Eidsfjords Kirke
Eidsfjords Sogn hørte trods sin Beliggenhed midt inde i Hardanger dog i gamle Dage til Stavanger Stift, for at Biskoppen i Stavanger her skulde have en Station paa sine Visitatsreiser til Hallingdal og Valders. Da siden disse Dale lagdes under Akershus Stift, blev Eidsfjord Annex til Ulvik.
I Bygdens gamle Stenkirke fandtes en Gravsten, hvis Indskrift i det gamle norske Sprog berettede, at en Ragna Asolfsdatter havde ladet Kirken tække, og at hendes „Aartid“ var Juleaften, det vil sige, at man aarlig paa den Dag skulde ihukomme hende med Sjælemesse. Paa Stenen sees hun paa Knæ at overrække en Præst en Kirke. Denne Ragna Asolfsdatter er sandsynligvis den samme „Ragna hin Rike,“ ogsaa „Ille-Ragna“ kaldet, om hvem der endnu fortælles et Sagn i Bygden. Hun skal have boet paa Sæ i Simedal og have havt en drikfældig Mand, med hvem hun ikke forligtes, og hvem hun engang negtede at tage med sig til Markedet i Vik. Han kom alligevel med i Baaden, men Ragna lod ham underveis sætte af paa et lidet Skjær i den Tanke at tage ham igjen, naar hun vendte tilbage fra Markedet. Imidlertid opkom svært Uveir, og Manden blev skyllet væk fra Skjæret og druknede. Ragna reiste da i sin Fortvivlelse til Bergen for at raadføre sig med en klog Kone. Paa Spørgsmaalet, om hvor dybt hun stod i Synden, fik hun det Svar: „Til Ankelen.“ For at udsone sine Synder lovede hun nu efter Konens Raad at bygge en Kirke i Eidsfjord og holdt sit Løfte, men paa Hjemreisen mødte hun alt det Smør, hun havde, „en Klokke, en Stamp, femten Tønder og et Span“, drivende paa Fjorden, og da hun kom til Simedal vare alle hendes Støler bortrevne af Flommen. En anden Beretning, der maaske er bedre, har Intet om den kloge Kone, men fortæller derimod, at Ragna, efter i sin Anger at have bygget Kirken, forstod at skjule sin Udaad og først skriftede den i Dødens Stund.
Miltzowii Presbyterologia Wos-Hardangriana. Haun. 1679. 4. p. 63. N. Nicolaysen i Aarsberetningen fra Foreningen til Norske Fortidsmindesmærkers Bevaring for 1860. A. Faye, Norske Folke-Sagn, 2. Udg. S. 218. Hermoder. 6. Halvaarg. (1824) S. 93. Schnabel om Hardanger S. 41. Björgynjar Kálfskinn, ed. P. A. Munch, p. 127. Stenen findes afbildet i Suhms Saml. II. 3. 38. Da Ragna ikke i Inskriptionen betegnes som Frue, Hustru eller Jomfru, har hun altsaa neppe været af Adel.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |