En norsk Höst/11
Det mörkner, tunge sorte Skyer hænge
Den hele Himmel over, Stormene
Dem drive mod hinanden, sammentrænge
I snever Kreds de overlæssede.
Hör Luften fisker alt, de store Draabes
Alt falde sielden ned — Nu Drende hast
Nu skynder eder Piger! Neeget raaber
Levn du uskaaren Ager, Seglen kast
Og skryvermed Forstand halv-törre Neeger
Omhyggelig vend Korendusken ind
Giör Skruvet[1] fat at Sephir naar den leeger
Blandt Skruvene ey troer sig mægtig Vind;
Saa störste Neeg af told, för sadt tilside
Ud over Skruvet som et Teppe bred
At Draaberne ey samles der, men glide,
Uskadelige Halmens Render ned.
Nu Agren ydet har sin rige Gröde
Er vist nok Bondens Glæde stor; men Frygt
Dog mörkner den; endnu kan Vanhæld möde,
O var den först i tette Lade trygt!
At Solen i sin Magt endnu fremtræder
Paa klare Himmel, Flommen sinkende,
At krone kloge Haab med visse Glæder!
Ja Godheds Gud har hört, og sagt: det skee!
Skiöndt underlig opholdet mellem Fare
Og blandt Naturens mangehaande Död,
Saae Noah ynksom til den frelste Skare
Og tvivlsom til den Jord, som nye frembröd
Fra Havet: ”Hvad om Bölgen, stedse rede
”Kun lurer paa den förste Mandens Synd
”For atter at frembyde og nedtræde
”Den overblevne Slægt i giftig Dynd!„
Glad over Frelsen, men med tvivlsom Glæde,
Paar Ararats den endnu glatte Top
Han offrede, Gud Herren at tilbede,
Men sendte Tvivl og Frygt blandt Lovsang op.
En Skye gik frem for den Modlöse Öye
— Og Morgenrödens Klædning fattig er
Mod Skyens Pragt — — der var den Evig-höye
Med Fadertröst og med Forjettelser.
Nedkasted paa sit Ansigt at tilbede,
(Thi Patriarken kiendte Herrens Skye,
Den Helliges Symbol) i stille Glæde
Han hörte Naadens Stemme: ”Sorger flye
”Du Elskte fra din Barm! Jeg herren lever,
”Og jeg har svoret ved mig selv, ey meer,
”Skiöndt Mandens Daad min Vrede jevnlig kræver,
”Og skiöndt hans Ild fra Svöbet syndig er,
”Ey meer for Mandens Skyld jeg vil forbande
”Og aabne Himlens Sluser. Höst og Sæd
”Afvexle skal, paa Vinter fölge Sommer
”Og Dag paa Nat. Aars- og Dag-Vexlingen
”Ey endes over Jorden för jeg kommer,
”Dens Maal fuldendet, og aftakke den.
Ja Herre! Herre! under alle Belter
Uryggeligt dit Lövte er erkiendt
Og paa dit Ord den trygge Jord sig velter;
Du over den Regnbuen har udspendt
Dit Lövte at gientage, at paaminde
Om Lövtets Trofasthed, og Mennesket
Med Godheds Baand, miskundelig at binde
Til din Tilbedelse, til Sandt og Ret.
O! at vi kunde höre, see, erkiende
Dit Forsyns mildelig opladte Haand!
At Höstens Östenvinde[2] maate tænde
Til Godheds höye Lov, vor glade Aand!
Thi fra din Haand de styrte ud, da giemmer
Dem op til Höstens Nödtörst, snidelig
Du giör der’ Aande heed, der’ Vildhed tæmmer,
Og hvor de höres tale de om dig!