En norsk Höst/15
Er kort mit Norges Vaar, om Flora pranger
Ey her med Östens Pomp, om Lerken er
Blandt Luftens Chor vor ypperligste Sanger
Og vore Bierge ey Viinranken bær;
Om konstig Orm ey blöde Silke spinder
I vore Lunde, om med Klippens Sand
Det röde Guldstöv blandet ikke rinder
De raske Elve ned; om mangt et Land
Er bedre mayed ud, og stadser længer
Og synes overlæsset af sin Lod;
Dog er mit Norge ikke armt, og trænger
Til Intet eller höyt til virksom Daad;
Og ynke vil jeg, og med Ret, det Öye
Der Skiönhed ey i denne Steenhob fandt,
Men foretrak de magelige Höye
Hvis Udsigt i den næste Busk forsvandt,
For hine Fuglesyn Hornelen skienker.
Hvor festlig-skiön den norske Cithar klang,
I Frimans Haand paa Hornets Spids, jeg tænker
Misundelig tidt under denne Sang;[1]
Og hine stoute[2] Skiönheder, som række
Hinanden Haanden, der hvor Poulsens Aand[3]
Forelsket sig i Norge. De forskrække
Men fange Sielen, maled af hans Haand.
Og disse mindre vilde Yndigheder
Som favne Jarelsberg i venligt Skiöd,
Og over unde Scheens Eng udbrede
Sit Trylle-Teppe. — Musen tidlig böd
Det Theme dig min Frende! Hvorfor hviler
Den Cithar du saa heldig veed at slaae
Stum i den Haand, min Pettersen?[4] end smiler
Dit elskte Norge mod dig Sang at faae.
Mit Lod det ikke blev, til Bunds at drikke
Østsidens Tryllebæger; iilend
Jeg lysten nipped kun til Randen, ikke
Til vædrig Sang min Aand berusede:
Min Dag forgaar paa Jedderens slakke Slette
Kun hverdags Syner beyle til min Aand;
Men Vee mig dog, Vee mig om jeg kan trætte
Med Skiebnen, om jeg folder ey min Haand
I hellig Lov til Ham som viis bestemmer
Hver Levende sit Sted ved almeent Bord,
Og om jeg i min Lov den Lykke glemmer
At paa den heele vidt udstrakte Jord
Blev dog en Plet i Norge det jeg kalder
med Tak, med barnlig Fryd, mit Födested.
Fribaarne Slægters Landsmand. Skiendsel falder
Tungt og retfærdig paa den Usling ned
Der haane tör det Baand en Normand binder
Til Fædres Klipper. — Landsmand see dig om,
Mon noget andet Sted sligt Værn du finder
Som Norges Odelsrett om Eyendom?
Feudal-Systemets mangehaande, stygge,
Naturens beste Sön fornedrende
Ulykker flygted fra den milde Skygge
Som Odelsrett, det sande Frihedstræ,
Opelsket af den kloge Hagens Hænder
Udbredet over Hagens Födeland.
Den Normand Vee! der skiönsom ey erkiender
Hans Værd; og den som niddingsk hæve kan
Forrædersk Öxe mod den gamle Stamme
Ufödde Slægters Haan — (hvis Glemsomhed
Ey frelser det betimelig) skal ramme
Hans Navn, forstyrrende hans Gravhöys Fred.
Men Norges Genius af unge Eege
Til Bruun og Wulfsberg skal taknemmelig
En Borgerkrone flette, dem frempege
Som sine Mænd, der kiemped fyrstelig
Med Normænds Ild for Norges gamle Ære.
I Norges Kröniker staae lysende, og være
End silde trofast Værn om Födestavn.
Thi det er værdig Brug af sielden Evne
Det er: Med sönlig Troskabs Nidkierhed
Sin Moder at beskytte, det: At hevne
Sin Bro’er paa den Ret vil træde ned[5].
O! vaager Folkefædre og beskytter
Den Odels-Helligdom. Thi rettelig
Sang Friheds Skialden: Ikke Kongsbers Hytter
O Norge, men din Odel giör dig rig:[6]
Den lokker Fliden til de öde Heeder
Den tapper lange, sure Moser ud,
Den, hist og her, uveysom Klippe klæder,
Og krandser Bierget som en pyntet Bruud.
Gallenisk styrker den de matte Hænder,
Og giör den Gamle driftig, Trældoms Sveed
Behagelig. Den Troeskabs Luen tænder
Som dæmpes ey av noget Vanheld ned.
Den moderlig fremlokker skiulte Evne,
Som Vildskabs Underviisning stolt forsmaaer,
Geniet paa hovmodig Kunst at hevne;
Den viser hvad frie Sielekraft formaaer;
Den gîr min Bondesön den aabne Pande,
Det frie Blik, som ingen Kongesön
Har skiönnere. Den giör, blandt alle Lande,
Steenhoben Norge merkelig og skiön.
Den Vaarens lövterige Smil forskiönner,
Giör Höstens Gaver dobbelt store; den,
Var Ageren end karrig, dog belönner,
Med glade Haab, Jordbrugets kloge Ven.
Paa Vanhelds haarde Steen sin Klygt han sliber;
Feylslagne Haab udklække nye Forsög,
Der skiöndt ey altid heldige, dog griber
Veldædig Sandhed, funden tidt i Spög.
Men naar hans Flid velsignes, naar han tager
En overflödig Skat af Agrens Haand;
Naar Heste stönnende med Möye drager
De tunge Neger; da hans muntre Aand
Til Glæder, som kun Odelsbonden kiender,
Hengiver sig: ”Evindelig min Gaard
”Sin Rigdom römme skal i mine Hænder
”Og nære Ætten, medens Ætten naaer.
