Samlede værker
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (Bind 1s. 32-36).
En Middag.

Der var stor Middag hos Grossereren. Amtmanden havde holdt en Tale for den hjemkomne Student — Husets ældste Søn, og Grossereren havde svaret med en Tale for Amtmanden; forsaavidt var alt godt og vel. Og dog kunde man se, at der var noget, som foruroligede Værten. Han svarede bagvendt, hældte Rhinskvin i Portvin og forraadte paa alle Maader, at hans Aand var fraværende.

Han funderede nemlig paa en Tale, en Tale udenfor de reglementerede, og det var noget meget mærkeligt; for Grossereren var ingen Taler, og — hvad der var endnu mærkeligere, han vidste det selv.

Da han derfor nu langt ude i Maaltidet slog til Lyd og sagde, at der laa ham noget paa Hjerte, som han maatte faa udtale, mærkede alle strax, at noget usædvanligt forestod. Der blev pludseligt saa stille ved Bordet, at man hørte den livlige Passiar fra Damerne, der efter norsk Skik spiste i de tilstødende Værelser.

Endelig naaede ogsaa Tausheden dem, de trængte sig sammen i Døren for at høre. Kun Værtinden holdt sig tilbage, idet hun sendte sin Mand et bekymret Blik. „Ak, Herregud!“ sukkede hun halvhøit, „nu gaar det vist galt for ham. Han har jo holdt alle sine Taler, hvad er det nu, han vil.“

Og det begyndte heller ikke godt. Taleren stammede, kræmtede og forvildede sig mellem de almindelige Skaaltalevendinger: „Jeg vil ikke undlade, at — hæ — det er mig en Trang at udtale, at, at — det vil sige, jeg vilde bede mine Herrer være mig behjælpelige med, at —“

Mine Herrer sad og stirrede ned i Glasset, rede til at tømme det ved den mindste Antydning til en Konklusion. Men der kom ingen.

Derimod kom Taleren sig.

Thi der laa ham virkelig noget paa Hjerte. Glæden og Stoltheden over Sønnen, der var kommen hjem Frisk og sund efter en respektabel Examen, Amtmandens smigrende Tale, Maden, Vinen, den festlige Stemning, — men dog først og sidst hans uskrømtede Fryd over den Førstefødte lagde ham Ordene i Munden. Og da han først var kommen over de fatale Indledningsfraser, gik det mere og mere flydende.

Det var en Skaal for Ungdommen. Taleren dvelede ved Ansvaret ligeoverfor Børnene, ved de mange Sorger, men ogsaa de mange Glæder, Forældrene have af dem. Han maatte stundom tale hurtigt, for ikke at blive rørt; thi han følte, hvad han sagde.

Og da han saa kom til de voxne Børn, da han tænkte sig den kjære Søn som Associé i Forretningen, Børnebørn og saa videre, fik hans Ord et Sving af Veltalenhed, som forbausede alle Tilhørerne; og det var hjerteligt Bifald, der hilsede Slutningen:

„Thi — mine Herrer! det er i disse Børn, vi ligesom fortsætte vor Tilværelse. Vi efterlade dem ikke blot vort Navn, men ogsaa vort Arbeide. Og vi efterlade dem dette, ikke forat de ørkesløse skulle nyde dets Frugter, men forat de skulle fortsætte det, udvide det, ja — gjøre det meget bedre end deres Fædre formaaede. Thi det er vort Haab, at den unge Generation maa tilegne sig Frugterne af Tidens Arbeide, maa befries for mange af de Fordomme, der har formørket Fortiden og tildels Nutiden, og vi ville ønske, — idet vi drikke Ungdommens Skaal —, at den gaaende stadig fremad maa blive sine Fædre værdig, ja — lad os sige det! — voxe dem over Hovedet.

Og kun, naar vi vide, at vi efterlade Slægtens Arbeide i dygtigere Hænder, kunne vi roligt imødese den Tid, da vi skulle forlade vort Dagværk, og da kunne vi trygt stole paa en lys og hæderfuld Fremtid for vort kjære Fædreland. Skaal for Ungdommen!“

Væertinden, der var traadt nærmere, da hun hørte, at det gik godt, var rørt og stolt over sin Mand, hele Selskabet var i en oplivet Stemning; men mest af alle glædede Studenten sig.

Han havde haft ligesom en liden Frygt for Faderen, hvis strængt patriarkalske Grundsætninger han kjendte. Nu hørte han jo, at den Gamle var yderst liberal mod Ungdommen, og han glædede sig ret til at ha tale med ham om alvorlige Ting.

Men foreløbig var der kun Tale om Spas, idet der i Anledning af Skaalen udspandt sig en af disse interessante Tischreden om, hvem der egentlig var ung og hvem gammel. Efterat man var kommen til det vittige Resultat, at de Ældste i Virkeligheden vare de Yngste, gik man til Dessertbordet, der var serveret inde hos Damerne.

Men hvor galante end Herrerne — især af den gamle Skole — ere mod det smukke Kjøn, formaar dog hverken kvindelig Elskværdighed eller den mest udsøgte Dessert at standse dem længe paa deres Vei til Røgeværelset. Og snart forkyndte den første Cigarduft, der er en saa stor Nydelse for Røgere, at den Proces var begyndt, der har skaffet vore Damer Ros for at være ganske indrøgede.

Studenten og et Par andre unge Herrer forbleve en Stund blandt de unge Damer — under stræng Bevogtning af de ældre —; men lidt efter lidt opslugtes ogsaa de af den graa Sky, der betegnede den Vei, Fædrene havde taget.

Her i Røgeværelset førtes en meget livlig Samtale om et eller andet socialpolitisk Emne. Værten havde Ordet og støttede sin Opfatning med endel „historiske Fakta“, der imidlertid vare aldeles uefterrettelige. —

Hans Modstander — Overretssagføreren — sad just og glædede sig til at gjendrive disse faktiske Urigtigheder, da Studenten traadte ind.

Han kom netop tidsnok til at høre Faderens Bommert, og i sin festlige Stemning, i sin Glæde over den nye Opfatning af Faderen, han havde faaet efter Skaaltalen, sagde han muntert og ligefrem:

„Nei undskyld Far! deri tager du feil. Det forholder slig slet ikke som du siger — tvertimod.“ —

Længer kom han ikke; thi Faderen slog ham leende paa Skulderen: „Ei, ei! vil ogsaa du med Aviser skjæmte! — du maa ellers ikke forstyrre os, vi ere i en alvorlig Diskussion.“

Sønnen hørte en irriterende Fnisen ud af den graa Sky; dertilmed blev han ophidset ved det haanlige i, at hans Indblanding skulde anses som en Forstyrrelse i en alvorlig Samtale.

Han gav derfor et temmelig skarpt Svar.

Faderen, der strax mærkede Tonen, skiftede med en Gang Udtryk: „Er det dit Alvor, at du vil komme her og sige, at Din Far staar og vrøvler?“

„Det har jeg ikke sagt; jeg mente bare, at du tager feil —“ —

„Ordene kan det være det samme med; men Meningen var der,“ sagde Grossereren, der begyndte at blive vred. Thi han hørte en Herre sige til sin Sidemand: „Det skulde bare have været i min Fars Tid.“

Nu tog det ene Ord det andet, og Situationen blev yderst pinlig.

Fruen, der altid havde et Øre med Herrernes Samtale, da hun kjendte sin Mands Heftighed, kom strax hen i Døren:

„Hvad er det? — Adjunkt Hansen!“

„Aa — Deres Søn har forløbet sig en Smule," svarede denne.

