En norsk Höst/13
Gientag, Camene! her den kloge Tale
Hvormed sin Kreds hin Olding styrket har!
I en af Norges lykkelige Dale
Den vise Dagfind boede. Længe var
Han kiendt i Bygden af retvise Sæder,
Et klygtigt Hoved og en dristig Haand;
Nu var han svag af Ælde; Ungdoms Glæder
Og Manddoms Drift knap rörte svagt hans Aand.
Han syntes nu at önske Grevens Hvile,
For Jordens Sysler död, og kun de Smaa
De skyldfrie Smaa, saae ham iblandt at smile,
Naar leegende de om hans Födder laae.
Et Vanheld rysted Dagfinds sidste Dage;
Det Bygdelav hvis Res og Lys han var,
Blev paa en Nat et Rama, fuldt af Klage;
Thi Herrens Haand var over Bygden svar.
Fra Naboe-Fielde styrted hele Have,
Og veltende ned med sig Steen og Gruus
Faldt fiendtlig ned i Dalen at begrave
Henlöbne Seklers Arbeyd. — Askouts Huus
(Med Dagfinds yngste, nu hans eene Datter
Var Askout givt) stod eene frelst igien;
Thi Qvæg og Avling, Alt hvad Bonden skatter
Af voldsom Flom var fiendtlig skyllet hen.
Da strömmed ingen Graad paa Asoukts Kinder,
Kun hule Suk fra qvalfuld Harm bröd ud
Med Daarskabs Taler: ”Dagfind nu jeg finder
”At Du forgieves ey har troet paa Gud.
”Nu lönner han dig, nu oplöft dit Hierte
”Og tak ham for den Alderdom du nöd
”Nu sæt din Viisdom mod din Afkoms Smerte
”Mæt os med Lovsang nu, vi mangle Bröd!
Den Gamle havde grædt, hans dumme Öye
Var endda vaadt, og paa sit matte Knæ,
Sin yngste Dattersön han holdt med Möye,
Mens Askout sagde sin Bespottese.
Besværlig Gutten han paa Gulvet satte,
Paa Drengens Isse faderlige Haand
Han lagde rystende, og sagde: ”Matte
”Er disse Hænder nu og tung min Aand
”Jeg knap kan bryde Leven[1], ikke tygge
”Det kiere Bröd för jeg har blödet det
”Meer Barn end du, min Sön, jeg er en Skygge
”Som længe er af Jordens Tummel mæt.
”Ja kiere Dreng som venlig mod mig msiler
”Og spotter ikke Gud, men fro og glad
”Fra Sövn til Leeg, fra Leeg til Leyet iler
”Og sörger ey for næste Uges Mad!
”Din Beste[2] kan ey hielpe dig — jeg trænger
”Som du og meer end du fordi min Trang
”Tiltaget stundlig; dog, hvis jeg bortstenger
”Mit Haab til Gud, saa blir min Trang först Trang.
”Men hvad jeg kan jeg giör; de svage Hænder
”Jeg folder paa din Isse, sukkende
”Til ham som dig og mig og Alle kiender:
”Du Kilde til al sand Velsignelse!
”Jeg trygler ey om Aar og mange Dage
”For denne Dreng, og ey om stadige Held.
”Men rens hans Barm fra Synd, paa det hans Klage
”Ey haaner dig — saa skal der gaae ham vel.
”Men du som spotter mig fordi jeg setter
”Mit Haab til Gud, min Datters Mand, min Sön!
”Hör mig, og för du med den Stærke trætter
”Og kræver din besvegne Dagværks Lön,
”Og för du ægger op den bittre Klage
”Dit Krav at skrive og indtvinge det,
”Giv Alt hvad uforskyldt du har tilbage
”Da overtænk i Intets Örk din Ret.
”Hvad savner du? hvad er det som du kræver?
”Og imod hvem opstaaer du fnysende?
”Gud tog din Gaard, men du og dine lever;
”Og er ey Kroppen meer end Klæderne
”Og Livet meer end Maden? Arme Daare!
”Saa vrider Hunger alt dit Underlivm
”At Viisdom skulde billige din Taare
”Og höre taus din Mismods dumme Kiv!
”Mens Loftet har en enkelt Lev, mens Klæder
”Din Blussel skiule, medens draabfrit Tag
”Modtager dig, hvad er det du begræder?
”Et Afsavn for en saare uvis Dag.
”Hör du! som gaaer med Herren Gud i Rette,
”Hvad Lövte bröd han? Lært af ham du bad:
”Giv os i Dag vort Bröd. See dine mætte,
”Og kald ham Fader og vær sönlig glad.
”Hvis ikke, siig: At han formaaer ey længer
”At mætte dig. Vær du den Eeneste
”I al Naturen som til Alting trænger,
”Men kan ey Glimt engang af Redning see.
”Naar Fuglene sin Lovsang da istemme
”Og haanende din Kummer, fryde sig;
”Saa tænk kun du: Gud Mennesket kan glemme
”Mens en foragtet Spurv er lykkelig.
”Naar Blomstret, som din tunge Fod nedtræder
”I meer end Fyrsters Pomp staaer stadselig,
”Saa tænk kun Du at han som Græsset klæder
”Er alt for karrig til at klæde dig —
”Men skaan mit gamle næsten döve Öre —
”Sön vær barmhiertig mod din gamle Faer!
”O skaan mig for Bespottelser at höre
”I Fryd og Sorg mit Haab til Herren var;
”Levn mig den Roe som dette Haab udbreder —
”Thi om du ey vil deele den med mig,
”Om du umandig klager, syndig leder
”Om Aarsag til mod ham at yppe Krig
”Hvis Haand du ey undflyer, hvis Öye finder
”Oprörer! dig om midt i Nattens Skiöd.
”Saa taal dog at min sidste Dag hensvinder
”I Troe og Haab. Snart er jeg skiult fra Nöd,
”Snart jorder du mit Stöv — men Sön det raaber
”Fra Graven til dig Skriftens gyldne Ord:
”Den skuffes ey som paa Gud Herren haaber,
”Og ingen Nöysom hungrer ved hans Bord.
”Ung har jeg været gammel er jeg bleven
”Men en Retfærdig ey forladt jeg saae;
”Og ey hans Afkom fra sin Bygd uddreven,
”Sit Bröd at betle Dör fra Sör at gaae.
”Sön! endnu beyler Viisdom til dit Hierte,
”Forelsk dig i denm ægt den — og gaae frem
”Mod Mennesket oprigtig, og i Smerte
”Og blide Dage aldrig Herren glem;
”Han skal ey dig og ikk dine glemme„ —
— Her taug den Gamle, men for Askouts Aand
Löd endnu höyt den faderlige Stemme
Han rakte Dagfind angerfuld sin Haand
”Tilgiv mig, halked han, tilgiv mig Fader!
”Og beed til Gud — din redelige Bön
”Vil vorde hört — at mild han mig forlader
”Min Uforstand. Og styrk du tidt din Sön
”Med kloge Taler, tidt opmand mit Hierte
”(Ved stadig Lykke det forkielet er)
”Lær mig at drage Vinding af min Smerte
”Lær mig at faae Guds skiulte Veye kier.