Rotneimskjæmperne
I Gols Hovedsogn i Hallingdal paa Hallingdals-Elvens Nordside mellem Hemsil og Torpe ligger Rotneims-Grænden, der i vore Dage bestaar af en Mængde Brug.
Paa en af disse Gaarde levede i den første Halvdel af det 18de Aarhundrede Bonden Herbrand Rotneim. I Aaret 1732 kom han i Skade for at stikke sin Nabo Anfinn Larssøn Finnsgaarden ihjel. Umiddelbart efter at Ugjerningen var forøvet, forsvandt han, uden at det skulde lykkes Justitsen med de tarvelige Hjælpemidler, som dengang og længe bagefter stod til dens Raadighed, at faa Tag i ham. Efter Datidens Skik og Brug blev han imidlertid dømt fredløs, og Dommen blev af Stedets Sogneprest kundgjort fra Prædikestolen. Paa Øvrighedens Vegne blev det derhos tilkjendegivet, at enhver maatte paagribe ham levende eller død. Til Trods herfor blev Herbrand i sytten samfulde Aar gaaende paa fri Fod, uden at nogen vovede at lægge Haand paa ham. Han var en balstyrig og bomsterk Kar, der altid gik med Kniv og ladet Bøsse. I den første Tid havde han havt Tilhold i Skog og Mark; men lidt efter lidt, da Frygten for ham voxede, vovede han sig ned paa sin Gaard og deltog endog i Lag og Gilde; man lod, som man ikke kjendte ham eller den Fredløshedsdom, som hvilede paa ham. Men Herbrand havde ikke en, men mange Gange ladet Folk vide, at han havde kun et Liv at bøde med, hvor mange Forbrydelser han end begik, og
for at man stadig skulde huske paa dette hans Ord,
over hvilke der hvilede et hemmelighedsfuldt Mørke.
Herbrand sagde tit og ofte, at han ikke var bange for al binde an med Fanden selv: derfor havde han ladet sin Bøsse med en Sølvknap. Der var dog et Par Mennesker, som han var saa meget mere ræd for. Det var den dræbte Anfinn Finnsgaardens to umyndige Sønner, hvem det efter hævdet Sædvane paalaa at hevne Faderens Død. Herbrand lod sig dog ikke merke med, at han var ræd dem. Da hans Kone engang sagde til ham om Finnsgaardsgutterne: „Du gaar saa længe, til de griber dig“, svarede han: „Jeg agter dem ikke!“ Dette sit Udsagn ledsagede han med et Skjældsord, som ikke lader sig gjengive. Ligeoverfor andre sagde han, at det nok var bedst, han dræbte disse Gutterne, ligesom han havde dræbt deres Fader, saa var han kvit dem. Han passede paa, at denne Besked blev givet til Folk, som kunde bringe den frem.
Anfinn Larssøn Finnsgaardens ældste Søn Lars, hvem det paalaa som nærmeste Pligt at hevne Faderens Død, havde i sin Opvæxt et Par Gange været ude for Herbrand. Engang var han i Skoven kommen uforvarende over ham, og denne tvang ham da til med Eder, Forbandelser og Stenkast til at tage Flugten. En anden Gang kom Herbrand ind i en Stue, hvor Lars Anfinnssøn havde lagt sig ned foran Aaren og sov de Retfærdiges Søvn. Morderen blev da saa forfærdet, at han strax strøg paa Dør; men før han forlod Gaarden, tog han sin Kniv og bad en Gut overbringe den til Lars Anfinnssøn med den Hilsen, at den var fra Herbrand Rotneim.
Det synes, som det engang havde været paa Bane at gribe Herbrand. Ialfald paastod denne, at der en Nytaarsnat havde været 8–12 Karle ude for at gribe ham. Det havde været bedst for dem selv, at de ikke havde truffet ham; thi han skulde have fældet baade en og to, før de havde faaet ham fat, og med en af dem skulde han tales nærmere ved, naar de mødtes paa Tomandshaand.
Sytten Aar var som ovenfor sagt forløbne, siden Herbrand havde givet Anfinn Finnsgaard Banesaar, og i denne Tid havde Lars Anfinnssøn baade hørt og set faa meget til Faderens Morder, at han maatte bekvemme sig til at følge Sædvanens Bud, saa snart Leilighed gaves. En Dag gik han saa forbi den Stue, hvor Herbrands Kone boede, og til sin store Forundring ser han Herbrand sidde i Stuedøren og lappe Sko. I største Stilhed og, som det synes, useet trak Lars Ansinnssøn sig nu tilbage til sin Gaard. Her fik han fat paa tre Karle, som han overtalte til at være med ham for at paagribe Faderens Morder og overlevere ham til Øvrigheden. I dette Øiemed væbnede Lars sig med et ladet Gevær, medens de tre andre, der forøvrigt for alle paakommende Tilfældes Skyld skulde afskjære Herbrand fra Tilbagetog og indtage en afventende Holdning, tog hver sin Gardstaur. Saaledes listede de sig ind paa Gaarden, hvor Lars Anfinnssøn med fældet Bøsse traadte rask hen til Herbrand, der fremdeles sad i Døren med sit Arbeide, og raabte: „Vil du give dig i Kongens Arrest?“ Herbrand gjorde intet Tegn til at ville sætte sig til Modværge, og de tre Kamerater gik derpaa et Stykke bort. I samme Nu gik Lars’s spændte Bøsse af; Skuddet rammede Herbrand i Brystet, saa han styrtede livløs om. Den eneste, som synes at have været Vidne til den saaledes forøvede Blodhevn, var Herbrands Datter, der forgjæves havde søgt at advare sin Fader.
Lars Anfinnssøn, der ikke gjorde noget Forsøg paa at flygte, blev nu arresteret, og til Trods for den Fredløshedsdom, der hvilede paa hans Faders Morder, undergivet retslig Tiltale. Ved Hjem- og Lagthingsdom blev han dømt til at bøde Liv for Liv, medens Overhofretten dømte ham til at bøde tre Gange 18 Lod Sølv og til at arbeide i nærmeste Fæstning i 6 Aar. Ved Høiesteret, hvor hans Sag efter 6 Aars Forløb blev indbragt, førtes den til Prøve af senere Generalfiskal F. W. Wiwet, der hævdede, at der forelaa en Vaadesgjerning. Høiesteret dømte ham derefter til at bøde 40 Lod Sølv, hvorimod han frifandtes for Justitsens videre Tiltale.
F. W. Wiwet, Forsøg til Fortælning om mærkværdige Sager i Høiesteret, Kbh. 1774.
Et Aarhundrede efter Herbrand Rotneims Drab paa Anfinn Larssøn levede der paa en Gaard i Rotneimsgrænden en berygtet Slagsbroder, kaldet Rotneims-Knut, som dog var mere frygtet for sin Voldsomhed og Ubændighed end bekjendt for sin virkelige Styrke. Rotneims-Knut vilde imidlertid med Vold og Magt gjælde for Bygdens sterkeste Karl. Han lagede om sig selv en Visestump, som han gnaalede paa, hver Gang han i Brylluper og Gravøl kastede paa sig og bød sig til at slaas. Denne Stump, der er bleven meget bekjendt ved Griegs Variation over
Melodien, lød saaledes:„Rotneims-Knut
Er kaat og mjuk,
Der fins ikke Kar, som kaster ham ut.“
Men der skulde dog blive sat en liden Snur paa Slutningen af Visen, da Folk tog den i sin Mund.
I 1836 blev Gol, der hidtil havde været Annex under Nes, udskilt som et selvstændigt Prestegjeld, og det næste Aar kom den nye Prest derhen. Det var Kristian Fredrik Andreas Kjelstrup, der før havde været Sogneprest til Øxnes i Vesteraalen. I sit nye Kald, hvor han bl. a. maatte levere Nævekampe med Natteløbere, fik Kjelstrup snart Ord for at være en overmaade sterk Mand, og dette Rygte naaede ud over Bygderne, hvor Beretningerne om „Gols-Presten“ har holdt sig til denne Dag.
Der var imidlertid en, som ikke vilde medgive, at Presten var saa sterk, som Ordet gik. Det var Rotneims-Knut. Denne skal da ogsaa trolig have gjort Forsøg paa at maale Styrke med Presten. Men alle hans Tilbud og Udfordringer var aldeles spildte. Kjelstrup var nemlig, som Tilfældet gjerne er med ovsterke Folk, af en rolig og fredsommelig Natur. Kun naar der var oprørende Raahed tilstede eller hans Nidkjærhed af andre Grunde opflammedes, kunde han gribe ind og da stedse med Fynd og Klem. Men saalænge æglede Knut, til Prestens Taalmodighed brast.
En Gang kom Presten og Rotneims-Knut sammen i et Bryllup. Da nu Drikken var stegen Knut til Hovedet, for han som sædvanlig rundt og kranglede og vilde slaas. Gang paa Gang havde han budt Presten op, idet han sprat frem og tilbage og gnaalede paa Visen; men forgjæves. Tilsidst for Rotneims-Knut hen og luggede Prestens lille, tre Aar gamle Datter, som han løftede op efter Haaret. Da Presten saa det, tog Sinnet ham. Uden at sige et Ord gik han hen og tog Knut løftede ham og slængte ham med slig Kraft mod den tillukkede Dør, at baade Knut og Døren – nogle lægger til: og Karmen med – i samme Nu i Aavælte drev ud paa Tunet.
Efter denne Dag bød Rotneims-Knut ikke tiere til at ville slaas med Presten. Men Knuts Sambygdinger optog hans Visestub, der dog efter denne Dag kom til at lyde saaledes:
„Rotneims-Knut
Er kaat og mjuk, –
De’er bare han Far, som kaster ham ut.“
Mundtlig fortalt af flere.
En noget lignende Beretning har man i Telemarken om en Slaaskjæmpe ved Navn Aasof Edland, der for enhver Pris vilde prøve Styrke med Presten Hans Landstad af Silgjord, Fader til Salmedigteren Markus Brostrup Landstad. Gamle Landstad, der var en Bondesøn fra Værdalen, var i Besiddelse af overordentlige Legemskræfter, men tillige af en uopslidelig Godmodighed, og Aasof Edland maatte gribe til det samme Fif som Rotneims-Knut for at lokke ham til at tage i. Men da fik Aasof Edland slig Fanteskyds ud af Prestegaarden, som han hverken før eller siden havde fundet noget Sted. Men da han nu ogsaa havde faaet sin Nysgjerrighed tilfredsstillet, rakte strax Aasof, som har Ord efter sig for at have været en skikkelig Kar, Presten sin Haand til Tak og Forsoning.
Sandsynligvis er det til denne Begivenhed, der sigtes i den ene af de Viser om Aasof, som Landstad har optaget i sine Folkeviser, og om hvilken han siger, at den ikke hidrører fra en Almuesmand.