Den Tanke giör hans tarvelige Gilde
Til Höytid. Stolt han i Höysædet sad
Blandt venlig Grandeflok, som dele vilde
Hans Fryd, og kunde, thi og den var glad.
Med brede Næve han Öllstöbet fatter:
(Förstegrödens Drik at qvæge sig)
”Min gode Grande! Tönden har en Datter
”Og Stöbet Söster har; Gud signe dig!
”Vi Bönder her i Norge Folk dog ere;
”Thi er du driftig som det bör en Mand
”Og ærlig som det bör en Normand være,
”Saa er du æret i din ringe Stand.
”Du krydser ey for Fogd og ey for Skriver
”Og ikke for Captainen (Herre Gud
”Et halv Snees Aar indbundne Haar ey driver
”En rigtig Gut fra Födebygden ud)
”Og nu Soldaten ey behöver længer
”At spörge Obersten, om han maae faae
”Det, hvortil selve Generalen trænger,
”En vakker Kielling og velskabte Smaa;
”Nu maatte jeg omsoust med Möye lede
”Om Klages Grund — og troe, han lever ey
”Den Mand, som jeg for Alvor vilde bede:
”Gaae du min Stie, levn mig din brede Vey.
”Jeg ingen Mand misunder, Kongen ikke,
”Hans Gaard er större, det er ogsaa Alt,
”Men ikke tryggere end min, og ikke
”Saa let indlöst, om den fra Ætten faldt.
”Sund er jeg som en Fisk, min trange Bolig
”Er tæt, mit Grandelav med mig tilfreds,
”Min Dag er kort og sorglös, Natten rolig,
”Jeg lydes som en Lovbog i min Kreds,
”I Bygden er jeg agtet, og jeg finder
”En Ungdoms Ven snart hist snart her igien,
”Der kierlig mig om Barndoms Dage mider.
”Som da min Dag, den endnu svinder hen
”I lykkelig Eenfoldighed, og Glæder,
”De Store ey misunde mig, fordi,
”Indsluttede i trange qvalme Stæder,
”De veed ey hvad det er at være frie;
”Og veed ey hvad det er, saa glad at drikke
”Sit eget Öll i trofast Vennelav;
”Og paa sin vevre Börneklynge ikke
”Kan see som jeg, og tænke paa sin Grav
”Med Rolighed, og vide at den Möye
”De lide ey forgieves være skal,
”Som jeg det veed. Min Sönnesön skal plöye
”Med Lyst den Ager jeg fra Heeden stial.
Saa tidt med Grund, den norske Bonde praler
Naar mindre travle lange Vinterqvæl
Men Granden samler ham. Hans stolte Taler
- ↑ Claus Frimans skiönne Digt om Hornelen.
- ↑ Stout — almindeligt i Norge, der betegnende det, som i sin Art udtager sig til sin Fordeel.
- ↑ Professor Poulsen, en Mand hvis Talenter for Malerkunsten og især Landskabsmaleriet ere hæderligen bekiendte, besögte, udseet af Kunstens Muse, Norge om Sommeren 1788, og tegnede nogle af de meest paafaldene Situationer i Agershuus Stift. Man har sagt at denne Mand lærte at elske baade Norge og dets Aand. Han döde kort efter begrædt af Kunstelskere, og (lægger man til) af alle som kiendte hans Hierte.
- ↑ Morten Smith Pettersen, Sognepræst til Slagen i Jarsbergs Grevskab og et Södskendebarn til Digterens Husture, en Mand af udmerkede Talented, og et varmt og ædelt Hierte, er det som Digteren opfordrer til at besynge den fortryllende Egn han boer i, og Digteren veed, at vil han kun synge, skal han sikkerlig behage.
- ↑ J. N. Bruun og J. Wulfsberg skreve for omtrent et Decennium siden begge til den norske Odelrets Forsvar, og begge med Grundighed, Styrke og den ædle Varme som klæder saa vel den der taler om TIng af almeen Vigtighed. — Der hörtes ikke en eneste modsigende Stemme da — seenere ɔ: i forrige Aar blev Odelsretten atter angreben, men da hæderligen, ikke som för ved enkelte Mænds ubeföyede Klager, (Bonde-Ansögninger i svulstig Stiil) men ved Afhandlinger i almindelige yndede Tidsskrivter. — Jeg har, som bekiendt, taget Deel i denne Tvist, derfor, og for at beröve det foragtelige Konseqvensmagerie en Anledning til at tee sig virksom — anföres det her, at mit Digt Hösten med alt det som det har om Norges Odelsret, har været færdigt fra 1794, og er altsaa sex Aar ældre end de sidste Angreb paa Odelsretten. — Ikke de som kiende mig, men de som ikke kiende mig, siger jeg, at jeg nok er Mand til at harmes over den Niddings-Daad, som gav Anledning til N. Bruuns og Wulfsbergs Smaaskrifter, men at jeg aldrig kan tænke paa at tiltale den Mand Haan, eller engang tænke foragtelig om ham, som ærligen siger sin Mening om hvilkesomhelst Ting, var den end saada at jeg vilde alvorligen sörge, om hans Mening blev Magthavernes Overtydning. Men og er jeg ikke den der kunde tænke paa hemmeligen at complimentere sig selv. Jeg er stolt af at kunne deele med Nordahl Brun og Wulfsberg den Ære at have talt for den gode Sag, men jeg Föler at min Stemme i denne vigtige Sag er kun som en svag Gienlyd af deres kraftige Röst.
- ↑ Bulls Digt om Frihed og Eyendom.