En Nihilist/Tredje Del/I. Kapitel

←Et Vendepunkt.

En Nihilist av Sergei Stepniak, oversatt av E. Dorchmann I Themis’ Tempel.

Modgang og Højhed.→

Hentet fra Project Gutenberg og wikifisert.

 I et af de tarveligere Kvarterer i Dubravnik sad en Aften i Begyndelsen af Foraaret to unge Mænd foran et aabent Vindue. Den ene af dem spejdede ivrigt hen ad den mørke Gade og iagttog opmærksomt enhver, der kom inden for den mat brændende Lygtes Lyskreds. Denne unge Mand var Vatajko; den anden var Andrey, som for fjorten Dage siden var kommen til Byen og nu sammen med sin Ven boede i denne stille, beskedne Bydel.

 „Ser du endnu ingen?“ spurgte Andrey.

 „Nej!“

 „Det er besynderligt! Forhøret maa være forbi for mindst tre Timer siden. Han har haft rigelig Tid til at kunne tale med Kusinen og burde allerede for længe siden have været her.“

 „Jeg forstaar det ikke! Han er ellers saa uhyre punktlig,“ sagde Vatajko. „Han skulde da vel ikke være sprængt i Luften!“ tilføjede han leende.

 „Det kunde saamænd godt være muligt,“ bemærkede Andrey alvorligt. „Han er rasende uforsigtig med alt det Kram!“

 „Skal jeg ikke hellere løbe hen til ham og spørge ad?“

 „Hvis han er sprængt i Luften, kan han dog ikke svare dig — det er bedre, du venter; han kommer nok!“

 I dette Øjeblik hørte de Larmen af en Vogn paa Gaden.

 „Der er han endelig!“ udbrød Vatajko.

 Ogsaa Andrey gik hen til Vinduet og saa den Mand, de ventede paa, komme kørende hurtigt ned ad Gaden i en aaben Vogn. Det var en midaldrende Mand med et uhyre langt, graat Skæg og en Skikkelse som en Herkules.

 Et Øjeblik efter traadte den ventede ind ad Døren, idet han forsigtigt bøjede Hovedet for ikke at støde sig mod Karmen. Vatajko havde allerede lukket Vinduerne, rullet ned og tændt Lys.

 „Naa, hvad nyt?“ spurgte Andrey.

 „Lad mig først faa Frakken af!“ sagde han. „Kun paa Forhaand saa meget: der er intet særlig nyt!“

 Ved nærmere Eftersyn viste denne Mand sig aldeles ikke at være nogen Herkules, han var høj og mager og holdt sig lidt kroget — det mest iøjnefaldende ved ham var et Par tindrende, urolige, graa Øjne i det lange, smalle Ansigt.

 „Traf De saa Deres Kusine?“ spurgte Andrey.

 „Ja vel!“ og den høje Mand satte sig ned og begyndte at fortælle.

 Forhørene over de fængslede for den militære Domstol var begyndt den Dag. Der var intet særligt forefaldet i det første Møde, men man kunde dog med lidt Behændighed allerede saa nogenlunde deraf drage sine Slutninger for de kommende. De fleste af Rettens Medlemmer var stævnede til at møde.

 Omendskønt ingen militær Domstol — hvad enten den er almindelig eller ekstraordinær — frembyder særlig Garanti for retfærdig Behandling af politiske Forbrydere, saa var dette dog et daarligt Tegn. Det viste, at Regeringen havde en eller anden uhyggelig Plan for og ønskede at have sine sikre Mænd om sig. Den kejserlige Anklagers Tale ved Aabningsmødet var af største Vigtighed. Med Hensyn til de tre Hovedfanger var der kun ét at vente, men ikke saa med de andre, som stadig ikke var overbeviste om nogen anden Brøde end den at have kendt de sammensvorne. Det varslede imidlertid meget ilde, at den offentlige Anklager beskyldte dem alle seks for at have udgjort et hemmeligt Selskab, hvis Formaal det var at „omstyrte Tronen“ og saa fremdeles.

 Hvis denne Udlægning af Fangernes gensidige Bekendtskab blev taget for gode Varer af Rettens øvrige Medlemmer, saa betød det Døden for dem alle; thi Døden er den almindelige Straf for „Oprør mod Tronen“.

 „Men hvilket Bevis har de Slyngler for en Sammensværgelse?“ udbrød Vatajko.

 „Der maa være nogen, der har sladret; desuden har Portneren i det Hus, hvor Søstrene Dudorov boede, genkendt Annie Vulitch efter et Fotografi og erklæret, at den Dame ofte kom til Frøkenerne Dudorov.“

 „Og hvorledes saa de anklagede ud?“ spurgte Andrey efter en Pavse.

