Alb. Cammermeyers Forlag (s. 144-147).

1. Due-hulen. Under den lange krig, som førtes med engelskmanden i begyndelsen af aarhundredet, var fiendtlige orlogsgaster ofte indom paa øerne udenfor Bukken-fjorden for at forsyne sig med ferskmad. Saaledes har man beretninger om, at de flere gange var oppe paa Ferkingstad-øerne og skjød smaler. Ogsaa til Udsire kom de flere gange for at proviantere. Sire-buerne fandt, at dette gik oftere paa, end de syntes om; nogle af dem for derfor hen til Karmøen og forsynede sig med bøsser og krudt, for at tage imod fienden, naar han næste gang indfandt sig. Det varede ikke længe, før der kom en baad fra en engelsk orlogsmand i det vanlige erende. Sire-buerne var straks færdige til at tage imod den med bøsser, sabler, hakker, spader – kort sagt alt, hvad der faldt dem i hænderne. Baaden maatte gjøre vendereise, og nordmændene var ikke lidet stolte over at have indjaget briterne skræk. Men glæden blev ikke langvarig; thi før de vidste ord af, var en slup med bevæbnede matroser ombord paa færde. Nu stod turen til sirebuerne at blive rædde; de kastede fra sig, hvad de havde i hænderne, og strøg op i marken for at skjule sig.

Et stykke oppe fra strandbredden findes der en hule, som kaldes Due-hulen. Indgangen er lav og trang og vanskelig at finde. Men indenfor udvider hulen sig som et stort og rummeligt hus. I sin angst stevnede sire-buerne hid, baade store og smaa, mænd og kvinder; tilbage paa gaardene blev kun gamle kaller og kjærringer, som ikke orkede at løbe. Disse gik engelskmændene imøde, faldt paa knæ for dem og bad dem spare livet. De led heller ingen overlast; men fienden rumsterede overalt omkring paa gaardene, blandede sand og aske i melet og stjal forresten med sig, hvad de saa nytte i. Enkelte af dem var helt oppe ved hulen, saa nær, at de hørte ungerne skrige; men det lykkedes dem dog ikke at finde indgangen.

Meddelt af amtsskolebestyrer T. Mouland gjennem professor J. Moltke Moe. Paa sydvestsiden af øen ligger en anden berghule, der er dannet af store nedfaldne klippestykker, og som kaldes Spelekirken. Den er saa stor, at 25–30 mennesker kan rummes i den. Ogsaa om den fortælles der, at indbyggere af Udsire flygtede did, da engelskmændene under krigen engang gjorde landgang paa øen. Da man imidlertid snart fik se, at fienden i god ro og orden eksercerede paa en slette tæt østenfor, tog man mod til sig og forlod kirken uden at tilføies nogen overlast af engelskmanden.

2. Josefshulen. En anden hule paa Udsire kaldes Josefshulen; den fik for nogle og sytti aar siden sit navn efter en mand fra Kobbervik, som hed Josef. Engang da Josef laa ude paa søen og fiskede, kom engelskmanden over ham og tog ham til fange. Ombord paa orlogsskibet havde han det ret godt, men han maatte gjøre tjeneste som kjendtmand, hver gang engelskmanden vilde ind i en eller anden havn paa stavangerkanten. Dog han syntes tit og ofte, at det var ilde, han skulde tjene sit fædrelands fiender, og hans hele hu stod derfor efter at slippe bort fra dem. Engang skulde skibsfolkene iland paa Sire, for at hente melk, og de tog da lodsen med som veiviser. Han førte dem da op til en gaard, som ligger straks ovenfor stranden. Medens de nu sad inde i stuen, gjorde Josef sig et erende ud, uden at man formente ham det. Han tog straks til sprangs og naaede hen til en hule et stykke fra gaarden. Han skjulte sig i denne og blev liggende stille her i flere dage uden at røre paa sig. Han havde ikke en madbid med og var allerede nær ved at sulte ihjel; da hørte han en kveld lige udenfor hulen en jente, som haukede og lokkede paa køerne. Josef krøb forsigtig frem. Pigen tjente netop paa den gaard, hvor han havde været inde med engelskmændene; hun fortalte ham da, at de havde søgt længe efter ham, men da de ikke havde fundet ham, var de reiste ombord igjen og havde styret tilhavs. Den, som blev glad, var Josef. Han slæbte sig frem til gaarden, hvor han fik mad og drikke, som han vel kunde trænge til efter sin lange faste. Siden reiste han hjem til Kobbervik, hvor han levede til sin dødsdag i midten af syttiaarene.

Meddelt af amtsskolebestyrer T. Mouland gjennem professor J. Moltke Moe.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.