En Birkebeener-Sang
Melken sød at drikke,
Sirupskrukken slikke,
Var ei Nordmands Viis;
Drikke Elv og kolde Vande,
Drikke Drik, som varmed’ Pande,
Det var Nordmands Viis.
Sukkerklump at smælte,
Mandeldeig at ælte,
Var ei Nordmands Viis;
Faare-Ribber, Bukke-Rygge,
Speeget Oxe-Laar at tygge,
Det var Nordmands Viis.
Svøbe sig i Silke,
Kniplings-Traad at pilke,
Var ei Nordmands Viis;
Bast til Baand at sammentvinde,
Birkebark om Ben at binde,
Det var Nordmands Viis.
Under Dun at varme,
Hvide bløde Arme,
Var ei Nordmands Viis;
Bruge Steen til Hovedpude,
Naar han var i Marken ude,
Det var Nordmands Viis.
Pigers Sko at kysse,
Pattebarn at dysse,
Var ei Nordmands Vis;
Med en halv afhuggen Hage
Sin Venindes Kys at tage
det var Nordmands Viis.
Ja og Haand at give,
Og ei tro at blive,
Var ei Nordmands Viis;
Hierte frem med Haand at bære,
Ven og Konge tro at være,
det var Nordmands Viis.