Åpne hovedmenyen
Samlede værker
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (Bind 1s. 36-52).

Ingen kunde begribe, hvor han fik sine Penge fra. Men den, som mest forundrede sig over det flotte og overdaadige Liv, Alpbonse førte, var hans fordums Ven og Kompagnon.

Siden de ophævede Fællesforretningen var de fleste Kunder og de bedste Forbindelser lidt efter lidt gledne over i Charles’s Hænder. Det var ikke, fordi denne paa nogen Maade søgte at gaa sin tidligere Kompagnon iveien — tvertimod; men det kom simpelthen af, at Charles i Virkeligheden var den dygtigste af de To. Og da Alphonse nu skulde arbeide paa egen Haand, viste det sig snart for den, der iagttog ham nøiere, at han tiltrods for sin Snarraadighed, sin Elskværdighed og sin vindende Person ikke duede til at staa i Spidsen for en selvstændig Forretning.

Og der var en, som iagttog ham nøie. Charles fulgte ham Skridt for Skridt med sine skarpe Øine: hvert Misgreb, hver Ødselhed, hvert Tab — alt vidste han paa en Prik, og han undrede sig over, at Alphonse kunde holde det saa længe gaaende.

— De vare saagodtsom opvoxede sammen. Deres Mødre vare Kusiner, og da Familieme havde boet nær ved hinanden i samme Gade — hvilket i en By som Paris er vel saa væsentligt for den nærmere Omgang som et Slægtskabsforhold — kom de ogsaa i den samme Skole.

Fra nu af var de uadskillelige under hole Opvæxten. Den gjensidige Tillempning overvandt de store Forskjelligheder, som oprindelig fandtes i deres Karakter, og tilslut passede deres Egenskaber ind i hinanden ligesom de kunstigt udskaarne Træstykker, hvoraf vi som Børn sammensætte smukke Billeder.

Og der var virkelig mellem dem et saa smukt Forhold, som man sjeldent ser mellem unge Mennesker; thi de opfattede ikke Venskabet som en Forpligtelse for den ene til at taale alt af den anden; men de syntes snarere at kappes i gjensidig Hensynsfuldhed.

Hvis imidlertid Alphonse i sit Forhold til Charles viste nogen høi Grad af Hensynsfuldhed, var han ialfald selv ganske uvidende derom, og om nogen havde sagt ham det, vilde han uden Tvivl have leet høit af en saa mislykket Kompliment.

Thi ligesom Livet i det hele taget syntes ham meget let og bentfrem, saaledes kunde det mindst af alt falde ham ind, at han ligeoverfor sin Ven havde nogensomhelst Tvang at paalægge sig. At Charles var hans bedste Ven, var ham en ligesaa naturlig Ting som, at han selv dansede bedst, red bedst, skjød bedst og at hele Verden overhovedet syntes ham ordnet paa det bedste.

Alphonse var et af de most forkjælede Lykkebørn; han kom til Alt uden Anstrængelse; Tilværelsen passede ham som en elegant Dragt, og han bar den med en saa utvungen Elskværdighed, at Menneskene glemte at misunde.

Og saa var han saa smuk at se paa. Han var høi og smekker; med brunt Haar og store, aabne Øine; Ansigtet var rent og glat, og hans Tænder skinnede, naar han lo. Han vidste godt, at han var vakker; men siden Alverden havde forkjælet ham fra hans tidligste Dage, var hans Forfængelighed bleven af en lystig, godmodig Art, som igrunden ikke var saa stødende. Han holdt overordentlig meget af sin Ven; han morede sig selv og stundom andre med at drille ham og gjøre sig lystig over ham. Men han kjendte saa nøie Charles’s Ansigt, at han strax mærkede, naar han gik for vidt i Spøgen; saa slog han om i sin naturllge, godslige Tone, og saa fik han den alvorlige og noget tunge Charles til at le sig halvt fordærvet.

Charles havde fra Guttedagene beundret Alphonse over al Maade. Selv var han liden og uanseelig, stille og forknyt. Hans Vens glimrende Egenskaber kastede en Glands ogsaa over ham og gav hans Liv en vis Fart.

Moderen sagde ofte: „Dette Venskab mellem Gutterne er en sand Lykke for min stakkels Charles, ellers blev han vist belt tungsindig.“

Naar Alphonse ved alle Leiligheder blev foretrukket, glædede Charles sig; han var stolt over sin Ven. Han skrev hans Stile, souflerede ham under Examinationen, bad for ham hos Lærerne og sloges for ham med Gutterne.

Ved Handelsakademiet gik det ligedan. Charles arbeidede for Alphonse, og Alphonse betalte med sin uudtømmelige Elskværdighed og sit uopslidelige Humør.

Da de senere som ganske unge Mennesker vare ansatte i det samme Bankierfirma, hændte det en Dag, at Principalen sagde til Charles: „Fra den første Mai vil jeg byde Dem forhøiet Gage.“

„Jeg takker Dem,“ svarede Charles, „baade paa mine egne og paa min Vens Vegne.“

„Monsieur Alphonse’s Gage forbliver uforandret,“ sagde Chefen og skrev videre.

Charles glemte aldrig den Formiddag. Det var første Gang, han var bleven foretrukket og begunstiget fremfor sin Ven. Og det var i Henseende til merkantil Dygtighed, det Punkt, han som ung Handelsmand satte høiest, at han havde faaet dette prs, og det var Husets Chef, den store Bankier, der personlig havde ydet ham denne Paaskjønnelse.

Hvad han følte, var ham saa fremmed, at det næsten syntes ham som en Uret mod Vennen. Han fortalte ikke Alphonse noget om denne Begivenhed; derimod foreslog han, at de skulde søge to ledige Poster i „Crédit lyonnais“.

Alphonse var strax villig. Thi han elskede Forandring, og det pragtfulde, nye Banketablissement ved Boulevarden, syntes ham langt mere tiltraskkende end de mørke Kontorer i Rue Bergère. Saa flyttede de til Crédit lyonnais den første Mai. Men da de vare inde i Chefens Kontor for at tage Afsked, sagde den gamle Bankier sagte til Charles, da Alphonse var gaaet ud (Alphonse gik altid først i Dørene): „Sentimentalitet duer ikke for en Forretningsmand.“

Fra denne Dag af foregik der en Forandring med Charles. Han arbeidede ikke blot flittigt og samvittighedsfuldt som før, men han udviklede en Energi og en saa forbausende Arbeidskraft, at han snart tiltrak sig sine Overordnedes Opmærksomhed. At han var sin Ven langt overlegen i Forretningsdygtighed, kom snart for Dagen; men hver Gang han modtog et nyt Bevis paa Anerkjendelse, havde han en Kamp med sig selv. Enhver Forfremmelse havde længe en liden Bismag af ond Samvittighed, og dog arbeidede han videre med rastløs Iver.

Saa sagde Alphonse en Dag paa sin lette og aabne Maade: „Du er dog ret en flink Fyr — Charlie! du avancerer jo forbi baade Unge og Gamle — for nu ikke at tale om mig! — jeg er ganske stolt af dig.“

Charles blev skamfuld. Han havde tænkt, at Alphonse vilde have følt sig saaret ved at blive tilsidesat, og nu erfarede han, at Vennen ikke blot indrømmede ham Forrangen, men endog var stolt af ham. Lidt efter lidt kom hans Sind mere i Ro, og hans solide Arbeide blev mere og mere paaskjønnet. —

— Men naar han nu i Virkeligheden var den dygtigste, hvorledes kunde det da hænge sammen, at han blev saa aldeles overseet i Livet, medens Alphonse forblev Alles Yndling. Selve de Forfremmelser og Beviser paa Anerkjendelse, han tilkjæmpede sig ved ihærdigt Arbeide, bleve ham ydede paa en tør Forretningsmaade, medens Alverden, fra Direktørerne til Budene havde et venligt Ord eller en munter Hilsen for Alphonse.

I de forskjellige Kontorer og Afdelinger af Banken blev der drevet Intriger, for at komme i Besiddelse af Monsieur Alphonse; thi der fulgte altid et Pust af Liv og Friskhed med hans smukke Skikkelse og glade Sind. Charles havde derimod ofte mærket, at hans Kolleger betragtede ham som en tør Person, der kun tænkte paa Forretningen og sig selv.

Og han havde dog et Hjerte, fintfølende som faa; men han havde ikke Evnen til at skaffe det Udtryk.

Charles var af disse smaa, sorte Franskmend, hvis Skjeg begynder at gro strax nedenfor Øinene; Ansigtsfarven var gulagtig og Haaret stivt og fliset. Hans Øine udvidede sig ikke naar han var glad og oplivet; men de fór omkring og glimtede. Lo han, trak Mundvigerne sig opad, og mangengang, naar bans Hjerte var fuldt af Glæde og Velvilje, havde han seet Menneskene trække sig halvrædde tilbage for hans frastødende Ydre. Den eneste, der kjendte ham saa godt, at han ikke syntes at se hans Hæslighed, var Alphonse; men alle de andre misforstod ham; han blev mistænksom og indesluttede sig mere og mere i sig selv.

I et umærkeligt crescendo øgede den Tanke hos ham: hvorfor skulde han aldrig opnaa noget af det, han trængte mest til: en venlig og hjerteiig Omgang og en Imødekommenhed, der kunde svare paa den Varme, han stengte inde hos sig selv; hvorfor smilede Alverden til Alphonse med fremstrakte Hænder, medens han maatte nøie sig med stive Buk og kolde Øine.

Alphonse vidste om Ingenting. Han var glad og sund; henrykt over Livet og tilfreds med Forretningen. Man havde anbragt ham i den letteste og mest underholdende Branche, og med sit kvikke Hoved og sit Talent til at omgaaes Mennesker, udfyldte han fuldkomment sin Plads.

Hans Omgangskreds var meget stor; alle Mennesker satte Pris paa hans Bekjendtskab, og han var ligesaa godt ligt af Kvinder som af Mænd.

Charles fulgte en Stund med i de Kredse, der aabnede sig for Alphonse, indtil han fik en Mistanke om, at han kun indbades for sin Vens Skyld, saa trak han sig tilbage. —

— Dengang Charles foreslog, at de skulde etablere en Forretning sammen, havde Alphonse svaret: „Du er altfor god, at du vælger mig. Det vilde ikke falde dig vanskeligt at finde en meget dygtigere Kompagnon.“

Charles havde tænkt, at de forandrede Forhold og det nærmere Samarbeide skulde trække Alphonse ud af den Omgangskreds, som Charles nu ikke kunde udstaa, og binde dem nøiere sammen. Thi han havde faaet en ubestemt Frygt for at miste sin Ven.

Han vidste ikke selv, og det skulde heller ikke være let at afgjøre, om han var skinsyg paa alle de Mennesker, der flokkedes om Alphonse og trak ham til sig, eller om han var misundelig paa sin Ven for den Lykke, han gjorde.

— De begyndte sin Forretning forsigtigt og energisk, og det gik dem godt.

Det var den almindelige Mening om dem, at de paa en heldig Maade supplerede hinanden. Charles repræsenterede det solide tillidvækkende Element, medens den smukke og elegante Alphonse meddelte det unge Firma en vis Glands, der ikke havde saa lidet Værd.

Enhver, der traadte ind i Kontoret, blev strax opmærksom paa hans statelige Skikkelse, og det faldt ligesom af sig selv, at Alle henvendte sig til ham.

Charles bøiede sig over sit Arbeide og lod Alphonse føre Ordet. Naar saa denne spurgte ham om noget, svarede han kort og stille uden at se op.

Derfor troede de Fleste, at Charles var en høitbetroet Kommis, medens Alphonse var Husets egentlige Chef.

Som Franskmænd tænkte de ikke meget paa at gifte sig; men som unge Parisere førte de et Liv, hvori det erotiske spillede en stor Rolle.

Alphonse var egentlig først i sit Element, naar han var sammen med Damer. Da kom hele hans lystige Elskværdighed til sin Ret, og naar han bøiede sig bagover ved Soupéen og rakte sit flade Champagneglas ud mod Tjeneren, var han saa skjøn som en lykkelig Gud.

Han havde en Nakke af det Slags, som Kvinderne fik Lyst til at ruske i; og hans bløde, halvkrøllede Haar saa ud somom det var bleven ordnet skjødesløst eller derangeret med Omhu af en koket Damebaand.

Der havde ogsaa faret mange fine hvide Fingre gjennem disse Lokker; thi Alphonse havde ikke blot den Egenskab, at Kvinderne elskede ham; men han besad den endnu sjeldnere Gave, at de tilgav ham.

Naar Vennerne vare sammen i glade Aftenselskaber, gav Alphonse aldrig synderlig Agt paa Charles. Han holdt ikke Regnskab med sine egne Forelskelser og endnu mindre med sin Vens. Derfor kunde det vel hænde en og anden Gang, at en Skjøenhed, som Charles havde kastet sine Øine paa, faldt i Hænderne paa Alphonse.

Charles var vant til at se sin Ven foretrukken i Livet; men der gives enkelte Ting, som Mandfolkene have svært ved at vænne sig til. Han gik sjelden med til Alphonses Soupéer, og det varede altid længe, inden Vinen og den almindelige Munterhed kunde bringe ham i Stemning.

Men da — naar Champagnen og de smukke Øine steg ham til Hovedet, blev han gjerne den galeste af alle; saa sang han høit med sin haarde Stemme, lo og gestikulerede, saa at det stive, sorte Haar faldt ham ned over Panden, og da flygtede de muntre Damer og kaldte ham: Skorstensfeieren.

— Naar Skildvagten gaar op og ned i den beleirede Fæstning, hører han stundom en underlig Lyd i den stille Nat, som om noget puslede under hans Fødder. Det er Fienden, som har undermineret Udenværket, og inat eller næste Nat vil der lyde et dumpt Knald og bevæbnede Mænd ville styrte ind gjennem Breschen.

Dersom Charles havde holdt nøie Vagt over sig selv, vilde han have hørt tinderlige Tanker pusle i sit Indre. Men han vilde ikke høre; han havde bare en dunkel Forudfølelse af, at noget maatte springe.

— Og en Dag sprang det.

Det var allerede efter Forretningstid; Personalet havde forladt det ydre Kontor, kun Principalerne vare tilbage.

Charles skrev ivrigt paa et Brev, som han vilde have ferdigt, før han gik.

Alphonse havde trukket begge sine Handsker paa og knappet dem. Derpaa havde han børstet sin Hat saa den skinnede, og nu gik han frem og tilbage paa Gulvet og kigede i Charles’s Brev, hvergang han gik forbi Pulten.

De pleiede hver Dag at tilbringe en Timestid før Middagen i en Café ved den store Boulevard og Alphonse begyndte at længes efter sine Aviser.

„Bliver du da aldrig færdig med det Brev!“ sagde han lidt ærgerlig.

Charles taug et Secund eller to; men saa sprang han op, saa at Stolen faldt om: Kanske Alphonse indbildte sig, at han kunde gjøre det bedre? vidste han ikke, hvem der egentlig var den dygtigste i Forretningen? — og nu strømmede Ordene ud med den utrolige Hurtighed, som det franske Sprog kan faa, naar det føres i heftig Lidenskab.

Men det var en grumset Strøm; den førte med sig mange stygge Ord, Bebreidelser og Beskyldninger, og gjennem det Hele lød der ligesom en tilbagetrængt Hulken.

Mens han løb op og ned ad Gulvet med knyttede Hænder og Haaret i Uorden, lignede Charles en liden ragget Terrier, der bjæffer ad en fin italiensk Vindhund. Tilslut greb han sin Hat og løb ud.

Alphonse havde seet paa ham med store, forundrede Øine. Da han var borte og der blev stille i Værelset, var det somom Luften endnu dirrede efter de heftige Ord. Et for et dukkede de from for Alphonse, medens han stod ubevægelig ved Pulten.

Om han ikke vidste, hvem der var den dygtigste? — jo isandhed! han havde jo aldrig nægtet, at Charles var ham langt overlegen.

Han maatte ikke tro, at det skulde lykkes ham at tilrane sig alt med sit glatte Ansigt. — Alphonse var sig ikke bevidst, at han nogensinde havde berøvet sin Ven noget.

„Jeg biyder mig ikke om dine Cocotter,“ havde Charles sagt.

Skulde han virkelig have følt nogen Interesse for den lille spanske Danserinde? — ja, havde Alphonse bare havt nogen Anelse derom, skulde han vist ikke have seet paa hende. Men det var da heller ikke noget at blive saa gal over; der er jo Fruentimmer nok i Paris.

Og saa tilslut: „Imorgen den Dag ophæver jeg Kompagniskabet.“

Alphonse begreb slet ikke det Hele. Han forlod Kontoret, og gik grublende gjennem Gaderne, indtil han traf en Bekjendt. Derved kom han i andre Tanker; men hele Aftenen havde han den Fornemmelse, at noget tungt, uhyggeligt laa paa Lur efter ham, færdig til at gribe ham, saasnart han blev alene.

Da han kom hjem udpaa Natten, fandt han et Brev fra Charles. Han aabnede det hurtigt; men det indeholdt, istedetfor den Undskyldning, han havde ventet, kun en Opfordring i kolde Ord til Monsieur Alphonse om at møde tidligt i Kontoret den næste Morgen, „forat den aftalte Deling af Firmaet kunde iværksettes saa hurtigt som muligt.“

Nu først begyndte det at gaa op for Alphonse, at Scenen i Kontoret havde været mere end et forbigaaende Udbrud af Hidsighed; men Sagen blev derved end mere uforklarlig.

Og jo længer han tænkte derover, desto uretfærdigere syntes han, Charles havde været mod ham. Han havde aldrig været vred paa sin Ven, og han var det egentlig ikke nu heller. Men ved at gjentage for sig selv alle de Fonærmelser, Charles havde udøst over ham, forhærdede han sit godmodige Hjerte; og den næste Morgen indtog han sin Plads i Taushed efter et koldt Godmorgen.

Uagtet han kom en hel Time tidligere end han pleiede, kunde han dog mærke, at Charles allerede havde arbeidet længe og flittigt. De sad nu hver paa sin Side af Pulten; de talte kun de nødvendigste Ord; et og andet Papir gik fra Haand til Haand, men de saa hinanden aldrig i Øinene.

Saaledes arbeidede de begge — den ene ivrigere end den anden, indtil Klokken tolv — deres almindelige Frokosttid.

Den Time, i hvilken de spiste Frokost, var begges Yndlingstid. De havde for Skik at lade Frokosten servere i Kontoret, og idetsamme den gamle Madame, der besørgede Kontorets Rengjøring og Principalernes Frokost, meldte, at Dejeuneren var ferdig, reiste de sig begge paa en Gang, selv om de vare midt i en Sætning eller en Beregning.

De spiste da staaende ved Kaminen eller gaaende op og ned i det lune, hyggelige Kontor; Alphonse havde altid nogle pikante Historier at berette, og Charles lo; det var hans lykkeligste Timer.

Men da Madame idag sagde sit venlige: „Mine Herrer! der er serveret!“ bleve de begge siddende. Hun gjorde store Øine og gjentog Ordene, idet hun gik ud; men Ingen rørte sig.

Endelig blev Alphonse sulten, Han gik Hen til Bordet, skjænkede sig et Glas Vin og begyndte at spise sin Cotelette. Men som han nu stod der og tyggede med Glasset i Haanden, og saa sig om i det kjære Kontor, hvor de havde havt saamangen glad Stund, og han saa tænkte paa, at de skulde give slip paa alt dette og gjøre sig Livet saa surt for en Grille, et pludseligt Anfald af Hidsighed, saa forekom den hele Situation ham med en Gang saa bagvendt, at han nær var begyndt at le høit.

„Hør du, Charles!“ sagde han i den halvt alvorlige, halvt spøgende Tone, som altid pleiede at bringe Charles i Latter, „det bliver igrunden underligt at avertere: Efter venskabelig Overenskomst er Dags Dato Firmaet“ — —

„Jeg har tænkt,“ afbrød Charles roligt, „at vi sætter: efter fælles Overenskomst.“

Alphonse lo ikke mere; han satte Glasset fra sig, og Coteletten blev bitter i hans Mund.

Han forstod, at Venskabet var dødt mellem dem, hvorledes og hvorfor var ham uklart; men han syntes, at Charles var haard og uretfærdig mod ham. Han blev da endnu stivere og koldere end den Anden.

De arbeidede sammen, indtil Forretningen var delt; og saa skiltes de.

————————

Der var gaaet en rum Tid, og de to fordums Venner arbeidede hver paa sin Kant i det store Paris. De mødtes paa Børsen, men de gjorde aldrig Forretninger med hinanden. Charles arbeidede aldrig imod Alpbonse: han vilde ikke ødelægge ham; han vilde, at Alphonse skulde ødelægge sig selv.

Og det saa ud til, at Alphonse vilde føie sin Ven heri. Vistnok gjorde han nu og da en god Forretning; men det solide Arbeide, han havde lært hos Charles, glemte han snart. Han begyndte at negligere sit Kontor og tabte flere gode Forbindelser.

Han havde altid havt Sands for et komfortabelt og luxuriøst Liv; men hans Samvær med den nøgterne Charles havde hidtil holdt hans flotte Lyster itømme. Nu derimod blev bans Liv mere og mere overdaadigt, han fik stedse flere Bekjendtskaber, var mer end nogensinde den glimrende og søgte Monsieur Alphonse; men Charles holdt Øie med den øgende Gjæld.

Han lod Alphonse iagttage saa nøie, som det lod sig gjøre, og da deres Forretninger vare af samme Art, kunde ban ialfald nogenlunde beregne den Andens Indtægter. Udgifterne vare lettere at kontrollere, og han kom snart underveir med, at Alphonse begyndte at ha adskillig Gjæld paa forskjellige Steder.

Han vedligeholdt enkelte Bekjendtskaber, som han ellers ikke brød sig om, bare fordi ban gjennem dem fik Indblik i Alphonses kostbare Hushold og ubetænksomme Ødselhed. Han søgte de samme Caféer og Restaurationer som Alphonse, men til andre Tider; ja han lod endog sine Klæder sy hos Alphonses Skrædder, fordi den snakkesalige lille Herre underholdt ham med Beklagelser over, at Monsieur Alphonse aldrig betalte hans Regninger.

Charles tænkte mangengang paa, hvor let det vilde være, at opkjøbe en Del Fordringer paa Alphonse og lade dem komme i Hænderne paa en haardhudet Aagerkarl. Men man vilde gjøre Charles stor Uret, om man troede, at han et Øieblik tænkte paa selv at gjøre noget saadant. Det var blot en Tanke, han yndede at tænke; han var ligesom forelsket i Alphonses Gjæld.

Men det gik saa langsomt, og Charles blev bleg og gusten, medens han gik og ventede.

Han ventede paa det Øieblik, da alle disse Mennesker, der altid havde overseet ham, skulde faa Øinene op for, hvor lidet denne glimrende og forgudede Alphonse i Virkeligheden duede. Han vilde se ham ydmyget, forladt af sine Venner, ensom og fattig og saa —

Ja længer holdt han ikke af at tænke; thi der rørte sig paa dette Punkt nogle Følelser i hans Indre, som han ikke vilde være ved.

Han vilde hade sin fordums Ven, han vilde have Hævn over al den Kulde og Tilsidessættelse, der havde fulgt ham selv i Livet; og hvergang en liden Tanke begyndte et Forsvar for Alphonse, skjød han den tilside og sagde som den gamle Bankier: Sentimentalitet duer ikke for en Forretningsmand.

En Dag gik han ind til sin Skrædder; han brugte idethele flere Klæder i denne Tid end han strængt taget behøvede.

Den lille vevre Mand løb ham strax imøde med en Rulle Tøi: „Se her er just et prægtigt Stof for Dem. Monsieur Alphonse lader sig gjøre en hel Dragt deraf — og Monsieur Alphonse er en Herre, der forstaar at klæde sig.“

„Jeg troede ellers ikke,“ sagde Charles en Smule overrasket, „at Monsieur Alphonse hørte til Deres yndede Kunder.“

„O min Gud!“ raabte den lille Skrædder, „De mener, fordi jeg et Par Gange har omtalt, at Monsieur Alphonse skyldte mig nogle tusinde Francs? Det var meget dumt af mig at udtale mig saaledes. Monsieur Alphonse har ikke alene betalt mig den Smule jeg havde tilgode, men jeg ved ogsaa, at han har tilfredsstillet en hel Del andre Kreditorer, som jeg kjender. Jeg har gjort den kjære, smukke Herre stor Uret, og jeg beder Dem indstændigt, at De aldrig lader Dem forlyde med min Betise.“

Charles hørte ikke mere efter, hvad den snaksomme Skrædder pludrede. Han forlod snart Butiken og gik opad Gaden, ganske optaget af den ene Tanke, at Alphonse havde betalt.

Han tænkte paa, hvor taabeligt det igrunden var af ham at gaa saaledes og vente paa den Andens Ruin. Hvor let kunde ikke den kvikke og heldige Alphonse træffe op i mangen glimrende Forretning og tjene mange Penge, uden at Charles fik vide et Ord derom. Kanske gik det ham, naar alt kom til alt, godt, kanske skulde det ende med, at Folk vilde sige: Se nu først viser Monsieur Alphonse, hvad han duer til, efterat han blev fri for sin tunge og tvære Kompagnon!

Charles gik langsomt opad Gaden med bøiet Hoved; han fik mange Puf, men han ændsede det ikke. Han syntes, hans Liv var saa meningsløst; som om han havde mistet alt, hvad han havde eiet, — eller havde han selv kastet det fra sig? Da fik han et mere end almindelig stærkt Puf. Han saa op; det var en Bekjendt fra den Tid, da han og Alphonse havde været ansatte i Crédit lyonnais.

„Ih — se Goddag, Monsieur Charles!“ raabte denne, „længe siden vi saaes. Ellers underligt nok, at jeg skulde træffe Dem idag. Tænkte netop paa Dem iformiddags.“

„I hvilken Anledning? om jeg tør spørge,“ sagde Charles halvt adspredt.

„Jo — ser De! Saa just idag oppe i Banken et Papir — en Vexel paa 30 à 40 000 Francs, hvorpaa baade Deres og Monsieur Alphonses Navn. Forbausede mig, troede, at Herrerne — hm! vare færdige med hinanden.“

„Nei — vi ere ikke rigtigt ferdige med hinanden,“ sagde Charles langsomt.