 „Min Hjemelsmand fortalte, at de var saa optagne af at tale med hinanden efter alle disse Maaneders Adskillelse, at de næppe tog Notits af Retten; kun ved en eneste Lejlighed gjorde de en energisk Indsigelse.“

 Og han fortalte, at Anklageren — med Juryens Billigelse — ikke havde undset sig for at overøse Fangerne, især de tre Kvinder, med de mest uhøviske Beskyldninger.

 „Den Slyngel!“ raabte Vatajko ophidset. „Havde jeg ham her under min Haand! Selv Slagteren, der fører Kvæget til Slagtehuset, kaster dog ikke Sten paa det!“

 „Du venter vel ikke, at Czarens svorne Blodhunde skulde have en Slagters Menneskelighed!“ sagde Andrey bittert.

 „Ja, men det er umuligt, de kan ikke dømme dem alle seks til Døden; de tre har jo vitterligt intet gjort!“ mente Vatajko ivrigt.

 „De er endnu meget naiv, min unge Mand,“ sagde den fremmede med skarpt ironisk Tonefald og lod et Øjeblik sine rastløse, funklende Øjne hvile paa Vatajko. Hans Hustru — som heller intet havde gjort — var bleven slæbt væk fra ham og holdt indespærret i Fængselet i flere Aar, indtil hun til sidst var bleven sindssyg og i et Anfald af Raseri havde skaaret Halsen over paa sig selv med et Glasskaar.

 „Med Hensyn til Dommen, saa er jeg vis paa, at den vil lyde paa Døden for dem alle“ — sagde Andrey. „Det vil give Dommeren en saa smuk Lejlighed til at lægge sin naadefulde Humanitetsfølelse for Dagen, og han vil rimeligvis formilde Straffen for de to Søstre Dudorovs Vedkommende til Tvangsarbejde — og vistnok for Botcharovs med. Det vil som sagt tage sig godt ud over for den offentlige Mening — den Slags Komedier arrangerer de altid indbyrdes. Jeg tror bestemt ikke, at Dødsdommen bliver stadfæstet for mere end de tre af dem — for Boris og Vasily uden Tvivl ogsaa — for Zina — eller Botcharov — —“ tilføjede han med usikker Stemme. — — „Men hvorfor spekulere videre paa det? Lad os hellere høre, hvorledes Arbejdet skrider frem, min gode Ven?“ vedblev han efter en Pavse, henvendt til den fremmede.

 „Alt er rede!“ svarede denne. „Jeg har Bomber til halvtredsindstyve Mand og to Dusin i Reserve. Jeg mangler kun Fængrørene; men det er gjort med et Par Timers Varsel.“

* * *

 Forhørene over de seks Fanger varede i fem Dage. Hvis det var gaaet efter den militære Lovbogs almindelig foreskrevne Regler — som sikkert ingen skal beskylde for Langsomhed —, vilde det have varet mindst tre Gange fem Dage. Men det gjaldt for Autoriteterne om hurtigst muligt at faa afsluttet denne Tragedie, der opførtes midt iblandt Byens Borgere og bragte hele Befolkningen i den største Ophidselse.

 Det store Publikum blev udelukket fra Retssalen — Adgangsbilletter udstedtes kun med yderste Forsigtighed til Embedsmænd med deres Hustruer og til enkelte Borgere, om hvis Loyalitet man ikke kunde være i Tvivl. For at hindre en mulig Tilkendegivelse af Sympati fra Publikum udenfor blev alle de nærmest liggende Gader besatte med en stærk Politistyrke, som havde Ordre til at forhindre Sammenløb af flere Mennesker.

 Til Trods for denne Forsigtighedsregel var der dog altid en Mængde nysgerrige og deltagende rundt om paa Raadhuspladsen, og saa snart en Herre eller en Dame kom ud der inde fra, var han eller hun straks omringet af en halv Snes Mennesker, der ivrigt spurgte, hvorledes Tingene gik derinde.

 Man vidste, at Dommen vilde falde om Torsdagen, og Ophidselsen ude i Byen var saa stor, især blandt en bestemt Del af Publikum, at Autoriteterne havde anset det for nødvendigt at tage Forholdsregler mod et muligt Oprør. Raadhuspladsen var fyldt med Soldater og Politi; en Bataillon Infanteri og to Eskadroner Kosakker blev holdt rede til at rykke ud i Ministerialbygningerne i Nærheden.

