Englændernes angreb paa Kristianssund 1808

Fra midten af forrige aarhundrede havde Kristianssund i ganske kort tid taget et merkeligt opsving paa grund af heldige Konjunkturer. Handelen havde i femtiaarene tiltaget sterkt ved sildefiskerierne udenfor Nordmøre, som især i aarene 1751–55 slog rigt til, og ved trælastudførselen til England, som navnlig under den nordamerikanske frihedskamp blev en saa betydelig indtægtskilde for byens kjøbmænd, at der opstod en hidtil aldeles ukjendt luksus og overdaadighed i alle forhold. En handelsflaade havde Kristianssund ikke førend i 1780-aarene; men da skjød den ogsaa meget sterk vekst i løbet af et snes aar[1].

Endnu i slutningen af 1770 skildrer en tysk reisende Kristianssund som et uanseligt strandsted uden regelmæssig bebyggelse og med golde omgivelser. Ogsaa herpaa blev der snart bødet, takket være den offervillighed og samfundsinteresse, som altid har været et særmerke for den velhavende del af Kristianssunds -borgerskab. Allerede franskmanden Latocknaye, som ellers ikke har meget godt at sige om befolkningen paa Nordmøre overhovedet, roser de bestræbelser, som fra fleres side blev gjorte til byens opkomst og til omegnens forskjønnelse, skjønt byen endnu længe bevarede præget af en udliggerhavn.

Under de franske revolutionskrige kunde man her oftere se engelske og franske kapere og orlogsskibe med deres priser. 1 de smaa havne paa Møres kyst hændte det af og til, at der leveredes mindre træfninger mellem engelskmænd og franskmænd. I 1795, da byens autoriteter fandt sig beføiede til at beslaglægge to engelske fartøier, som en fransk kaper havde erobret, men som ved Harøen igjen var fratagne franskmændene af to engelske koffardiskibe, fik byen en kort tid en garnison, bestaaende af en afdeling landeværn. Men denne blev snart trukken tilbage igjen.

De hyppige besøg, byen fik af engelskmænd og franskmænd, og som var alt andet end hyggelige for den fredelige befolkning, udkrævede imidlertid snart ganske andre anstalter til byens forsvar. I 1801, da det bryggede op til krig med engelskmanden, blev der ogsaa gjort alvor af sagen. Byen fik en besætning paa 270 mand, og til beskyttelse af de tre indløb til havnen og af denne selv anlagdes der ikke mindre end 5 batterier, nemlig kronprinsens og prins Karl af Hessens ved Sørsundet, general v. Kroghs paa holmen i Nordsundet, Tønders paa Hammeren, omtrent midt i havnen, og et, der var opkastet ved kjøbmand Peter Kaasbølls brygge paa Gomatlandet. De to sidste batterier kunde bestryge alle tre indløb.

Da krigen med England i 1807 var udbrudt for alvor, drog den høistkommanderende general nordenfjelds, G. .F. v. Krogh, omsorg for at faa disse batterier udvidede og forsterkede. Tønders batteri erholdt saaledes en bestykning af 5 og Kaasbølls en bestykning af 4 ottepundige kanoner. Paa byens bekostning byggedes der et flaadebatteri paa 10 kanoner, over hvilket den kjække maanedsløitnant Brechan[2] førte kommandoen. Foruden kystværnet oprettedes der af byens borgere et jægerkorps, der stilledes under kjøbmand Peter Kaasbølls kommando, og et artillerikorps, som kommanderedes af kjøbmand C. Marstrand. Befalingen over byens batterier og besætning, saavel militære som borgere, førtes af major v. Brun. Til trods for det krigerske ydre, som byen med et havde antaget, stod modet dog ikke synderligt høit hos mange. Flere familier flyttede ind til de længst fra kysten liggende dalstrøg, hvorfra de først i 1814 vendte tilbage til sine hjem i Kristianssund.

Tidlig om morgenen den 21de juni 1808 blev vagten paa varden ved Kristianssund var et større fartøi for indgaaende. Det varede ikke længe, før det viste sig at være en fregat paa 40–44 kanoner. Til trods for, at den seilede under hollandsk flag, havde man dog mistanke om, at det var en engelskmand, og man belavede sig paa at berede ham en varm modtagelse. Just som der ringedes sammen til gudstjeneste i byens kirke, gik allarmtrommen rundt og kaldte soldater og borgere under vaaben. For at beskytte prins Karl af Hessens batteri mod fiendtlig landgang kommanderedes løitnant Krause med en styrke op paa den ovenfor liggende høide. Efter et par timers forløb, der under befolkningens spænding forekom som en evighed, var fregatten kommen i kronprinsens batteris rækkevidde, og hilsedes herfra med tre skarpe skud. Først ved det tredie skud strøges det hollandske flag og det engelske heisedes i stedet, idet fregatten paa samme tid gav det glatte lag. Nu begyndte kanonerne fra kronprinsens og prins Karls batteri at spille, og efter en halv times kanonade stod fregatten tilsøs igjen. Fra sin post vilde løitnant Krause have set flere kugler ramme fregattens skrog, og at der under udseilingen arbeidedes sterkt med pumperne. Det borgerlige artilleri og 1ste landeværnsdivision, som havde været i ilden, havde udvist en fortrinlig holdning og i sin kampiver ønskede de kun, at engelskmanden maatte komme igjen, saa skulde de tugte ham paa en mere eftertrykkelig maade. Hverken byen eller besætningen havde lidt nogen skade af de fiendtlige skud.

Den engelske fregat, som saaledes afvistes, var The Signate, et skib paa 32 kanoner, ført af kaptein Dixon[3]. Den havde under affæren foruden anden skade faaet 2 kanoner sønderskudte. Fra Kristianssund styrede den først sydover langs kysten, satte dernæst over til Shetlandsøerne og vendte derpaa igjen tilbage til de norske kyster. Udenfor Laurvig traf den fregatten The Tartare, 48 kanoner, der nogen tid i forveien udenfor Bergen havde lidt en ilde medfart af nordmændene og mistet sin chef, kaptein Bettesworth. Dens nye kaptein, Josef Baker, ønskede intet heller end ved en rask daad at gjenoprette den skam, som under hans formand var overgaaet The Tartare og greb med begjærlighed det forslag, kaptein Dixon gjorde ham om at gaa til Kristianssund for at tvinge byen til kapitulation.

I Kristianssund havde man allerede længe anet, at engelskmanden vilde komme igjen. Da allarmskuddet gik den 7de juli om morgenen.kl. 9, kunde løitnanterne Krause og Bolle, som just sad ved frokostbordet i skipper Greves hus, udbryde: »Der har vi engelskmanden!« Saa forholdt det sig og. Men det saa denne gang længe ud til, at det ikke skulde blive til alvor med angrebet. Vinden løiede af, og da fregatterne ikke vilde gaa ind i Sørsundet, maatte de krydse nordenom øerne. Til lods havde de en fordrukken kristianssunding, som var bleven opsnappet, medens han laa udenfor kysten og fiskede.

I Kristianssund stod besætningen imidlertid under vaaben, medens en afdeling af kystværnet, som kommanderedes af den dygtige kjøbmand Nicolay H. Knudtzon jun., patruljerede flittigt paa alle steder, hvor fienden kunde formodes at gjøre landgang. Imidlertid var fregatterne gaaede ned gjennem Omasundet mellem Nordlandet og Frei. Om natten, da Knudtzon med sin Sektion patruljerede ved Gløsvaag paa Nordlandet, laa skibene stille, men om morgenen blev de tilligemed en tagen slup, tilhørende kjøbmand John Moses, mellem sig bugserede nedover mod Markussundet. I det smale sund, hvor der ingen faste batterier var, var der god anledning for kystværnsmandskabet at liste sig ned til søen og fyre paa baadene. Naar de bugserende matroser var bortpillede, vilde skibene sikkerligen være komne paa grund i det trange farvand. Men fra kommandoen, heder det, kom der befaling til, at man ikke skulde »irritere fienden« og kystværnet maatte derfor trække sig tilbage. Skjønt Markussundet beherskedes ganske af kanonerne paa Tønders og Kaasbølls batterier, beordredes dog maanedsløitnant Brechan derhen med flaadebatteriet, og saasnart fregatterne var komne ind af Markussundet blev de eftertrykkelig hilsede af dettes 10 kanoner. Om morgenen tidlig, da Knudtzon med sin afdeling af kystværnet patruljerede paa Nordlandet, blev han anraabt af en bonde, som kom roende, og overrakt følgende brev, der var adresseret til kjøbmand J. Moses. Knudtzon aabnede det og læste:

»Ombord paa hans britiske majestæts skib Tartar den 8de Juni 1808.

Til hr. Moses i Kristianssund.

Ved krigens skjæbne er et lidet fartøi faldet i mine hænder, ladet med kufferter etc., der tilsyneladende er private og domestike eiendomme, Dem tilhørende.

Da det ikke er mit ønske eller min hensigt at anfalde eiendomme af denne natur, skal jeg meget villigen give dem tilbage, naar De dertil vil give mig leilighed.

Jeg benytter denne leilighed tillige at anmerke og at anmode Dem at tilkjendegive den høistbefalende civile eller militære person, at den magt, jeg har den ære at anføre ved denne havn, er tilfulde nok, for at ødelægge byen, men mit øimed er ikkun at erobre de der værende skibe, saavelsom alle offentlige sø- eller krigsmaterialier, og lover, naar dette uden modstand tilstaaes, at al privat eiendom, samt alle ubevæbnede personer skal vorde umolesterede, og ingen slags skade skal tilføies byen.

Jeg udbeder mig den ære af Deres svar og er, min herre, Deres meget ærbødige tjener,

(undertegnet) Joseph Baker,

hovedanfører over de udenfor Kristianssund stationerede hans britiske majestæts skibe.«

Dette brev vilde Knudtzon oversende til major v. Brun, men den sterke kugleregn hindrede det udsendte bud fra at komme over sundet, og Knudtzon blev derfor nødt til at overbringe det selv.

Imidlertid havde løitnant Brechan paa flaadebatteriet bortskudt al ammunition og maatte derfor hale til land for at hente ny forsyning. Hidtil havde det kun faaet understøttelse af batteriet paa Gomatlandet, medens Tønders batteri ikke havde kunnet gribe ind paa grund af flaadebatteriets stilling. Først da Brechan var halet bort, kunde det deltage i ilden; men allerede efter løsningen af nogle faa omgange[4] indtog flaadebatteriet sin gamle plads.

Da kampen havde varet i 2 timer, heisedes der hvidt flag paa stortoppen af »The Tartare.« Skydningen ophørte, en parlamentær kom i land og overleverede følgende brev:

»Ombord paa hans britiske majestæts skib Tartar, den 8de juli 1808.

Til den høistkommanderende i Kristianssund!

At De modsætter sig min magt, vil blot have byens ødelæggelse til følge. Jeg tragter ikkuns efter alle fartøier.

Jeg er min herres ærbødige tjener, (undertegnet) Joseph Baker.«

Først i dette øieblik kunde Knudtzon komme til; men den dobbelte opfordring til overgivelse, som kommandanten paa denne maade fik, blev af ham afvist med den fyndige erklæring, at »saa længe Kristianssund havde nordmænd, kugler og krudt, tænkte man slet ikke paa nogen overgivelse.« Man havde nu ventet, at ilden skulde være begyndt igjen, men parlamentærflaget strøges ikke. Om lidt sattes der atter en baad ud fra »The Tartare,« og parlamentæren vendte tilbage med følgende skrivelse:

Ombord paa hans britiske majestæts skib Tartare, den 8de juni 1808.

Til den høistkommanderende i Kristianssund.

Da jeg haver bragt i erfaring, at skibene i Deres havn ikke er af den vigtighed, som efter beskrivelsen var bleven mig forestillet, skal jeg med den første føielige vind begive mig bort.

Imidlertid, da jeg ikke ønsker at tilføie privat eiendom nogen skade, skal jeg ikke fyre paa Deres by, undtagen der fyres paa mig.

Jeg benytter denne leilighed at tilbagesende nogle artikler af tilsyneladende privat og domestik beskaffenhed, der denne morgen er faldne i mine hænder, og hvilket jeg tilforn skriftligen haver tilkjendegivet hr. Moses, at de skulde tilbageleveres.

Med megen agtelse er jeg min herres etc.

(undertegnet) Joseph Baker.

Havde kommandanten været en mand med ben i næsen og omløb i hovedet, vilde han have forstaaet, at engelskmanden maatte være i en slem knibe, siden han bad om godt veir. Men major Brun hverken turde eller vilde forstaa noget. Kun med stor nød lykkedes det Knudtzon, der fungerede som tolk, at bevæge ham til at stille det forlangende til engelskmanden, at han for fri udseiling maatte udlevere et par mindre fartøier, som han i de nærmeste dage havde taget, tilligemed et par norske fanger, som var ombord. Med denne besked sendtes Knudtzon i følge med den engelske parlamentær ombord paa the Tartare, hvor han blev modtagen med megen høflighed og fik sit forlangende opfyldt; men den forræderske kristianssunding, som havde lodset fregatterne ind, var intetsteds at finde[5]. Om sit ophold ombord paa The Tartare skriver Knudtzon i den rapport, han et par dage efter aflagde til general v. Krogh i Throndhjem: »Det blev mig tilladt at bese skibet The Tartare. Mange steder saaes, hvor vore Kugler havde rammet; nogle havde gaaet igjennem tæt ved kanonportene. Høist sandsynligt er det altsaa, at fienden maa have adskillige døde og saarede. De engelske forsikrede nei, men hvad der end mere bestyrker mig i min formening, er, at da vi kom til stedet, hvor sygehuset var, de ei tillod mig at gaa ned. Dog bemerkede jeg, at doktoren var meget beskjæftiget, og i sygerummet var mange mennesker. Mr. Baker erkyndigede sig om Kristianssunds fortifikation og om indløbet til Throndhjem, hvilket blev besvaret paa en for dem afskrækkende maade. Jeg kunde ikke undlade at sige dem nordmandens mening om det engelske ministeriums skjendige handlemaade, hvorpaa de gjentog, at da de var engelske officerer, turde de derom ikke ytre deres mening. Men dette er vist, at med saa megen forbitrelse, den engelske nation fører krig mod de franske og spanske, saa ugjerne gjør de det mod Danmark og Norge.«

Hvorvidt det tab, de engelske fregatter havde lidt, har været saa stort, som Knudtzon antager, tør vel være tvivlsomt, da nordmændenes skyts var meget svagt. Alligevel saaes der adskillig skade paa skrogene. Saaledes havde The Signate faaet røstet agter afskudt, og efterat fienden var afseilet, fandt man et stort anker, som var bleven kappet med et 40 favne langt og 14¾ tomme tykt ankertoug, et næsten nyt kabeltoug til spring, 8¾ tomme tykt, et stykke af en skibsmast og en jolle. De nordmænd, der befandt sig som fanger ombord paa »The Tartare,« paastod ogsaa siden i Kristianssund, at kaptein Baker skulde have været yderst forbitret paa Dixon, for at han havde narret ham til at være med paa denne færd, som kun havde bragt dem skam og skade.

Kl. 4 om eftermiddagen gik de engelske orlogsmænd under seil og styrede sydover. Overalt var kystværnet paa færde for at modtage dem, om de skulde forsøge landgang. Dette skede dog ikke. Saa voldsom havde kanonaden været, at i nærheden af Molde hørtes skuddene saa tydeligt og skarpt, som om der stod et slag i selve Moldefjorden.

Saa længe kampen stod paa, herskede der ikke liden forskrækkelse i byen, hvor et par huse blev noget ramponerte, og hvor ikke blot kvinder og børn, men ogsaa voksne mænd gjemte sig bort i kjeldere, bryggepander og bagerovne. Paa batterierne gik det derimod lystigere til, navnlig paa flaadebatteriet, hvor Brechan holdt sine folk i aande og blev rent mismodig, da det hvide flag heisedes ombord paa engelskmanden. Kun paa Tønders batteri, der paa et kvarters tid nær havde været maskeret af flaadebatteriet under den hele kamp, var stemningen ikke fuldt saa jublende. Men det havde ogsaa dagens eneste faldne at opvise. Det var en menig af landeværnet, en husmand, hvis ryg blev knust af en fra bjergvæggen tilbageprellende kugle. Han blev nogle dage efter slaget begraven med stor høitidelighed, og hans enke fik en betydelig understøttelse.

Om officerernes holdning under kampen faldt dommen ymse ud; Brechan var fra denne dag af Kristianssunds stolthed, og Knudtzon, der baade havde været ivrig, modig og standhaftig, fik sin andel af berømmelsen. Men hvad byens høistkommanderende angaar, fandt man, at han havde ladet det mangle baade paa det ene og det andet, og navnlig gav man ham skylden for, at engelskmanden slap for altfor godt kjøb. Saa mente dog ikke general v. Krogh, skjønt han i et flyveblad af 24de juli 1808 udtalte: »at det var udenfor al tvivl at havde blot to kanonchalupper kunnet været i Kristianssund, var begge fregatter blevne tagne.« Paa hans anbefaling blev major v. Brun straks efter udnævnt til ridder af danebrogsordenens 4de klasse og Brechan til Danebrogsmand.

En maaneds tid efter affæren blev et par kanon-[6]

baade af den throndhjemske roflotille stationerede her og byens garnison forsterkedes med 150 musketerer, 50 riffelskytter, 50 artillerister og fire smaa kanoner. Men ihvorvel fiendtlige krydsere siden tit og ofte viste sig ude paa leden, var ingen af dem oplagte til at gjeste Kristianssund, – dertil havde »The Tartare« og »The Signate« faaet for dyre lærepenge.

Flyveblade, trykte paa general von Kroghs foranstaltning og omsendte til indbyggerne i Throndhjem. B. E. Bendixen, Efterretninger om Nordmøre og Kristianssund. II. J. v. Ræder, Danmarks krigs- og politiske historie, III: 88. Mundtlige meddelelser af min farfader og fyrverker Czernickow, hvis moder, en datter af skipper Greve, hos hvem flere officerer boede, havde meget god rede paa alt, hvad der foregik i hine dage. Af de yngre officerer blev kommandantens, major Bruns, hele holdning under affæren skarpt bedømt, ikke mindst af den vittige karrikaturtegner løitnant Danchell.

Begivenheden fremkaldte flere viser af samtidens bygdedigtere. Mest bekjendt er en sang, som blev forfattet af et øienvidne, meldalingen Thore Olsen Retseld, og som endnu synges af almuen nordenfjelds.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

    stund, paapasselig i tjenesten, lige glad udenfor den. Hans bidende vid og massive skjemt, som trods sin godmodighed ikke skaanede nogen, lever efter ham i den trønderske sjømands minde og afgiver endnu den dag idag stof for hans underholdning.

  1. I 1806 havde byen saaledes 16 store skibe af tilsammen 533 kommercelæsters drægtighed og 54 jægter.
  2. En i 1860-aarene afdød gammel skibsfører, der havde været en Ungdomsven af Brechan, skildrede denne som en type paa en djerv norsk sømand: rask og uforfærdet i farens
  3. I nogle af rapporterne kaldes han Dick eller Ditch.
  4. Fra Tønders batteri skal der knapt være fyret 20 skud.
  5. Han fulgte med de engelske krigsskibe til England, hvor han førte en ynkelig tilværelse, og hvor selv norske matroser, som tjente i den engelske marine, ikke vilde kjendes ved ham. Sømænd, som vendte tilbage fra prisonen, vidste at fortælle, at han skal have endt i Newgate, – det samme endeligt, som i folketroen sikkert om end sent rammer forrædere, som forstaar at undgaa straf i sit hjemland.
  6. [Wikikildens note: Ordet er ikke fullført i originalen.]