En norsk Höst/7
Fred med din Aand du Gamle! stille glide
Og smilende dit Lives Aften ned,
Den Ondes Angest flygte fra din Side
Og i din Barm udbrede Gud sin Fred!
Du meer en Musen Bardens Lue tænder.
— Hvor Skiön og lys og alt-antændende
Er ikke Andagts Ilden, naaar den brænder
Saa rolig under Alderdommens Snee! —
Her hvor du stod, (thi denne Plet er fredet
En Helligdom) her hvor din Haand jeg saae
Andægtigen til Herrens Lov udbredet,
Her vil jeg glad den stemte Cithar slaae,
Her förend Dagens mange Sysler slynge
De stille Tanker i sin Hvirvel ned —
Vil jeg betragte Axet for at synge
Alviisdoms Lov — og vist nok Viisdoms Fied
Er dybt, selv det hvor et bevæbnet Öye
Seer idel Tomhed, men den synlige
Natur erobrer, ja det koster Möye
At döves mod dens Raaben: kom og see
Hvor skiönt er Axet! see i fire Rader
Tet klyngede om moderlige Straa
(En upartisk Huusholder som oplader
Sin Haand for alle) trinde Korner staae
Alt höyere og höyete de slige,
Men höy og lav er kiernefuld og trind.
Og hvor beskyttet Axet kneyser lige
Paa mandhöyet Rör, let kan den sagte Vind
Bortviste venlig hine kolde Dunster
Som giftig stige op fra Jordens Skiöd;
Og trods sin svage Spædhed veed det Kunster
Hvormed at undflye grumme Stormes Stöd;
Som Parthen, viger det kun for at vinde,
Og Straaets magelöse Smidighed,
Og Skinerne som kunstig sammenbinde
Det lange Rör, af flere mindre Leed,
Beskytte det mod Stormens grummes Vælde.
Ja Herre du har værnet med din Fred,
Om Mandens Föde, selv naar Eeg paa Fielde
Og skyehöy Gran stormbrudte styrte ned.