En norsk Höst/16
Saa tidt med Grund, den norske Bonde praler
Naar mindre travle lange Vinterqvæl
Men Granden samler ham. Hans stolte Taler
Udbrudet er af en friebaaren Siel.
Det vaade Stöb fra Haand til anden iiler,
Liig en tienstagtig stedse reede Ven,
Og kiert som slig, hvert Öye mod det smiiler
Hver Læbe kysser det. — Snart svinde hen
De mörke Sorger (Ingen Stand beskytter
Mod Sorrig, Stövets Arv, den trænger sing
Med Möye ind i Bondens lave Hytter,
Til Fyrstens Borg den ager magelig)
Den heele Kreds er Fryd; kunstlöse Stemmer
Gientage da med varm Deeltagelse,
Hvad Norges Muser simpelt sang (let nemmer
Min Normand Viser) herlig skingrende
Bruuns: ”Boer jeg paa det höye Field, da lyder.
Ja ogsaa jeg af Musen fik et Qvad,
Som Odelsbondens skiönne Bifald nyder;
Han sang: Jeg er saa froe, jeg er saa glad;[1]
Og er det virkelig. Maae dine Glæder,
Min ædle Landsmand! aldrig svige dig!
Dæm derfor, Bonde! dæm mod Stadens Sæder,
Og Pragt, som tærer Stater meer end Krig!
Og naar du i din trygge Bolig nyder
Din rige Lod, husk da, at Norge er
Giestmildheds Hiem. Men naar du kun indbyder
Den rige Grande, Vond til Aae du bær
Og Löv til Skov; og dersom du vil tænke
Paa giestfrie Mands det ærefulde Navn,
Saa maae du værne om den svage Enke
Og slutte Faderlöse i din Favn.
Lad Hytten aaben staae for den, som leeder
Om venligt Skiul for Nattens Rædsler; möd
Med sönlig Godhed Oldingen, som sveeder
Selv under letter Börr af tryglet Bröd.
Og hvis du seer en Yngling at forvildes
Fra Dydens Stie, ret de usikre Trin;
Tænk overalt: Gud Intet vil skal spildes
Og mindst hans Siel; den er saa dyr som din.
Husk at saa fast end Lovene beskytte
Din Odel dig mod Uretviisheds Fund,
Gud er dog Eyeren. At skiöndt din Hytte
Med egen Haand er bygd paa Odelsgrund,
Du dog til Leye boer; hvis Herren kræver
Sit Laan igien, hvor blir da Dit og du?
Husk det og tærsk tungt Korn af rige Træver,
Og gavmild kon den Trængende ihu.
- ↑ De anförte Folkesange har Digteren truffet hos norske Bönder, og hört den förste siunget med varm Deeltagelse.