 Alligevel voksede Antallet af dem, der fyldte Pladsen foran Raadhuset, uafbrudt, og henad Aften, da Fabrikkerne lukkedes, kom Skarer af Arbejdere til. Politiet formaaede uden Vaaben intet over for denne Mængde, og man ønskede saa længe som muligt at undgaa at bruge Magt. Inde i Retssalen selv havde Publikum i Løbet af de fem Dage fuldstændig skiftet Karakter. Ved Hjælp af Bestikkelse hist og her og ved at true og tvinge over for deres finere Slægtninge og Bekendte var det efterhaanden lykkedes en hel Del af dem, man netop ønskede at holde udenfor, at tage Plads herinde. Og baade Dommere og Fanger var forbavsede ved at se, hvorledes deres Publikum, som fra først af havde været saa yderst respektabelt, havde faaet et stærkt blandet Præg. Midt imellem civile Embedsmænd, dekorerede Generaler og Officerer, om hvis Loyalitet ingen kunde nære Tvivl, opdagede man Individer — Mænd og Kvinder, om hvis Loyalitet man i hvert Fald maatte formode, at den var paa den forkerte Side.

 I den anden Stolerække paa Gulvet tronede Præsidentens Frue i raslende Silkekjole og med skinnende Juveler; ved denne gode Dames Side saa man en ung Pige, hvis alvorlige, kloge Ansigt straks tydede paa Nihilisten, omendskønt hun ikke havde kortklippet Haar og bar en ret elegant blaa Silkekjole — laant i Anledningen. I de bageste Rækker saas umiskendelige Nihilister, Studenter og korthaarede Pigebørn i tarvelige Dragter.

 Klokken elleve om Aftenen trak Juryen sig tilbage for at enes om sin Kendelse. Først Klokken halv to om Morgenen viste den sig atter. Kun meget faa iblandt Publikum havde i Mellemtiden forladt Salen; man vidste, at Dommen hvert Øjeblik kunde blive forkyndt, og man ventede med Taalmodighed. Langsomt sneglede Tiden sig fremad. Heden og Luften i Salen var kvælende, thi alle Vinduer var omhyggelig lukkede for at forhindre Forbindelse mellem Publikum udenfor og dem herinde. I den svagt dæmrende Morgens matte, graa Lys saa Salen mærkværdig uhyggelig ud; de seks Lys, der i høje Sølvstager brændte paa Bordet foran Dommerens Sæde, gav det hele Udseende af en Ligbegængelse, og iblandt den tæt pakkede Menneskemængde herskede en næsten dødlignende Tavshed; kun henne fra Fangernes Aflukke lød der uafbrudt dæmpet Mumlen. De vidste, at de, saa snart Dommen var falden, atter blev adskilte og saa først mødtes paa den sidste Vandring til Retterstedet.

 Publikum kunde ikke se dem, de sad ned, og omkring dem stod tolv Gendarmer med dragne Sværd; men at dømme efter den livlige Samtale, de førte, kunde de ikke være særlig nedbøjede.

 Mængden udenfor paa Raadhuspladsen, som den søvnige, udasede Politistyrke efterhaanden havde opgivet at faa Bugt med og derfor havde overladt til sig selv, forholdt sig hverken saa rolig eller taalmodig; den hoverede over at have fordrevet Politiet og tilhørte desuden de uroligste Lag af Befolkningen — Nihilisterne — eller for at tale mere eksakt, det frisindede og fremskredne Element var det overvejende. Efterhaanden, som de andre, slet og ret nysgerrige, blev trætte af at vente og forsvandt, sluttede de første sig mere og mere sammen og dannede til sidst en kompakt Masse. Mange af dem var gode Bekendte og talte ugenert sammen uden at lægge Baand paa deres Følelser; men af denne Samtale fremgik det ogsaa, at ingen af dem hørte til de aktive Oprørere.

 I et af Vinduerne i Retssalen blev i dette Øjeblik et hvidt Lommetørklæde synligt.

 „Juryen!“ raabte en Stemme blandt Mængden, og øjeblikkelig blev der Dødsstilhed. Man pressede sig sammen under Vinduerne med opad bøjede Hoveder.

 Inde i Salen forkyndte nu Retsbetjentens Stemme, at den sidste Del af den oprørende Farce var ved at tage sin Begyndelse. Juryen vendte tilbage for at oplæse sin Kendelse.

 Som én Mand rejste alle sig op i Salen og stod i aandeløs Forventning. Der var en Stilhed, saa man syntes, man maatte kunne høre hvert enkelt Hjertes Slag — de, der bankede i Dødsangst for dem, de stod nær, og de, der blot bankede i den voldsomme Spænding, som det usædvanlige dramatiske Optrin medførte.

 En efter en traadte Juryens Medlemmer op paa Forhøjningen bag det lange, grønne Bord med de seks Liglys. Deres Udseende var ikke just saaledes, som man tænkte sig Retfærdighedens og Lovens Repræsentanter. I deres trætte, urolige Miner laa snarere Bevidstheden om en nylig begaaet Skændselsdaad end den ophøjede Ro, som Følelsen af at have gjort sin Pligt — hvor pinefuld den end er — uvilkaarlig forlener det menneskelige Ansigt med. De seks Fanger, som ogsaa havde rejst sig nu og stod Ansigt til Ansigt med deres Dommere, synlige for Publikum, var absolut de roligste og værdigste af de to Partier. Men endnu saa ingen paa Fangerne, alles Øjne var rettede paa Juryens Formand, som med det hvide Ark Papir i Haanden skulde til at oplæse de skæbnesvangre Ord.

 Med usædvanlig høj Stemme læste han Indledningen, som syntes at vare en Evighed.

 Endelig kom han til selve Dommen, og allerede ved de første Ord gik der som et elektrisk Stød igennem Tilhørerne. Det var Boris’ Navn, der var nævnet og blev efterfulgt af en lang Mumlen, som ingen forstod. Det var Opremsningen af alle hans Synder — saa fulgte en kort Pavse, og saa kom Dommen — — Døden!

 Omendskønt ingen havde ventet andet, faldt dette Ord dog som et Hammerslag paa de spændte Nerver. Derpaa fulgte Vasilys Navn — atter en Mumlen; men kortere — saa et nyt Hammerslag: — Døden! — — —

 Den tredje i Rækken er Zina, hende, hvis Skæbne er bleven mest diskuteret, og om hvem man har været mest i Usikkerhed Tavsheden i Salen bliver om muligt endnu mere aandeløs. „Er det Liv eller Død“ „Liv eller Død?“ spørger hvert Hjerte sig selv medens den uhyggelige Mumlen bliver ved i det uendelige Skyld hobes paa Skyld; den truende Hammer løftes — højere og højere — en kort Pavse, og atter falder den med en skurrende Lyd — Det er Døden! —

 — Et Suk som en mangestemmet Stønnen gaar igennem Salen. Alles Øjne, selv de strengest dømmendes — rettes i Sympati og Rædsel paa denne unge Kvinde, som staar der saa rolig og værdig foran sine Medfanger.

 De fleste havde troet, at hun som Kvinde var bleven benaadet; denne Dødsdom virkede som et brutalt, uventet Slag; men dog gaar der som et Befrielsens Suk gennem Mængden, den værste Spænding er overstaaet! De tre Fanger, som endnu er tilbage, er saa lidt kompromitterede, eller rettere slet ikke, at det kun for dem kan dreje sig om en lettere Straffedom. Den Mumlen, som efterfulgte Botcharovs Navn, bestyrker denne Formodning — det er rent ubetydelige Forseelser, der opramses — Publikum hører næppe efter mere. — Da studser man pludselig ved at bemærke en let Skælven i Dommerens Stemme — en kort Pavse, og — Dødsdommen er forkyndt!

 Alle farer sammen; et Forbandelsens Udbrud undslipper alles Læber, man ser paa hinanden som for at forvisse sig om, at man har hørt rigtigt.

 „Ærbødigst Tak, højstærede Dommere!“ lyder saa skarpt og bidende den dømtes Stemme, og man er ikke længer i Tvivl. Han er virkelig dømt til Døden! Men hvorfor? Hvad har han gjort? Publikums Indignation holdes imidlertid i Tømme ved den fornyede Spænding og Interesse, hvormed man nu atter lytter til Dommerens Ord.

 Botcharov er ikke bleven kaldt til Rette for sin usømmelige Afbrydelse; man foretrækker at lade, som om man intet har hørt, glad over, at det ikke var noget værre, og skynder sig videre med Oplæsningen.

 Det er den ældste af Søstrene Dudorov, der nu staar for Tur, og denne Gang følger Publikum med spændt Opmærksomhed Ordene. Det drejer sig om rene Ubetydeligheder, som umuligt kan have Døden til Følge; men man er paa sin Post. Med stigende Spænding følger man hver Vending i dette uendelige Væv af kunstig opbygget Anklage og Beskyldning — snart gyser man i Angst, og snart hengiver man sig igen til Haabet. — Den uheldsvangre Hammer løftes og sænkes uafbrudt — endelig løftes den igen og falder — det blev Døden! — — —

 Som med ét Slag brød nu den længe tilbageholdte Spænding iblandt Publikum løs. Raab, Stønnen og Eder, hysteriske Kvinders Skrig og vilde Forbandelser fylder Luften! — Folk springer op paa Stolene og gebærder sig, som om de pludselig var blevne gale. Aldrig havde man inden for disse Mure set en lignende Scene.

 Den gode Dame i anden Række — Præsidentens Frue — besvimede, og Officeren, der kommanderede Fangeeskorten, og som personlig kendte hende, ilede til med en Karaffel Vand; men den unge Pige i den blaa Silkekjole træder barsk i Vejen for ham og stiller sig beskyttende hen foran Damen, idet hun raaber: „Rør hende ikke!“ og saa bydende er hendes Stemme og saa vildt flammende hendes mørke Øjne, at han uvilkaarligt trækker sig tilbage, medens hun roligt tager et Glas Vand fra Dommerbordet og vender sig til den besvimede for at yde hende Hjælp. Hun kender ikke denne Dame, aner ikke, hvem hun er; men hun føler sig overbevist om, at det maa være en Ven, og af den Grund vil hun befri hende for den forhadte Berørelse af en af Politiets Mænd. Det faldt hende ikke ind, at det maaske kun var den fine Dames overspændte Nerver, der bukkede under for dette Øjebliks stærke Spænding.

 Oppe paa Juryens Forhøjning var Forvirringen ikke ringere end nede i Salen.

 Bleg af Harme og Skam søgte Formanden at overdøve Larmen og skaffe Ro til Veje; men hans Forsøg mislykkedes absolut. Alligevel beordrede han ikke Salen rømmet, han ønskede, at Publikum skulde blive og høre Slutningen af Dommen. Det hvide Ark skælvede i hans Haand, og han læste videre. Den sidste af de seks Fanger, den yngste Søster Dudorov, blev i Betragtning af hendes Ungdom dømt — ikke til Døden, som den kejserlige Anklager havde forlangt, men til femten Aars Straffearbejde. De havde forbeholdt sig denne ene stakkels Naadesbevisning, dels for at tilfredsstille deres egen Samvittighed og dels for at vise Publikum deres gode Vilje. Men Publikum hørte ikke et Ord mere af, hvad der blev læst. Ophidselsen var alt for stor, og en ung Mand — den samme, der før havde givet Signalet med Lommetørklædet — stødte et Vindu op, lænede sig ud og raabte med høj Røst til de nedenunder forsamlede Skarer:

 „Døden! Alle er dømt til Døden!“

 Han erklærede bagefter, at han var overbevist om at have hørt Formanden oplæse Dødsdommen ogsaa for den yngste af Søstrene Dudorov.

 Et ildevarslende, gennemtrængende Skrig fra Mængden udenfor var Svaret paa denne Meddelelse og forhøjede Forvirringen i Salen. De loyale Elementer iblandt dem derinde troede, at Folket i næste Nu vilde storme Raadhuset og kaste sig over dem — og i et Anfald af Panik gav de sig nu til at skrige og raabe med.

 En Politiofficer, der holdt Vagt uden for Døren til Salen, kom ilsomt ind og konfererede med Dommerne, hvorpaa han lige saa hurtigt igen løb bort ad en Bagdør. Præsidenten havde givet Ordre til, at Tropperne skulde tilkaldes og Pladsen udenfor ryddes for enhver Pris.

 En for en listede imidlertid Juryen sig væk og barrikaderede sig i de indre Værelser, medens Politiet begyndte at rydde Salen.

 Et blodigt Sammenstød syntes uundgaaeligt — men udeblev desuagtet.

 Revolutionens organiserede og ledende Parti havde al Grund til at undgaa et saadant Sammenstød i dette Øjeblik, idet det kun yderligere vilde besværliggøre — ja umuliggøre deres forestaaende Forsøg paa at befri de dødsdømte, og da den stærkere aandelige Magt altid har Overtaget over den mindre udviklede, lykkedes det de enkelte, som stod under mere eller mindre direkte Indflydelse af Andreys medsammensvorne, at holde Urostifterne tilbage. Da Militæret viste sig for Enden af Gaden, spredtes Mængden uden videre Tumult med en Del Larm og nogle Stenkast.

 Hele den heftige Bvægelse indskrænkede sig saaledes til at blive en rent forbigaaende — et uvilkaarligt Udslag af Øjeblikkets stærke Impuls.