Slaget ved Waterloo
Da det ikke alene i og for sig er underholdende, men ogsaa i Overensstemmelse med Skik og Brug at være forelsket, og da man i vore uskyldige og moralske Forhold kan hengive sig saa meget desto tryggere til dette Liebhaberi, som man hverken forstyrres af aarvaagne Fædre eller stridslystne Brødre, og da man endelig ligesaa letvindt kan komme ud af som ind i det for os specifike Forhold, man kalder Forlovelse — (en Mellemting mellem Ægteskab og „Freitisch“ i en god Familie) — saa, ja saa var det ikke underligt, at Fætter Hans følte sig inderligt ulykkelig. Thi han var ikke det mindste forelsket.
Han havde længe gaaet og ventet paa, at det skulde komme over ham som en Raptus, hvilket jo efter alle Erfarnes Dom er den rigtigste Form før den rigtige Kjærlighed. Men da det ikke blev til noget, og han dog var et helt Aars Student, saa sagde han til sig selv: Kjærligheden er jo et Lotteri, vil man vinde, maa man ialfald spille. Man byde Lykken Haand, som der staar i Avertissementerne.
Han saa sig da flittigt om og gav nøie Agt paa sit Hjerte.
Som en Fisker, der sidder med Snøret om Pegefingeren, passende paa det mindste Ryk: om det ikke snart vilde bide, saaledes holdt Fætter Hans sit Aandedræt tilbage, hvergang han saa en ung Dame: om han ikke snart skulde fornemme det eiendommelige Ryk, der — som bekjendt — hører til den rigtige Kjærlighed; dette Ryk, som med ét bringer alt Blodet til at strømme til Hjertet, for ligesaa pludseligt at fare op i Hovedet og farve Ansigtet rødt ligetil Haarroden.
Men det vilde sletikke bide; hans Haar forblev rødt ligetil Haarroden, thi Fætter Hans’s Haar kunde ikke kaldes brunt; men Ansigtet holdt sig lige saa blegt og lige langt.
Den stakkels Fiskermand var træt, da han en Dag dinglede nedover til Fæstningen. Han satte sig paa en Bænk og iagttog med en foragtelig Mine nogle Soldater, der vare ifærd med den hærdende Øvelse: at staa paa ét Ben midt i Solen og vride Overkroppen, for at blive stegt paa begge Sider.
„Nonsens!“ sagde Fætter Hans og spyttede, „det er s’gu en altfor dyr Spas for vort lille Land at holde det Slags Akrobater. Saa jeg ikke her forleden, at denne saakaldte Armée tiltrænger 1500 Blikdaaser Skovox, 600 Kardasker, 3000 Alen Guldgalloner og 8,640 Løveknapper! — Det var bedre, vi sparede paa Guldgalloner og Løveknapper og anvendte vore Skillinger til Almuens Oplysning,“ — sagde Fætter Hans.
Thi han var smittet af de moderne Ideer, der desværre ogsaa begyndte at trænge ind hos os, og som uvægerlig vil ende med at omstyrte hele den bestaaende Samfundsorden.
— „Farvel da — saalænge!“ sagde en Damestemme lige bagved ham.
„Farvel saalaenge! Barnet mit!“ svarede en dyb Mandsrøst.
Fæetter Hans vendte sig langsomt; thi det var en varm Dag. Han opdagede en gammel Militær i sort, knappet Frak med Sværdorden paa, et Halstørklæde, der var virret utrolig mange Gange om Halsen, velbørstet Hat og lyse Benklæder. Herren nikkede til en ung Dame, der fjernede sig mod Byen, og fortsatte saa sin Tur udover Volden.
Fætter Hans var vistnok træt, dog fulgte hans Øine den bortilende unge Pige. Hun var liden og net, og han iagttog med Interesse, at denne Dame var en af de faa, der ikke gjøre en liden Vending indad med den venstre Fod, idet de løfte den fra Jorden.
Dette var et stort Fortrin i den unge Mands Øine; thi Fætter Hans var af disse fintfølende, nøieseende Naturer, der først egentlig formaa at skatte en Kvindes hele Værd.
Efter nogle Skridt vendte Damen sig — formodentlig vilde hun nikke endnu en Gang til den gamle Officer; men rent tilfældigvis traf hendes Blik Fætter Hans.
Da endelig indtraf det, han saalænge havde gaaet og ventet paa: det bed! Hans Blod fór afsted ganske som det skulde, han mistede Pusten, blev hed i Hovedet, kold nedover Ryggen og fugtig mellem Fingrene — kort sagt: alle de Symptomer indtraadte, der efter Digteres og erfarne Prosaisters Vidnesbyrd betegne den sande, den ægte, den rigtige Kjærlighed.
Her var saamænd ingen Tid at spilde. Han samlede ihast sine Handsker, Stokken og Studenterhuen, som han havde lagt fra sig paa Bænken, og satte afsted efter Damen tvertover Fæstningen og ad Byen til.
I de store, fordærvede Samfund udenlands gaar saadant ikke an. Forholdene der ere saa urene, at en velopdragen ung Mand undser sig for at forfølge en anstendig Dame. Og de faa skikkelige Kvinder, som findes derude, vilde befinde sig meget ilde ved at have en Herre efter sig.
Men i vor rene, moralske Luft ere vi saa lykkelige at kunne indrømme Ungdommen mere Frihed netop paa Grund af vor strenge Sædelighed.
Derfor betænkte Fætter Hans sig ikke et Øieblik paa at følge sit Hjertes Stemme; og den unge Dame, der snart mærkede, hvilken Ulykke hun havde anrettet med det Blik, der egentlig var tiltænkt den Gamle, følte igrunden en ikke ubehagelig Spænding ved Situationen.
De Mødende paa Gaden, der naturligvis strax mærkede Sammenhængen (dette Tilfælde er nemlig et af de faa, hvor de Agerende tro sig ganske uden Publikum), syntes ialmindelighed at det var morsomt at iagttage. De vendte sig of smilede saa smaat; thi de vidste jo alle, at enten ledede dette ikke til noget, og da var det jo blot den uskyldigste Fornøielse for Ungdommen; eller det ledede til en Forlovelse, og en Forlovelse er dog det yndigste i Verden.
Medens de saaledes drog afsted med passende Afstand snart paa samme Fortoug snart hver paa sin Side af Gaden, havde Fætter Hans god Tid til at tænke sig om.
Med Hensyn til Forelskelsen var alt paa det rene. Symptomerne vare der, han vidste, han var fangen, fangen i den ægte, den sande, den rigtige Kjærlighed, og han var lykkelig derved. Ja, saa lykkelig var Fætter Hans, at han, der ellers ikke var god at komme for nær, med et stille, forbindtligt Smil tog imod Stød og Puf, smaa Forbandelser og alle de Ulemper, som nødvendigvis maa ramme den, der seende stivt ud efter noget foran sig færdes med stor Hast i en travel Gade.
Nei — Kjærligheden var in confesso, om den kunde der ikke tvivles. Derimod forsøgte han at udmale sig hendes, den Elskedes, den Himmelskes jordiske Forhold. Og det var jo ogsaa temmelig let: hun havde spadseret med sin gamle Fader, opdagede saa pludseligt, at Klokken var over tolv, sagde i al Hast: Farvel saalænge! for at gaa hjem og se til Middagsmaden. Thi hun var uden Tvivl huslig — det søde Væsen og sikkerligt moderløs.
Den sidste Konjektur var kanske en Følge af den Skræk, man efter alle gode Forfatteres Mening bør have for Svigermødre; men derfor var den ikke mindre sikker. Og nu stod der blot tilbage for Fætter Hans at udfinde: for det første, hvor hun boede, for det andet, hvem hun var, og for det tredie, hvorledes han skulde gjøre hendes Bekjendtskab.
Hvor hun boede, skulde han snart faa at vide, thi nu gik hun jo hjem; hvem hun var, skulde han nok faa udspurgt i Gaarden; og gjøre hendes Bekjendtskab — Herregud! en Smule Vanskelighed hører netop til i Opskriften paa den sande Kjærlighed.
Men bedst som Jagten gik paa det lystigste, forsvandt Vildtet i et Portrum, og det var igrunden paa høie Tid, for Jægeren var — sandt at sige — lidt udmattet.
Han læste med en vis Lettelse Nr. 34 over Porten, gik derpaa et Par Skridt videre, for ganske at skuffe enhver mulig Iagttager, standsede saa ved en Gaspæl og pustede ud.
Det var — som sagt — en varm Dag, hvilket i Forbindelse med den heftige Lidenskab havde bragt Hans i en stærk Sved. Hans Toilette var desuden derangeret ved den hensynsløse Iver, hvormed han havde hengivet sig til Jagten.
Han maatte smile af sig selv, medens han stod og tørrede sig i Ansigtet og i Nakken, rettede paa sit Halstørklæde og følte paa sin Flip, der var smeltet paa Solsiden. Men det var et saligt Smil; han var i denne Stemning, da man Intet ser eller fornemmer af Udenverdenen, og halvhøit sagde han hen for sig: „Kjærligheden taaler alt, fordrager alt.“ —
„Og sveder meget!“ sagde en liden tyk Herre, hvis hvide Vest pludselig kom tilsyne indenfor Fætter Hans’s Synskreds.
„Aa — er det dig — Onkel!“ sagde han lidt flau.
„Javist!“ svarede Onkel Fredrik, „jeg har forladt Skyggesiden, expres for at redde dig fra at blive stegt. Kom nu med mig!“
Dermed trak han Nevøen med sig; men denne stred imod: „Ved du, hvem der bor her i Nr. 34, Onkel?“
„Neigu ved jeg ei; men lad os bare komme i Skyggen,“ sagde Onkel Fredrik; thi der var to Ting, han ikke kunde taale: Varme og Latter; det første paa Grund af sin Korpulence, og det andet paa Grund af, hvad han selv kaldte „sine apoplektiske Tilbøieligheder“.
„Forresten,“ sagde han, da de vare komne over paa den kjølige Side, og han havde faaet Nevøen under Armen, „forresten ved jeg jo godt, hvem der bor i Nr. 34, naar jeg tenker mig om; — det er gamle Kaptein Schrappe.“
„Kjender du ham?“ spurgte Fætter Hans spændt.
„Ja, en Smule, saaledes som den halve By kjender ham fra Fæstningen, hvor han spadserer hver Dag.“
„Ja, det er netop der, jeg har seet ham,“ sagde Nevøen ivrigt, „hvilken interessant gammel Herre at se til. Jeg skulde have stor Lyst til at tale med ham.“
„Det Ønske kan du snart faa opfyldt,“ svarede Onkel Fredrik, „du behøver bare at stille dig etsteds ved Volden og tegne Streger i Sandet, saa kommer han.“
„Kommer han?“ sagde Fætter Hans.
„Ja, saa taler han til dig. Men du skal være forsigtig: han er farlig.“
„Æ —?“ sagde Fætter Hans.
„Han har engang været paa Vei til at tage Livet af mig.“
„A —!“ sagde Fætter Hans.
„Ja, med Snak — forstaar du.“
„Aa —!“ sagde Fætter Hans.
„Han kan nemlig to Historier,“ fortsatte Onkel Fredrik, „den ene er paa en god halv Time og dreier sig om en Feltmanøvre i Skaane. Den anden derimod: Slaget ved Waterloo, varer undertiden i halvanden til to Timer; — den har jeg hørt tre Gange,“ og Onkel Fredrik sukkede tungt.
„Men er de da saa kjedelige — disse Historier?“ spurgte Fætter Hans.
„Aa — for en Gangs Skyld gaar de vel an,“ svarede Onkel, „og skulde du komme i Snak med Kapteinen, saa mærk dig følgende: Slipper du med den korte Historie, den fra Skaane, saa har du ikke andet at gjøre end afvexlende at nikke og ryste paa Hovedet. Selve Operationsfeldtet kan du let finde rede i.“
„Operationsfeldtet?“ sagde Fætter Hans.
„Ja du skal vide, han tegner hele Manøvren for dig i Sandet; men det er let at forstaa, naar du bare passer paa A og B. Kun paa et Punkt maa du vogte dig for at forplumre dig.“ —
„Bliver han da utaalmodig, naar man ikke forstaar?“ spurgte Fætter Hans.
„Nei tvertimod! men hvis du røber, at du ikke følger med, saa begynder han paa Begyndelsen igjen — ser du! — Det vigtige Punkt i Feltmanøvren,“ fortsatte Onkel, „er den Bevægelse, Kapteinen selv foretog trods Generalens Ordre, og som bragte Venner og Fiender i lige stor Forlegenhed. Denne Genistreg var — mellem os sagt — Grunden til, at man maatte give ham Sværdordenen, for at faa ham til at tage Afsked. Naar du altsaa kommer til dette Punkt, maa du nikke heftigt og sige: Naturligvis — det eneste rigtige — Positionens Nøgle — husk det: Nøgle.“
„Nøgle,“ gjentog Fætter Hans.
„Men skulde du,“ og Onkel saa paa ham med anteciperet Medlidenhed, „skulde du i din ungdommelige Lyst til Eventyr falde i den lange, i den om Waterloo, da maa du enten tie ganske stille eller ogsaa passe nøie paa. Jeg har engang maattet døie Beskrivelsen halvanden Gang, bare fordi jeg i min Iver for at vise, hvor godt jeg forstod Situationen, kom til at flytte Kellermanns Dragoner istedetfor Milhaud’s Cuirasserer!“
„Flyttede du Dragoner — Onkel?“ spurgte Fætter Hans.
„Ja, se det vil du nok forstaa, hvis du falder i den lange; men“ — tilføiede Onkel Fredrik i en høitidelig Tone, „vogt dig — siger jeg — vogt dig for Blücher!“
„Blücher?“ sagde Fætter Hans.
„Ja ja, jeg siger ikke mere; — og hvorfor gaar jeg egentlig her og fortæller om den gamle Original, hvad ialverden er det, du vil med ham?“
„Spadserer han hver Formiddag?“ spurgte Hans.
„Hver Formiddag fra elleve til et og hver Eftermiddag fra fem til syv. Men hvad Interesse?“ —
„Har han mange Børn?“ afbrød Hans.
„Kun en Datter, men hvad Pokker?“ —
„Adieu — Onkel; jeg maa hjem til mine Bøger.“
„Stop lidt! gaar du ikke med til Tante Maren iaften, jeg skulde bede dig?“
„Nei Tak, jeg har ikke Tid,“ raabte Fætter Hans, der allerede var nogle Skridt borte.
„Der er Dameselskab, unge Damer!“ brølede Onkel Fredrik; thi han vidste jo ikke, hvad der var hændt Nevøen.
Men denne rystede paa Hovedet med en egen, energisk Foragt og forsvandt omkring Hjørnet.
Det var som Pokker — tænkte Onkel; Gutten er gal eller — aa nu har jeg det! — forlibt! Han stod jo og talte nogle dunkle Ord om Kjærlighed, da jeg fandt ham — udenfor Nr. 34 — og hans Interesse for gamle Schrappe! — Skulde han være forelsket i Frøken Betty? — aa nei, tænkte Onkel, idet ogsaa han hovedrystende fortsatte sin Vei, saa megen Forstand har han s’gu ikke.
Fætter Hans spiste ikke meget den Middag. Forelskede Mennesker spise ikke meget og desuden ligte han ikke Kjødkager.
Endelig blev Klokken fem. Han havde allerede indtaget sin Post paa Volden, hvorfra han kunde overse hele Fæstningspladsen. Ganske rigtigt: der kom den sorte Frak, de lyse Benklæder og den velpudsede Hat.
Fætter Hans fornam en Smule Hjertebanken. Først troede han, det kom af, at han følte sig lidt skamfuld ved denne planmæssige Underfundighed mod den skikkelige Kaptein. Men snart kom han underveir med, at det var Synet af den Elskedes Fader, der satte hans Blod i Bevægelse.
Beroliget herved begyndte han ifølge Onkel Fredriks Anslag at tegne Streger og Vinkler i Sandet, medens han fra Tid til anden med Opmærksomhed betragtede Akershus.
Der var øde og stille paa hele Fæstningen. Fætter Hans kunde høre Kapteinens sikre Skridt nærme sig; de naaede helt hen til ham og standsede. Hans saa ikke op; Kapteinen tog endnu et Par Skridt og kræmtede. Hans trak en lang, dybsindig Streg med sin Stok, da kunde den Gamle ikke længer dy sig.
„Ei, ei, unge Herre!“ sagde han venligt, idet han tog til sin Hat, „tager De Kart over vore Befæstningsværker?“
Fætter Hans saa ud som en, der vækkes af dybe Betragtninger, og idet han hilsede høfligt, svarede han noget forvirret:
„Nei — det er blot saadan en Vane jeg har, til at søge at orientere mig, hvor jeg færdes.“
„En fortræffelig Vane, en ganske fortræffelig Vane“ — afbrød Kapteinen med Varme.
„Det styrker Hukommelsen,“ indskjød Fætter Hans beskedent.
„Ganske vist, ganske vist — Hr. Student!“ svarede Kapteinen, der begyndte at finde Behag i det undseelige unge Menneske.
„Især ved mere komplicerede Situationer,“ fortsatte det undseelige unge Menneske, idet han med Foden udslettede sine Streger.
„Netop hvad jeg vilde sige!“ udbrød Kapteinen henrykt, „isærdeleshed er nu Tegninger og Planer — som De kan tænke Dem — aldeles uundværlige i Krigsvidenskaben — for Exempel en Slagmark.“ —
„Ja, se det er nu Ting, der ere altfor indviklede for mig,“ afbrød Fætter Hans med et ydmygt Smil.
„Sig ikke det, unge Herre!“ svarede den velvillige Gamle, „naar man har en orienterende Oversigt over Terrainets og Armeernes Stillinger, saa kan selv en mere indviklet Batalje gjøres ganske anskuelig. — Se nu det Terrain, vi har for os her; det kunde meget godt give os et Begreb — en miniature — om for Exempel — om Slaget ved Waterloo.“
Jeg er falden i den lange, tænkte Faetter Hans; men never mind! jeg elsker hende.
„Behag at tage Plads paa Bænken her,“ fortsatte Kapteinen, der inderligt glædede sig til en saa intelligent Tilhører, „saa skal jeg forsøge i korte Omrids at give Dem et Billede af dette skjæbnesvangre og mærkelige Slag, hvis det kan interessere Dem?“
„Mange Tak — Hr. Kaptein!“ svarede Fætter Hans, „intet kunde interessere mig mere. Men jeg frygter for, at De vil faa altfor meget Besvær med en stakkels ukyndig Civil.“
„Paa ingen Maade, det Hele er saa let og simpelt, naar man bare iforveien orienterer sig paa Feldtet,“ forsikrede den elskværdige gamle Herre, idet han satte sig ved Siden af Fætter Hans og kastede et prøvende Blik omkring sig.
Medens de sad saaledes, betragtede Fætter Hans Kapteinen nøiere, og han maatte tilstaa, at Kaptein Schrappe tiltrods for sine sexti Aar endnu var en vakker Mand. Han har de korte, graasprængte Moustacher lidt opadbøiet i Spidserne, hvilket gav ham et vist ungdommeligt Sving. I det hele taget havde han megen Lighed med Kong Oscar den Første paa de gamle Tolvskillinger.
Og da han nu reiste sig op og begyndte sin Udvikling, var Fætter Hans enig med sig selv om, at han havde al Grund til at være tilfreds med sin tilkommende Svigerfaders Ydre.
Kapteinen stillede sig nogle Skridt fra Bænken i Hjørnet af Volden, idet han pegede omkring sig med Stokken. Fætter Hans fulgte nøie med og gjorde sig al mulig Flid for at tækkes sin tilkommende Svigerfader.
„Vil De nu altsaa tænke Dem, at jeg staar ved Forpagtergaarden Belle-Alliance, hvor Keiseren har sit Hovedkvarter, og mod Nord — to Mile fra Waterloo — har vi Bryssel, — altsaa omtrent paa Hjørnet af Gymnastiklokalet.
Veien der — langs Volden er Chausseen, der fører til Bryssel, og her“ — Kapteinen ilede over Waterloosletten — „her i Græsset har vi Soignesskoven. Paa Landeveien til Bryssel og foran Skoven staa nu Englænderne; — De maa tænke Dem den nordligste Del af Terrainet noget høiere. Paa Wellingtons venstre Fløi — altsaa mod Øst — her i Græsset — har vi Slottet Hougoumont; det maa markeres,“ sagde Kapteinen og saa sig omkring.
Den hjælpsomme Fætter Hans fandt strax en Pinde, der blev stukket i Jorden paa dette vigtige Punkt.
„Fortræffeligt!“ raabte Kapteinen, der forstod, at han havde fundet en Tilhører med Interesse og Indbildningskraft, „det er nemlig fra denne Kant, vi kan vente Preusserne.“
Fætter Hans lagde Mærke til, at Kapteinen tog en Sten, som han fandt, og placerede den i Græsset med en hemmelighedsfuld Mine.
„Her ved Hougoumont,“ fortsatte den Gamle, „begyndte Slaget. Det var Jerome, der angreb. Han tog Skoven; men Slottet holdt sig — forsvaret af Wellingtons bedste Tropper.
Imidlertid skulde Napoleon, som holder her ved Belle-Alliance, netop give Marechal Ney Ordre til at begynde Hovedangrebet mod Wellingtons Centrum, da han opdagede Troppemasser, der nærmede sig fra Øst — bag Bænken — der henne ved Træet.“
Fætter Hans saa sig om, han begyndte at blive urolig: skulde allerede Blücher være her?
„Blü — Blü“ — prøvede han halvhøit.
„Det var Bülow,“ sagde til al Lykke Kapteinen, „som nærmede sig med 30,000 Preussere. Napoleon traf i Hast sine Dispositioner, for at møde den nye Fiende, idet han ikke nærede nogen Tvivl om, at Grouchy ialfald fulgte Preusserne i Hælene.
Keiseren havde nemlig den foregaaende Dag detacheret Marechal Grouchy med Armeens hele høire Fløi c. 50,000 Mand, for at møde Blücher og Bülow; men Grouchy — ja alt det der, husker De jo fra Verdenshistorien“ — afbrød Kapteinen.
Fætter Hans nikkede beroligende.
„Ney begyndte altsaa Angrebet med sin vante Uforfærdethed. Men det engelske Kavalleri styrtede sig over Franskmændene, brød deres Rækker og tvang dem tilbage med Tab af to Ørne og flere Kanoner. Milhaud iler tilhjælp med sine Cuirasserer, og Keiseren selv, der ser Faren, hugger Sporerne i sin Hest og farer ned ad Skraaningen ved Belle-Alliance.“
Kapteinen ilede afsted, hoppende lidt efter Siden som en Hest i Gallop, medens han skildrede, hvorledes Keiseren red gjennem tykt og tyndt, bragte Neys Folk iorden og sendte dem frem til nyt Angreb.
— Enten det nu var, fordi der stak et Stykke af en Digter i Fætter Hans, eller om Kapteinens Skildring virkelig var saa levende, eller om det var — og det var det vist, — fordi han elskede Kapteinens Datter — nok er det: Fætter Hans blev ganske revet ind i Situationen.
Han saa ikke længer en snurrig Kaptein, der hoppede efter Siden; — han skimtede gjennem Krudtrøgen Keiseren selv paa den hvide Hest med de sorte Øine, som vi kjende fra Kobberstikkene. Han fór afsted over Grøfter og Hegn, gjennem Agre og Haver, med Møie hilgt af sin Suite. Rolig og kold sad han fast i Sadlen med den halvaabne graa Frak, de hvide Benklæder og den lille Hat paatvers. Hans Ansigt udtrykte hverken Træthed eller Spænding; glat og blegt som Marmor gav det den hele Skikkelse i den simple Uniform paa den hvide Hest noget ophøiet, halvt spøgelsesagtigt.
Saaledes susede han afsted, dette lille blodige Uhyre, der i tre Dage havde leveret tre Slag. Alt veg afveien for ham, flygtende Bønder, Tropper i Reserve eller i Fremmarsch, — ja selv Saarede og Halvdøde skubbede sig tilside og saa op paa ham med en Blanding af Skræk og Beundring — der han jog dem forbi som et koldt Lyn.
Han viste sig knapt blandt Soldaterne, før alt kom iorden som af sig selv; og et Øieblik efter kunde den ufortredne Ney atter svinge sig i Sadlen, for at fornye Angrebet. Og denne Gang kastede han Englænderne og satte sig fast i Forpagtergaarden La Haie-Sainte.
Napoleon holdt atter ved Belle-Alliance.
„Nu kommer altsaa Bülow fra Øst — her frem under Bænken; Keiseren lader General Mouton møde ham. Klokken halv fem (Slaget var begyndt Klokken et) forsøger Wellington at fordrive Ney fra La Haie-Sainte. Men denne, der nu indsaa, at alt afhang af, at man bemægtigede sig Terrainet foran Skoven — her i Sandet foran Græskanten,“ Kapteinen kastede sin Handske hen paa det betegnede Sted — „Ney altsaa tilkalder en Reservebrigade af Milhauds Cuirasserer og gaar løs paa Fienden.
Snart saaes hans Folk paa Høiderne, og man raabte allerede „Victoire!“ omkring Keiseren.
„Det er en Time for sent,“ svarede Napoleon.
Da han imidlertid saa, at Marechallen led meget af Fiendens Ild i den nye Position, besluttede han at komme ham tilhjælp og samtidigt prøve med et Slag at knuse Wellington. Han valgte til denne Plans Udførelse Kellermanns navnkundige Dragoner og Gardens svære Kavalleri. Nu kommer et af Slagets Hovedmomenter; De maa begive Dem ud paa Valpladsen!“
Fætter Hans reiste sig strax fra Bænken og indtog den Post, Kapteinen anviste ham.
„Nu er De Wellington!“ — Fætter Hans rettede sig. — „De staar der paa Sletten med Størstedelen af det engelske Infanteri. Her kommer hele det franske Kavalleri susende. Milhaud har forenet sig med Kellermann; det er en uoverskuelig Mængde Heste, Brynjer, Hjelmbuske og blanke Vaaben. Omgiv Dem med en Carré!“
Fætter Hans stod et Øieblik raadvild; men saa forstod han Kapteinens Mening: han trak i al Hast en Firkant af dybe Streger i Sandet omkring sig.
„Rigtigt!“ raabte Kapteinen straalende, „nu hugge Franskmændene ind; Rækkerne brydes, men sluttes sammen; Kavalleriet bøier af og samler sig igien. Wellington maa hvert Øieblik indeslutte sig i en ny Carré.
De franske Ryttere slaas som Løver: de stolte Minder fra Keiserens Felttog fylder dem med dette seiersikre Mod, der gjorde hans Armeer uovervindelige; de slaas for Seieren, for Æren, for de franske Ørne, og for den lille, kolde Mand, som de vide holder paa Høiden bagved dem, hvis Øie følger hver enkelt Mand, som ser Alt og ikke glemmer noget.
Men idag har de en Fiende, som ikke er let at faa Bugt med. De staa, hvor de staa — disse Englændere, og trykkes de et Skridt tilbage, saa tage de det igjen i næste Øieblik. De have ingen Ørne og ingen Keiser; naar de slaas, tænke de hverken paa Krigshæder eller paa Hævn; men de tænke paa Hjemmet. Ikke at skulle gjense gammel Englands Ege, er den tungeste Tanke for en Englænder — dog nei, der er noget, som er værre endda: at komme hjem med Skam. Og naar de tænke paa, at den stolte Flaade, som de vide ligger nordpaa og venter paa dem, at den skulde nægte dem Hæderssalut, at „old England“ ikke skulde kjende sine Sønner igjen, — da gribe de fastere om Geværet, de glemme Saar og Blodet, der flyder; tause og alvorllge, med sammenbidte Tænder holde de sin Post og dø som Mænd.
Tyve Gange brødes Carréerne og sluttedes igjen, og der faldt 12,000 brave Englændere.“
Fætter Hans kunde forstaa, at Wellington græd, da han sagde: „Natten eller Blücher!“
Kapteinen havde imidlertid forladt Belle-Alliance og speidede omkring i Græsset bag Bænken, medens han fortsatte sin Udvikling, der stedse blev mere og mere livlig: „Wellington var nu i Virkeligheden slagen, han maatte lide et totalt Nederlag, da“ — raabte Kapteinen med dyster Stemme, „da kom han der!“ Og idetsamme spændte han til den Sten, Fætter Hans havde seet ham skjule, saa at den rullede ind paa Slagmarken.
Nu eller aldrig, tænkte Fætter Hans.
„Blücher!“ raabte han.
„Netop!“ svarede Kapteinen, „det er Blücher, den gamle Varulv, der kommer marscherende ind paa Sletten med sine Preussere.
Altsaa kom der ingen Grouchy; Napoleon stod berøvet hele sin høire Fløi overfor 150,000 Mand. Med sin aldrig svigtende Koldblodighed giver han Ordre til en stor Frontforandring.
Men det var for sent og Overmagten for stor.
Wellington, som ved Blüchers Ankomst fik Anledning til at bruge Reserven, lod nu hele sin Armé avancere. Endnu engang bragtes dog de Allierede et Øieblik til at standse for et rasende Angreb, der førtes af Ney — Dagens Løve.
„Ser De ham!“ raabte Kapteinen, hvis Øine tindrede.
Og Fætter Hans saa ham, denne eventyrlige Helt, Hertug af Elchingen, Prinds af Moskwa, Søn af en Bødker i Saarlouis, Marechal og Pair af Frankrige. Han saa ham løbe frem foran Kolonnerne — fem Heste vare skudte under ham — med Kaarden i Haanden, Uniformen i Filler, uden Hat og med Blodet strømmende ned over Ansigtet.
Og Kolonnerne ordnede sig og stormede afsted; — de fulgte sin Prinds fra Moskwa, Redningsmanden ved Beresina, i den haabløse Kamp for Keiseren og Frankrige. Lidet anede de, at Frankriges Konge sex Maaneder efter skulde lade deres kjære Prinds skyde som Landsforræder i Luxembourghaven.
Men han fór omkring, ordnede og kommanderede, indtil der ikke var mere at gjøre for Feltherren; saa brugte han sin Kaarde som Soldat til alt var forbi, og han reves med paa Flugten. Thi den franske Armé flygtede.
Keiseren styrtede sig ind i Vrimmelen; men den forfærdelige Larm overdøvede hans Stemme, og i Halvmørket var der ingen, som kjendte den lille Mand paa den hvide Hest.
Saa tog han Plads i en Carré af sin gamle Garde, der endnu holdt Stand paa Sletten: han vilde slutte sit Liv paa sin sidste Valplads. Men Generalerne flokkedes om ham, de gamle Grenaderer raabte: „Træk Dem tilbage, Sire! Døden vil ikke have Dem!“
De vidste ikke, at det var, fordi Keiseren havde forspildt sin Ret til at dø som fransk Soldat. Halvt modstræbende førtes han med, og ukjendt i sin egen Armé red han bort i den mørke Nat, efter at have tabt alt. — „Saaledes endte Slaget ved Waterloo,“ sagde Kapteinen, idet han satte sig paa Bænken og rettede paa sit Halstørklæde. —
— Fætter Hans tænkte med Indignation paa Onkel Fredrik, der havde omtalt Kaptein Schrappe i en saa overlegen Tone. Det var dog en ganske anderledes interessant Personlighed end slig en gammel Departementshest som Onkel Fredrik.
Idet han nu gik og samlede op Handsker og andre Smaating, som Feltherrerne i Stridens Hede havde spredt over Slagmarken, for at markere Positionerne, stødte han ogsaa paa gamle Blücher. Han tog ham op og betragtede ham nøie.
Det var et haardt Stykke Granit, knudret som Sukke-Candis; det var næsten som om det lignede „Feltmarechal Vorwärts“. Hans vendte sig mod Kapteinen med et artigt Buk:
„Tillad, Hr. Kaptein! at jeg gjemmer denne Sten. Den vil bedre end noget andet gjenkalde i min Erindring denne interessante og belærende Underholdning, for hvilken jeg isandhed er Dem meget taknemmelig.“
Dermed stak han Blücher i Baglommen.
Kapteinen forsikrede, at det havde været ham en sand Fornøielse at iagttage den Interesse, hvormed hans unge Ven havde fulgt Udviklingen. Og det var den rene Sandhed, han var ligefrem henrykt over Fætter Hans.
„Men sæt Dem nu ned — unge Mand, vi kunne nok trænge til Hvile efter 10 Timers Kamp“ — tilføiede han smilende.
Fætter Hans satte sig paa Bænken og følte med Ængstelse paa sin Flip. Han havde i Middagsstunden iført sig den mest bedaarende, han havde. Den holdt sig lykkeligvis endnu stiv; men han maatte sande Wellingtons Ord: Natten eller Blücher! thi stort længer havde den ikke holdt Stand.
Det var ogsaa et Held, at den varme Eftermiddagssol holdt de Spadserende borte fra Volden. Ellers kunde der snart have samlet sig et anseeligt Publikum om disse to Herrer, der fægtede med Armene og sprang omkring, tildels efter Siden.
De havde kun havt en Tilskuer. Det var Skildvagten, som staar paa Hjørnet af Gymnastiklokalet.
Denne havde af Nysgjerrighed fjernet sig utilbørlig langt fra sin Post, idet han havde marscheret næsten halvanden Mil nedover Chausseen fra Bryssel til Waterloo. Kapteinen skulde ogsaa forlængst have tildelt ham en militær Tilrettevisning, om ikke det nysgjerrige „Mandskab“ havde været af stor strategisk Betydning. Han udgjorde nemlig, der han stod, hele Wellingtons Reserve; og nu da Slaget var forbi, trak denne sig i god Orden tilbage nordover mod Bryssel og indtog atter le poste perdu paa Hjørnet af Gymnastiklokalet.
„Kom nu hjem med mig og spis tilaftens,“ sagde Kapteinen. „Mit Hus er vistnok meget stille, men jeg tænker, en ung Mand af Deres Karakter ikke vil have saameget imod at tilbringe en Afren i en rolig Familie.“
Fætter Hans’s Hjerte hoppede høit af Fryd; han modtog Indbydelsen paa den ham egne beskedne Maade, og snart vare de paa Veien til Nr. 34.
Hvor dog alting lykkedes for ham idag. Det var ikke mange Timer siden han saa hende for første Gang; og nu kom han allerede anstigende som en speciel Yndling af Faderen, for at tilbringe Aftenen sammen med hende.
Jo mere de nærmede sig Nr. 34, desto livagtigere stod det fortryllende Billede af Frøken Schrappe for ham: det blonde, purrede Haar nedover Panden, den vevre Figur og saa disse skjælmske, lyseblaa Øine.
Hans Hjerte bankede, saa at han neppe kunde tale, og da de gik opad Trappen, maatte han tage ordentlig fat i Rækværket; hans Lykke gjorde ham næsten svimmel.
I Stuen, som var et stort Hjørneværelse, traf de Ingen. Kapteinen gik ud, for at kalde paa Frøkenen, og Hans hørte ham raabe: „Betty!“
Betty! hvilket yndigt Navn og hvor det passede til det yndige Væsen!
Den lykkelige Elsker tænkte sig allerede, hvor deiligt det skulde blive, naar han kom hjem fra sit Arbeide ved Middagstid og kunde raabe ud i Kjøkkenet: „Betty! er Maden færdig?“ Idetsamme traadte Kapteinen ind igjen med sin Datter. Hun gik lige hen til Fætter Hans, tog ham i Haanden og ønskede ham velkommen i Huset.
„Men,“ tilføiede hun, „De maa virkelig undskylde, at jeg strax løber fra Dem igjen, for jeg staar midt i en Æggerøre, og det er ikke Spøg, kan De tro!“
Dermed forsvandt hun igjen; Kapteinen trak sig ogsaa tilbage for at ordne sig lidt, og Fætter Hans var atter alene.
Det hele Møde havde ikke varet mange Sekunder, og dog syntes Fætter Hans, at han i disse Øieblikke var styrtet fra Afsats til Afsats mange Favne ned i et dybt, sort Hul. Han holdt sig med begge Hænder fast i en gammel, høirygget Lænestol; han hverken hørte, saa eller tænkte; men halvt mekanisk gjentog han hen for sig: „Det var ikke hende — det var ikke hende!“
Nei det var ikke „hende“. Den Dame, han netop havde seet, og som altsaa maatte være den virkelige Frøken Schrappe, havde slet ikke blondt, purret Haar nedover Panden. Hun havde tvertimod mørkt Haar, strøget glat til begge Sider. Hun havde ingenlunde skjælmske, lyseblaa Øine, men alvorlige, mørkegraa — kort sagt, hun var saa ulig den Elskede som vel muligt.
Efter den første Lammelse begyndte Fætter Hans’s Blod at koge; en vild Smerte bemægtigede sig ham: han rasede mod Kapteinen, mod Frøken Schrappe, mod Onkel Fredrik og Wellington og den hele Verden.
Han vilde knuse det store Speil og alle Møblerne, og derpaa springe ud af Hjørnevinduet; — eller, han vilde tage sin Hue og Stok, styrte nedad Trappen, forlade Huset og aldrig mere betræde det; — eller, han vilde ialfald ikke blive her længer end høist nødvendigt.
Hans Stemning blev efterhaanden roligere; men en dyb Sørgmodighed lagde sig over ham. Han havde følt denne usigelige Smerte, at skuffes i sin første Kjærlighed, og da han saa sit eget Billede i Speilet, rystede han medlidende paa Hovedet.
Kapteinen traadte ind igjen, glat og pudset. Han indledede en Samtale om Dagens Politik. Fætter Hans havde Møie med at give endog blot korte, almindelige Svar; det var som om det Interessante ved Kaptein Schrappe var aldeles fordunstet. Og nu mindedes Hans, at denne paa Hjemveien fra Fæstningen havde lovet ham hele Feltmanøvren i Skaane efter Aftensbordet.
„Vaarsaagod, kom tilbords!“ raabte Frøken Betty, idet hun aabnede Døren til Spisestuen, hvor der var tændt Lys.
Fætter Hans kunde ikke undlade at spise, thi han var sulten; men han saa ned i Tallerkenen og talte lidet.
Derfor førtes Samtalen i Begyndelsen mest mellem Fader og Datter. Kapteinen, som troede, at det beskedne unge Menneske følte sig generet i Frøken Bettys Nærværelse, vilde give ham Tid til at fatte sig.
„At du ikke inviterede Føken Bech iaften, siden hun skal reise imorgen,“ sagde den Gamle, „saa kunde I have spillet firhændigt for vor Gjæst.“
„Jeg bad hende blive, da hun var heroppe iformiddags; men hun skulde i Afskedsselskab til nogle andre Bekjendte.“
Fætter Hans spidsede Øren, mon Talen var om Damen fra iformiddags.
„Jeg fortalte dig jo, at hun var nede hos mig paa Fæstningen, for at sige Farvel,“ fortsatte Kapteinen, „stakkels Pige! jeg synes virkelig Synd i hende.“
Der kunde ikke længer være nogen Tvivl.
„Omforladelse — er Talen om en Dame med smaakrøllet Haar og store, blaa Øine?“ spurgte Fætter Hans.
„Netop!“ svarede Kapteinen, — „kjender De Frøken Bech?“
„Nei —,“ svarede Hans, „det faldt mig bare ind, at det kunde være en Dame, jeg traf nede paa Fæstningen omkring Klokken tolv.“
„Det har været hende!“ sagde Kapteinen, „en vakker Pige — ikke sandt?“
„Det var en meget smuk Dame,“ svarede Hans med Overbevisning, —, har hun havt nogen Sorg? — jeg syntes, Hr. Kapteinen —,“
„Ja, ser De! hun var forlovet nogle Maaneder.“ —
„Ni Uger“ — afbrød Frøken Betty.
„Jasaa du! var det saa kort — nuvel! — og saa har hendes Kjæreste netop i disse Dage slaaet op med hende. Hun reiser derfor — som De kan tænke Dem — bort for en Tid; — til Slægtninge paa Vestlandet — tror jeg.“
Hun havde altsaa været forlovet — rigtignok bare ni Uger; men det var dog et lidet aber. Dog — Fætter Hans var en Menneskekjender, og saa meget havde han allerede seet iformiddags, at hendes Følelser for den afgangne Kjæreste ikke havde været den rigtige Kjærlighed; derfor sagde han:
„Hvis det er den Dame, jeg saa idag, syntes hun at tage Sagen temmelig let.“
„Det er just, hvad jeg bebreider hende,“ svarede Frøken Betty.
„Hvorfor det?“ spurgte Hans lidt spidst, for han ligte overhovedet ikke den Maade, hvorpaa den unge Dame fremsatte sine Bemærkninger, „var det kanske bedre, om hun græmmede sig tildøde?“
„Nei ingenlunde,“ svarede Frøken Schrappe, „men det vilde efter min Formening have vidnet om mere Karakterstyrke, om hun havde følt en stærkere Indignation overfor sin Forlovede.“
„Da synes jeg tvertimod, at det vidner om den smukkeste Art af Karakterstyrke, at hun ikke føler Nag eller Vrede; thi Kvindens Styrke er at tilgive,“ sagde Fætter Hans, der blev veltalende, idet han forsvarede den Elskede.
Frøken Betty mente, at dersom Menneskene i det hele taget vilde lægge mere Indignation for Dagen ved de talrige „Opslag“, kunde kanske Ungdommen blive lidt forsigtigere i saa Henseende.
Fætter Hans derimod mente, at naar en Forlovet mærkede eller blot fik den mindste Mistanke om, at han havde taget feil, at det, han havde holdt for Kjærlighed, ikke var den sande, den ægte, den rigtige Kjærlighed, saa maatte han ikke alene skynde sig med at slaa op, men saa var det ogsaa en ligefrem Pligt for den anden Part og for alle Omgivelser at tilgive, undskylde og tale saa lidet som muligt om Sagen, paa det at det hele jo for jo heller kunde blive glemt.
Frøken Betty svarede hurtigt, at hun ikke fandt det i sin Orden, at unge Mennesker, „havde hinanden paa Prøve“, medens de holdt Udkig efter den rigtige Kjærlighed.
Denne Bemærkning forargede i høi Grad Fætter Hans. Men han fik ikke Tid til at svare, da Kapteinen idetsamme reiste sig fra Bordet.
— Der var noget ved Frøken Schrappe, som han slet ikke kunde fordrage; og saa stærkt var han optaget heraf, at han for en Stund næsten glemte den sørgelige Efterretning, at den Elskede — Frøken Bech — skulde reise imorgen.
Han maatte indrømme, at Kapteinens Datter var smuk, meget smuk; hun syntes at være baade huslig og forstandig, og det var tydeligt, at hun omfattede den gamle Fader med en rørende Ømhed. Og dog sagde Fætter Hans til sig selv: Stakkel, hun bliver aldrig gift.
Thi hun manglede ganske den yndige Ubehjælpelighed, der er saa indtagende hos en ung Pige; naar hun talte, var det med en næsten stødende Ro og Sikkerhed. Aldrig kom hun med saadanne bedaarende, halvt fuldendte Sætninger som: „Ja, jeg ved ikke, om De forstaar mig; — der er saa faa, som forstaar mig; — jeg ved ikke, hvorledes jeg skal udtrykke, hvad jeg mener; men jeg føler det saa tydeligt“ — kort sagt! af dette tilslørede, ubevidste, som jo er Kvindens skjønneste Pryd, fandt man Intet hos Frøken Schrappe.
Endvidere havde han faaet en Mistanke om, at hun var „lærd“. Og deri maa dog alle give Fætter Hans Ret, at skal en Kvinde kunne opfylde sin Opgave her i Livet (at være Hustru for en Mand), bør hun selvfølgeligt ikke have andre Kundskaber end dem, hendes Mand ønsker, hun skal have, eller selv vil bibringe hende. Ethvert andet Fond af Viden vil altid være en Medgift af saare tvivlsomt Værd.
Fætter Hans var i den miserableste Stemning. Klokken var ikke mere end otte, og før halv ti, syntes han ikke, det gik an at tage Afsked. Kapteinen havde allerede taget Plads ved Bordet, færdig til at begynde Feltmanøvren. Her var ingen Udvei, Hans satte sig ved Siden.
Ligeoverfor sad Frøken Betty med et Sytøi og en Bog foran sig. Han strakte sig fremover og opdagede, at det var en Roman af den nyere tyske Literatur.
Det var just et af de Værker, som Hans pleiede at rose i høie Toner, naar han udviklede sine moderne Anskuelser med et lidet Anstrøg af Fritænkeri. Men at finde denne Bog her, i en Dames Hænder og tilogmed paa Tysk (Hans havde læst den i Oversættelse), var ham i høieste Grad stødende.
Da derfor Frøken Betty spurgte, om han syntes godt om Romanen, svarede han, at det var en af de Bøger, der kun bør læses af Mænd med modne Begreber og solide Principer, — allermindst egnede den sig til Damelekture.
Han saa, at den unge Dame blev rød, og han følte selv, at han havde været uartig. Men han var i en saa fatal Stemning, og desuden var der noget ligefrem irriterende ved denne overlegne lille Frøken.
Han ærgrede sig og kjedede sig, og for at fuldende hans Lidelsers Maal, begyndte Kapteinen at lade Korpset B rykke frem, „beskyttet af Mørket“.
Fætter Hans skimtede nu, hvorledes Kapteinen lod Fyrstikdaaser, Penneknive og andre Smaating rykke frem over Bordet. Han nikkede af og til, men han hørte slet ikke efter. Han tænkte paa den deilige Frøken Bech, som han kanske aldrig skulde gjense, og undertiden lurede han sig til at se paa Frøken Schrappe, som han havde været uartig imod.
Med et fór han op. Kapteinen slog ham paa Skulderen: „Og dette Punkt skulde altsaa jeg besætte. Hvad synes De?“
Da dukkede Onkel Fredriks Raad op for Fætter Hans, og idet han nikkede heftigt, sagde han: „Naturligvis — det eneste rigtige: — Positionens Nøgle!“
Kapteinen fór tilbage og blev ganske alvorlig. Men da han saa Fætter Hans’s forbløffede Udtryk, fik hans Godmodighed Overhaand, og leende sagde han:
„Nei — Høistærede! deri tager De storligen feil. — Forresten,“ tilføiede han med et lunt Smil, „forresten er det en Feiltagelse, som De deler med flere af vore høieste Militærautoriteter. — Nei, nu skal jeg vise Dem Positionens Nøgle.“
Og saa begyndte han en vidtløftig Forklaring om, hvorledes den Stilling, han havde Ordre til at besætte, var ganske uden strategisk Betydning. Hvorimod den Manøvre, han paa egen Haand foretog, bragte Fienden i den største Forlegenhed, og vilde have forsinket Korpset B’s Fremrykning flere Timer.
Saa trædt og Sløv, som Fætter Hans var, maatte han dog beundre de Overordnedes vise Fremgangsmaade mod Kapteinen, dersom der overhovedet var noget i Onkel Fredriks Historie om Sværdordenen.
Thi hvis Kapteinens egenraadige Manøvre i strategisk Henseende kanske var et genialt Træk, saa var det jo i sin Orden, at han fik Sværdordenen. Men paa den anden Side var det jo ogsaa klart, at han var ubrugelig i en Armé som vor, naar han kunde tro, at Hensigten med Feltøvelserne var at forsinke Nogen eller at bringe Nogen i Forlegenbed. Han maatte dog vide, at Hensigten meget mere var den, at begge de fiendtlige Armeer med Bagage og Kjøkkenvogne kunde træffe sammen til fastsat Tid paa det fastsatte Sted, hvor den store Frokost serveredes.
Mens han sad i disse Tanker, fuldendte Kapteinen Feltmanøvren. Han var slet ikke saa tilfreds med sin Tilhører nu som ude paa Fæstningen; der var kommet noget adspredt over ham.
Klokken blev ni. Men da Fætter Hans havde sat sig i Hovedet, at han vilde holde ud til halv ti, sled han sig igjennem en af de længste Halvtimer, han havde oplevet. Kapteinen blev søvnig, Frøken Betty svarede kort og koldt; Hans maatte selv sørge for Underholdningen — træt, ærgerlig, ulykkelig og forelsket som han var.
Endelig viste Uhret næsten halv ti; han reiste sig, idet han sagde, at han pleiede at gaa tidligt tilsengs paa Grund af, at han læste bedst, naar han stod op Klokken sex.
„Ei, ei,“ sagde Kapteinen, „kalder De det at gaa tidligt tilsengs. Jeg lægger mig saamænd hver Dag Klokken ni.“
O Skuffelse paa Skuffelse! Hans sagde i al Hast Godnat og løb nedad Trappen.
Kapteinen fulgte ham ud med Lys og raabte venligt efter ham: „Godnat — velkommen igjen!“
„Tak!“ raabte Hans nedenfra, men i sit stille Sind bandte han paa, at der skulde han aldrig mere sætte sine Ben.
— Da den Gamle kom ind i Stuen igjen, fandt han Datteren ifærd med at smække op Vinduerne.
„Hvad skal det betyde?“ spurgte Kapteinen.
„Jeg lufter ham ud!“ svarede Frøken Betty.
„Naa, naa, Betty! du er nu altfor slem. Men jeg maa ellers tilstaa, at den unge Herre tabte lidt ved nærmere Bekjendtskab. Jeg forstaar mig ikke paa Ungdommen nutildags.“
Dermed gik Kapteinen ind i sit Soveværelse, efter at have givet Datteren den sædvanlige Aftenformaning: „Sid nu ikke for længe oppe.“
Da hun var bleven alene, slukkede Frøken Betty Lampen, flyttede Blomsterne bort fra Hjørnevinduet og satte sig op i Vindueskarmen med Benene paa en Stol.
Mellem to høie Huse kunde hun i klare Maaneskinættener skimte en liden Stribe af Fjorden. Det var ikke meget; men det var dog et Glimt af den store Vei, der fører mod Syden og de fremmede Lande.
Og hendes Ønsker og Længsler fløi afsted, følgende den samme Vei, hvor saa mange unge Ønskefugle har fløiet sin Vinge træt; ud gjennem den trange Fjord mod Syden, hvor Horisonten er høi, hvor Hjertet udvider sig, og Tankerne blive store og modige.
Og Frøken Betty sukkede, idet hun stirrede paa sin lille Stribe af Fjorden, som hun kunde skimte mellem to høie Huse.
— Hun tænkte isandhed ikke paa Fætter Hans, der hun sad; men han tænkte paa Frøken Schrappe, idet han med hurtige Skridt gik opad Gaden.
Aldrig havde han truffet en ung Dame, der mindre var falden i hans Smag. At han havde været uartig mod hende, gjorde det ikke bedre. Vi ere ikke tilbøielige til at finde de Mennesker elskværdige, som have været Anledning til, at vi have opført os slet. Det var ham ligesom en Trøst at gjentage for sig selv: Hun bliver aldrig gift.
Saa vandrede hans Tanker til den Elskede, som skulde reise bort imorgen. Hele hans tunge Skjæbne stod for ham, og han fik en stor Trang til at udøse sin Smerte for en Ven, der kunde forstaa ham.
Men at finde en Ven i den passende Stemning paa denne Tid af Dagen, var ikke let.
Onkel Fredrik var igrunden hans Fortrolige i mange Ting; han vilde opsøge ham.
Da han vidste, at Onkel var hos Tante Maren, begav han sig opover mod Slottet, for at møde ham, naar han kom fra Homansbyen. Han valgte en at de trange Alleer tilhøire, hvor han vidste, Onkel pleiede at gaa, og et Stykke opi Bakken satte han sig paa en Bænk, for at vente.
Der maatte være usædvanligt morsomt hos Tante Maren, naar Onkel Fredrik kunde holde ud deroppe til over ti. Endelig skimtede han en liden hvid Mave høit oppe i Alleen; det var Onkels hvide Vest, som nærmede sig.
Han reiste sig fra Bænken og sagde alvorligt: „Godaften!“
Onkel syntes aldrig om at træffe ensomme Mandspersoner i de mørke Alleer; det var derfor en stor Lettelse for ham, da han gjenkjendte Nevøen.
„Aa, — var det bare dig — Hansemand!“ sagde han venligt, „hvad sidder du og lurer paa?“
„Jeg ventede paa dig!“ svarede Hans med dump Stemme.
„Jasaa! er der noget iveien med dig? — er du syg?“
„Spørg ikke!“ svarede Fætter Hans.
Dette vilde til enhver anden Tid have været tilstrækkeligt til at fremkalde en Hagl af Spørgsmaal fra Onkel Fredrik.
Men iaften var han saa optaget af sine egne Oplevelser, at han foreløbig skjød Nevøens Anliggende tilside.
„Du var ellers dum,“ sagde han, „som ikke fulgte med mig til Tante Maren. Vi har havt det saa morsomt, det havde netop været noget for dig. Ser du — det var egentlig etslags Afskedsselskab for en ung Dame, som skal reise imorgen.“ —
En skrækkelig Anelse gjennemfór Fætter Hans.
„Hvad hed hun?“ skreg han og kneb Onkel i Armen.
„Au!“ raabte denne, „Frøken Bech!“
Da kastede Hans sig baglænds paa Bænken.
Men neppe var han dumpet ned, før han fór iveiret med et høit Skrig, og op af Baglommen tog han en liden knudret Tingest, som han kastede langt nedover Alleen.
„Hvad gaar der af Gutten,“ raabte Onkel Fredrik, „Hvad var det, du kastede?“
„Aa det var den Fandens Blücher,“ svarede Fætter Hans grædefærdig.
— Det var netop saa vidt, at Onkel Fredrik fik Tid til at sige: „Sa’ jeg ikke: vogt dig for Blücher,“ før han brød ud i en livsfarlig Latter, der varede fra Slotsbakken og langt ned i Øvre Voldgade.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |