Knut Hestviken
Som saa mange andre steder i vort land var der ogsaa i Bjugnen, Aafjorden og Bjørnøer rigtig trange tider under den lange krig i begyndelsen af dette aarhundrede. Knude man slumpe til at faa kjøbt en tønde eller en halv tønde korn, ansaas det for at være et stort held; thi penge var der forholdsvis nok saa god raad paa. Den fornemste bedrift, fiskerierne ude paa Havbroen, stoppede aldeles op; thi det var det største vovestykke at drage didud. Udenfor leden krydsede engelskmanden ganske tæt, og han skaanede ikke engang den fattige fisker; – mangen en familieforsørger havde han allerede opsnappet og ført bort i fangenskab, saa at der skulde gaa aar hen, før man spurgte til dem. Man var derfor alene henvist til at sætte nogle liner lige under land, og det var da saa vidt, man fik nok til dagligt ophold
Paa den halvø, som stikker ud mellem Ratviken og Pølen i Aafjorden, ligger gaarden Hestviken. Knut hed den bonde, som sad paa den i begyndelsen af aarhundredet. Han havde mange munde at mætte i denne dyre tid og sad forresten ogsaa rigtig smaat i det. En vaar, da fisken havde trukket bort fra stranden, bankede nøden strengt og ubønhørligt paa hans dør. Der blev intet andet raad tilovers; han maatte tage mod til sig og friste lykken ude paa Havbroen, det fik koste, hvad det vilde.
Han var kommen vel derud og havde alt ligget der i flere timer. Fisken var rap til at bide, og Knut letnede mere og mere om hjertet for hvert nap, han kjendte. Men glæden skulde ikke blive af lang varighed. Langt borte saa han med et en seiler komme dukkende op. Knut skjønte, at det var en engelskmand; men da han haabede, at den ikke vilde ænse ham, blev han liggende rolig en stund endnu. Men da saa han til sine store skræk, at den fiendtlige orlogsmand holdt lige paa hans lille baad.
Ved overfaldet paa Kristianssund havde engelskmanden opsnappet en fisker udenfor kysten og tvunget ham til at være lods for sig. Slap Knut fra dette møde med livet, saa kunde han vente sig noget lignende. Der gik jo stadig ord om, at fienden agtede sig til Throndhjem, naar han blot fandt en gunstig anledning til det. Men Knut var fast bestemt paa, at den skam skulde ikke times ham. Før, lovede han sig selv, vilde han seile baaden over hovedet paa sig. Han heisede saa seil og satte sig til aarerne: nu fik det staa til i Guds navn!
Det var en fortvivlet beslutning. Han var mindst 10 mile fra nærmeste land, og de høieste fjeldtoppe i Aafjorden var blot som smaa blaa holmer at skimte. Jagten blev heller ikke af lang varighed. Engelskmanden var ham snart paa skudhold. Knut saa et glimt slaa ud af en af kanonportene, og i næste øieblik skar en kugle gjennem seilet, saa det faldt blafrende ned. Han skjønte da, at han havde intet andet at gjøre end at lægge bi, saa nødig han end vilde det. Engelskmanden kom nærmere. Knut saa matroserne staa ved skibsbordet og gjøre tegn til ham, at han skulde komme derhen. »Det er lige saa godt at hoppe i det, som at krybe i det, siden det nu engang saa skal være», tænkte Knut og roede bort til skibet.
Ombord paa skibet raabte en mand ned til ham og spurgte paa norsk, om han havde fisk at sælge. Knut blev forundret og svarede ja, og saa begyndte de at akkordere. Men slig handel, som nu foregik, syntes Knut, han aldrig havde gjort. Først fik han langt mere for fisken, end han havde forlangt, og siden heisede man en sæk skibsbrød ned i baaden til ham. Et par af matroserne havde lagt merke til det store hul, kuglen havde gjort i seilet; før Knut lagde fra borde, blev der kastet et stort stykke seildug ned i baaden til ham.
Dengang viste engelskmanden sig at være bedre, end han han havde ord for. Hvad Knut angaar, glemte han aldrig den godhed, som var bleven ham vist. Endnu i hans høie alderdom stod dette træk levende for ham, og man hørte ham tit og ofte fortælle om dette møde med den engelske orlogsmand.
Fortalt mig af fyrverker Czernickow, der i sin ungdom kjendte Knut meget godt og ofte hørte hans eventyr.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |