En Kirkegave fra Fru Ingegerd Erlandsdatter

B. E. Bendixen

En Kirkegave fra Fru Ingegerd Erlandsdatter

Historisk Tidsskrift, anden Række, tredie Bind, 1882 (s. 119-123).

Paa en antikvarisk reise i Søndmøre blev jeg af provst Wisløff i Ulfsten gjort opmærksom paa, at der i sognets kirke var en sjælden smuk og rimeligvis meget gammel alterkalk med paten. Ved undersøgelsen viste det sig ikke alene, at kalken var af et mere end almindeligt rigt arbeide, men ogsaa at den havde en særlig historisk interesse, idet den var skjænket af en bekjendt person, en ætling af en af vore gamle adelsfamilier.

Raade kalk og paten er af forgyldt sølv og i sengothisk stil. Midten i patenen optages af den sædvanlige fremstilling, gudslammet med den delte gloriekrands, støttende i den ene forlab en korsdannet bannerstang med tunget fane. Omkring billedet staar med gothiserende majuskler indskrivten: ECCE: ANGNVS: DEI, og udenom denne er anbragt almindelige gothiske ornamenter. Kalken bar kuppelformet skaal: Knoppen (nodus) under denne er den almindelige fladtrykte kugle med 6 rudeformede plader (rotuli), og i hver af disse er paa niello-grund anbragt en gothisk minuskel: disse minuskler danne tilsammen ordet: ihesus. Mellem pladerne er paaloddet kristushoveder med glorie og langt, delt haar og skjeg. Foden har som sædvanlig formen af den sexbladede rose; hver af 6de sider har sin fremstilling. Det sted, hvor messepræsten skulde sætte sin mund under nydelsen af vinen, er betegnet ved Kristus paa korset mellem Maria og Johannes, 3 smaa forgyldte figurer, der er fastloddede paa kalken. Paa korset er indridset INRI og under figurerne IHESVS: MARIA, med latinske, delvis gothiserende bogstaver. Paa den modsatte side er graveret et stærkt slynget, bredt baand, hængende i smækre touge og halvt omfattende et paaloddet vaabenskjold, der viser paa niello-grund 9 forgyldte rhomber, anbragte i to hinanden skjærende linjer, saaledes at de danner et ligearmet kors. I baandet staar med gothiserende majuskler indskrivten: INGERT : ERLENDES : DOCHTER. Felterne mellem disse fremstillinger optages af graverede figuren paa den ene side af de norske helgener, St. Olav og Sta. Sunniva, paa den anden af Maria Magdalena og Sta. Barbara. Under St. Olav staar ingen indskrivt, under de andre helgener: SANTE : CENIVI – S’MARIA : MADALENA – SANCTE : BARBERA, ligeledes i latinske bogstaver med et gothiserende anstrøg. Fremstillingen af helgenerne er den almindelige. St. Olav bærer kaabe over pladerustning, har krone og glorie og holder i den ene haand hellebardøxe, i den anden ciborium, oblatgjemmet med fod og laag; han træder paa dragen med det kronede menneskehoved, hedenskabets symbol. Sta. Sunniva har ligeledes krone og bærer i den ene haand helleren, klippestykket med hulen, hendes særkjende, og i den anden palmen, martyrtegnet. Maria Magdalena, der har tætsluttende hue eller hovedlin, holder i hænderne en taarnformet salvekrukke (turricula). Sta. Barbara er kronet og bærer en opslaaet bog; foran hende staar hendes symbol, taarnet med de tre vinduer til ære for treenigheden. Alle figurer er smukt graverede og viser dragterne fra tiden omkring 1500 eller fra den sidste halvdel af 15de aarhundrede. Arbeidet er aabenbart udført af en tysk kunstner. Derom vidner formen Erlendes-dochter. Cenivi tyder ogsaa paa, at en udlænding har gjort kalken; en Nordmand vilde vel have vidst bedre besked om navnet. Karrene har været benyttede i den gamle, nu nedrevne stenkirke i Ulfsten og er overflyttede til den nuværende kirke, en træbygning i Ulfstenvik.

Vaabnet og giverens navn giver tilstrækkelige oplysninger. De 9 rhomber, der danner det ligearmede kors, er vaabnet for den mægtige og rige Losneæt, saa kaldet efter gaarden Losne paa Sulendøerne udenfor Sognefjorden, og Ingegerd Erlendsdatter er den sidste i ætten. Slægten blomstrede, saavidt man ved, fra begyndelsen af 14de aarhundrede; den mandlige hovedlinje uddøde i fjerde led med ridderen og rigsraaden, den rige Erlend Eindridesøn, kort efter 1450. Han efterlod sig 2 døtre, Sigrid, givt med rigsraaden og ridderen Bo Fleming, og Ingegerd, der var givt først med ridderen Olaf Guttormssøn til Hananger paa Lister, rimeligvis død 1485, og siden, før aar 1490, med rigsraaden og væbneren Arild Kane.^[1] I ingen af disse ægteskaber havde hun børn.

