæve!
Saah!
Nu er der ro i min have.
Nu er der blot en.
En, som sover. Som jeg ikke tør vække.
En, som venter. Som jeg ikke tør se.
For hun er ren.
Hendes hud, den er bygget af æbleblomstens blade,
hendes blod er brygget af vaarnatvinens skum.
Hendes nerver er spundne af lys, af toner,
hendes muskler er tvundne af roseknoppers marv.
Hendes legem er sigtet af den store Satan.
hendes sjæl er digtet af Gud selv.
Brændevin! Skaal!
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |