En Nihilist/Første Del/III. Kapitel

←Ved Grænsen

En Nihilist av Sergei Stepniak, oversatt av E. Dorchmann En travl Dag

Vennerne i St. Petersborg→

Hentet fra Project Gutenberg og wikifisert.

 Da Andrey var kommen tilbage til Værtshuset, hvor han boede, gav han Besked om, at han, i Tilfælde af, at der skulde komme nogen og spørge efter ham, var hjemme hele Dagen.

 Vinduet i hans Værelse vendte ud til en stor, grøn Plads, hvor en Mængde Gader udmundede. Her sad han og iagttog de forbigaaende, og Klokken henad elleve opdagede hans skarpe Blik Davids undersætsige Figur, der i fuld Fart kom om et Hjørne. Han var iført den samme svære Kavaj, som han plejede at bære Aaret rundt, og svingede stærkt med Armene.

 Andrey fo’r ned ad Trapperne; de to Venner mødtes i Forstuen og omfavnede hinanden efter ægte russisk Skik.

 „Du har vel været gnaven, fordi jeg har ladet vente paa mig, hvad, gamle Dreng?“ spurgte David, idet han klappede Andrey paa Skuldren.

 „Aa ja, en lille Smule! Men for Resten var jeg bange for, at der var hændet dig noget galt.“

 „Snak! Hvad galt skulde der kunne hænde mig? Nej, jeg skulde bare se at faa samlet en lille Trup til at bringe med over. To Fluer med ét Smæk, forstaar du, det er billigere og nemmere.“

 „Jeg er vis paa, at jeg saa dine Folk ved Færgen for lidt siden.“

 „Ja, det er rimeligt nok. Sazepin, som du jo nok kender af Omtale, er iblandt dem. Du maa endelig lære ham at kende.“

 De var imidlertid kommet til Andreys Værelse; David tog sin Overfrakke af, smed den paa den Hestehaars Sofa og satte sig.

 „Fortæl mig nu om alt det nye, du véd,“ sagde Andrey, der stod op foran ham. „Hvorledes lever Georg og alle de andre? Og er der noget nyt om Boris? Har I hørt fra Zina?“

 „Ja, vi har faaet et Brev fra Zina. Udsigterne synes ikke at være synderlig lyse, efter hvad vi kan forstaa af de faa Oplysninger, hun giver i sit Brev. Men det varer ikke længe, førend hun atter er i St. Petersborg, og saa faar vi fuld Besked.“

 „Følges vi ikke ad til St. Petersborg?“

 „Nej,“ svarede David. „Jeg skal videre til Schweiz, og maa blive der i nogen Tid.“

 „Véd Vennerne, at du kommer? Har du skrevet til dem?“

 „Nej, det gør jeg aldrig, det er bedre at komme uventet. Hvorledes lever de?“

 „Der er intet at fortælle! Den ene Dag gaar som den anden, bestandig den samme uendelig triste Tilværelse!“ svarede Andrey.

 David slog sig utaalmodigt paa Knæet.

 „Det er en uderlig Race, disse Nihilister!“ udbrød han. „At leve i et frit Land under en stor social Bevægelse og saa dog føle sig som en Fisk uden Vand; det er ufatteligt! Er da for jer hele Verden begrænset til Rusland?“

 Det var et Spørgsmaal, som David med sin jødiske Kosmopolitisme ofte drøftede med sine russiske Venner.

 „Ja, du har Ret til at bebrejde os dette,“ svarede Andrey med den Beredvillighed til Selvkritik, som hyppigt skjuler dyb Tilfredshed med den begaaede Fejl. „Vi er den mindst kosmopolitiske af alle Nationer, omendskønt mange mener det modsatte. Du er egentlig den eneste Mand, jeg kender, der fortjener at kaldes en Verdensborger!“

 „Det er smigrende, men ikke meget behageligt,“ svarede David.

 Andrey forfulgte ikke denne Samtale videre, men spurgte om, hvad Petersborg-Vennerne egentlig mente om Boris’ Stilling. Sagen gik ham nær til Hjerte; Boris var hans kæreste Ven og den Mand paa hele Jorden, han foruden Georg stod nærmest.

 „Det er ikke muligt at dømme derom, før Zina er kommen tilbage,“ svarede David. „Men jeg er bange for, at vi i Øjeblikket ikke kan gøre noget for ham.“

 „Af hvad Grund?“ spurgte Andrey.

 „Fordi vi ikke har de fornødne Midler!“ sagde David med et Suk. „Vi er for Tiden meget vanskeligt stillede. Det vil du snart kunne overbevise dig om.“

 Han gik nu over til at give Vennen en nøjagtig Skildring af Ligaens Tab og dens finansielle Vanskeligheder. Andrey gik frem og tilbage i Værelset og lyttede til hans Ord. Det var værre, end han havde tænkt sig; men Tanken om at maatte opgive Haabet fik ham til at dirre af Harme.

 Han var vant til at tænke paa sin egen eventuelle Paagribelse med en vis Ro; naar man var i Krig, maatte man være forberedt paa, at Lykken kunde vende sig. Men at finde sig i, at disse Slyngler (som han kaldte hele Statsstyrelsen) nedslagtede en af Vennerne, uden at man saa meget som ofrede et Skud paa at redde ham, det var en Ydmygelse, han ikke kunde være med til.

 „Hvad er det for noget Snak!“ udbrød han og standsede brat foran David. „Vi skulde ikke være stærke nok? Vor Styrke ligger jo rundt omkring os. Dersom vi ikke faar tilstrækkelig Tilgang, saa er det kun et Bevis for, at vi ikke er meget værd.“

 „Man kan ikke hoppe højere, end man selv er,“ bemærkede David. „Vi kunde vel nok undvære et Par Mænd til at ordne den Affære; men hvad kan de udrette uden Penge?“

 „Penge er ikke Hovedsagen,“ svarede Andrey. „Der er intet, der lettere fylder Pengekassen og hurtigere faar Modet op igen end det, at man mærker, at der for Alvor kommer Liv i Bevægelsen igen.“

 „Du kan til Dels have Ret!“ svarede David. „Tal med Zina og de øvrige derom. Vi vil alle gerne have noget udrettet.“

 Han rejste sig for at tage Afsked.

 „Jeg maa hen til mine tre rejsende,“ sagde han.

 „Hvorledes skal vi for Resten bære os ad med Sazepin? Vil du gaa med og hilse paa ham, eller skal han komme til dig?“

 Andrey erkyndigede sig først om, hvem de to andre var, og foreslog saa at gaa med straks, det kunde ogsaa more ham at snakke lidt med de to fremmede.

 Da David traadte ind i Værelset, hvor hans lille Selskab var samlet, blev han modtaget med stormende Jubel.

 Andrey blev indført under et falsk Navn, det første, der faldt den behændige David paa Tungen. Da Ostrogorsky og Annie var fremmede for Ligaen, mente han ikke, det var raadeligt at trække dem med ind i Hemmeligheden, og hvad Sazepin angik, saa gættede han let, hvem den nyankomne var.

 Selskabet delte sig i to Grupper. Andrey og Sazepin blev siddende ved Bordet, medens David trak de to andre med sig hen i en Vinduesfordybning i den anden Ende af Værelset; baade Ostrogorsky og Annie var endnu opfyldte af Forundring over, hvor uhyre simpel deres Flugt over Grænsen havde været.

 „Man ønsker næsten altid, at det skal være lidt mere spændende,“ sagde den unge Pige, og Ostrogorsky bemærkede, at han unægtelig ogsaa havde tænkt sig Sagen mere vanskelig. Fra paalidelig Kilde var der blevet ham fortalt, at man, skjult i en Sæk, blev baaren paa en Mands Ryg over Grænsen, og at man ofte maatte tilbringe flere Dage i smaa hemmelige Rum, Pulterkamre og lignende, indtil Smugleren kunde finde en passende Lejlighed til at hjælpe en over. David lo og sagde, at han aldrig havde hørt Tale on Sækkene; men det andet kunde være sandt nok. I gamle Dage, da Smuglerne gjorde, som de vilde, spillede de ofte saadan en Komedie for at dupere deres Klienter og vise dem, at de uhyre Summer, de forlangte, var surt fortjente.

 Imidlertid samtalede Andrey i dæmpet Tone med Sazepin, hvem han udspurgte om alt, hvad han vidste om Forholdene. Med den Liberalitet, som almindelig hersker ved Nihilisternes Møder, tog ingen Forargelse af, at de to holdt sig for sig selv. Det var David, der først afbrød dem.