Han bestræbte sig af al Magt for at holde sit Ansigt iro, og han spurgte i en Tone, saa naturlig som han kunde faa den: „Naar forfalder Vexelen? — jeg mindes ikke rigtig.“ —

„Imorgen eller iovermorgen, — tror jeg,“ svarede den Anden, der var en ivrig Forretningsmand og allerede stod paa Sprang til at tage Afsked; — „det var Monsieur Alphonses Accept.“

„Jeg ved det,“ sagde Charles, „men kunde De ikke lage det saa, at jeg fik indløse Vexelen imorgen. Det er en Høflighed — en Imødekommenhed, jeg gjerne vilde vise —“

„Med Fornøielse! lad Deres Bud søge mig personlig i Banken imorgen Eftermiddag. Jeg skal arrangere det Hele — intet er lettere! Undskyld, Hastværk, Farvel!“ — dermed løb han videre. —

— Den næste Dag sad Charles i sit Kontor og ventede paa Budet, der var oppe i Banken for at indløse Alphonses Accept.

Endelig traadte en Kommis ind, han lagde et sammenlagt blaat Papir ved Siden af Principalen, og gik igjen.

Først da Døren var lukket, greb Charles Vexelen, saa sig hurtigt om i Værelset og aabnede den. Han stirrede et Par Secunder paa sit Navn, derpaa lagde han sig tilbage i Stolen og pustede dybt ud. Det var som han havde tænkt, Underskriften var falsk.

Han bøiede sig atter forover. Længe sad han og betragtede sit eget Navn og iagttog, hvor slet det var efterskrevet.

Mens hans skarpe Øie fulgte hver Linie i Navnetrækket, tænkte han neppe. Hans Sind var saa oprørt, og saa forunderligt vare hans Følelser blandede, at det varede en Tid, inden han blev sig bevidst, hvormeget de fortalte, disse famlende Skrifttræk paa det blaa Papir.

Han blev saa underlig tyk i Halsen, det kildrede ham lidt i Næsen, og før han vidste et Ord deraf, faldt der en stor Taare paa Papiret.

Han saa sig hurtigt om, tog sit Lommetørklæde og viskede omhyggeligt den vaade Plot af Vexelen. Han tænkte atter paa den gamle Bankier i Rue Bergère.

Hvad vedkom det egentlig ham, at Alphonses svage Karakter nu endelig havde gjort ham til Forbryder; og hvad havde han tabt? Intet, thi han hadede jo sin fordums Ven. Ingen kunde sige, at han var Skyld i, at Alphonse var gaaet tilgrunde; han havde jo delt ærligt og aldrig skadet ham.

Saa tænkte han paa Alphonse. Han kjendte ham godt nok til at vide, at naar den fine, rene Alphonse var sunket saa dybt, maatte han være kommen ud paa en Odde af Livet, færdig til at springe ud af det, før Skjsædselen kunde naa ham.

Ved denne Tanke fór Charles op. Det maatte ikke ske. Alphonse skulde ikke faa Tid til at jage sig en Kugle gjennem Hovedet, og skjule sin Skam i den Blanding af Medlidenhed og hemmelihhedsfuld Gru, der følger Selvmorderen. Saa fik han jo ingen Revanche, saa var det jo spildt, at han havde gaaet og næret sit Had, til han selv var bleven ond derved. Havde han for bestandig mistet sin Ven, saa vilde han ialfald blotte sin Fiende, saa skulde de Alle se, hvilken elendig, foragtelig Karl han var, denne fortryllende Alphonse.

Han saa paa Uhret, Klokken var halv fem. Charles vidste, i hvilken Café han kunde træffe Alphonse ved denne Tid; han stak Vexelen til sig og knappede sin Frak.

Men paa Veien vilde han gaa indom i et Politibureau, overgive Vexelen til en civil Betjent, og saa skulde denne paa et Tegn fra Charles pludselig træde frem midt i Caféen, hvor Alphonse altid var omgivet af sine Venner og Beundrere, og sige det høit og tydeligt, saa Alle kunde here det:

Monsieur Alphonse! De er anklaget for Bedrageri!

————————

Der var Regnveir i Paris. Hele Dagen havde været taaget og raakold; men udpaa Eftermiddagen var det begyndt at regne. Det var ikke Øsregn; Vandet faldt ikke fra Skyerne i ordentlige Draaber; men selve Skyen havde ligesom lagt sig ned i Paris’s Gader og forvandlede sig der langsomt til Vand.

Hvorledes man end søgte at beskytte sig, blev man lige vaad paa alle Kanter. Fugtigheden listede sig ind bag i Nakken, lagde sig som en vaad Serviet om Knærne, trængte ind i Støvlerne og langt opover Benklæderne.

Enkelte sangvinske Darner stode halt opskjørtede i Portrummene og ventede paa Ophold, andre ventede i timevis ved Omnibusstationerne. Men de fleste Mandfolk kavede afsted under sine Paraplyer; kun faa havde været saa fornuftige at opgive det Hele, de havde slaaet Kraven op, stukket Paraplyen under Armen og Hænderne i Lommen.

Uagtet det var tidligt paa Høsten, var det allerede halvmørkt Klokken fem. Et enkelt Gasblus tændtes i de trangeste Gader, og en og anden Butik prøvede at straale ud i den tykke, vaade Luft.

Menneskene vrimlede som sædvanligt i Gaderne, skubbede hverandre ned af Trottoiret og ødelagde hverandres Paraplyer. Alle Droscher vare optagne; de tór afsted og tilstænkede Fodgjængerne efter bedste Evne, medens Asphalten glinsede i den matte Belysning med et seigt Overtræk af Søle.

Caféerne vare overfyldte; Stamgjæterne gik omkring og skjændte, og Opvarterne løb mod hinanden af Hastværk. Midt i Forvirringen hørte man den skarpe, lille Lyd fra Klokken paa Buffeten; la dame du comptoir kaldte paa en Opvarter, medens hendes rolige Øine førte Opsyn med hele Caféen.

Der sad en Dame ved Buffeten i en stor Restaurant ved Boulevard Sebastopol. Hun var viden bekjendt for sin Dygtighed og sit elskværdige Væsen.

Hun havde blankt, sort Haar, som hun tiltrods for Moden havde skilt ad midt i Panden i naturlige Bukler. Hendes Øine vare næsten sorte og Munden fyldig, med en liden Skygge af en Moustache.

Hendes Figur var endnu meget smuk, skjønt hun vel kanske i al Stilhed havde passeret Trediveaaret, og hun havde en blød liden Haand, hvormed hun skrev sirlige Tal i sin Kassebog og nu og da en liden Billet. Madame Virginie kunde konversere de unge Lapse, der altid hang omkring Buffeten, og afparere deres Vittigheder, medens hun holdt Regnskab med Opvarterne og passede paa hver Krog af det store Rum.

Egentlig smuk var hun kun fra fem til syv om Eftermiddagen — det var den Tid, i hvilken Alphonse regelmæssigt gjæstede Caféen. Da veg hendes Øine ikke fra ham, hun fik friskere Farve, Munden stod færdig til Smil og der kom noget nervøst i hendes Bevægelser. Det var den eneste Tid paa Dagen, hvor det kunde hænde, at hun gav et forkert Svar eller gjorde en Regnefeil, og Opvarterne fniste og puffede hinanden i Siden.

Thi man mente ialmindelighed, at hun før havde staaet i Forhold til Alphonse, og nogle vilde endog vide, at hun fremdeles var hans Maitresse.

Hun vidste bedst selv, hvorledes det hang sammen; men det var umuligt at være vred paa Monsieur Alphonse. Hun vidste godt, at han ikke brød sig mere om hende end om tyve andre, at hun havde mistet ham, ja at hun egentlig aldrig havde eiet ham. Og dog tiggede hendes Øine om et venligt Blik, og naar han forlod Caféen uden at sende hende en fortrolig Hilsen, var det som om hun falmede, og Opvarterne sagde til hverandre: Se Madame — iaften er hun graa. —

— Henne ved Vinduerne kunde man endnu se nok til at læse Aviserne; et Par unge Mennesker morede sig med at iagttage Mængden, der strømmede forbi. Naar man gjennem de store Speilglasruder saa alle de travle Skikkelser, der gled forbi hverandre i den tette, vaade Regnluft, lignede de Fisk i et Akvarium. Længer inde i Caféen og over Billarderne var Gassen tændt. Alphonse gik og spillede med et Par Venner.

Han havde været ved Buffeten og hilst paa Madame Virginie, og hun, der længe havde lagt Mærke til, hvorledes Alphonse blev blegere Dag for Dag, havde halvt i Spøg, halvt bekymret bebreidet ham hans letsindige Liv.

Alphonse svarede med en mat Spøg og bad om Absinth.

Hvor hun hadede disse lette Damer fra Balletten og Operaen, der lokkede Monsieur Alphonse til at sværme Nat efter Nat ved Spillebordet eller ved endeløse Soupéer. Hvor han saa daarlig ud i de sidste Uger; han var bleven ganske mager, og de store milde Øine havde faaet et stikkende, uroligt Blik. Hvad vilde han ikke give, for at kunne trække ham ud af det Liv, der ødelagde ham; hun saa i Speilet ligeoverfor og syntes, hun var smuk nok.

Af og til gik Døren op og en ny Gjæst kom ind, trampede med Fødderne og slog den vaade Paraply sammen. Alle bukkede for Madame Virginie, og næsten alle sagde: Hvilket afskyeligt Veir!

Da Charles traadte ind, hilste han kort og tog Plads henne ved Kaminen.

Alpbonses Øine vare virkelig blevne urolige; han saa mod Døren, hvergang Nogen kom, og da Charles viste sig, gik der en Trækning over hans Ansigt, og han stødte feil.

„Monsieur Alphonse er ikke i Stødet idag,“ sagde en Tilskuer.

Lidt efter traadte en fremmed Herre ind. Charles saa op fra sin Avis og bukkede let; den Fremmede trak sine Øienbryn en liden Smule iveiret og saa paa Alphonse.

Denne tabte sin queue paa Gulvet.

„Undskyld, mine Herrer! jeg er slet ikke oplagt til at spille Billard idag,“ sagde han, „tillad, at jeg bryder af. — Opvarter! bring mig en Flaske Seltersvand og en Ske, — jeg maa tage min Dosis Vischy-Salt“

„De skulde ikke bruge saa meget Vischy-Salt — Monsieur Alphonse! men heller holde en fornuftig Diet,“ sagde Doktoren, der sad et Stykke borte og spillede Schak.

