En penneknegt/1
Først vil jeg gi et kort rids av den unge Pietro Aretino’s ydre liv og utvikling.
Han er født 1492 paa et sykehus i Arezzo, en by inde blandt Toscana’s Apenniner. Hans mor ernærte sig som kurtisane og som model – hendes billede hang som madonna over San Peterskirkens dør i staden. Faren var en adelsmand Bacci. Hjemme gik han for lut og koldt vand, to av hans søstre skal ha havnet paa bordel; saa rømte han sin vei i trettenaars-alderen, idet han samtidig stjal med sig av sin mors surt erhvervede mynt. Han stanset op i Perugia, og der blev han læregut hos en bokbinder. Her levet han til sit nittende aar. I denne by, med den vældige, frugtbare umbriske slette liggende nedenunder som en blaagrøn, straalende drøm, saalangt øie kan naa, der nød han de første mundfuld av livet, eller som han sier med enslags vemod i et av sine breve: «… i de haver visnet min ungdoms blomst.» Han har nemlig vistnok ikke, naar mørket faldt paa, vandret om i de frodige haver udelukkende for at se paa maanen.
Paa den tid var Julius II pave i Rom. Da mylret det av alslags folk, som solgte sig til den høistbydende; det mylret av lærde, riddere, kurtisaner, lanseknegter; hele Italien over var der fuldstændig opløsning, man tok sig selv tilrette. Det var en eventyrernes og opkomlingernes guldalder. – Og gutten fra Arezzo fik atter utve. Han tok avsted fra Perugia som landstryker uten et myntstykke i lommen og stevnet paa sin fot mot Rom. Her blev han først tjener hos en rik kjøbmand Agostino Chigi. Men der forgrep han sig paa sølvserviset og maatte rømme. Siden kom han i tjeneste hos kardinal Giovanni dei Medici, Lorenzo Magnifico’s anden søn, som anstrengte sig, men forgjæves, for at skaffe ham plads hos selve paven. Han gir sig atter paa landstrykerstien og farer paa den maate over Lombardiet; blir siden kapucinermunk i Ravenna.
Men saa blev Giovanni dei Medici pave 1513, under navn av Leo X, keiser Karl V’s senere allierede mot Frants I. av Frankrike; det var han som bl. a. indførte avladshandelen. Han hadde sin kjøbmands-æts hele livsappetit, var kunstelskende og ødsel, holdt løsslupne fester, æte- og drikke-gilder, fik istand vældige jagt-turer. – Da skynder Aretino sig tilbake til Rom, blir lakei i Vatikanet og boltrer sig i denne brogede skare, som omgav paven, mellem kunstnere, jøglere, parasitter, intriganter og strebere, vivører og kurtisaner; den uvidende opkomling eiet kun ett talent, som holdt ham ovenpaa i denne flom: frækheden. Nu lærte han tillike at krype, lærte smigreriets og smiskeriets fif; han lærte at lage hyldnings-sonetter og at sætte sammen injurierende, obskøne rim. Han skubbet sig frem og var saa heldig at faa overrakt paven personlig en smiger-sonet; saa han steg i stilling. Han forsøkte sig en gang til; da fik han penger og en hest som belønning. Men hans mistænksomme og følsomme proletar-instinkt sa ham efterhaanden at han, trods al fremgang, dog forblev dernede blandt smigrernes narreflok, og aldrig vilde naa i anseelse eller indtægt helt op paa høide med de store aandens mænd, som stod nærmest omkring pavens person. Misnøid tok han atter væk fra Rom og nordpaa, for at skaffe sig mere bevaagne venner og rikere indkomster.
Hans lomme er spækket med smigersonetter og anbefalinger, da han reiser. Og her ute hos smaafyrsterne i provinsen blir han den store mand. I Bologna, skriver han, begyndte folk at forære ham gaver; biskopen av Pisa skjænket ham en baldyret svart atlaskes kappe. Og i Mantua, Gonzaga’ernes by, spredte han sonetter om sig, saa han sopte ind 300 scudi (en scudo skal gjælde ca. 10 kroner); og markgreven i den by satte ham i forbindelse med sine svogre, hertugerne av Urbino og Ferrara. Aretino er rent blendet; han skriver at han paa Gozaga’s slot fik sig anvist endog det værelse, hvor Urbino’s hertug hadde sovet. Han svæller ud i barnslig opkomling-henrykkelse. Og fuld av selvfølelse vender han tilbake til Rom ca. 1522. For han lider alt nu, som hele sit liv, av hemmelig og uigjengjældt kjærlighed til Rom; ensteds i et senere brev til Tizian ligner han det ydmygt med en fyrste, som selv i motgang og eksil forstaar at bevare sit kongelige væsen.
Efterat saa den pietistiske Flamlænder Hadrian VI, snylternes og eventyrernes skræk, hadde været pave en maaneds tid, kommer atter en Mediceer paa pavestolen, Lorenzo Magnifico’s søn Giulio, under navn av Clemens VII, som brøt med den tyske keiser og sluttet sig til Frankrike. Aretino lar trykke et smigerdigt til ham, og opnaar en pension. Nu er han en holden mand, nu brisker han sig og strør om sig med penger; klædt som en hertug deltar han i herrernes orgier; sanker paa bysladder, liker at kaldes skarptunget og kynisk og skamløs; er frygtet som den som kan sætte i satiriske vers hvad han opsnapper av skandaler. Følgende historie fra denne tid maaler hans indflydelse. 1524 – pest-aaret, hvorom Cellini fortæller – tegnet Rafael’s elev Giulio Romano seksten obskøne figurer, som Marco Antonio Raimondi skar i kobber. Disse cirkulerte i staden, og kom ogsaa tilslut pavens privatsekretær Giberti for øie. Han gjorde anskrik; Giulio Romano rømte, men radereren blev fakket og fængslet. Da satte Aretino sig i bevægelse; han utvirket den fængsledes løsladelse, og Giulio Romano skaffet han tilgivelse. – Ovenpaa den bedrift gir forresten Aretino sig til at lage seksten beskrivende sonetter til de obskøne stik. Giberti tok paany affære, og saa maatte rigtignok Aretino flygte.
Det bar først nordover til hans fødeby Arezzo. Her laa med sin leiehær kondottieren Giovanni dei Medici, «íl capitano delle bande nere» (de sorte banders hærfører), ogsaa kaldt den store djævel («il gran diavolo»), av Mediceernes sidelinje og pavens slegtning, far til den senere hertug Cosimo av Florens. Det har været en egte kriger-type, stortalende, med sans for pragt … levet vildt; gavmild, vennesæl, grum, modig … holdt sig foran i slaget; sloges for den militære æres skyld og sloges for pengenes skyld. I øieblikket sloges han for Frankrike og paven mot den tyske keiser. Aretino har sat ham et eftermæle i et enkelt og følt brev; der er ogsaa ett, som handler om de vilde kjærligheds-eventyr de to hadde sammen. Fra denne mand var der nedlagt besked i Arezzo om at søke ham op i leiren, naar han kom til byen. Og Aretino rider ut paa sletten til ham den aften; han vender oftere i prosa og vers tilbake til dette sit ridt og hint første møte. Den nat var hæren git fri, og sletten ligger i leirbaal og flakkende fakler, gjenlyder av utslupne leiesoldaters fremfærd: her hviner en røvet grisunge eller raller en søvndrukken høne, der kvinker en huld mø i mørket, hist hulker en hærtat bondekone; og vinen rinder, og mat dufter det. Hele sletten er en eneste svirende kneipe. – Ved midnatstid naar han leiren og spør efter Giovanni dei Medici. Han blir vist hen til et telt. Derinde ved et lys sitter il gran diavolo med sin ven Lucantonio, begge tunge av svir som deres soldater utenfor paa sletten. Og Aretino griper i sin barm efter papirerne og læser op de nye obskøne sonetter. Han faar et vink at sætte sig ned ved kondottierens side. Fra den nattetime var han hans svorne ven, saalænge Giovanni levet, og hans følgesvend undtagen i felten. Her blandt disse grovlemmede lanseknegter blir Aretino forstaat og nydt uten forbehold; her slaar hans ordkunst an, hans viser og hans art av vid. For her skatter man sterk kost.
Det staar for mig som denne nat er hans gjennembruds nat. Det er for hans utvikling den vigtigste han har levet – hans pen skjælver hvergang han mindes den, og det venskab som fulgte. Denne nat; og saa de hete nætter i Perugia’s haver over Umbriens deilige slette. Samværet med denne pragtelskende kondottier, som sloges uten overbevisning, blot for mynt og av forfængelighed, befæstet ham i hans raahed, myndiggjorde ham i hans mangel paa viden. Det lærte ham at en «uomo libero» (en uavhængig mand) er den mand som gjør hvad han vil.
