Held dig! som kan med egne Öxne plöye
Nedarvet Odelsjord, held dig! som kan
Det Bröd, som krydres af din lette Möye,
I Tryghed æde; lykkelige Mand
Din Lykke föl! — Langs Norges nögne Strande
En hungrig Hær blandt Skiær sin Boepæl slog
Alt deres Haab er Havet; de opmande
Ved Hunger sig til farefulde Tog.
 I pialted Moders matte Arm see hønge,
Ved tomme Bryst, en Glut som avlet var
I Trang, i Moders Liv opvant at trænge,
Og som med Smerte hun til Kummer har,
Paa kolde Jordgulv fleere nögne Spæde
Blandt fugtigt raadent Straa henkastede,
Med bitter Graad nedslagge Moder bede
Om Föde; hun taalmodig-lidende
Med gyldne Lövter, som bedrövet Læbe
Med Blusel föder, söger moderlig
Den voxende Mismodighed at dræbe:
”Taalmodighed, I Elskte, Intet Skrig!

”Det aner mig, i Dag vil Fansten være
”Mangfoldig stor, og snart vil vi see ham bære
”Den tunge Dræt, med Glæde stönnende.
 Men uveyrsvangre Skyer overklæde
Den heele Himmel — Storme slide sig
Af sine Huler ud, paa Havet træde,
Fornyende den aldrig endte Krig;
Det vaade Element forgieves fraader
Af en unyttig Harm, omsonst opstaaer
Til Modstand — Skyens Sön er Eyren raader,
Og vældig Bölgens Hær paa Flugten slaaer;
De knuse i den vilde Flugt hinanden,
Og hevne flygtende sit Nederland
Paa skyldfrie Fisker, som at vinde Stranden,
I tunge, ofte spildte Aaredrag
Med Rædsels Kraft de matte Seener spender;
Af Angstens Sveed og Havets Sprudlen vaad,
Han naaer tilsidst sit Nöst; de matte Hønder
Let samle, af den sielden rige Baad,
En ringe Ret, som dog med Möye bæres
Til Hytten, hvor den mavre Hunger boer,

Og halvkogt der, og uden Bröd fortæres.
O Jordbrugsmand! hvad er din Lykke stor!
 Held dig! som kan med enge Öxne Plöye
Nedarvet Odelsjord, held dig! som kan
Det Bröd, der krydres af din lette Möye,
I Stilhed æde; lykkelige Mand
Om du din Lykke föler! — O hvor Mange
Og som dog intet bröd, misunde dig
Med megen Grund din trygge Sövn, naar bange
Af Dödens mange Rædsler de sig
Trindtom omgivne see. De Höstens Dage
Din Löns, din Glædesdag, blev Dödensdag
For Mange, — Fleer’ en Grund til bitter Klage,
Som aldrig nærmer sig dit trygge Tag.
 Naar du ved varme Arne sidder rolig
Og spottende med Stormvinds vilde Stöd,
Som skadeslöse boltres om din Bolig.
Og höyt en halvforraadnet Skiegaard bröd;
O! mange — mange dine kiekke Brödre,
Som Trang og Mod drev trygge Kyster fra,
Med Hav og Storm og Mörke — grumme Mödre
Til mangehaande Farer — — kiempe da.
Mastlöse Vrag af Stormens vilde Hænder

Mishandlet, spotter kun det svage Roer
Og ingen Styrekonstens Lov erkiender,
Slet huset er den Slægt, som det beboer.
Den stolte Bölge som en Bold det slenger
Nu hid nu did; — hvor let en Planke brast,
Bradt Döden ind med Havets Strömme trænger
Og giör til Bytte Folk og Vrag og Last.
”De Arme var de ey saa langt fra Landet!„
— O Landet blev de fleeste Söemænds Söd.
Og dobbelt bitter, naar den Usle strandet
Saa godt som i sin elskte Mages Skiöd.
 De have seet det elskte Norges Klipper
En gunstig Vind dem förte mod dets Strand.
Nu sortner Himlen til, nu Dagen slipper,
Ny flye de sorrigfuld det önskte Land;
Men Strömmen driller dem, og Stormen driver,
Og Mörket vilder; Skibet slynges ind
Paa hvasse Klipper, der det knuset bliver —
Og Döden möder dem med raske Trin,
Just hvor de drömmede om munter Glæde.
Af Söevand, Skræk og Slæb udmattede,
Paa revnet Vrag de hænge; haablös gærde
Om Redning. O de Ulyksalige!

Hvo redder dem? Uveyret stedse stiger,
Og grum som Natten kom, end grummere
Den flygter nu, og flygtende den siger:
”Nu see mit Værk, nu eders Skielme see!„
— Et Steenkast knap fra Landet — kiendte Hytterm
Som spottende imöde smiler dem,
Men intet Rednings Haab. Dem intet nytter
Den nære Strand, det lykkelige Hiem,
Og ey Medlidenhedens heede Taarer
Og Strandens haabelöse Veemods Skrig;
Det Döden kun forbitter, dobbelt saarer;
O seer Alherren ey miskundelig
Og mægtig til de Arme, ey forjager
Selv Stormen, ikke selv med vældig Haand
Nedkuer Havets Overmod, og drager
Af Nöden dem; saa den nedslagne Aand
Forlader snart den matter Krop, snart segne
Afmægtig de i Dödens Arme hen.
Snart seer du da en haabfuld Skiönhed blegne,
Opdagende paa Stranden tabte Ven;
Snart Spædes Skrig, som for en Fader klage;
Snart tunge hule Suk fra Oldingen,
Bejamrende sin Söns afskaarne Dage;

Snart stride Taarer, som en trofast Ven
Sin Ungdoms Ven opofrer, skal forklare
Med Styrke hvilken Vey Söemanden gaaer,
Og hvor hvert Fied belures der af Fare.
O Jordbrugsmand! elsk dine bedre Kaar!

 Held dig! som kan med egne Öxne plöye
Nedarvet Odelsjord, held dig! som kan
Det Bröd, der krydres af din lette Möye
I Tryghed æde, lykkelige Mand
Din Lod den beste er; dens Værd at kiende
Du trænger ey til Havets Rædseler.
O Norges rige Field i Möde sende
Dets glade Sönner Vanhelds Billeder.

 Ja Norges Genius vaadöyet farer,
Og sukkende det Kongens Bierg forbi
SOm sort og yndelöst en Slægt bevarer,
Der træller i frievilligt Slaverie,
Seer ingen Time farelös hensvinde,
Og Döden glise fra hver Vraae — og dog
Fragter Död og Fare, Guld at vinde.
Til Helvede selv Haab om Vinding drog.

 Camenen gyser ved de mörke Huler,
Den Dragers Bolig, hvor den karrige
Natur bag haarde Slör Sölvklumpen skiuler,
Og gierrig giemmer bort Guldkornerne;
Hun svimler rædselsfuld blot ved at kige
Fra Nedgangshulen ned den steile Gang,
Som leder frygtelig til Plutos Rige,
Hvor Mammon træller under svigfuld Sang.
I Klippens Indvold fængslet Torden tænder
Sin stærke Harm og hevner i sin Död
Iblandt sit Fængsel paa forvovne Hænder,
Der tvang den ind i Klippens haarde Skiöd.
— Et uvist Trin — O selv paa jevne Veye
Kan Foden glide — sorte Biergmand bradt,
Fra Kant til Kant, forknuset fandt sit Leye
I Gruben snart, dog för i Dödens Nat.
 Ja der — der favner ömme Elskerinde
Sin Ungdomsven hver Dag som sidste Dag;
Lemlæstet Oldingsstride Taarer rinde
Hver Morgen der, naar med ömt Haandetag
Sin Sön han hilser, som til Gruben iiler;
Hans bange Kummer nye hver Morgen er;

Naar mild mod dig hver Dagens Time smiler,
O Jordbrugsmand! o faae din Lykke kier!


 Held dig! som kan med egne Öxne plöye
Nedarvet Odelsjord, held dig! som kan
Det Bröd, der krydres af din lette Möye
I Tryghed æde; lykkelige Mand!
Din Syssel dig ey Nöd og Fare föder
Een din og Landets Farestime er;
Kun da, naar Bauners Glimt dit Öye möder
Forkyndende en overmodig Hær,
Opbydes du til Fare, men og Ære,
Til Kampens Dag, men og til Seyrens Dag.
Hvad Magt kan stærk mod Odelskriger være?
Hvad Slag saa stærkt, som den Friehaarnes Slag?
Dog fængsles den i demantfaste Kiæder,
Den Kampens vilde Stund evindelig,
Dens Held er Vanheld, selv dens Glæde græder,
Dens Lov til Gud er gudsbespottelig.
Thi Fyrste! æsket ud af trodsig Fiende,
Som grum svor din og Landets Undergang,
Gaae frem med Lövemod, see Hære svinde
Og faste Stæder styrte. Nöd og Trang

Din Banner fölgende de skiendske Lande
Med Hungrens Sværd hiemsöge gruelig —
Men hvis du er et Menneske, du blande
Din Klagesang med Overvundnes Skrig.
Og hvis du elsker Folket, af hvis Hænder
Du tog din magt, og ved hvis stærke Arm
Du Seyer vandt, fordi i Hiertet brænder
En hellig Troeskabs Ild, saa skal din Barm
Med Fadermedynk fyldes, du skal favne
Ömt, som man favner en gienfunden Bruud,
Den blide Fred, og derved mere gavne,
End om den halve Jord du sletted ud.
Men aldrig — aldrig du med grumme Hænder
Til Mavors Alter gaae utvungen skal
At ofre der. Den Ild, som Offret tænder,
En Dievel af Afgrundens Lue stial. —
 Held mig (thi troet mit Hierte vilde hænge
Ved Landets Fyrster) Held mig, at jeg kan
Saa frielig slaae de fredelige Strenge
Velsignende min Konge og mit Land!
Ja dersom jeg misunder Eyners Digter
Min Fader Bruun
, hans sieldne Digter-Aand,
Saa var det for at skildre Fyrstens Pligter

I det jeg malede med sanddrue Haand
Vor Frode og hans Sön. Og hvis jeg beder
Om Bulls det norske Udtryk, saa det er
At skildre Norges Held og Fredens Glæder.
Tag som jeg kan, o Fred! min Lovsag her!