En norsk Höst/6
Jeg (thi velgiörende i lette kiæder
O Sövn! Fortryllerske du fængsled’ mig,
O fra dit Tryllerige maned’ Glæder
Som om min Seng du böd at leyre sig)
Jeg munter som den Morgen der fremtræder
I al Naturens Skiönhed, haster ud
At skue og at nyde sande Glæder,
Og stige op til Glædens Giver Gud.
Den sande Viisdomsdyrker, Oldingen, Hvis stærke Ryg er endnu ikke böyet, Skiönt mange Dage dynges op paa den. Ærbödig speyd hans Mine min Camene! (Selv Sephyr leger meer beskedentlig Med sölvgraae Lokker) han sig troer allene, Hans hele Siel vil snart udtömme sig. Andægtig knæler han — hvad om jeg skynder Bag Busken for at lytte til hans Ord. — Et kornrigt Ax i Haanden — han begynder: ”Din Herre! Himlen er og din vor Jord, ”Og Du det Alts miskundelige Fader! ”I fire Sneese Aar jeg fandt Dig den, ”Der rundelig sin milde Haand oplader ”Og gavmild deler ud Velsignelsen. ”Du kalder Skyerne — de mörke Hære ”I frygtelig Slagtorden rykke frem, ”Din Vredes eller Naades Bud at være, ”Men Naadens Lov Du Herre! giver dem, ”De svæve over skarpe Agre, gyde ”I törstig Jord frugtbare Floder ned
”Og paa dit Vink i Luftens Strömme flyde”Velgiörende fra et til andet Sted.
”Og stundom fra den hele Himmel flygter
”Den mörke Hær, mens Solen iler frem
”I al fin Storhed og dit Ærend rygter;
”Den Capital du sendte ned ved dem
”Uddelende til Alles Trang. — Da grönnes
”De slakke Dale, selv Biergklövterne,
”Som Geeden kun besöger, da forskiönnes;
”Paa Klippens steyle Side hængende
”Den nipper kraftigt Græs, og vovsom skyndet
”Fra en til anden Brink og mækrer ud
”Din Faderligheds Lovsang. Da begynder
”Det spæde Straa Din Priis. I förste Skud,
”Den lövterige Ungdom lig, og klædet
”Med Skiönhed staaer det venlig-smilende
”Mod Agermanden, mens han vandrer glædet,
”Sin Höstes Riigdom overregnende,
”Jevnsides Ageren, som sagte bölger
”Ved Sephirs milde Aand; da hæver sig
”Af Godheds Lov hans Barm, hans Öye fölger
”Den sidste Straa, mens han velsigner Dig,
”Du alle gode Gavers runde Giver.
”Og ofte, nærende sin Andagts Ild,
”Og Haabet som den Trællende opliver
”Med lövterige sielden falske Smiil,
”Han gaaer den samme Gang; hans gridske Öye
”Med haabefulde Syner qvæger sig,
”I Axets mange Fold han seer sin Möye
”Erklæret viis, og lönnet rigelig.
”Men da, naar Axets Riigdom Straaet böyer,
”Naar Modenhed forgylder Ageren,
”Der selv som til et Neeg sig sammenföyer
”Og synes at udfordre Segelen;
”Da naar hans glede Öye spotter Hunger
”Den viide Brödmark overskuende,
”Da er hans Fryd som min, Din Lov han siunger:
”Med Godt o Gud! Du Aaret kronede
”Og Fedme staaer i Fiedene Du træder,
”Og fra din synligen opladte Haand
”Nedfalder Bröd til Hungrige, og Glæder
”Nedstige til den kummerfulde Aand.
”O var kun Hiertet som det burde være,
”Kun aabnet for Din Veyes Miskundhed
”Og Sandhed; at det Frugter kunde bære
”Gud af Dit Ords usvigelige Sæd;
”At naar Din Haans min Isse snart udpeeger
”Iblandt de modne Ax, jeg böyer mig
”Glad under Seglen, samles i de Neeger,
”Som giör Din store Höst höytidelig.