„Mod sin egen Far! Herregud — han maa have drukket formeget. Kjæere Hansen! se til at faa ham ud.“

Adjunkten, der var mere velvillig end diplomatisk, og som desuden — hvilket er sjeldnere end man tror ved en gammel Lærer — var afholdt af sine forrige Disciple, gik hen og tog Studenten uden videre under Armen: „Kom skal vi To gaa os en Tur i Haven.“

Den unge Mand vendte sig heftigt; men da han saa, at det var den gamle Lærer, og da han paa samme Tid fik et bønligt, bekymret Blik fra Moderen, lod han sig uden Modstand føre bort.

I Døren hørte han Sagføreren, som han aldrig havde kunnet fordrage, sige noget om Ægget, der vilde lære Hønen at værpe, hvilken Vittighed blev modtaget med stormende Latter. Der gik et Ryk i ham; men Adjunkten holdt godt fast, og ud kom de.

Det varede længe, inden den gamle Lærer kunde faa ham saavidt beroliget, at han blev modtagelig for Ræson. Skuffelsen og den bitre Fornemmelse af at være bleven uens med Faderen, og ikke mindst det krænkende i at være bleven behandlet som Dreng i saa Manges Nærværelse, — maatte faa rase ud en Stund.

Men tilslut blev han rolig, satte sig hos sin gamle Ven, og denne forklarede ham nu, at det maatte være stødende for en ældre Mand at lade sig vise tilrette af et ganske ungt Menneske.

„Ja, men jeg havde Ret!“ sagde Studenten vel for tyvende Gang.

„Godt, godt! men alligevel maa du ikke give dig Mine af at ville være klogere end din egen Far.“

„Men Far sa’ jo selv, at hban vilde have det saa!“

„Hvad behager? naar har din Fader sagt det?“ — Adjunkten begyndte næsten at tro, at Vinen var gaaet den unge Herre til Hovedet.

„Ved Bordet — i Talen!“ raabte denne.

„Ved Bordet — ja! i Talen — ja! Men ser du, det er en helt anden Sag. Sligt lader sig vel sige — især i en Tale; men det er aldeles ikke Meningen, at det skal gjennemføres i Praxis. Nei, tro du mig — Gutten min! jeg er gammel, jeg kjender Menneskene. Det maa nu engang gaa saaledes til i Verden; vi ere ikke anderledes. I Ungdommen har man et eget Syn paa Livet; men unge Mand! det er ikke det rette. Først naar man er kommen tilro i en fremrykket Alder, ser man Forholdene i det sande Lys. Og — nu vil jeg sige dig noget, som du trygt kan stole paa. Naar du kommer i din Fars Aar og Stilling, ville dine Anskuelser blive ganske de samme som hans nu ere, og du vil ligesom han bestræbe dig for at hævde dem og indprente dem hos dine Børn.

„Nei aldrig! det sværger jeg,“ raabte det unge Menneske, idet han sprang op. Og nu talte han i glødende Ord om, at for ham skulde Ret altid være Ret, Respekt for Sandheden, hvorfra den saa kom, Respekt for Ungdommen og saa videre; — kort sagt, han talte som haabefulde Ynglinge pleie at tale efter en god Middag og en stærk Sindsbevægelse.

Han var smuk, der han stod med Aftensolen over det blonde Haar og det begeistrede Ansigt vendt opad.

Der var i hele hans Skikkelse og i hans Ord noget henrivende, overbevisende, som ikke kunde undlade at gjøre Virkning; — det vil da sige, om nogen anden end Adjunkten havde seet og hørt ham.

Thi paa denne gjorde det ingensomhelst Virkning; han var jo gammel.

Det Skuespil, han idag havde været Vidne til, havde han seet mange Gange. Han havde selv sukcessive spillet begge Hovedrollerne; han havde seet mange Debutanter som Studenten og mange gamle Skuespillere som Grossereren.

Derfor rystede han paa sit ærværdige Hoved og sagde for sig selv:

„Ja, ja! det er altsammen godt nok. Men se kun til, jeg faar dog Ret: han der bliver akkurat som vi Andre.“

Og Adjunkten fik Ret.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.