Alphonse lo og satte sig ved Avisbordet. Han greb Journal amusant og begyndte at gjøre lystige Bemærkninger over Illustrationerne. Der samlede sig snart en liden Kreds omkring ham, og han var uudtømmelig i pikante Historier og snurrige Indfald.

Alt imedens han saaledes lod Munden løbe under de Andres Latter, skjænkede han sig et Glas Seltersvand og fremtog derpaa en liden Æske, hvorpaa stod skrevet med store Bogstaver: Vischy-Salt.

Han rystede Pulveret ud i Glasset og rørte om med Skeen. Der var lidt Cigaraske paa Gulvet foran Stolen, han slog den væk med Lommetørklædet, derpaa rakte han efter Glasset.

Idetsamme kjendte han en Haand paa sin Arm. Charles havde reist sig og var hurtigt gaaet over Gulvet; han bøiede sig nu ned over Alphonse.

Denne vendte sit Hoved mod ham, saaledes at Ingen uden Charles kunde se hans Ansigt. Først famlede han med Øinene opover sin gamle Vens Skikkelse; men saa slog han dem fuldt op, og idet han fæstede dem paa Charles, sagde han halvhøit: „Charlie!“

Det var længe siden Charles havde hørt det gamle Kjælenavn. Han stirrede ind i det velkjendte Ansigt, og først nu saa han, hvormeget det var forandret paa det sidste. Det var ham, som om han læste en sørgelig Historie om sig selv.

Et Par Secunder stod de saaledes, og over Alphonses Træk gled der et Udtryk af Hjælpeløshed og Bønfaldelse, som Charles kjendte saa godt fra Skoledagene, naar Alphonse kom springende i sidste Øieblik og skulde have sin Stil skrevet.

„Er du færdig med Journal amusant?“ spurgte Charles med tykt Mæle.

„Ja væsrsaagod!“ svarede Alphonse hurtigt. Han rakte ham Bladet og fik idetsamme fat i Charles’s Tommelfinger. Han kneb den og hviskede: „Tak!“ — derpaa tømte han Glasset.

Charles gik hen til den fremmede Herre, der sad ved Døren: „Giv mig Vexelen.“

„De har altsaa ikke Brug for vor Assistance?“

„Nei Tak.“

„Saameget desto bedre,“ sagde den Fremmede og rakte Charles et sammenlagt blaat Papir; derpaa betalte han sin Kaffe og gik. —

— Madame Virginie reiste sig med et lidet Skrig: „Alphonse! — o min Gud! Monsieur Alphonse er syg.“

Han gled ned af Stolen, Skuldrene skjød sig op, og Hovedet faldt til den ene Side. Han blev siddende paa Gulvet med Ryggen mod Stolen.

Der blev Bevægelse blandt de nærmeste; Doktoren sprang til og lagde sig paa Knæ. Da han saa Alphonse i Ansigtet, studsede han lidt. Han tog hans Haand, som for at føle Pulsen, og bøiede sig idetsamme hen over Glasset, der stod paa Kanten af Bordet.

Med en liden Haandbevægelse stødte han til det, saa at det faldt paa Gulvet og knustes. Derpaa lagde han den Dødes Haand ned og bandt ham et Lommetørklæde om Hagen.

Da først forstod de Andre, hvad der var sket: Død? — er han død — Doktor? — Monsieur Alphonse død?

„Et Hjerteslag,“ svarede Lægen.

En kom løbende med Vand, en Anden med Eddikke; mellem Latter og Raab hørte man Ballerne karambolere paa den indre Billard.

Hys! blev der hvisket; hys! gjentoges det, og Stilheden udbredte sig i videre og videre Ringe omkring Liget, indtil der blev ganske stille.

„Kom og tag i!“ sagde Doktoren.

Den Døde blev løftet op; de lagde ham paa en Sofa i en Krog af Rummet, og de nærmeste Gasblus bleve slukkede.

Madame Virginie stod endnu opreist; hun var kridhvid i Ansigtet, og hun holdt den lille bløde Haand trykket mod Brystet. De bar ham lige forbi Buffeten. Doktoren havde faaet Tag indunder Ryggen, saa at Vesten gled op, og et Stykke af den fine, hvide Skjorte kom tilsyne.

Hun fulgte med Øinene de slanke, smidige Lemmer, som hun kjendte saa godt, og vedblev at stirre mod den mørke Krog.

De fleste Gjæster fjernede sig i Stilhed. Et par unge Herrer kom støiende ind fra Gaden, en Opvarter løb imod dem og sagde nogle Ord. De skottede mod Krogen, knappede sin Frak og dukkede atter ud i Taagen.

Den halvmørke Café blev tom; kun nogle af Alphonses nærmeste Venner stod i en Gruppe og hviskede. Doktoren talte med Værten, der ogsaa var kommen til.

Opvarterne listede frem og tilbage, idet de gjorde en stor Bue udenom den mørke Krog. En af dem laa paa Knæ og samlede Glasstykkerne op paa et Bræet. Han gjorde sit Arbeide saa stille som han kunde; men det var alligevel formegen Støi.

„Lad det ligge til senere,“ sagde Værten sagte. —

— Støttet til Kaminen betragtede Charles sin døde Fiende. Han sønderrev langsomt et sammenlagt blaat Papir, medens han tænkte paa sin Ven. —


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.