En Erindring
Jeg satte mig i Krogen,
og nynnede et Kvad,
og læste saa i Bogen
og var saa hjerteglad.
Da randt mig i Sinde
min Barndoms Vee og Lyst,
og mangt et halvslukt Minde
steg fra sin Taagekyst:
Min Fader sad i Haven
og saae min Barnefryd.
Da bar man En til Graven
med Sang og Klokkelyd.
Og ved den sorte Baare
gik tvende Børn og græd,
den ene græd faa saare,
den anden var saa spæd.
Da blev min Fader stille,
og tog mig paa sit Skjød:
”O, tak din Gud, du Lille,
din Fader er ei død.”
Da sank en angstfuld Tanke
i Barnets klare Sind,
da trilled Taarer blanke
ned paa den røde Kind.
Da græd jeg fromt og længe,
gjemt i min Faders Favn,
bad for de arme Drenge,
og delte deres Savn.
Nu er jeg langt fra Haven,
nu har den tabt sit Løv;
og ak, saa langt fra Graven,
der tog min Faders Støv.
Saa sad jeg taus i Krogen
min Vinteraften hen,
og læste vel i Bogen;
men Taarer faldt paa den.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |