En Nihilist/Første Del/V. Kapitel

←Vennerne i St. Petersborg.

En Nihilist av Sergei Stepniak, oversatt av E. Dorchmann Tania vinder sine Sporer.

Advokat Repin.→

Hentet fra Project Gutenberg og wikifisert.

 Georgs spøgefulde Bemærkning om Advokat Repins urolige Søvn syntes at skulle have været et ildevarslende Omen; thi næppe var hans to farlige Gæster ud af Døren, førend Gendarmerne viste sig.

Repin var ingen Kujon; men hans Blod stivnede, da Mændene i den forhadte blaa Uniform traadte ind i hans Stue. Hans første Tanke var, at de to unge Mænd var blevne arresterede uden for paa Gaden, og at hans Hus i den Anledning skulde undersøges. Men Gendarmernes første Ord beroligede ham i saa Henseende. Det uvelkomne Besøg skyldtes en eller anden lettere Mistanke, hvis Begrundelse han ikke blev klog paa, og at det netop skete i Aften, var kun en Tilfældighed. Advokaten aandede friere; for hans eget Vedkommende havde han intet særligt at befrygte.

Politiet ransagede Huset, men fandt intet kompromitterende. Klokken tre om Morgenen gik de igen. Som Følge af Repins høje sociale Stilling blev han ikke arresteret, men maatte kun aflægge en højst ubehagelig Visit paa Politikammeret for at besvare en Del nærgaaende og taabelige Spørgsmaal.

Man lod ham i Fred; men det skuffede Politi vedblev at bevogte hans Hus. Denne Omstændighed kunde have skæbnesvangre Følger for alle, især hvis man blev opmærksom paa Zinas og Georgs ret hyppige Besøg. Det var nødvendigt saa hurtigt som muligt at underrette dem om det passerede, og Tania blev allerede næste Morgen sendt af Sted for at advare Vennerne.

Hun begav sig paa Vandring med al den Ophidselse, som en ung Pige uvilkaarligt føler, naar man for første Gang har betroet hende en alvorlig og farefuld Mission.

Eftersom deres Hus blev bevogtet, var det mere end rimeligt, at hver enkelt af dets Beboere vilde blive fulgt, naar de gik ud. Hun var i den dødeligste Angst for, at hun, i Stedet for at advare, skulde føre Spionerne lige ind til dem. Hvorledes skulde hun undgaa at blive forfulgt? Hun iførte sig en Dragt, der var noget forskellig fra den, hun plejede at bære, og traadte ud paa Gaden i det Øjeblik, da den mistænkelige Mand henne paa Hjørnet var forsvunden for at aflægge en af sine korte Visitter paa Politistationen. Men hvem kunde vide? Maaske stod der bag Gardinerne i hint Vindue ovre paa den anden Side af Gaden en anden Spion, som havde set hende og signaliserede til den første, saa snart han var vendt tilbage? Hun skyndte sig ned ad Gaden, forfulgt af de Gøglebilleder, hendes Hjerne fostrede. Eller hvad garanterede hende for, at hin gamle, værdigt udseende Dame, som gik i samme Retning som hun, ikke var en Spion? Men den gamle Dame drejede om det første Hjørne og gik hen ad Nevsky-Kvarteret til, uden saa meget som at se paa den unge Pige. Det var altsammen meget godt; men det kunde være et Krigspuds, og den forklædte Spion kunde have givet et Vink til en anden, som skulde fortsætte Forfølgelsen! Eller hvis hun virkelig tog fejl i denne Formodning, var hun da sikker paa, at ikke en virkelig Spion fulgte efter hende i nogen Afstand?

 Den stakkels Pige var fuldstændig raadvild og lige ved at tabe Hovedet, da det pludselig faldt hende ind, at en Slægtning af hende boede i et Hus i Liteinaia, som stod i Forbindelse med Mokhovia Gaden ved en smal Gennemgang. Selv paa den travleste Tid af Dagen blev denne Passage kun benyttet af meget faa Mennesker, og nu saa tidligt paa Formiddagen vilde den rimeligvis være helt øde. Dersom hun kom igennem denne Gyde uden at have nogen bag sig, kunde hun være temmelig sikker paa at være undsluppen Tredje Afdelings Blodhunde.