Arild Kane havde et slemt ord for at udsuge almuen. Der høres klager over ham fra Viken,^[2] og paa Søndmøre gik det saa vidt, at bønderne rottede sig sammen mod ham paa tinget, saarede og dræbte hans svende og ihjelslog ham selv, enten i 1497 eller i 1496.^[3] I anledning af hans drab skjænkede fru Ingegerd ved gavebrev af 15de april 1497^[4] 15 spand 2 øre i jordegods, beliggende i Meldal, Surendal, Stangvik og Ølvundeidet paa Nordmøre, til en ny præbende i Nidaros domkirke, kaldet efter de tre nordiske martyrkonger: præbende trium patronorum regum sanctorum, Olai, Erici, Kanuti. Herfor skulde ugentlig læses to messer for hende og hendes husbonde, og for forældre og venner.

Ingegerds navn forekommer ofte i diplomerne.^[5] Hun maa have været meget rig. Faderen eiede en mængde jordegods, især i det vestenfjeldske, efter sine mænd har hun ligeledes arvet, og i 1490 fik hun i forening med søsteren en trediedel af de store eiendomme, som havde tilhørt junker Hans Sigurdssøn. Paa deres part faldt gaarde paa Nordmøre og Helgeland, i Senjen og paa Hjaltland.^[6] Efter søsterens død kom alle disse i hendes besiddelse.

Fru Ingegerd opnaaede en høi alder og døde rimeligvis i sommeren 1526.^[7] Hun maa da vistnok have været over 80 aar gammel. Hendes nærmeste arving, Otte Holgerssøn Rosenkrands, døde med sin hustru paa en reise i Lybeck 1525 af pest, og andre langt ude beslægtede lurede paa den store arv, den svenske adelsmand Thure Jönsson (af tre roser) og fru Inger Ottesdatter Rømer, for hvem svigersønnen Vincents Lunge arbeidede. Man maa føle medlidenhed med den gamle forladte kvinde, naar man læser Lunges brev til svigermoderen.^[8] Han havde sendt bud til fru Ingegerd med efterretningen om Otte Holgerssøns død og søgte nu paa alle maader at vinde hende for sig, idet han lod sin hustru drage til hende for at trøste hende. „Fru Inger bare græder og sørger overmaade og beder gud bedre sig, at hun skulde leve den dag“; men ligeoverfor Vincents Lunge erklærer hun dog, at hr. Ottes

børn var hendes rette arvinger. I høsten 1526 sender han efter fru Ingegerds testament til erkebispen et forgyldt kredents og til kommunet i Trondhjem et forgyldt stettekar (kar med fod)^[9]. Arveprocessen blev afgjort ved dom, afsagt i Oslo 4de august 1529 af norske og danske rigsraader under forsæde af hertug Kristiern (Kristiern III), der tildømte Ottes børn hendes eiendele.^[10]

Om giverens identitet med fru Ingegerd kan der neppe være tvivl. Vaaben og navn stemmer overens, kalkens form peger hen til samme tid, ligeledes dragterne og stilen i de graverede billeder. I samme retning viser ogsaa forekomsten af forskjellige alfabeter ved siden af hverandre, noget, der oftere er tilfældet omkring 1500. Der er et enkelt billede, som muligt kunde tyde paa den anledning, i hvilken kalken blev skjænket. Sta. Barbara er beskytterinde mod en pludselig, uventet død, især ved vaaben, og tænkes vel ogsaa som forbeder for alle dem, som dø paa en saadan maade. Det kunde derfor synes, som om fremstillingen af denne helgen er valgt paa grund af Arild Kanes drab. Man har seet, at fru Ingegerd skjænkede store gaver til Nidaros i den anledning, og ikke urimeligt har hun da ogsaa betænkt kirker paa Søndmøre. Kalken og patenen er da af hende givet til Ulfsten kirke eller en anden i samme egn. Hvor Arild Kane blev dræbt, angives ikke nærmere.

B. E. Bendixen.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Om Losne-ætten se Y. Nielsen: Om nogle middelalderske slægter i det vestenfjeldske Norge, norsk historisk tidsskrift, 2 række, II, s. 58–73, og særskilt om fru Ingegerd s. 68–73, sml. ogsaa L. Daae: Fru Inger Ottesdatter og hendes døtre, hist. tidsskr. III, s. 275–77. Om fru Ingegerds første givtermaal se Dipl. Norv. I, s. 678–79.
2. Dipl. Norv. II, s. 720–21.
3. Dipl. Norv. VI, s. 657; IX, s. 405 og 408; X, s. 227–28.
4. Dipl. Norv. V, s. 702–03. Schøning: Domkirken i Trondhjem, anhang s. 18–19.
5. Navnet skrives i mange forskjellige former: Ingegerd, Ingierdt, Engerdt, Ingerdt, Inger o. s. v.
6. Dipl. Norv. VIII, s. 436 o. flg.
7. I brev af 20de juni 1526 beder Fredrik I. erkebispen Olaf Engelbrektssøn at paatage sig værgemaalet for fru Ingegerd og tage hendes gods under sin beskyttelse. Af brevet fremgaar, at man da ventede hendes død. Dipl. Norv. IX, s. 527. – I brev af 10de august s. aar beder Thure Jönsson erkebispen at varetage hans tarv som arving efter fru Ingegerd, som, ifølge erkebispens skrivelse til Thures søn Jøren, nu var død. Dipl. Norv. IX, s. 531.
8. Dipl. Norv. VIII, s. 536–38.
9. Dipl. Norv. IX, s. 542.
10. Dipl. Norv. IX, s. 641 o. flg. – Se f. ø. smsteds. s. 543–45, s. 546, s. 672–78.