En Nihilist/Første Del/IV. Kapitel

←En travl Dag

En Nihilist av Sergei Stepniak, oversatt av E. Dorchmann Vennerne i St. Petersborg

Tania vinder sine Sporer.→

Hentet fra Project Gutenberg og wikifisert.

 Da Iltoget kørte ind under det uhyre Glastag paa Stationen i St. Petersborg, stod Andrey lænet ud af Vinduet for at spejde efter Georg, som han ventede vilde modtage ham her. Perronen var fyldt indtil Trængsel af Folk af begge Køn og i alle Aldre, der skulde afhente Slægtninge eller Venner, og imellem dem puffede Dragerne sig frem med deres Hjulbøre, medens de uundgaaelige Gendarmer med ophøjet Ro bevægede sig frem og tilbage. Andrey kunde ikke faa Øje paa Georg og tænkte, at han maaske ventede ved Udgangsdøren.

 Med sin Vadsæk i Haanden banede han sig Vej igennem Trængslen, da pludselig en Haand lagde sig paa hans Skulder, og Lyden af en velkendt Stemme fik ham til at vende sig om. Det var Georg; han havde ikke kunnet kende ham iblandt Menneskemængden. I de tre Aar, han havde været borte, var Georg fra Yngling bleven til Mand, et smukt, bølgende Skæg dækkede hans Hage og Kinder. Desuden var han klædt med en Elegance, som stod i skarp Modsætning til hans tidligere nihilistiske Ligegyldighed for Udseendet.

 „Sikken en Laps du er bleven!“ sagde Andrey smilende efter at have omfavnet og kysset sin Ven. „Jeg kunde jo slet ikke kende dig igen.“

 „Ja, det andet duer ikke! Vi er alvorlige Mænd nu og maa sørge for at holde Anseelsen vedlige. Har du nogen Bagage?“

 „Nej, kun denne,“ svarede Andrey og pegede paa Vadsækken, som han holdt i Haanden.

 De gik i Tavshed ud af Stationsbygningen og tog en Droske for at køre til Georgs Bolig.

 „Naa, fortæl mig saa, hvordan det gaar jer her? Er alle vel?“

 „Ja, alle vore Folk har det godt!“ svarede Georg. Hermed mente han selvfølgelig, at ingen af Vennerne for nylig var bleven arresteret; et almindeligt Spørgsmaal om Helbredet betragtes iblandt de sammensvorne som overflødigt.

 „Saa kommer jeg jo i en god Tid,“ bemærkede Andrey.

 „Naa, ikke ubetinget,“ svarede Georg og gjorde en betegnende Bevægelse hen imod Kusken. „Men herom senere.“ En Droske i St. Petersborg er just ikke Stedet til at tale om Politik. Andrey nikkede forstaaende og gav sig til at betragte de velkendte Gader, som de kørte igennem.

 „Hvor det dog er velsignet atter at skumple af Sted i disse græsselige Køretøjer!“ sagde han fornøjet. Han havde allerede glemt Rejsen og dens Farer og følte sig atter helt paa sin Plads, som et Led af det uhyre underjordiske Legeme, der lige for Næsen af Czaren underminerer hans Magt og ofte morer sig med at lege Skjul umiddelbart under hans Gendarmers og Politimænds Frakkeskøder. Her stod de overalt, disse Czarens imponerende Vogtere, med Sværd og Revolver i Bæltet og højtidelige Miner. Men Andrey vidste, at de lige saa godt kunde falde paa at arrestere Halvdelen af Byens Indvaanere som at antage disse to glade og nydelige unge Herrer, der kørte forbi i Drosken, for mistænkelige Individer, og det fornøjelige ved Sagen fik ham ganske til at glemme den virkelige Fare, som altid laa paa Lur efter dem.

 Georg beboede et Par Værelser i Jagarinskaja Gaden med tilstrækkelig Plads for to Personer, og de bestemte, at Andrey skulde tage Ophold her, indtil han havde fundet en passende Bolig. Det er forøvrigt en Regel blandt Nihilisterne, at der aldrig maa bo flere sammen, undtagen naar det er absolut nødvendigt for „Forretningen“, for at ikke den enes Arrestation skal drage den andens med sig.

 Da Andrey havde gjort Toilette efter Rejsen, fulgtes de ad til „Hovedkvarteret“, hvor man altid kunde være sikker paa at træffe nogle af Kammeraterne; derpaa aflagde de et Par korte Besøg hos dem, der boede nærmest, men udsatte forøvrigt al videre Forhandling til den næste Dag. De ønskede at have Eftermiddagen og Aftenen for dem selv; der var saa meget, de gerne vilde tale om. Andrey havde nok af Spørgsmaal at gøre og Georg tilstrækkeligt at fortælle om alle de nye Medlemmer og nye Ordninger. Det blev en lang og ivrig Samtale, i hvilken Andrey fornemmelig spillede Tilhørerens Rolle.

 „Nu kan det være nok med Politik for i Dag,“ sagde Andrey, efter at de i fem fulde Timer havde debatteret op og ned. „Fortæl mig noget om dig selv, Georg!“

 „Ja, hvor skal jeg begynde?“

 „Ved Begyndelsen! Jeg véd i Virkeligheden ikke meget om dig — kender dig kun igennem den Smule, du har ladet trykke!“

 „Saa kender du alligevel det meste af mig, endskønt det vistnok er meget lidt.“

 „Har du da ikke skrevet mere end det?“

 „Næppe noget af Betydning! Jeg har arbejdet meget i de unges Klub,“ svarede Georg og gav en kort Beskrivelse af enkelte af Medlemmerne.

 „Der er for Resten en ung Pige, som jeg længes efter at forestille for dig,“ sagde han og satte sig ned paa Sofaen ved Siden af Andrey. „Hun hedder Tatiana Grigorievna Repina og er Datter af den bekendte Advokat. Hun er en ualmindelig interessant ung Pige!“

 „Du har en sjælden Evne til at opdage interessante og ualmindelige Personligheder, især blandt de unge Piger,“ sagde Andrey smilende.

 „Der er Egenskaber, der er saa haandgribelige, at man ikke kan være i Tvivl om dem, og det er netop Tilfældet med Tania Repina. Hun er virkelig en af de interessanteste Karakterer, jeg har truffet.“

 „Og ung og smuk, kan jeg tænke,“ sagde Andrey drillende.

 „Hun er nitten Aar,“ svarede Georg med en let Rynken af Panden.

 „Bliv ikke vred! Jeg mente intet ondt dermed,“ sagde Andrey formildende, og Georg, hvis Vrede aldrig varede længe, begyndte nu en længere, begejstret Beskrivelse af Tanias mange legemlige og aandelige Fortrin. Andrey hørte efter med et noget tvivlende, men meget sympatisk Smil; han var vis paa, at de ni Tiendedele kun eksisterede i Georgs Fantasi. Georg havde et blødt Hjerte, men en mærkelig Mangel paa Mellemtoner i de menneskelige Følelsers Skala, og gik over for sine Kammerater enten til den ene Yderlighed eller til den anden, enten til den allerhøjeste Beundring eller fuldstændig Ligegyldighed. Han blev derved ofte vildledt af sine Sympatier, og man kunde ikke stole paa hans Dom, omendskønt han selv troede, at han var en stor Menneskekender. Men Andrey, som selv var en sikker Iagttager, elskede netop dette Træk hos Vennen og var glad ved at se, hvor uforandret han var.

 „Ja!“ udbrød han leende, „Du maa endelig føre mig sammen med din unge Veninde! Hvis blot Halvdelen af det, du har fortalt, er sandt, maa hun jo være sit Køns Vidunderblomst! Hvor kommer du sammen med hende?“

 „I Regelen i Klubben — men ogsaa hos hendes Far, — jeg kommer der med Zina. Han er ikke bange for at modtage „Ulovlige“ i sit Hus. Jeg tror, at du helst skal lære hende at kende i hendes Hjem.“

 Andrey var af samme Mening; han var desuden nysgerrig efter at lære Repin at kende og udtalte sin Glæde over, at saadan en gammel Bureaukrat var paa deres Side.

 „Det er jeg nu ikke helt vis paa, han er,“ svarede Georg. „Jeg kan ikke rigtig gøre mig hans Standpunkt klart. Men Zina kender ham bedre, og hun sætter ham meget højt. Sagen er, at han i forskellige vanskelige Situationer har vist sig meget rundhaandet over for os.“

 Han fortalte et Par Eksempler, som tydelig viste, at Repins Sympati for Ligaen maatte være mere end almindelig Interesse.

 „Han maa være en rig Mand,“ bemærkede Andrey.

 „Ja, det er han,“ svarede Georg. „Men for Resten er jeg ikke sikker paa, at alle disse Penge altid udelukkende kommer fra ham selv. Tania er ogsaa rig og vil faa en stor Formue, naar hun bliver myndig — en mødrene Arv, saa vidt jeg ved. Zina har fortalt mig noget derom, men jeg husker ikke hvad. Hun selv vil være en langt værdigere Akkvisition for vor Sag end alle hendes Penge,“ sluttede han i en blød, drømmende Tone.