 Dette Eksperiment var saa simpelt, at hun undrede sig over ikke at være falden paa det. Hun tog en Vogn til Liteinaia og havde den Tilfredsstillelse at mærke, at hun ikke blev fulgt af nogen anden Vogn. Det var hendes Hensigt at opsøge Georg i hans Bolig. De aktive sammensvorne holder deres private Adresser meget hemmeligt, og som Regel kender kun Kollegerne dem, men Georg havde gjort en Undtagelse over for Tania. Hun vidste hvor han boede, og havde allerede besøgt ham nogle Gange i hans Hule. Den russiske Omgangstone tillader en saadan Frihed mellem unge Mænd og Kvinder. Hun lovede Kusken en Drikkeskilling, hvis han vilde køre hurtigt, og ti Minutter efter holdt hun ved Indgangen til den omtalte Gyde. Den var ikke helt øde, idet to Vaskerkoner, der bar en stor Kurv imellem sig, netop i dette Øjeblik drejede ind i den. Men Tania var nu tilstrækkelig rolig til ikke at mistænke disse to Kvinder for at staa i nogen som helst Forbindelse med Tredje Afdeling. Hun fortsatte sin Vej til Fods.

 Næsten i samme Øjeblik, hun ringede paa Georgs Dør, blev den aabnet. Han var hjemme og modtog den uventede Gæst med et Glædesudbrud.

 „Hvilken god Vind har dog ført Dem her hen, Tatiana Grigorievna?“ sagde han. „Mine bedste Venner er i Dag samlede under mit Tag, vi savnede kun Dem!“

 I sin overstrømmende Glæde gav Georg hende ikke Tid til at faa indført et eneste Ord, men trak hende gennem Forstuen ind i sit Arbejdsværelse, hvor hun fandt Andrey og en høj, smuk Dame, som hun ikke før havde set.

 Det var Helene Zubova, der lige var kommen fra Schweiz.

 De to unge Piger blev forestillede for hinanden, og Tania fandt nu endelig Anledning til at fortælle, hvorfor hun var kommen.

 Meddelelsen om det natlige Besøg i Advokatens Hus gjorde et stærkt Indtryk paa Vennerne; men man tog dog Sagen forholdsvis roligt, efter at man havde faaet at vide, at der intet kompromitterende var fundet, og at Repin ikke var arresteret.

 Georg fortalte derpaa Tania, hvorledes de to ogsaa nær var bleven nappede paa Hjemvejen om Natten.

 „Og hvis vi altsaa kun var bleven et Øjeblik længere oppe hos Dem, vilde vi uundgaaelig være bleven arresterede,“ tilføjede han.

 „Ja!“ bemærkede Andrey halvt spøgende og halvt alvorligt. „Ethvert Menneskes Skæbne er skrevet forud, og ingen kan undgaa den.“

 „Men det er dog ganske godt at hjælpe Skæbnen lidt med at ordne Tingene,“ mente Georg.

 Saa takkede de begge to Tania, fordi hun var kommen for at advare dem.

 Helene var den første, der spurgte, hvorledes hun egentlig havde baaret sig ad med at komme ud af Huset, som dog vistnok var bevogtet.

 „Er De vis paa, at man ikke er fulgt efter Dem?“ spurgte hun.

 Tania fortalte alle sine Ængstelser og den lille List, hun havde benyttet for at komme bort fra mulige Forfølgere.

 Helene klappede i Hænderne.

 „Det har De jo klaret helt brillant, Tatiana Grigorievna!“ udbrød hun. „Ingen af os kunde have gjort det bedre.“

 „Mener De virkelig?“ spurgte den unge Pige rødmende. „Det faldt mig ikke ind, at der var noget særlig klogt i det.“

 „Saa meget des bedre,“ sagde Georg, „De har altsaa ligefrem et medfødt Talent i den Retning.“

 Han var henrykt over, at Tania havde givet dette lille Bevis paa Aandsnærværelse og Dygtighed, og var lykkelig ved at se det anerkendende varme Blik, det indbragte hende fra hans to Venner.

 Tania rejste sig for at tage Afsked; nu, da hun havde udrettet sit Ærinde, tillod hendes Taktfølelse hende ikke at blive her længer.

 Georg saa umaadelig skuffet ud og bad hende dog endelig blive lidt endnu; men Tania holdt paa, at hun burde gaa.

 „De har dog vistnok et eller andet at tale alene om med Deres Venner,“ sagde hun til ham.

 „Nej, aldeles ikke, bliv endelig! Det er ikke noget Forretningsmøde. De behøver ikke at gaa af den Grund.“

 Andrey gentog Georgs Forsikring og bad hende blive lidt endnu. Nu, da hendes Faders Hus ikke længer var sikkert, kunde det maaske vare længe, inden de atter fik Lejlighed til at se hende.

 Andrey talte forøvrigt næsten ikke med hende, men overlod hende helt til Georg; han selv var optagen af at tale med Helene om Annie Vulitch. Lenas Fortællinger om den unge Pige bestyrkede ham i hans egne Formodninger efter det gode Indtryk, han havde faaet af hende.

 Desuagtet forlod Bevidstheden om Tanias Nærværelse ham ikke et Øjeblik; han følte den som noget behageligt, paa samme Maade som man ubevidst nyder Glæden ved et smukt Landskab, selv om ens Tanker er optagne i ganske andre Retninger.

 Da Tania en halv Time senere rejste sig og gik, idet hun erklærede, at hendes Fader ellers vilde blive ængstelig, forekom det Andrey, som om Stuen pludselig blev mørk og tom.

 „Sikken et fortryllende Ansigt!“ udbrød Helene.

 „Ja, spørg kun Georg, hvad han mener derom,“ sagde Andrey smilende; han var selv ganske enig med Lena — Tania havde endog set ualmindelig indtagende ud i Dag.

 De optog atter deres Samtale, og hen ad Klokken tolv kom Zina og Vasily Verbitzky, der var kommen fra Schweiz sammen med Helene. Andrey havde holdt sit Løfte om at sørge for, at de begge to snart fik Lov til at vende tilbage til Rusland. Zina var i den højeste Ophidselse, og selv Vasilys urokkelige Ansigt viste Tegn paa Sindsbevægelse.

 „Hvad er der i Vejen?“ spurgte Georg.

 Zina svarede ved at forelæse dem et Brev fra Dubravnik, der indeholdt haarrejsende Beskrivelser af den Maade, hvorpaa de politiske Fanger behandledes. Den kulminerede i en hidtil ukendt Skændselsdaad. Efter Dommerens Ordre var en ung Pige — hvis Navn nævntes fuldt ud i Brevet — bleven klædt nøgen af i Gendarmernes og Fangevogterens Nærværelse, under Foregivende af, at Fængselsreglementet forlangte, at man førend Indespærringen skulde have en nøjagtig Beskrivelse af Fangens Person.

 Brevet paahørtes under dødlignende Tavshed, den glade Stemning, der før havde hvilet over det lille Selskab, var som bortblæst. Hævnens mørke Aand hvilede nu over dem alle, og hver især var opfyldt af de samme truende, trodsige Tanker.

 „Dette maa ikke gaa ustraffet hen!“

 „Nej, der maa statueres et frygteligt Eksempel!“ udbrød Georg og Helene omtrent samtidigt.

 Andrey sagde intet, han mente, det faldt af sig selv.

 „Det er netop det samme, som vore Dubravnik Folk mener,“ sagde Zina. „Thi de beder os i deres Brev om at sende dem en paalidelig og erfaren Kvinde, som kan forestaa et Tilflugtssted for sammensvorne. De spørger ogsaa, om vi kan skaffe dem en sikker Mand med en kølig Hjerne og en rolig Haand.“

 „Den Mand vil jeg være!“ udbrød Andrey.

 „Nej,“ protesterede Vasily paa sin langsomme, dovne Maade. „Det bliver mig, jeg har allerede talt med Zina derom.“

 Zina bekræftede det og erklærede, at det var bedst saaledes, ikke af den Grund, at den ene var mere egnet dertil end den anden, men Andrey havde allerede faaet sine Forbindelser i St. Petersborg og var begyndt paa sin mere aktuelle Virksomhed. Desuden var Vasily en ny Mand og derfor som skabt for Dubravnik-Affæren.

 Hermed var Sagen afgjort.

 Med Hensyn til Valget af Kvinden var der kun én Mening. Zina, som før havde været i Dubravnik, havde alle Kvalifikationer paa sin Side. Saaledes var begge de ønskede Personer fundne; Sagen skulde nu kun ved næste Møde forelægges Komitéen til Vedtagelse; men dette var en ren Formsag, og man vidste forud, at ikke en eneste Stemme vilde rejse sig imod Forslaget.

 „Det er sandt,“ sagde Zina og vendte sig imod Helene, „kunde De have Lyst til at tage min Plads her under min Fraværelse?“

 Den unge Pige svarede, at hun vilde være glad ved straks at finde Arbejde, og Zina begyndte at forklare hende, hvad hun havde at gøre.

 Det viste sig at være et meget omfattende Arbejde — nemlig Propaganda iblandt den oplyste Ungdom, Propaganda blandt Arbejderne og den hemmelige Korrespondance med Fangerne i Fæstningen.

 „Jeg ved ikke rigtig, om jeg kan paatage mig alt det, især Korrespondancen,“ sagde Helene tøvende. „Jeg ved endnu saa lidt om, hvad der foregaar her.“

 Georg lovede at paatage sig denne Del af Arbejdet, og tilbød at hjælpe hende med det andet, indtil hun var kommen rigtig ind i Forholdene.

 „De vil snart have overvundet de Vanskeligheder,“ sagde han opmuntrende. „I Morgen besøger vi en Ven af mig — Medlem af den ene Klub, han vil sætte Dem ind i det hele. Og De har allerede lært et af Medlemmerne af den anden Klub at kende, Tania Repina, som var her nu.“

 „Har Tania været her? Er der hændet noget særligt?“ spurgte Zina.

 I Ophidselsen over Brevet fra Dubravnik havde man helt glemt Begivenheden hos Repin og ikke omtalt den for de nyankomne.

 Zina blev stærkt berørt ved Meddelelsen.

 „Ved Repin, hvorfor Politiet har ham mistænkt?“

 „Nej! Man sagde intet, og det er ham ikke muligt at tænke sig Grunden.“

 „Jeg tror, at jeg kender den,“ svarede Zina. „Den staar i Forbindelse med Arrestationerne i Dubravnik. Der er en svag Hentydning dertil i Brevet, som jeg først nu forstaar. De omtaler at en vis Novakovsky er bleven arresteret, en Advokat, der, saa vidt jeg ved, stod paa en venskabelig Fod med Repin, og de tilføjer, at jeg maa advare „Pandekt, Nummer et“. Jeg forstod ikke, hvem der mentes med denne Benævnelse; nu kan jeg tænke mig, at det maa være Repin. Det kommer der af at være alt for forsigtige igen.“

 „De vilde dog ikke have kunnet advare ham, selv om De straks havde gættet det rigtige,“ sagde Andrey. „Rimeligvis er Ordren om Husundersøgelsen kommen telegrafisk, og da der ingen Ulykke er sket, behøver vi ikke at ængste os synderligt over den Sag.“

 „Det er sandt nok, men jeg frygter for, at den ikke er endt dermed. Novakovsky bar været indviklet i alvorlige Affærer, hvert Øjeblik kan bringe vigtige Opdagelser for Lyset, og Repin kan blive alvorlig indviklet deri. Vi maa se at faa givet ham et Vink, saa at han ikke falder til Ro i en muligvis skæbnesvanger Sikkerhedsfølelse.“

 Da man ikke turde gaa til Advokatens Hus, blev man enig om at en af dem skulde opsøge Krivoluzky og sende Repin Bud gennem ham.