 „Kære Venner!“ sagde han, „det er Tid at tænke paa vore legemlige Fornødenheder! Skal vi ikke have nogen Middagsmad? Der er ikke engang to Timer til, at jeres Tog gaar.“

 Alle var enige on, at man burde spise, og David gik nedenunder for at ordne Sagen med Værten, medens Ostrogorsky gik ud i Byen for at faa en russisk Pengeseddel byttet. Andrey gav sig nu i Snak med den unge Pige, som hele Tiden havde holdt sig beskedent tilbage, og hvem han knapt havde lagt Mærke til. Han saa nu, at hun havde et nydeligt, ungt Ansigt med et alvorligt, intelligent Udtryk, klare, nøddebrune Øjne og en lille slank, men energisk Figur. Hun var iført en tarvelig sort Kjole, saaledes som Nihilistinderne i Almindelighed plejer at bære. Hun fortalte paa hans Spørgsmaal, at hun var Medlem af en hemmelig Forening af studerende, hvis Formaal er Selvuddannelse, og han gættede let, at hun var Foreningens ledende Aand. Det var hendes Agt nu at fuldende sine Studier et eller andet Steds i Schweiz. Andrey raadede hende til at vælge Genf, hvor hun var sikker paa at finde, hvad hun ønskede, og gav hende et Par anbefalende Ord med til Helene.

 Toget kørte Klokken fire. David gav de rejsende alle mulige Oplysninger og var dem paa enhver Maade behjælpelig; men hans moderlige Omhu var forsvunden. De var nu ikke længer under hans Omsorg, og al hans Opmærksomhed drejede sig om Andrey. De gik sammen tilbage til det lille Hotel, hvor Andrey boede, da de var blevne enige om at bo der begge to. De havde hele Morgendagen for dem; thi David maatte først have sendt Bud til Røde Sam, saa at han kunde være parat til at føre dem over Søndag Morgen.

 „Kan det ikke blive før?“ spurgte Andrey.

 „Nej! Det vil da sige, hvis jeg skal have fat i Sam først,“ — forklarede David. „Men her er for Resten en anden Mand ovre paa denne Side, som jeg jo kan opsøge, hvis du synes.“

 Det syntes Andrey ubetinget, og David vendte snart efter tilbage med gode Efterretninger. En vis Hr. Schmidt — en Smugler af tysk Herkomst — var villig til at bringe dem over Grænsen allerede samme Nat. Andrey var straks parat; thi han længtes efter at komme til St. Petersborg, og da David ligeledes gerne vilde skynde sig, sendte man straks Bud til Hr. Schmidt, som da ogsaa indtraf punktlig paa den aftalte Tid.

 Det var en høj, svær Mand, klædt som Landmand og med et godmodigt, troskyldigt tysk Ansigt. Han hilste høfligt paa Andrey, gjorde et Par Bemærkninger om Vejret og gik saa lige løs paa Sagen, idet han sagde, at alt var i Orden.

 En kort, men hurtig Diskussion paa Tysk førtes derefter mellem Hr. Schmidt og David. Andrey var ikke i Stand til at følge med; men forstod dog, at den endte til gensidig Tilfredshed. Tyskeren tog Andreys Vadsæk paa Ryggen, og man begav sig af Sted til Smuglerens Hus. Det var et lille toetages Hus med en sirlig Blomsterhave foran. Schmidts Hustru, en statelig, midaldrende Kone, blev præsenteret og bød dem Forfriskninger.

 „Hvor er Hans?“ spurgte Husets Herre.

 Hans var lige kommen hjem fra Eftermiddagsskolen og i Færd med at skifte Dragt. Han viste sig imidlertid snart — en æblekindet, lyshaaret Knøs paa tolv Aar i vide Benklæder og en stram, kort Trøje, som var ved at sprænges i Sømmene for at give Rum til de kraftige, unge Lemmer, den dækkede.

 „Tag din Hat, Hans!“ sagde Faderen, „og før disse Herrer hen til den graa Sten bag ved Birkehøjene derovre. Du forstaar mig nok?“

 „Ja, Far!“

 „Men skynd dig!“ tilføjede Hr. Schmidt.

 „Ja, Far!“

 Smugleren ønskede sine Gæster lykkelig Rejse og fulgte dem høfligt til Haveporten, hvor han gentog sin Ordre til Sønnen.

 Det var for Resten overflødigt. Hans var en forstandig Knøs, der nok skulde vide at klare sig og sikkert vilde gøre Professionen Ære — den hans Far og Forfædre i en lang Aarrække havde drevet. Uden unyttig Tale overtog han rolig og med en vis værdig, selvfølende Mine sin Post som Fører. De to Venner fulgte i nogen Afstand. Man gik ud af Byen og et Stykke langs med den lille Bæk, som Davids Rejsefæller var komne over samme Morgen. Saa drejede Strømmen af til højre, og Vejen gik over et aabentliggende Stykke Moseland, uden Spor af Sti eller Mærker. Men Drengen betænkte sig ikke et eneste Øjeblik; med sikre Skridt vedblev han at gaa, fægtede ganske lidt med Armene med de smaa, tykke Hænder og vendte sig ikke saa meget som en eneste Gang.

 Solen var gaaet ned, og den purpurfarvede Aftenhimmel bredte en vis Skønhed selv over dette ensformige Landskab. En endeløs Slette strakte sig til alle Sider omkring dem; men Andrey kunde allerede i det fjerne skimte de fattige Straatage og de usselige Hytter, som er Særkendet for en russisk Landsby og danner en saa stærk Modsætning til de rummelige, vel vedligeholdte Huse i de tyske Landsbyer med deres røde Teglstenstage og pyntelige Udseende. Han var ikke længer i Tvivl; paa hin Side af Buskene laa Rusland, det stakkels Land, som fyldte hans Hjerte med Angst og Smerte, og for hvis Skyld han til enhver Tid var rede til at ofre sit Liv. Om nogle faa Minutter skulde han betræde denne dyrebare, taarevædede Jord.

 „Det gør mig oprigtig ondt, kære David!“ sagde han til Vennen ved sin Side, „at vi kun kan være saa kort Tid sammen, der er en Mængde Ting, som jeg gerne vilde tale med dig om.“

 „Om en Maanedstid eller saa omtrent er jeg atter i St. Petersborg. Du er vel ikke allerede rejst til den Tid?“

 „Næppe! Jeg maa jo først sætte mig ind i Forholdene. Meget har sikkert forandret sig. Sig mig, er der mange, der ser paa Tingene med Sazepins Øjne?“

 „Nej, han er én af de faa Særlinge, der ikke vil have med Socialismen at gøre. De andre har deres Synspunkt, og Georg er deres Profet. Du har vel læst hans Ting?“

 „Ja!“

 „Og synes du om dem?“

 „Jo, hvorfor skulde jeg ikke det?“

 „Nej, jeg tænkte det nok! Jeg for min Del vilde hælde til Sazepins Anskuelser, hvis jeg skulde vælge.“

 „Du vilde ikke komme meget langt sammen med ham,“ sagde Andrey.

 „Aa jo! Sandt nok, han ser ikke ud over Dagens Gerning; men han er Dagens Mand, og det er hans Arbejde, vi alle gør. I véd paa en Prik, hvor I har ham. Men I Russere har nu en Gang Afsky for at regne med positive Kendsgerninger, Ting, som I kan tage og føle paa. I maa altid have et eller andet Fantasteri til at omtaage jeres Hoveder med. Det ligger jer i Blodet, tror jeg.“

 „Vær ikke saa streng imod os,“ sagde Andrey med et Smil. „Selv om Georg i sin Tro til Rusland og vore Bønders udmærkede Egenskaber skulde gaa lidt for vidt, hvad Skade kan det gøre? Gaar det ikke dig selv akkurat ligedan over for dine højt priste tyske Arbejdere — i Særdeleshed dine kære Berlinere?“

 „Det er en anden Sag,“ sagde David. „Min er ingen Tro, men en Fremtids Vision, baseret paa et solidt Fundament af faktiske Kendsgerninger.“

 „Den samme Sauce, min kære Ven, kun i en lidt nyere opspædt Form,“ svarede Andrey. „Heller ikke du kan lade være med at idealisere, hvad du holder af; kun gaar dine Interesser i en anden Retning. Vi er stærkt knyttede til vort Folk, det er du ikke.“

 David tav en Stund, Andreys Ord havde berørt en øm Streng i hans Hjerte.

 „Nej, jeg er ikke knyttet til jert Folk,“ sagde han endelig i en dæmpet, sørgmodig Tone. „Hvorfor skulde jeg ogsaa være det? Vi Jøder elsker vor Race, det er alt, hvad vi ejer her paa Jorden. Jeg elsker mit Folk dybt og inderligt. Hvorfor skulde jeg elske eders Bønder, der hader og forfølger mine Trosfæller med blindt Barbari, og som maaske i Morgen plyndrer min Faders, en ærlig Haandværkers, Hus og mishandler ham brutalt og grusomt, som de har gjort med tusinde andre stakkels, ærligt arbejdende Jøder? Jeg kan føle Medlidenhed med eders Bønder paa samme Maade, som jeg føler Medlidenhed med en abyssinsk eller malayisk Slave eller et hvilket som helst andet uretfærdigt behandlet menneskeligt Væsen. Men mit Hjerte slaar ikke for dem, og jeg kan ikke dele eders ideelle Syn og latterlige Beundring for dem. Og med Hensyn til det saakaldte gode Selskab i de højere Klasser, naa ja, kan man vel føle andet end Foragt for saadan nogle elendige Krystere? Nej, der er intet i jeres Rusland, der er værd at holde af. Men jeres Nihilister kender jeg, og jeg er kommen til at holde af jer, endogsaa mere end af min egen Race. Jeg har sluttet mig til jer og betragter eder som mine Brødre; men dette er ogsaa det eneste Baand, der binder mig til Rusland. Saa snart som vi har faaet Bugt med Czarens Despotisme, udvandrer jeg for bestandigt og bosætter mig et Steds i Tyskland.“

 „Men tror du ogsaa, at du vil finde noget bedre der?“ spurgte Andrey tøvende. „Har du glemt den tyske Pøbels Brutalitet? Og var det kun Pøblen alene?“

 „Nej!“ svarede David med et Udtryk af dyb Sorg i sine store, smukke Øjne. „Men vi Jøder er nu en Gang tilovers iblandt alle Nationer. Alligevel er den tyske Arbejder den mest civiliserede og paa Vej til at nære bedre Følelser, og Tyskland er det eneste Land, hvor vi ikke føler os absolut fremmede.“

 Han bøjede sit fine, ædelt formede Hoved og tav.

 Andrey var dybt bevæget over Vennens Sorg. Han gik nærmere hen til ham og lagde sin Haand blidt paa hans Skulder. Han vilde saa gerne sige ham nogle gode Ord, fortælle ham, at de russiske Bønders Raahed kun skyldes Uvidenhed, og at de, hvis de kun havde halv saa god en Opdragelse som Tyskerne, aldeles ikke vilde være hildede i disse middelalderlige, falske Forestillinger. Men Andrey kom ikke til at sige noget af alt dette; thi i dette Øjeblik traadte deres lille æblekindede Fører hen foran dem og sagde:

 „Godnat, mine Herrer!“

 „Naa, Hans,“ sagde David. „Vil du allerede forlade os?“

 „Ja, Mor bliver ellers urolig for mig. Jeg maa skynde mig at komme hjem.“

 David tog nogle Skillinger op af Vestelommen, rakte Drengen dem, klappede ham paa hans buttede Kind og sagde et Par venlige Ord til Afsked.

 „Men Grænsen?“ spurgte Andrey. „Skal vi da klare den alene?“

 „Grænsen? Den har vi passeret!“

 „Hvornaar?“

 „For en halv Time siden!“

 „Det var mærkeligt! Jeg har ikke set mindste Spor af noget, der kunde ligne en Gendarm.“

 „Nej, for han har rimeligvis opholdt sig bag den Høj der eller et eller andet Sted, hvorfra han ikke kunde se os og vi ikke ham.“

 „Det er uhyre elskværdigt gjort af ham,“ bemærkede Andrey med et Smil.

 „Det er et meget almindeligt Fif,“ svarede David. „Ingen kan bebrejde ham, at han i et givet Øjeblik opholder sig paa et givet Punkt af den Strækning, han har at bevogte. For nogle faa Skillinger — forudsat at han kender en — vil han med den største Fornøjelse opholde sig netop det Sted, hvor man ønsker.“

 „Men hvis man nu blev forsinket, og han kom frem netop tidsnok til at faa Øje paa en, hvad saa?“ spurgte Andrey.

 „Saa vilde han hurtig gøre højre om og løbe tilbage til sit Skjulested — det er meget simpelt. Men vi maa skynde os! Lad os gaa lige ind til Byen, førend nogen Patrouille faar Øje paa os; thi det vilde næppe blive til vort Held. Husk, at vi nu er paa Czarens Grund!“

 Hos Foma, hvor hen de straks begav sig, forefandt Andrey sin Vadsæk, som den paalidelige Tysker allerede havde besørget dertil. De kom til Banegaarden fem Minutter før det pustende og dampende Iltog løb ind paa Perronen. Det var et saakaldet Harmonikatog og ydede derved Andrey endnu større Sikkerhed; thi velstillede Folk betragtes nu en Gang ikke med samme mistroiske Øjne som den store Mængde. Andrey fandt en Kupé, hvori der kun sad en ung Mand sovende i det ene Hjørne, med et stort Tørklæde viklet om Hovedet. En Gendarm, der gik frem og tilbage paa Perronen, hjalp ham høfligt til Rette med hans Vadsæk; endnu et sidste venligt Nik fra David, og Toget dampede videre. Andrey følte sig nu for fuldt Alvor atter i sit kære Rusland.