 Andrey saa hen paa ham, men fangede ikke Vennens Blik; det stirrede aandsfraværende ud i Rummet.

 „Hm!“ mumlede Andrey for sig selv og besluttede at gribe den første den bedste Lejlighed til at lære denne mærkelige unge Pige at kende.

 Med den Frihed, der i Rusland hersker i Forholdet mellem unge Mennesker af begge Køn, behøver en ung Mands Beundring eller Hengivenhed for en ung Pige ikke altid at betyde noget særligt: de vedbliver at være Venner og ikke mere. Og for et saa ekstravagant Hoved som Georgs kan Venskabets Grænser sættes meget vidt; men alligevel var der noget i hans Blik og Stemme, der syntes at tyde paa en hel Del mere og gjorde Andrey bekymret for Vennen. Thi selv om Andrey ikke hørte til de Nihilister, der principielt proklamerer, at en Revolutionist aldrig bør elske nogen Kvinde, var han dog af den Overbevisning, at jo længer man kan holde sig borte fra den Slags Dumheder, des bedre, og han mente ikke, at der var nogen Anledning til at lykønske Georg, fordi han netop paa dette Tidspunkt var falden for denne Fristelse, tilmed da hans udvalgte, efter alt hvad han forstod, tilhørte en hel anden Klasse Mennesker end den, de færdedes iblandt.

* * *

 Der var hengaaet tre Uger, og endnu havde Andrey ikke haft Lejlighed til at besøge Repin. Zina var i Mellemtiden kommen hjem fra Dubravnik og havde bragt saa daarlige Efterretninger med sig, at alle — hun selv og Andrey indbefattet, — var nødte til at indrømme, at ethvert Forsøg paa at befri Boris for Øjeblikket vilde være haabløst. Zina ønskede at tale med Repin om Sagen og opfordrede Andrey til at følge hende derhen. Andrey beboede nu sine egne Værelser i Pesky, ikke langt fra Zina, saa at de meget nemt kunde mødes. Det kom Georg meget tilpas, at den unge Kone vilde ledsage Vennen til Advokatens Hus; thi han selv kunde saa gaa lidt tidligere end de andre. Klokken seks præcis, da han vidste, at Familien var færdig med at drikke Eftermiddagskaffen, stod han uden for den elegante Lejlighed, som Repins beboede i Konushennaia-Gaden. Han trykkede paa den elektriske Klokke og havde næppe faaet spurgt, om Familien var hjemme, førend han hørte hurtige Trin, og Tania stod foran ham, smilende og med udstrakt Haand. Det var en Brunette med store, mørke Øjne under sorte, kraftige Øjenbryn og en fint formet, noget stor Mund. Hun havde et livligt, ualmindeligt Ansigt, ikke absolut smukt, men overordentlig indtagende, især naar hun smilede.

 „Er det kun Dem?“ sagde hun i en Tone, der fingerede Skuffelse.

 „Ja, kun mig, Tatiana Grigorievna! Men De behøver ikke at fortvivle, de andre kommer straks efter.“

 Hun førte ham ind i Spisestuen, hvor hendes Fader — en høj og graaskægget Herre oppe i Fyrrerne — befandt sig tilligemed en yngre Mand i Fløjls Frakke og med langt, nøddebrunt Haar; han lignede en Kunstner. Det var Nicolas Petrovich Krivoluzky, Lærer ved en af Petersborgs lærde Skoler og intim Ven af Repin.

 Efter at de sædvanlige Hilsener var udvekslede, optog de to Herrer igen deres afbrudte Samtale, og Tania bad Georg fortælle hende, hvilke Spørgsmaal der var blevne debatterede ved Klubbens sidste Møde, som hun desværre havde været forhindret fra at overvære. Georg gav en kort Beretning derom og spurgte saa paa sin Side, om hun allerede havde gjort sine Uddrag af den Bog, som hun ved næste Møde skulde forklare for dem.

 „Ja, jeg har! Men jeg finder det selv saa slet gjort, at jeg aldeles ikke tror, jeg kan læse det op. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har valgt et lettere Tema.“

 „Enhver Begyndelse er vanskelig,“ sagde Georg. „Men det er nok bedre, end De selv tror. Vil De lade mig se det?“

 „Ja, gerne! Men jeg er vis paa, at De ikke finder det en Smule bedre, end jeg selv gør.“

 Hun førte ham ind i sit Værelse, hvor der paa et nydeligt lille Skrivebord laa et sirligt skrevet, omhyggeligt sammenhæftet Manuskript med bred Margen. Hun rakte ham det.

 Georg tog en Blyant op af Lommen og satte sig straks til at læse uden at sige et Ord, som en Mand, der er vant til at læse Korrektur.

 Tania satte sig lige over for ham paa en Stol, stum som en Fisk, og iagttog i ængstelig Spænding hans Ansigt. Hun var bange for, at han skulde finde hende frygtelig dum, naar han læste hendes første Forsøg i literær Retning.

 De havde kun kendt hinanden nogle faa Maaneder; men tilstrækkelig længe til at blive gode Venner, og den unge Piges Tilværelse havde aldrig været saa rig og mangesidet som nu, efter at hun havde truffet Georg. For flere Aar tilbage, da Zina var kommen ud af Fængslet, havde hun fuldstændig vendt op og ned paa Tanias Tanker, idet hun aabenbarede en hel ny Verden for hende; men Tania havde den Gang kun været et Barn, og den nye Verden forfærdede hende lige saa meget, som den interesserede hende. Nu begyndte hun at se mere klart og var kommen til at holde af Zinas Venner, som hun efterhaanden havde lært at kende. Ved et af Møderne havde hun truffet Georg, og det varede ikke længe, førend han spillede Hovedrollen i hendes aandelige Liv.

 Naar den unge Pige lyttede til hans Ord, følte hun sig til Mode, som om nye Kræfter rørte sig i hende. Georg smigrede hende ikke, ja, sagde hende ikke en Gang en almindelig Kompliment, men talte med hende som med en god Ven, idet han alvorligt drøftede Klubbens Anliggender med hende. Tania var glad og taknemmelig over, at en Mand, der stod saa langt over det almindelige Niveau, vilde give sig saa alvorligt af med hende, og Georg var i hendes Øjne Ridderen uden Frygt og Dadel, der kæmpede for en ædel Sag og satte Livet ind paa den. At der kunde være noget andet end Venskab i Georgs Følelser, faldt hende ikke ind. Smuk og rig, som hun var, havde hun Tilbedere nok; men Georg var i sin Maade at være paa over for hende saa ulig disse som vel muligt, og ikke mindst af den Grund var hans Selskab hende saa behageligt.

 Hun følte sig ganske let om Hjertet, da Georg, efter at have gennemlæst, hvad hun havde skrevet, erklærede, at det langt fra var daarlig gjort, og derpaa med sin Blyant foreslog forskellige Omskrivninger og Forkortelser, som yderligere vilde forbedre det.

 De var midt i dette Arbejde, da Zina og Andrey traadte ind.

 Ved Synet af den unge Kone glemte Tania baade Manuskriptet og Georg i en Følelse af overstrømmende Medlidenhed med sin ulykkelige Veninde. Hun vidste, hvor inderligt Zina elskede Boris, og det var første Gang, hun saa hende efter Hjemkomsten fra Dubravnik. Med et ængsteligt spørgende Blik i de store, udtryksfulde Øjne fo’r hun hen til Veninden og omfavnede og kyssede hende med ægte ungpigeagtig Overdrivelse. Men den unge Kones billedskønne Ansigt var fuldstændig roligt og behersket, og den, der i dette Øjeblik saa de to Kvinder, vilde tro, at Tania var den ulykkelige og den anden den, der i medfølende Deltagelse bøjede sig over hende for at yde hende Trøst. Zinas dybe, graa Øjne mødte klart og roligt Venindens ængstelig bedrøvede Blik, og ingen Sky var synlig paa den fint formede Pande, indrammet af en bølgende Linie smaa nydelige Krøller. Hendes lyse Smil viste, hvor glad hun var ved Venindens Modtagelse.

 Tania var beroliget; det var ikke særlig vanskeligt at opnaa det; thi Sorgen passer nu en Gang ikke for Ungdommen.

 „Og hvorledes gaar det Grigory Alexandrovitsch?“ spurgte Zina. „Han er vel hjemme?“

 „Ja, Far er inde i Stuen med Krivoluzky. Vi flygtede herind for ikke at forstyrre dem med vor Passiar,“ svarede Tania. „Men nu, da vi er i Majoritet, kan vi vel nok vove at bryde ind til dem.“

 Georg forestillede Andrey.

 „Det er min Ven, og jeg beder Dem om at holde af ham, Tatiana Grigorievna!“ sagde han.

 „Jeg lover Dem at forsøge derpaa,“ svarede den unge Pige og rakte Andrey Haanden med paafaldende Ynde.

 De fandt Advokaten og hans Gæst inde i Arbejdsværelset, indhyllede i en Sky af Tobaksrøg.

 Andrey blev forestillet under Navn af Petroff, omendskønt Repin saa vel som Krivoluzky — der udelukkende var kommen for at se ham — meget godt vidste, hvem han var.

 Den gamle Advokat tog hjerteligt imod Andrey. Iblandt de ældre Emigranter i Schweiz var der flere af hans Ungdomsvenner, som han længtes efter at faa lidt Oplysning om, og Andrey var i de fleste Tilfælde i Stand til at tilfredsstille hans Nysgerrighed, da han enten personlig kendte dem eller i hvert Fald havde hørt dem omtale.

 Samtalen blev snart almindelig. Repin havde været i Schweiz samtidig med Herzen og fortalte sine Oplevelser fra den Tid.

 „Hvilken pinlig Overgang maa det dog være for Dem,“ sagde han, henvendt til Andrey, „efter saa lang Tids fuldstændig Frihed at komme tilbage til dette ulykkelige Land, hvor man ikke kan aabne Munden uden at risikere at blive taget i Nakken af en Gendarm.“

 „Ja, De har Ret, Overgangen er stor; men jeg føler det dog ikke som noget pinligt — tvært imod, jeg befinder mig bedre her end der,“ svarede Andrey.

 Repin rystede tvivlende paa Hovedet. Synet af denne unge, blomstrende Mand, der var rejst saa langt for at komme til denne By — som var fuld af Spioner og Politi — for rimeligvis her at ofre Livet for et Drømmebilleds Skyld, fyldte hans Hjerte med Medlidenhed og tillige med en Slags Selvbebrejdelse. Han saa paa ham og hans to Venner og rystede atter paa Hovedet.

 „Nej, sig ikke det! Altid at leve i Angst, aldrig at føle sig sikker et Øjeblik paa Dagen — og at vækkes om Natten ved den mindste Larm med den Tanke, at ens sidste Time er kommen — aa, det maa være forfærdeligt!“ sagde han.

 Den brave Mand talte med saa megen Alvor og var selv saa greben af det Billede, han udmalede for dem, at de af hans Tilhørere, hvem det mest berørte, brast i Latter.

 „Jeg beder om Forladelse!“ sagde Andrey undskyldende. „Men De maler med meget for stærke Farver.“

 Repin følte sig ikke i mindste Maade fornærmet, men derimod, som en Iagttager af den menneskelige Natur, stærkt interesseret; thi dette uvilkaarlige, hjertelige Latterudbrud var for ham mere overbevisende end mange Argumenter.

 „De vil vel ikke bilde mig ind, at De slet ikke ænser de Farer, der truer Dem?“ spurgte han og saa sig forbavset om i Kredsen.

 Zina, som sad nærmest ved ham, og paa hvem hans Øjne særlig hvilede, som om Spørgsmaalet fornemmelig gjaldt hende, svarede, idet en let Sky et Øjeblik formørkede hendes Pande:

 „Faren møder os for ofte, Grigory Alexandrovitsch, man vænner sig til sidst til alt og sløves efterhaanden — desværre!“

 Det var som Følge af en utilgivelig Ligegyldighed, at hele Dubravnik-Tragedien — som Boris var indviklet i — havde fundet Sted.

 Uagtet den unge Kone hvert Øjeblik paa Dagen følte sin store Sorg i dens videste Udstrækning, var det dog ikke muligt at tage hendes ydre Ro for kun at være en Maske. Enhver Tone i hendes Stemme, enhver Linie i dette smukke, lyse Ansigt udtrykte en saadan Sanddruhed, at selv hendes Stoicisme maatte være naturlig og ikke paataget. I den Verden, hvori Zina levede, vil der iblandt tre Personer i det mindste altid være én, hvis Hjerte sønderrives af en lignende Sorg som hendes. Livet vilde for disse Mennesker være en ren Umulighed, og deres Gerning vilde fuldstændig gaa i Staa, hvis de ikke tillod sig et Øjebliks Sorgløshed og drog Omsorg for at holde deres Nerver i Orden.

 Forøvrigt var Zina ikke meget talende denne Aften, men tog dog paa en naturlig, ligefrem Maade Del i Samtalen og hjalp Andrey i hans Bestræbelser for at bibringe Repin et mere naturtro Billede af en „Ulovligs“ Tilværelse. Hun lo, da Georg søgte at bevise, at „de Ulovlige“ i Rusland er de eneste, som, i hvert Fald til Tider nyder fuld Beskyttelse af Loven.

 „Tag for Eksempel Dem selv!“ sagde han til Advokaten. „Er De vis paa, at Politiet ikke endnu i denne Nat bryder ind hos Dem? De har afskediget en af Deres Fuldmægtige for Bedrageri; hvem véd, om han ikke hævner sig ved at angive Dem som en, der huser Terrorister? Eller De har sagt et eller andet imod Regeringen, og beredvillige Sjæle indberetter det til Tredje Afdeling. De har maaske for flere Aar tilbage skrevet nogle lignende Udtalelser til en Ven, som først nu bliver arresteret, og Deres Brev findes hos ham. Eller har De maaske i Virkeligheden ikke gjort noget af alt dette?“

 Repin maatte tilstaa, at han var skyldig i sligt.

 „Saa er det jo en utilladelig Sorgløshed fra Deres Side at sove roligt,“ vedblev Georg. „Hvem véd, De bliver maaske arresteret i Nat og befinder Dem i Morgen paa Vejen til Archangel eller til et andet endnu fjernere og mere ubehageligt Sted.“

 Den gamle Jurist svarede smilende, at han ikke haabede, noget saadant vilde ske, men at han selvfølgelig ikke kunde være sikker derpaa.

 „Men det kan vi!“ udbrød Georg. „Alle vore Synder bliver vaskede af os, naar vi kaster vore Pas i Ovnen og anskaffer os et nyt — forudsat, at det er et godt, og at vi holder Øjnene aabne. Vi har det saamænd rigtig godt. Jeg fejrer nu snart den fjerde Aarsdag for min „ulovlige“ Eksistens.“

 „Saa lever du den ene Halvdel paa en andens Bekostning!“ sagde Andrey. „Thi man har beregnet, at de „Ulovlige“ gennemsnitlig kun lever to Aar.“

 „Ja, men de kunde i det mindste forlænge denne Frist til tre Aar, hvis de bare vilde være lidt raskere til at skifte Pas,“ svarede Georg.

 I dette Øjeblik blev der meldt, at Teen var serveret, og alle rejste sig for at gaa ind i Spisestuen.

 „Zanaida Petrovna!“ sagde Repin, „vær saa venlig at skænke mig et Øjeblik. Der er noget, jeg gerne vil tale med Dem om. Tania!“ tilføjede han henvendt til Datteren, „send os vor Te herind!“

 Han vilde have at vide af Zina, hvorledes det i Grunden forholdt sig med hendes Mand, for hvem han nærede stor Interesse — og spørge hende, om han ikke paa en eller anden Maade kunde være hende behjælpelig.

 Zina gættede straks, hvad han vilde; der var desværre ikke meget at fortælle om hendes egne Affærer, som der for Øjeblikket ikke kunde gøres noget ved; men hun ønskede hans Hjælp i andre Sager. Der var de to Søstre Polivanov, som Politiet ikke var utilbøjeligt til at slippe fri imod Kaution, da man under deres to Aars Fangenskab ikke havde kunnet finde noget graverende Vidnesbyrd imod dem. Man havde overdraget Zina at ordne denne Sag, og da begge Søstrenes Helbred var stærkt nedbrudt, gjaldt det saa hurtigt som muligt at finde gode Kautionister. Repin maatte tage én af Søstrene paa sin Kappe; men han maatte ogsaa sørge for at skaffe en Kautionist til den anden.

 Der var for Resten endnu en anden Sag, som Zina ønskede at tale med Repin om; han maatte, hvis det var ham muligt, igennem Statsmyndighederne skaffe hende at vide, hvad der var blevet af de dømte fra det sidste politiske Forhør — de, som hemmelig bliver bragt bort, uden at nogen faar at vide hvorhen.

* * *

 Inde fra Spisestuen lød Latter og muntre Stemmer. Georg skændtes med Krivoluzky om dennes Yndlingspaastand, at der ikke var noget Haab for Arbejder-Bevægelsen i Rusland, førend de russiske Bønder ved en fuldstændig Omvæltning var blevne forvandlede til ejendomsløse Proletarer under Kapitalisternes Aag.

 Georg var en glimrende Modstander i en Debat; hans utrolige Hukommelse gjorde, at han huskede hvert Ord, som Opponenten havde ytret, hvor lang hans Tale end maatte have været. Tania og Andrey var Tilhørere; i Begyndelsen havde Andrey vel af og til med et Par Ord givet sin Mening til Kende; men hans Interesse slappedes hurtigt; han havde meget lidt eller slet intet af den brændende Lyst til Debatter, som er saa almindelig hos Russerne, og han var glad, da Zina og Værten viste sig i Døren.

 „Naa, hvor langt er I saa?“ spurgte Advokaten de to stridende. „Er Ruslands Skæbne afgjort, eller er der endnu nogle Punkter svævende?“

 Man lo, og Passiaren blev nu almindelig.

 Lidt efter brød Zina op. Tania forsøgte at holde hende tilbage og bad Andrey hjælpe sig dermed.

 „Vil De virkelig af Sted, Zina? Det er jo tidligt endnu!“ sagde han.

 „Jeg maa gaa. Jeg har et Ærinde at besørge.“

 „Det kan du gøre i Morgen — bliv nu lidt her hos os!“ sagde Tania og smøg sig kælent som en lille Kattekilling op ad hende. Zina lo med denne korte, klare Latter, som klædte hende saa fortryllende.

 Venindens Opfordring forekom hende saa urimelig, thi det Ærinde, hun havde, var at møde Klokken halv elleve præcis i Bascow Alleen for at tage imod Brevene fra de politiske Fanger i Ravelinerne. Det var Fæstningens Fangefoged, der bragte hende dem.

 „Nej, min søde Pige,“ sagde hun og kyssede Tania. „Mit Ærinde kan ikke opsættes til i Morgen — hvis det kunde det, var jeg bleven uden Opfordring.“

 Endnu i Døren vendte hun sig med et Smil, og det var, som om alt i Stuen blev mere dagligdags, da hun var forsvunden. Stor Ulykke, baaren med Værdighed og Mod, har en egen Evne til at indvirke forædlende paa Omgivelserne.

 „Har De kendt Zinaida Petrovna længe?“ spurgte Andrey den unge Pige.

 „Jeg traf hende straks, efter at hun var kommen ud af Fængslet; men det er først, efter at hun har bosat sig her i St. Petersborg, at jeg rigtig har lært hende at kende og ved, hvilken sjælden Kvinde hun er,“ svarede Tania begejstret.

 „Jeg vil rimeligvis ikke faa Lejlighed til at træffe Dem saa ofte, Tatiana Grigorievna, men alligevel kom jeg her i Aften med det Haab, at det maatte lykkes mig at blive Deres Ven!“ sagde Andrey. „Jeg haaber ikke, at De føler Dem krænket derved.“

 „Aa nej, tvært imod!“ svarede den unge Pige alvorligt.

 „Tak,“ sagde Andrey. „De er nemlig langtfra fremmed for mig — jeg synes, jeg har kendt Dem længe, førend jeg har set Dem. Georg har talt saa meget og saa begejstret om Dem!“

 Tania rødmede og ærgrede sig over sig selv.

 „Vil De tillade mig at tale med Dem, som om vi var gamle Venner?“ vedblev han.

 „Ja,“ svarede hun, „ogsaa jeg har hørt meget om Dem, men fra mange forskellige Sider, saa mit Indtryk af Dem har den Fordel ikke at være ensidigt.“

 Andrey begyndte nu at spørge hende om, hvad hun især beskæftigede sig med, om hendes politiske Anskuelser og Interesser. Hans Spørgsmaal forvirrede hende undertiden, men var hende dog ikke imod, og efter et Kvarters Forløb følte hun det, som sad hun over for en gammel Ven.

 Georg kom hen til dem, men trak sig snart igen tilbage. Han vilde saa gerne have, at de to skulde blive Venner, og vilde derfor give dem Lejlighed til en lang, uforstyrret Samtale; selv nøjedes han med i Frastand at betragte den unge Pige, medens han dog hurtig saa bort, naar han mødte Andreys let drillende Blik.

 Da Klokken manglede et Kvarter i tolv — henad den Tid, hvor man er mest „usikker“ — brød Andrey og Georg op og forlod Advokatens Hus.

 Tania trak sig tilbage til sit Værelse med en behagelig Følelse af at have tilbragt en god Aften. Hun afførte sig sin elegante Kjole — alt for elegant for en Pige med hendes Anskuelser. Georg havde ofte ivrig bebrejdet hende hendes Sans for kostbare Toiletter. Hun blev længe siddende foran sit Spejl, i Færd med at ordne det svære, sorte Haar for Natten. Hun var opfyldt af Tankerne paa sin nye Ven; det smigrede hendes Forfængelighed, at en Mand som Kojukhov havde vist hende saa megen Interesse.

 Repins Gadedør havde næppe lukket sig bag de to Venner, førend Georg greb Andreys Arm og spurgte, hvad han saa syntes om Tania. Vennen svarede temmelig reserveret, at han syntes godt om hende; hans rolige Svar irriterede den begejstrede Georg, som dybt krænket fortsatte sin Vej i Tavshed. Det varede imidlertid ikke længe, førend han igen begyndte en af sine glødende Lovtaler over den unge Pige, og Andrey spillede atter mere eller mindre Tilhørerens Rolle, indtil hans Opmærksomhed pludselig blev optagen af noget helt andet.

 Han havde længe hørt Fodtrin bag dem, som forekom ham mistænkelige. Snart lød Trinene støjende, snart igen listende, men altid i samme Afstand; de blev efter al Sandsynlighed forfulgt af en Spion. Andrey sagde først intet til Georg, da han frygtede, at Vennen i sin Ophidselse uvilkaarlig vilde vende Hovedet for at se efter Manden, og dette vilde faa Spionen til at tro, at de vidste Besked.

 Han greb derfor sin Ven under Armen og fremskyndede sine Skridt, som om han i Talens Hede uvilkaarlig gik hurtigere til. Trinene bagved fulgte i samme Tempo. Andrey fortsatte Eksperimentet ved atter at sagtne sin Gang — samme Resultat. Nu vidste han bestemt, at det var en Spion, men han vidste ogsaa, at de ikke var blevne forfulgte førend længe efter, at de var kommen ud fra Repins, det var altsaa ganske tilfældigt — rimeligvis et Par Ord af mistænkelig Karakter, som Manden havde opsnappet, idet de gik forbi ham. Sagen var saaledes ikke særlig farlig; men de maatte dog se at blive fri for ham, især da de nu nærmede sig til Georgs Bolig.

 „Vend dig ikke om — gaa roligt videre,“ hviskede han til Vennen, „der er en Spion efter os. Paa Hjørnet af Kosoistrædet skilles vi, og jeg tager ham paa min Kappe alene. Der er et godt Stykke længere til mit Hus.“

 „Jeg er med!“ svarede Georg og nikkede.

 De var snart efter ved det Sted, hvor de skulde skilles. Georg gik, Andrey tog et Par Skridt, men standsede saa for at tænde en Cigar. Nu, da han saa Mandens Ansigt, var enhver Tvivl forsvunden, i dets Træk stod tydeligt hans Profession skrevet: han havde et eget forskræmt og spændt Udtryk, som han forgæves søgte at skjule under en ligegyldig, skødesløs Mine. For Resten var det en høj, stiv Skikkelse med store røde Hænder og gult Haar og Skæg.

 Spionen, som nu maatte gøre sit Valg, hvilken af de to han vilde følge, standsede raadvild et Øjeblik. Andrey var den ældste og smigrede sig med at se langt mere værdig og alvorlig ud end Georg; han var vis paa, at Manden vilde vælge ham.

 Rimeligvis vilde han ogsaa have gjort det; men Andrey fik ikke straks Ild i sin Tændstik, og Spionen, som blev gjort usikker ved denne Tøven, gjorde pludselig kort omkring og gav sig til at følge efter Georg. Andrey havde selvfølgelig forudset denne Mulighed og slog straks ind i samme Gade. At have en Fjende foran og en anden bag sig i et snævert, øde Stræde er en højst ubehagelig Situation, og selv den modigste Spion vil næppe holde den ud mere end nogle faa Minutter. Fyren standsede da ogsaa ganske rigtig for at læse en Teaterplakat, der var opslaaet paa en Mur. Andrey gik roligt forbi ham, fredeligt rygende paa sin Cigaret, og da han var kommen en Snes Skridt bort, hørte han atter Fodtrinene bag sig. Det var det, han havde ventet. Han gik langsommere end Georg, som en Mand, der er paa Udkig efter en Droske, og Vennen fik derved et betydeligt Forspring og var snart forsvunden om et Hjørne. Andreys Plan var den, at lade Spionen følge efter sig igennem flere afsides liggende Gader og saa at se at faa fat i en Vogn, som han vilde give Ordre til at køre til et eller andet langt borte liggende Sted; men han blev sparet for denne Udgift, Skridtene bag ham lød fjernere og fjernere og hørtes til sidst ikke mere. Da Manden forstod, at han var opdaget havde han af sig selv opgivet Forfølgelsen. Andrey var snart efter hjemme, laasede omhyggeligt Dørene og forvissede sig om at Revolver og Dolk, som han altid bar i sit Bælte, var i god Orden.