Denne Giovanni førte ham tillike sammen med Frants I, og forlikte ham med paven.
Aretino vendte tilbake til Rom. – Men her viklet han sig straks ind i en ny skandalsak. Den nævnte Giberti hadde nemlig en kokkepike, som var en stor skjønhed; hende la Aretino sig straks efter; men uheldigvis hadde hun allerede en tilbeder, en adelsmand Achille della Volta. Og Aretino grep til sit sedvanlige vaaben: han gik løs paa rivalen – og kokkepiken – med en smædesonet. En aften han spaserer langs Tiberen, blir han overfaldt og skamstukket i bryst og paa hænder; men han faar sprunget unna og ut i en baat og rodd sin vei. Straks han saa er i sikkerhed, kræver han streng straf over adelsmanden; men Giberti er ikke tilsinds at føie ham paa det punkt. Da overhøljer han ogsaa ham med sonetter og injurier, som fylder byen. Saa tilslut maa Giberti’s sekretær Berni rykke ut og svarer med samme skyts; hans niddigt bestaar bare av skjeldsord som «hund», «svin» o. s. v., og tar forøvrig sigte paa hans herkomst, nævner hans to søstre i Arezzo, som skal være paa bordel o. l. – Disse rim fyldte Italien, og gjorde Aretino’s navn med ett slag kjendt. Men i en moralsk saa opløst og sløvet tid virket de kun som reklame.
I 1526 beleiret Giovanni dei Medici de keiserlige tropper i en liten by nordpaa. Herunder faar han sit ene ben knust av en kule fra en falkonet. Han blir ført til Mantua, og Aretino følger trofast med baaren. Men markgreven Gonzaga negter at motta Giovanni i sin by, som jo er keiservenlig; da holder Aretino i brændende ordelag en tale, saa portene aabnes og hans ven faar hus. Trods amputation og læger dør imidlertid kondottieren; de sidste stunder læser Aretino høit for ham av ridder-digtningen Tavola Rotonda – saa fortæller han i det mindste selv i det nævnte stemningsfulde brev. –
Dette er i korthet Pietro Aretino’s utviklingshistorie til hans modne alder. Da Giovanni dei Medici faldt fra, var han altsaa 34 aar gammel. Og efter de brogede livserfaringer han hadde hat anledning til at gjøre, hadde han fuld grund til at ane at med ham hadde han ogsaa mistet sin sidste trygge ven blandt de mægtige paa fastlandet. Dertil kom at Italien stod i flammer: Rom var plyndret. Neapel blev beleiret av Colonna’erne. Hans gløgge tæft sa ham at hver av disse mægtige, som for øieblikket sloges i landet, var en skrøpelig og ialfald upaalidelig støtte.
Vaaren 1527 holder en desillusioneret, literær forretningsmand sit indtog i kjøbmandsadelens by Venedig. – –
Venedig var den store, indifferente handelsby, hvor politiske flygtninger, paa hvis hode der sat en pris, og forsultne lærde, kunstnere, eventyrere av alle slags søkte ut; det var datidens London, et frisindet asyl som gav hvemsomhelst ly, fordi den var likegyldig, naar de fremmede blot opførte sig ulastelig. Og det gjorde Aretino; han opførte sig endog utsøkt galant. Straks han kom, skrev han et pompøst smigerbrev til den ældgamle doge Andrea Gritti († 1538). Og han sylter oftere staden ned i lovtaler. «O patria universale! o libertà commune!» apostroferer han byen. «O du asyl for spredte folkeslag, hvor var ikke, Italia! dine ulykker større, om denne by’s godhed var mindre! Her er dine stammers tilflugtssted, her er dine rigdommes sikre borg, her reddes din ære; hun omfavner dig, naar andre foragter dig, hun opreiser dig, naar andre slaar dig ned; hun mætter dig, naar andre sulter dig; hun huser dig, naar andre jager dig …» Det er tonen i disse hymner til byen. Endog midt i sine komedier, som i tredje akt av Cortigiana, griber han anledningen, hvor det sammentrængt heter: Alene Venedig holder retfærdighedens vegtskaaler like; og der resikerer man ikke at maatte krype for en ussel lus. Venedig er den hellige by, paradiset paa jorden. Og disse gondoler! – det er som et stykke musik adagio. Og dets mænd er ridderligheden og gavmildheden selv, mens Rom er fuld av nidsyke og usseldom … Hvor er fred, om ikke Venedig? hvor er kjærlighed, om ikke i Venedig? hvor rigdom, hvor flothed, om ikke i Venedig? – Aretino har vistnok aldrig niddet en mægtig i den stad.
De dage seilte menneskene ikke i maksveir i Venedig. De levet stormfuldt, og de revet ikke seil. De lot staa til i luksus som i vellyst. Og fra denne tid er en skikkelse som Gaspara Stampa et særsyn, den ulykkelig forelskede digterinde, som i sine vers uten sky ridset op et billede av sin egen passions uudslettelighed: hun gir sig hen, blir saa forlatt og sygner. Hun er et særsyn, fordi hun eier et sind, hvem tilfældighed og letfærd dog sætter merke i. For man har git sig hen den tid og kommet fra det uten flænger, moralen har været rummelig; og veneziansk aand bare øiebliksstemning, – har været som hin løstsittende, vidunderlige chanson av Musset:
A Saint-Blaise, à la Zuecca,
vous étiez, vous étiez bien aise
à Saint-Blaise …
Vistnok er det endnu langt igjen til Tiepolo, hos hvem likesom alle seilets skjøter slaar løsnet og avsindig vildt i stormen: og allikevel er der allerede nu en livsnydelsens uro, noget av nedgangens stimle forutanelse; man fornemmer just i dette hidsige tempo et let streif av dyster skygge, av misstemning over at nu har republikken naadd høidepunktet, og det bærer utover skraaningen. I ethvert fald, republikkens magt er paa bestemt retur; tyrkerne begynder at ta øer i Ægæerhavet, for fortsat bruk av andre betaler byen tusenvis av dukater aarlig. Og doger som den gamle, kvindekjære Gritti, en gløgg blanding av kriger og ræv, er ikke nok for at garantere en sorgløs fremtid.
Venedig drev aldrig doktrinær politik, de led ikke av uforsonlig religionshat til tyrkerne; striden gjaldt kun handelsinteresser. Man kommunicerte; i Byzans bodde saaledes dogens egen søn. Og da republikken 1540 sluttet sin dyre fred med tyrkerne, fik man glytt ind i at kommunikationen var litt for stor; man opdager nemlig at senatets og finans-raadets sekretærer bak den befuldmægtigedes ryg sælger vigtige hemmeligheder til fiendtligsindede magters gesandter i Venedig, nemlig de forhaandsavtaler om den høieste pris, hvorfor fred i tilfælde skulde kjøpes; – og vedkommende gesandt lar da nyheden straks vandre videre til Byzans med vink om bare at skrue fredsbetingelserne i veiret. Der var ogsaa en veneziansk frue indblandet i affæren, gjennem hendes elsker kom saken op. Men følgen var en yderst kostbar fred for Venedig. – Den formaadde de rigtignok at bevare i hele 30 aar, idet deres politik like overfor fastlandsmagterne – den tyske keiser og den franske konge – hele tiden gik ut paa at holde sig strengt nøitral, saa tyrkerne intet paaskud fik til nyt brud; derinde paa fastlandet hadde de forresten heller ingen handelsinteresser at vareta.
Republikkens politiske seder var altsaa heller ikke asketiske; det man kalder samfunds-aand var svækket, individet ryggesløst suverænt; det var paa vei til at slaa om i sin karikatur: man solgte sig.
Venedigs kunst har som før luftens og lysets malere. Men den er dog ikke hvad den var. Carpaccio er nyss død, den dirrende inderligheds, den episk fortættede situations maler. Og den intime, hemmelighedsfulde gløds magiker Georgione er død, den heteste sjæl italiensk kunst har eiet. Man tør vel ikke derfor paastaa at kunsten alt er i tilbakegang. Den har jo Tizian, og Tintoreiio er blottende barnet. Men én ting tør man vel si: Veneziansk kunst ulmer ikke længer. Den er slaat ut i flamme. –
Dette Venedig blev fra 1527 av gjennem tredive aar toskaneren Pietro Aretino’s verksted. Dette den begyndende baroks Venedig.