Kval
Hvad er det, I vil mig, fordømte roser?
Fordømte maane, fordømte trær!
Kvindesmil paa alle kanter!
Kvindehvisken, kvindehænder!
Jeg har flakket i lyng og myrer,
jeg — en gud?
Mit hjerte bløder, — vrider sig, krymper sig.
Hun snor sine hofter i myge tepper, —
hun — en skjøge!
Jeg har grædt i den vaade jord,
jeg — en gud?
Hun er saa fager — hvid, blød, hed, —
den hvide nakke i den hvide pude,
det brune haar svulmende, bølgende -
Hvorfor skjælver I, liljer?
Hun smøg sine hænder om min hals —
Død og helvede, hvorfor staar I og dirrer?
. . Kval, — snigende kval,
giftig, tærende kval!
. . Der sidder paa en grav i maaneskinnet
paa kirkegaarden mellem døde
med en lang, skjælvende slagskygge
en frysende mand.
Stjerner.
I stjerner —
derude, hvor I gaar,
er der dér fred?
Renhed?
I gaar saa stille.
Det er som Gud, eler aander,
stjernerne hans tanker.
. . . Stjernerne hans tanker . . .
Hvide fingre, runde banne, glødende pupiller
— — men ingen aand!
Millioner pragtfulde blomster har marken,
millioner straalende sommerfugle,
glimrer og dør, svinder.
En kvindes hvidhed gulner.
Som blodrøde blomster uden duft
er sansernes drømme uden aand.
Som stjerner er blikke fra aand til aand,
som sole er smil fra sjæl til sjæl,
som verdensvarmen er favntaget
mellem adelig mand og adelig kvinde!
. . . Maanen er borte.
Ogsaa stjernerne er sluknet.
Roserne og liljerne sover.
Se, daggry ets kyske skjær kysser,
kysser kirkespiret.
Daggry!
Gi’s der paa jorden blandt kvinder én
kysk?
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |