En Landeplage i Kristiania-Trakten i Aaret 1742

Om vi end nok saa meget paakalder Fantasiens Hjælp, vil vi dog være ude af Stand til at danne os en klar Forestilling om al den Nød, Sult og Elen- dighed, som i Begyndelsen af 1740–Aarene herskede i Landdistrikterne i det søndenfjeldske og i Indlandsbygderne nordenfjelds.

Om disse Hungersaar, som i endda større Udstrækning hjemsøgte andre Lande, haves en forholdsvis righoldig tildels samtidig Literatur, der tillader os at anstille Sammenligninger mellem de hertillands og i Udlandet herskende Forhold.

Det vil da gjennemgaaende vise sig, at Elendigheden i vort Land, som vi ikke kan sinde Ord sterke nok til at skildre, var betydelig mindre, end den t. Ex. var i Sverige. De rige Vaarsild- og Skreifiskerier, som indtraf i Uaarsperioden, erstattede nogenledes, hvad Jorden negtede at yde. Fra Vestlandet og Søbygderne nordenfjelds tager Klagemaalene sig heller ikke særlig sterke ud.

Det er imidlertid ikke min Agt i disse Linier at give en Fremstilling af Uaarene og Dyrtiden i 1740-Aarene. Jeg vil alene skildre en enkelt Episode af dem: en Landeplage, der i 1742 herjede Trakterne omkring Kristianiafjorden og her drev Nøden op til den samme Høide, som om en fuldstændig Misvæxt havde fundet Sted.

– Det drog temmelig langt ud paa Aaret, før Bonden i 1742 kunde komme til at saa. Men ud paa Vaaren indtraf der mildt og varmt Veir, saa der kom Fart i Aarveien, som tegnede sig meget bra. „Baade jeg selv“, heder det i en Indberetning fra Stiftamtmanden i Akershus Stift, Generalmajor Otto Fredrik von Rappe, „og alle Reisende har iaar seet Guds Velsignelse staa paa Marken i saa stor Overflødighed, at faa kan mindes den større.“

Men det skulde ikke vare længe, før Landmandens Haab og Fortrøstning skulde vendes om i det mørkeste Mismod og Fortvivlelse.

Endnu medens Sneen laa paa Marken, viste der sig en Dag ligesom drysset udover den i uhyre Mængder en liden Larve eller Aame, der tilsyneladende var regnet ned fra Himmelen. Den borede sig straks ned i Jorden, saa den foreløbig ikke var mere at se. Men da Aarsvæxten stod i sin største Frodighed, optraadte den paany og fortærede Græsset, saa Jorderne laa aldeles svarte igjen, som om de i sin hele Udstrækning havde været hjemsøgte af Isbrand.

Fra forskjellige Egne af Akershus Stift blev der til Erik Pontoppidan, som dengang opholdt sig i Kjøbenhavn, sendt Exemplarer af disse Aamer og Larver, og dette gav Anledning til, at de blev videnskabeligt undersøgte. Selv stod Pontoppidan vistnok meget nær den Opfatning, som Almuen i Norge hyldede, at de var komne med Nedbøren „ned fra Sneskyen“.

Den videnskabelige entomologiske Undersøgelse foretoges af Justitsraad Professor medicinæ Georg Detharding, der i September Maaned samme Aar udgav en latinsk Afhandling paa 37 Sider i Kvart, hvori han godtgjorde, at det var ganske ordinære Spindel- og Kaalorme, som optraadte som „et Tegn og Vredens Ris“.

I en mere populær og lettere tilgjængelig Form blev Landeplagen beskrevet i en Vise, der som for Skillingsliteraturen sædvanlig var „trykt i dette Aar“ og ligeledes var udstyret med Illustrationer af Ormene og de Sommerfugle, som deraf udviklede sig.

Visen, hvis lange Titel allerede i og for sig gjengiver dens Indhold, ledsages af følgende – skjønt ikke ganske klare – Indledning:

„Udi Sommeren 1742, da Luften begyndte at blive varm, faldt en stor Del Orme ned paa Bøyden omkring Christiania, hvilke udi en Hast saaledes opaad den velsignede Sæd med Græs og Urter, at baade Mennesker og Kvæg derudover elendig af Hunger maatte dø og omkomme. Den Sorg og Bedrøvelse Indvaanerne sammesteds og de derom boende haver været udi at se saadan en Mængde af saa usædvanlige og skadelige Orme, kan enhver forestille sig selv. Ellers er der adskillige Meninger om samme. Nogle vilde sige: disse Orme haver været af det Slags, som gemenligen overalt i Norge kaldes Kaal-Orme, hvilke efter Ormenes Natur i deres Æg skulde have været lagt i saadan Mængde i forrige Høst, at de da ved Varmens Temperament er af deres Æg udkrøbne, og fordi de vare sorte, slutter de, af det de haver ligget Vinteren over under Sneen, hvor de efter saa lang Tid vare saa udhungrede, at de med desto større Graadighed opaad Markens Sæd og Grøde; andre beretter, at de ere nedfalden af Luften, hvilket mange bifalder, overalt lader man herom enhver beholde sin Mening, og meddeler dem denne Efterretning, hvorledes samme Orme lode sig tilsjune, først vare de fleste sorte, andre stribede, andre skjøde Huden af sig, og endelig nogle laa nogen Tid udi en Hinde ligesom Silke-Orme og blev siden til hvide Sommer-Fugle, saa og hvorledes de døde, neml. ved indfalden Regn-Væyr krøb en stor Del i Huler og døde, de øvrige andre saa man af Hunger omsider døde paa de afpillede Marker, hvilket foraarsagede en megen overmaade vederstyggelig Lugt og Stank.“

Visen, der bestaar af 16 Strofer, indledes med et Præludium om Synden og Guds Ris:

1. O Jammer og Elendighed!
Det Ris, som Gud os revser med,
Vi dagligen for Synden maa
Fornemme, at vi skal forstaa,
At vi paa hans Velsignelse
Lidt Skjønsomhed har ladet se.


2. Snart bruger Gud den blodig Krig,
Snart dyr Tid, at hver jamrer sig,
Snart Orme æde alting bort,
Og Hunger vores Liv gjør kort;
Det Norge nu forsaget har,
Hvor Orme gjorde alting bar.

Derefter giver Visen i Strofe 3–12 en Skildring af Landeplagen og den Elendighed, den medførte:

3. Ved Staden Christiania
Og Egnen vidt og bredt derfra
Der Orme udi Hobetal
Nedregnede paa Mark og Dal.
Man Marker maatte blotte se,
Som de var hugget af med Le.


4. Jeg noget her opregne vil,
Hvorledes at det der gik til,
Saavidt man ved og haver hørt
Og derfra blevet os tilført,
Hvad mere Nød og Jammer man
Fra dette Sted opregne kan.


5. Det var bedrøveligt at se,
Hvorledes at Forældrene
Fra deres Børen maatte gaa
Og Brød til dem ei kunde saa,
De vare selv i største Nød
Og ønskede at være død.


6. Man mange Mænd og Kvinder saa
Bedrøvelig paa Marken gaa
At søge med Besværlighed
Om lidt til Livs Nødtørstighed;
Men alting plat fordærvet var
Af Ormenes den store Skar’.


7. De Ben, som der paa Marken laa,
Dem stødte de til Mel saa smaa,
Ja ogsaa Bark af Træer sled.
Med vilde Rødder det tilrev,
At holde op den usle Krop,
Som var vansmægt fra Taa til Top.


8. Ja, megen Jammer man der saa,
Hvorledes at de Mødre laa
Paa Marken og ved deres Bryst
De spæde Børen havde kryst.
Hvo kan beskrive al den Nød!
Af Hunger laa de alle død’.


9. Der var saa stor en Nød forhand,
Ja større, end jeg sige kan.
Hver sig for sine skjulede
Som vare saa forsultede,
At de besvimed jammerlig
Og Livets Ende ønsket sig.


10. Det og elendigt var at se
Paa Fælled med det arme Kræ,
Som ogsaa død til Jorden faldt.
Ja, det var næsten overalt,
Saavidt som disse Orme kom,
Blev Marken baade bar og tom.


11. Da Ormen’ havde ædet af
Alt det, som Gud paa Marken gav,
De selv for Føde vrimled’ om,
Saa svandt de bort som Græs og Hø
Og maatte med omsider dø.


12. Tilsidst de til smaa Fugle blev,
Som Veiret bort fra Landet drev;
Men hvad de efterlode sig,
Var Stank, ond Lugt ret græsselig
Af døde Ormes Hud og Skal,
Som laa paa Marken overalt.

– I en ret morsom og snurrig Bog af Presten Jakob Borrebye, kaldet „En liden Tidsfordriv“, der udkom omkring 1750, beskrives Landeplagen paa en Maade, der stemmer godt overens med Visen:

„Aar 1742 udi Sommeren, da Luften begyndte at blive hed, nedfaldt af Luften en stor Del Orme paa Bygden omkring Christiania i Norge, iblandt hvilke de fleste var sorte, andre stribede, nogle faa indsvøbt i en tynd Hinde som Silkeorme, hvilke blev siden til Sommerfugle; af disse usædvanlige og skadelige Orme blev Sæden med Græs og Urter, hvor de faldt paa i en Hast, saaledes opædt, at mange Mennesker og Kvæg derover maatte lide stor Mangel paa Føde, ja mange døde af Hunger, Efterat Grøden saaledes var fortæret, krøb endel af disse Orme ved indfaldende Regn ned i Jorden og døde, de, som blev tilbage paa Marken, døde selv af Hunger, og deres Aadsler foraarsagede en overmaade vederstyggelig Lugt og Stank.“

– Ligeoverfor en saadan Landeplage stod Befolkningen aldeles magtesløs, og da man i den ligesom i de forudgaaende Uaar maatte se en Himlens Straffedom, bredte en Bodsstemning sig over Menighederne i det haardt hjemsøgte Stift.

Denne Stemning har da ogsaa faaet et gribende

Udtryk i den ovenanførte Vises 4 simple Slutningsstrofer:


13. Ak, Herre, straf os ikke saa,
At vi af Landet gange maa,
For Hunger rent at falde hen,
Men giv os Føden dog igjen.
Vi Vreden din, o Fader! ser, –
O Herre, straf os ikke mer!


14. Du Orme her nedregne lod,
Der opaad Frugten, som her stod,
Lad Jorden bære Kornet frem,
At vi maa Føden faa igjen
Dit Navn vi derfor prise vil,
Saa længe som vi ere til.


15. Vær dog ei længer paa os vred.
Men vis os din Barmhjertighed!
Vi ved, vi har fortørnet dig
Med vore Synder skammelig,
Lad det til Naade drage dig,
Og vær os saa miskundelig!


16. Dit Ris vi kysse, Herre sød!
Og takke dig indtil vor Død,
At du ei rent udslettet har
Os som fra dig bortviged’ var,
Dit Navn ske Lov til evig Tid,
Gud, vær os alle mild og blid!

Et Udslag af denne Bodsstemning, som raadede i alle Samfundets Lag, har man ogsaa i Afholdelsen af extraordinær Bededag.

Den 9de Juni 1742 indgik Biskopen over Akershus Stift, Niels Dorph, med følgende Forestilling til Kongen:

„Stormægtigste Monarch,

Allernaadigste Arve-Konge og Herre.

Da Gud haver tilforn udi næst foregaaende 2de Aar udi sin Retfærdighed og Vrede over Landets Synder hjemsøgt dette mig Allernaadigst anfortroede Stift med Jordens Misvæxt og paafølgende dyr Tid og Hunger for Stiftets Indbyggere, haver Deres Kongelige Majestæt Allernaadigst forsynet Stiftet saavel med Sæd til Agrene som Indbyggernes Livsophold, for hvilken Deres Kongelige Majestæts faderlige Omsorg det ganske Stift efter allerunderdanigste Pligt velsignet Deres Kongelige Majestæt.

Allernaadigste Arve-Konge og Herre! Jeg drister mig til udi allerdybeste Underdanighed at anmelde Deres Kongelige Majestæt, at den retfærdige Guds Vrede endnu vedvarer ved Landets Hjemsøgelse udi dette Aar ved Plage af onde og usædvanlige Orme, hvilke udi ubeskrivelig Mængde saaledes fortærer Engemarkerne, at Indbyggerne, paa de fleste Steder intet og paa mange Steder lidet kan vente at indhøste af Græsningen til Kreaturernes Ophold udi næstkommende Vinter, og derhos det befrygtes, at samme onde Orme kunde efter Engenes Fortærelse lægge sig tilsidst paa den opvoxende Kornsæd samme at fordærve, dersom Fordærvelsen ikke naadeligen af Gud maatte afvendes. Men efterdi Gud i Vrede tænker paa Barmhjertighed, efter hvilken han baade kan ganske afvende og naadeligen formilde Plagen, naar Landets Indbyggere ved alvorlig og hjertelig Bøn indfalder til ham, da drister jeg mig til udi allerdybeste Underdanighed at bede, at min Allernaadigste Konge vilde allernaadigst anordne og befale en extraordinær almindelig Bededags Holdelse i Landet, paa hvilken Indbyggerne maatte overalt samles til Gudstjeneste med inderlig Bøn og Paakaldelse til at falde den retfærdige Gud i Hænderne til at formilde hans retfærdige Vrede og afvende Landets velfortjente Plage.

Udi inderlige og idelige Forbønner til min Allernaadigste Konges evigvarende Velsignelse forbliver jeg

udi allerdybeste Underdanighed Allernaadigste Arve-Konge og Herre Deres Kongelige Majestæts allerunderdanigste Tjener og uafladelige Forbeder Niels Dorph.

Christianiæ Bispegaard d. 9de Juni 1742.

Under 6te Juli næstefter udgik der til Biskopen over Akershus Stift i Overensstemmelse med dennes Forestilling et Reskript om Afholdelse af en extraordinær Bededag.

I den sterkttroende Tidsalder vilde man ogsaa have seet de haandgribeligste Beviser paa Himmelens naadige Bønhørelse.

I sin „Norges naturlige Historie“ II, 73 ffg. afslutter Erik Pontoppidan nemlig sin Beretning om Landeplagen med følgende karakteristiske Træk:

„En Ting maa endnu tilføies efter velærværdige Hr. Ole Tidemand, Stiftsprovst her i Bergen, hans Beretning, nemlig, at da man i Stokke Prestegjæld i Jarlsbergs Grevskab havde gjort offentlig Kirkebøn mod disse skadelige Orme, saaes de at sanke sig i store Hobe og at krybe til de nærmeste Vande, hvor de druknede sig, og efter den Tid ikke fandtes mere“.

Kilderne er angivne i Texten.

Ogsaa Baahuslen sees at have været herjet af Landeplagen saavel i det nævnte som i det foregaaende Aar.

I 1742 foretog Linnés Discipel Pehr Kalm en naturvidenskabelig, Reise i Baahuslen og Vestergøtland og i sin Skildring af denne som han udgav i Dagbogsform i 1746, kommer han ikke sjelden ind paa «gräsmarken» og dens Ødelæggelser.

Den 18de Juli opholdt han sig i Tanum. Her havde Græsmarken om Vaaren overalt gjort en ubodelig Skade paa Engene, hvor den var optraadt i utrolige Mængder. „Ingen Bod vidste de her paa Stedet boende imod den. Somme mente, at den om Vinteren gjemte sig nede i Jorden; andre troede, at den var kommen ned fra Skyen, da man om Vaaren havde seet den ligge paa Sneen.“ Kraaker og Kaier havde her hakket op Græsbunden, i hvilken Ormene havde forstukket sig.

Den 19de Juli, da han var i Omegnen af Strømstad, noterede han, at Ormene ikke havde tilføiet Engene nogen Skade, men angrebet Agrene; efter en sterk Regnskur var de imidlertid forsvundne.

I Kville Pastorat, hvor Kalm opholdt sig den 18de August, havde man gjort forskjellige merkelige Iagttagelser om Græsormen. Medens den nordenfor Uddevalla var optraadt i forfærdelige Masser, havde man søndenfor Byen saa godt som ikke vidst noget om dem at sige. Sogneprestens Tjenestegut var gaaet ud for at vende en Væv, som var lagt paa Bleg. Han blev da var, at der laa smale Orme paa den og rystede dem af; men han merkede, at der kom andre i Stedet, og da han skulde se efter, opdagede han, at de kom ned fra Skyen. Mange Bønder sagde ogsaa, at de kom fra Skyerne med Hagl, og at de faldt ned paa Hatterne. Merkværdigt nok havde man aldrig fundet disse Orme i Udmarken, bare paa Græsengene, endda disse var af samme Græsslag. Man havde seet dem gaa langs efter Agerrenerne, men de havde sjelden angrebet Kornspirerne. Deres Optræden kunde være høist forskjellig. Saaledes kunde de paa en Gaard findes i en ustyrtelig Mængde; paa Nabogaardens Eiendele var den ikke engang at spore. Derimod kunde den paa den næste Gaard igjen optræde i Mængde. Man havde iagttaget, at Ormene under den tiltagende Tørke havde søgt hen til Bække og Vasdrag hvori de saa var omkomne. De, som var igjen, blev dræbt af et koldt Regn, som fulgte paa.

I Foss Pastorat, hvor Kalm opholdt sig den 24de August, havde man vel ogsaa nogle Aar tidligere observeret Græsormen; men den par dog optraadt i ringe Antal og havde ingen Skade anrettet for i 1741 og 1742; men da lagde den sig over Engen fra den ene Ende

til den anden som en tyk Tømmerstok og aad op Græsset. Man slap sidstpaa Svinene paa Engen, og disse fik slig Smag paa den, at de ikke engang rørte Kornet, som var indenfor samme Indhegning. Naar Svinene havde ædt sig mæt paa Græsmark, lagde de sig til at sove og tog saa fat igjen paa et nyt Maaltid. I Løbet af 14 Dages Tid kunde Svinene af denne Føde blive smækfede. Ogsaa her stod man i den Formening at Ormene faldt ned fra Skyerne, idet man fandt dem paa sine Hatter, og man efter en Sneføike havde fundet en Mængde af dem paa Dækket af et Skib, som befandt sig temmelig langt fra Kysten.

– Græsormen havde i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede været observeret paa forskjellige Steder i Sverige. I 1786 optraadte den ifølge Wilses Reise-Iagttagelser paany i Mængde, dog var dens Herjinger dengang ikke paa langt nær saa betydelige, som de i 1742 havde været.