En norsk Köpenick-affære for 150 aar siden
Det tør vel være en almindelig mening at vort demokratiske og gjennemsigtige samfund ikke er synderlig egnet for operationer à la Köpenick. Men i dansketiden laa forholdene noget anderledes an. Rydningstiden med dens nybyggerstemning og dens sociale nivellering var da endnu ikke begyndt. Den herskende klassemotsætning før 1814 var ialfald i én henseende større hos os end andetsteds. Utenfor og uforstaaende overfor folkekulturen stod landets dansktalende og dansksindede overklasse. Der var to verdener i ett samfund, en anomali som hevnet sig paa mange maater. Ofte blev der fiendskap og klassestrid; altid var der den kjølighet som fulgte av bristende kjendskap. Almuen visste intet om hvorledes det gik til i den anden verden og manglet derfor ogsaa forutsætningen for at danne sig en mening om hvorledes det kunde gaa til. Herrerne var fremmede for bonden; derfor blev hans lydighet kritikløs, blind.
Først med disse forhold i tankerne vil man forstaa en liten episode som forefaldt under strilekrigen 1765 – pussig i sit forløp, men alvorlig nok i sine aarsaker.
Den 12. april 1765 blev den 38 aar gamle nordmøring Gregers Andersen Bjerkelie dimitteret fra den kongelige fotgarde i Kjøbenhavn. Nogen dager efter var han paa hjemreise. Men veien var lang, og Gregers Andersen har øiensynlig funderet en del over hvorledes han skulde bære sig ad med at komme raskt frem. I Kristiansand kom han sammen med en mand som raadet ham til at skaffe sig friskyss ved at indbilde almuen at han reiste om med brever om ekstraskatten. Nordmøringen fulgte raadet, og resultaterne blev over forventning. En mand i et slikt ærende var bønderne villige nok til at skysse. Gregers Andersen kom baade fort og billig frem. I begyndelsen av mai maa han ha været hjemme igjen.
Hadde nu Gregers nøiet sig med at ta de allernødvendigste konsekvenser av sit paafund, vilde det neppe ha faat det efterspil som vi har at takke for at historien kan indfange manden. Men det gik ham som det saa ofte gaar menneskenes børn, naar de gir sig eventyret ivold; hans fantasi bukket hurtig under for fristelsen til at løpe løpsk i den nye rolle. Hjemme i Nordfjord begyndte komedien først for alvor. Her reiste han omkring og indbildte bønderne at ekstraskatten ikke var efter den kongelige vilje og læste op en falsk forordning i kongens navn for at forhøie virkningen av sine ord. Da han i slutten av mai drog til Bergen for at søke arbeide ved bergverkene, var han derfor kjendt av almuen over hele Vestlandet. Selv saa langt sydpaa som i Bergens nærmeste omegn visste alle om ham. Takket være de politiforhør som blev holdt i Bergen i anledning av strileopløpet 1765, er vi istand til at opsnappe manden hist og her under reisen og avlure ham smaa bemerkninger fra hans samtaler med bønderne. I Lindaas var der saaledes flere bønder som gav ham friskyss, »fordi han sagde sig at være sendt fra Kjøbenhavn med et Brev til Stiftamtmanden, at der skulde holdes Thing paa en Gaard Unneland i Gunlands Skibrede, betræffende Ekstraskatten, som han formente at skulle ophæves«. En av de gaardbrukere som han fik skyss hos, Joseph Larsen Qvalvaag, kunde oplyse at han hadde sagt »de gjorde ilde i det skeete Opløb og derved tilbagetagne Extraskat; hvorpaa han sagde han skulde tilbage til Trondhjem, for at bestille nogle Baade for endeel Herrer, som skulde komme fra Kjøbenhavn, at undersøge denne Sag; talede og om at skulle udsøge et beleiligt Sted til Leir for 900 Mand, samt at der skulde holdes et Krigsforhør i hvert Fogderie«[1].
I Arne skibrede kom han indom gaarden Melchier-Aaen, hvor mand og kone ikke var hjemme, »men alene nogle Børn og Ungdom, som han indbildede at være udsendt i Kongl. Ærinde, og derved fik dem narret at give sig Friskyds til Bergen«[2].
Til gaarden Fosse i Allenfits skibrede var han kommet med friskyss »under Foregivende, at han var udsendt av Kronprindsen, for at tilkjendegive de norske Undersaatter, at de vare befriede for Extraskatten; dertil han lagde dette, at Kronprindsen selv med første kom herop, havende med sig 3 Grever, og vilde bivaane de holdende Thinge, og skulde han være Ordonnance hos Kronprindsen«[3]. Til Anders Arnesen Soltvedt i samme skibrede fortalte han at kongen ikke hadde faat mere av ekstraskatten end 4 mark og 8 sk. av hver person.
Den falske forordning gjorde han flittig bruk av overalt hvor han kom hen. Den handlet »om Grændseskyds og Udredningspenge, som skulde faaes tilbage, samt at det Korn, som Kongen for nogen Tid siden opsendte til de Fattige, skulde godtgjøres siden dermed ikke rigtig var omgaaet. De som havde opkjøbt dette Korn, skulde faae deres Penge igjen, siden Kongen havde foræret det«[4].
Det har øiensynlig ikke været saa faa rorskarer, som maatte slite paa toften for den virksomme nordmørings skyld; de blev imidlertid trøstet med at de skulde faa skyssen betalt, naar kronprinsen kom.
Som et »Forbud for Prindsen« holdt da den forhenværende gardist sit indtog i Bergen en dag i juni maaned. Her synes han at ha nytt stillingens behageligheter til gagns. Da han senere blev tat i forhør av kommissionen, hadde han mistet mæle; men før den tid er det intet som tyder paa at snakketøiet hans var i ulage. Store ord og løfter utdelte han med overdaadig rundhaandethet til sine tilhørere. En lørdag eftermiddag kom han saaledes ind i et vertshus i byen, var drukken, slog i bordet og forkyndte at han var kommet fra kongen og grev Moltke med brever om ekstraskatten til stiftamtmanden og at han »i Dag havde klinet en Lectie i Geheimeraaden, som skulde betale mere end nogen anden Mand i Landet«[5]. Selv skulde han »blive paa Slottet«, naar kronprinsen kom til Bergen; saa maatte jo alle skjønne hvad kar han var.
Men herligheten varte ikke længe. I Bergen blev Gregers Andersen uten skaansel ribbet for den nimbus han hadde snytt sig til ved at optræ som kongelig sendebud. Stiftamtmanden varslet politiet, som gjorde kort process med manden, satte ham i varetægtsarrest og holdt forhør over ham. Det første blev tat den 3. juni og det andet den 20. august efter kommissionens foranstaltning. Det var nu tungen slog klik paa den veltalende mand, »det vi i Begyndelsen troede at være en Forstillelse, men hosfølgende Feltchirurg Henermans Attest af 2den Aug. sidstl. udviser, at det kan være en Følge af den Epilepsie, som han er beheftet med, der alligevel ei kan determineres«[6].
I arresthuset fik Gregers Andersen tid til at tænke over sine meriter. Han har nu neppe fundet det bare opbyggelig at mindes dem. At fængselsopholdet har gjort ham mindre høi i hatten, viser et brev som han leverte politimesteren, dateret 2den august 1765 >af saadant Indhold: Han beder om Forladelse, han har ikke gjort det med Forsæt, men hans store Nød, at han formaaede Bønderne at skydse sig, saa har han ikke andet gjort, og er han uskyldig for videre i Skatten; han overlader det derfor til Guds og Konges Naade.
Gris Andersen Bjørchelie.
At forestaaende er af Gris Andersen ordlydende skrevet med Kridt paa et Brædt, testerer
| Johnes Olsen. | Mons Hansen. |
NB. Disse begge ere Arrestanter i Byens Arresthuus, hvorudi er en Borgerstue, som Arrestanterne kan opholde sig i om Dagen, og maa Gregers Andersen der have skrevet foranmeldte«[7].
En blanding av forargelse og medlidenhet synes at ha været de følelser, som fænomenet Gregers Andersen Bjerkelie vakte hos kommissionens medlemmer. De stempler ham som »farlig Nouvellist for en lettroende Almue, som han har indbildet, at han var udsendt i Kongl. Ærinde, at Kongens egen Søn kom herop for at befrie de norske Undersaatter fra Extraskatten, som Kongen ei vidste af at sige, og hvoraf Hs. Majest. ei havde faaet mere end 4 Mk. 8 sk. pro Persona, med flere saadanne Legender, som kunde været af allerstørste Conseqvence, om de havde været udstrøede i den Tid, da Gemytterne vare i Bevægelse, før Opløbet skede den 18de April: men som efter den Tid ikke vare saa betydelige, eftersom han tillige paa sin Facon talede om en Undersøgnings-Commission. Hvorom alting er, sees tydelig, at Gregers Andersen har raffineret paa et ondt Raad, indtil at gjøre sig til en Falsarius, eller en for Publicum farlig Bedrager. Hvorvidt forestaaende Armod, Eenfoldighed, ja vel og Drukkenskab kan tjene ham til Undskyldning til Formildelse, det indlades allerunderdanigst til Eders Majestæts Naade«[8].
Mandens usseldom har ikke kunnet andet end ta brodden av kommissionens kritik. Den kunde ogsaa ha fundet undskyldende momenter i det system som det var saa latterlig let og derfor saa menneskelig at misbruke. Det var bondens skysspligt som gjorde Gregers Andersens meriter mulige. I virkeligheten hadde han levet høit paa en gammel bondebyrde, som stadig hadde voldt misnøie og klager. Alle embedsfolk hadde friskyss, en forret som overalt fristet til store misbruk. At en av almuens egne for en gangs skyld fulgte sine foresattes eksempel, gav systemets svakhet et islæt av komik; men byrden blev ikke derfor lettere at bære for bonden. Kommissionen var fuldt opmerksom paa at andre likesaa betænkelige omend ikke fuldt san opsigtsvækkende misbruk gik i svang:
»At stor Misbrug foregaaer med Friskyds og at Almuen derved meget graveres, følgelig har største Føie at føre Klage om, kan ikke negtes. Vi ansee det for en høi Nødvendighed at for denne Friskyds sættes visse Grændser og at Misbrug, meere end hidindtil, ved nærmere Reglement søges forekommet, da enhver, som betjener noget Embede, det være sig Geistlig, Civil eller Militair, hvad enten de ere i Kongelige Forretninger eller ikke, ja vel og mange som ikke ere i Kongelig Tjeneste, æske fri Befordring, deels ved en selvtagen Myndighed, deels og formedelst saadanne Ordres, som de selv skrive og Almuen (hvoriblandt mange ikke kan læse eller kjende Skrift) for gyldige antager«[9]. Ulemperne ved de bestaaende skyssforhold fandt kommissionen saa store at den ikke nøiet sig med at foreslaa en skarpere kontrol. Utryddet blev ondet ikke, før man gik til et helt systemskifte, og den foreslog derfor at la friskyssen avløse av en skat til en skysskasse fælles for det hele land. Kommissionen er her inde paa en tanke, som først i 1816 blev til virkelighet. Et andragende fra almuen i Nordhordland om at faa skysstaksten forhøiet – fra 10 til 16 sk. milen – vilde den gjerne støtte, »henseende til Tidernes Forandring, Milenes Størrelse og Skydsens Besværlighed her udi Stiftet fremfor mange andre Steder, da ved hele Søkanten snart de fleste Reisende og Øvrighedspersoner betjene sig af deres egne Baade, hvortil behøves 6, 8 à 10 Mand«[10].
Georg Sverdrup.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |