En norsk Höst/12
Nu hvilke travle Scener! Neppe smiiler
Den unge Dag igiennem Nattens Slöer,
At hilse Jorden, förend Bonden iiler
Fra haarde Leye staaer i lave Dör
At speyde Himmelen, og seer med Glæde
Den önskte Lae-Vind endnu blæse mild,
Og vækket strax sit Huusfolk (Hest og Slæde
Og alt Fornödent selv han reder til)
Og nu sin Morgenkost med sine spiser,
Saa folder Hænderne i Tak til Gud,
Saa hver sin Dont opmuntrende anviser
Nu raske Gutter, vevre Jenter ud!
Du nögne klæde skal de riige Störe.
Til Slæden I skal bringe Kornet hen
Og læsse rask og trofast. Du skal kiöre.
Du sender, selv jeg la’er. Geskieftigen,
Som Piger ved en Bryllups-Fest, hver iiler
Til sin anviiste Dont omhyggelig; —
Og Certes i den aabne Lade smiiler
Og veyer Negerne og bryster sig.
Snart, og kun nögne Störe staae tilbage
Og Laden fuld tæt under Mörnet[1] er
Ja evner stundom ey sin Skat at tage
Men gyldne Kielmer[2] ved sin Side seer.
Nu Qvægets lykkelige Dag frembryder
Ey meer til mavre Udmark drives det,
Men over Hiemme-Marken spredet, nyder
Den anden Höehöst. Magelig og mæt
Langs feede Agerreenen Koen vanker,
Og vrager nu hvad för hun önsket sig;
Og stolt blandt sine Skiönne Tyren spanker
En skinsyg mæt vellystig Sultan liig.
Mens Faaret flokker sig, og flittig nipper
Det korte Græs som Koen ikke naaer,
Og stundom paa de skaarne Agre tripper
Opsamlende den Sæd som Hösten saaer
Og Riven ikke bierger. Intet ödes
I Guds Huusholdning, der er Alt bestemt
Med Maal og Vægt. Alt det som lever födes,
Og Höstens Herre har ey dem forglemt,
Som ikke saae, og samle ey i Lade,
Den muntre og sorglöse Fuglehær;
(De synes bygde til at være glade
Og lette til at flye Bekymringer)
Nu finde de, og rigelig sin Föde
Og de og Fyrsten tienes begge ved
Den moderlige Ager. Men naar öde
Naturen er, naar Jorden lægges ned
I Frostens Lænker, naar Sneedyngen skiuler
Hver Urt, hvert Fröe, naar Rönbær-Klasene
Ey længer blusse paa livlöse Green, naar Smuler
Ey længer falde ned fra Bordene;
Hvor födes da den muntre Hær? Saa spörger
En Daare — Han som i sin milde Haand
Har tusind Rigdoms Kilder, dem forsörger;
Og Manden som hovmodig i sin Aand,
Tör meene at han selv sit Bord bereder
Og bygger selv sit Huus, og skaffet sig
Ved egen Flid og Klygt og de varme Klæder,
Giör kun som Fuglen: Bruger klogelig
Hvad den almindelige Fader rækker
Om mindre viis end Fuglen, qvæler sig
Med tusindfold unyttig Kummer; stækker
Selv Haabets Vinger; unaturlig Krig
Med egen Lykke förer; daarlig blander
Sin Kalk med Gift, opelsker Tidseler
Blandt Livets Roser, Mennesket forbander
Den Jord han dyrker, Gud velsigner den,
Det seer den Vise og hans kloge Hierte
Selvgiorte Sorger flyer, og holder Stand
Bag denne trygge Skandse, mod den Smerte
Som han ey flye og ey bortvende kan.