Fra kapertiden
1. Skibsfører Søren Nielsen. I begyndelsen af december maaned 1808 seilede skipper Søren Nielsen af Kragerø, førende en brig for kjøbmand J. Tønder, til Danmark med trælast, men maatte gjentagne gange gjøre vendereis, dels paa grund af uroligt veir og snetykke, dels paa grund af fiendtlig efterstræbelse. Først nytaarsaften kunde den lægge ud i en frisk kuling. Under den danske kyst kom en velbevæbnet svensk kaper den imøde, og da skipper Nielsen ei kunde sætte sig til modværge, blev skibet et let bytte; han selv med fem af mandskabet blev satte ombord i kaperen, medens denne afgav et tilsvarende antal matroser og befal til det norske skibs bemanding. Kort efter tog kaperen briggen Fortuna af Laurvig, tilhørende kjøbmand N. Bugge og ført af skipper Johan Kristian Liong og behandlede skipper og mandskab lige ens. Da nu vinden blev nordostlig, kunde den svenske kaperfører ei komme hjemover igjen, men besluttede sig til at sætte kurs for England. Hertil raadede de fangne norske skippere ham ogsaa, og efter fælles overlæg tilbød de ham sin bistand ved arbeidet ombord og at lodse ham sikkert forbi den farlige norske kyst. Dette fandt kaperføreren var en haandsrækning, som var al ære værd, og modtog den med taknemmelighed. Men neppe fik nordmændene et glimt af de norske klipper i horizonten, før de – elleve i tallet – greb til vaaben, og de i antal næsten dobbelt saa sterke svensker blev tvungne til at overlade dem skuden. Nu heisedes det danske flag over det svenske til tegn paa, at kaperen var erobret. Da prisemestrene ombord paa de tagne norske skuder saa dette, faldt de straks af og søgte at undfly; men de norske skippere havde ikke tænkt paa at lade dem undkomme. De styrede øieblikkelig efter og tvang den ene efter den anden ved kanonskud til overgivelse. De norske skippere førte derpaa kaperen og begge koffardiskibene ind i en norsk havn. Priseretten skal siden have tilkjendt de to skippere og deres mandskab priserne.
Skilling-Magazinet f. 1836, s. 149. Undertegnet m (Bernt Moes forfattermerke).
2. Kaperfører Johannes Røscher. Kaperen «Tak for sidst:», ført af Johannes Jakobsen Røscher, løb den 4de november 1810 ud fra Bergen og styrede i retning af Holland. Ombord paa kaperen var en besætning af 22 mand, som dog for en stor del var uøvede folk og derhos saa sjøsyge, at Røscher paa hver vagt kun havde to mand, paa hvem han kunde stole. Den femte dag efter afreisen fik Røscher en seiler i sigte, som han indhentede og praiede. Den udgav sig for en amerikaner, hjemmehørende i Baltimore og kommende fra Memel med trælast. Dens bestemmelsessted var Liverpool efter opgivendet; men da dens papirer ikke var i bedste orden, og man desuden forefandt engelske licencebreve, fandt Røscher sig forpligtet til at opbringe den som prise. Han tog da skipperen, William Dunmond, med 7 af besætningen ombord i sin kaper; men da han ikke havde en eneste mand, som han kunde sætte til prisemester, maatte han selv ellevte gaa over paa den fremmede skude. Kommandoen over kaperen blev anbetroet den unge styrmand Fredrik Ross, med ordre at styre tilbage til Bergen, hvorhen ogsaa Røscher med den tagne prise vilde begive sig. Om eftermiddagen den 12te november begyndte amerikanerne at gjøre truende bestræbelser for at sætte sig i besiddelse af kaperen; men dette blev forhindret af baadsmanden, Erik Markussen Friis, der var aandsnærværende nok til at gribe to ladede pistoler, og ved hjelp af dem tvang han fangerne til at krybe ned i lasten. Ross fandt det nu rettest at holde to streger sydligere, hvorved han fjernede sig fra prisen, som han vilde berøve fangerne ethvert haab om at gjenvinde. Herved lykkedes det ham ogsaa virkelig at bringe fangerne i god behold til Norge.
Men paa samme tid som dette foregik, gik det alvorligere til paa prisen, hvor Røscher havde beholdt 2 styrmænd og 8 mand af den amerikanske besætning, saa der var 11 nordmænd mod 10 amerikanere. Da kaperen faldt af, kunde Røscher ikke skjønne, hvorfor den det gjorde, sendte saa en af sine folk, Johan Grøndahl, op i stortoppen, paa samme tid som han selv steg op i fortoppen for at se efter sit skib. Neppe befinder de sig deroppe, før amerikanerne lynsnart kaster sig over det norske mandskab paa dækket og spærrer det ind i lasten. Da Roscher bliver dette var og vil ile ned, affyrer en af mandskabet en pistol paa ham; men fængkrudtet brændte kun. Roscher springer ned paa dækket, men faar i det samme i ansigtet et saa voldsomt slag af pistolkolben, at denne springer af, og Roscher haardt saaret tumler om, tages tilfange og kastes ned i det rum, hvor mandskabet holdes arresteret. Om en stund gav den amerikanske styrmand ham dog lov til at komme op paa dækket for at faa sit saar forbundet og lod ham siden forblive deroppe. I tre dage styrede nu skibet mod Leith i Skotland, hvis kyster det allerede havde nærmet sig paa 5 mile nær. Medens Roscher i denne tid opholdt sig paa dækket, lykkedes det ham at vinde en svenske, som kaldte sig Jan, til at hjelpe ham med at tage skibet igjen, idet han tilsagde ham, at han skulde faa andel i byttet med hans mænd. Om kvelden den 15de november, da hele det amerikanske mandskab paa rorgjængeren nær var nede i agterlugaren for at skaffe, aabnede Jan forlugen og satte de norske matroser i frihed. Lydløst sneg de sig op paa dækket, hvor Roscher ventede dem; men alt, hvad han kunde skaffe dem af vaaben, var to okser, en træklubbe og en merlespiger. Alligevel var det nok til, at han selv syvende kunde gaa løs paa fienden med dem. Først besatte han lugen, dernæst spærrede han kahytten, hvor begge styrmændene var, ilede saa igjen op paa dækket og halede en af besætningen frem, hvem han tvang til at bekjende, hvor vaabnene laa skjulte. Efter at have sat sig i besiddelse af disse og væbnet sine mænd med dem, tvang han den ene efter den anden af sine fiender til at komme op paa dækket og lod dem hver for sig bringe forud til det lukaf, hvor hans folk hidtil havde siddet i arrest. Medens dette stod paa, havde skibet drevet overladt til sig selv. Nu overtog Roscher kommandoen og bragte efter 6 dages seilads sin prise ind til Langesund.
Skilling-Magazinet f. 1836, s. 108. – Meddeleren (m.) er Bernt Moe († 1850), der samlede adskilligt materiale til en paatænkt fortsættelse af Mallings »store og gode handlinger«, som dog aldrig udkom. Sandsynligvis ligger arkiv-dokumenter til grund for beretningen saavel om Søren Nielsens som om Røschers hændelser.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |