Jutul Dovre
Med Haand i Barm op under et Field
Laae Jutul Dovre[1] den gamle,
I Søvne hørte han Smeld paa Smeld,
Saa det i Fieldet mon ramle.
Op Øiet han slog, han strøg sit Skiæg,
”Hvad nu! — hvad er paa Farde?
”Hvem banker paa Dovres Stue-Væg?
”Hvem rusker hans Hovedgiærde?”
Paa nye han slumred og drømmende laae,
Ei endnu den Larm gik over —
”Nei! sagde den Gamle: jeg viise maae,
“At Dovre ei længer sover.”
Han reiste da sin tunge Krop,
Sit Haar at reede han glemte,
Sin Øienbryn han nu løfted op,
I Skoven sig Biørnene giemte.
Over hver en Eeg, over hver en Gran
Han rækker sit ildrøde Øie, —
Udtydning paa Drømmen nu skuer han,
Han staaer og betragter det nøie:
I fremmede Dale, som ovenfor laae,
Han saae, hvor sig Markene rørte,
Blodfahner og blinkende Sværde han saae,
Og Trommer og Bulder han hørte —
”Vel fare! — saadant er ikke Spøg,
”Det torde til Dovre sig breede;
”Man slutter til Ilden af stigende Røg —
”Jeg maae mine Sønner opleede:
”Som jeg er gammel, var jeg saa ung,
”Jeg skulde mig selv nok skiærme,
”Finde du skulde min Kampesteen tung,
”Som dig med Vold torde nærme!
”Kom I, som paa Jagt efter Brumlabben gaae,
”Hos mig I Eder skal samle!
”Kom, skynder Eder, I Sverme smaa!
”Og hører Dovre den gamle!
”I vilde vel ikke viide den Skam,
”Om Ulven ind torde bryde,
”At han skulde Eder dræbe som Lam,
”Mig maatte det og fortryde:
”Eders Fædre bare Mod i Bryst,
”Skam var det at vanslægte —
”Viiser udi den blodigste Dyst:
”I ere deres Sønner ægte!
”Jeg træder ei meer i Feidefærd,
”Nu gammel og tung er Dovre,
”Men Mand kan jeg klumse og døve Sværd,
”Og Gangeren graa kan jeg tovre.”
- ↑ Dovre, i sig selv kun et Field, hverken er, eller har været nogen Jutul, men forestilles kun saaledes her.