Eskimoliv/1
Grønland og eskimoen.
Grønland er paa en eiendommelig vis knyttet til vort land og vort folk. Af europæerne var vore forfædre de første, som fandt det; paa sine aabne skuder gik de gamle vikinger sin vovsomme vei gjennem uveir og drivende is til dette fjerne sneland, slog sig ned der gjennem mange aarhundreder, og det blev en del af den norske krone.
Efterat kjendskaben til det var glemt, var det atter en landsmand, som for et norsk selskab grundede den nye europæiske bebyggelse af det.
Det er fattigt, dette eskimoens land, som vi har røvet fra ham, det er fattigt baade paa skog og guld, — nøgent, ensomt, lig intet andet, bebod af mennesker. Men i al sin nøgne fattigdom, hvor er det dog vakkert! Ja, er Norge herligt, da er i sandhed det det ikke mindre. Har man set det, hvor blir da erindringen kjær! Jeg ved ikke, om det gaar andre slig, men for mig er det forenet med det barnlige eventyrlands hele drømmende skjønhed, det er, som jeg der fandt vor natur igjen i endnu høiere, renere former.
Den er sterk og vild, denne natur, som en oltidssaga, skaaret i is og sten — men stundom stemninger saa bløde og fine som et digt. Det er som det kolde staal, isprængt solskyens legende farver.
Ser jeg bræer og jøkler, gaar tankerne derop, hvor bræerne er større end nogensteds, hvor jøklerne falder i et hav, opfyldt af flydende isfjelde og drivende is. Hører jeg høilydt lovsang over samfundets fremskridt, store mænd og store handlinger, da søger tanken den uendelige snemark, som rolig og hvid hvælver sig i et eneste drag fra hav til hav, høit over engang frugtbare dale og fjelde. Engang vil, kan hænde, en lignende snemark dække os alle.
Alt er enkelt og stort deroppe — hvid sne, blaa is, nøgne, sorte berg og tinder og mørk, stormende sjø — men ser jeg solen synke glødende i havet, gaar tankerne derop, mens holmer og skjær svømmer paa den rødmende vandflade udover mod et blankt, vuggende hav, og hvor tinder staar i række og rad indenfor lysende mod kvelden. — Og stundom, naar jeg ser sæterlivet paa vore høifjelde, ser sæterjenter og græssende kjør, tænker jeg paa teltlivet og renflokkene i de grønlandske fjorde og fjeldtrakter, paa kaglende ryper, vidjekjærrene og moseflyerne, vandene og dalene derinde mellem fjeldene, hvor eskimoen lever sit korte sommerliv.
Men lig intet andet er den grønlandske vinternat med de flammende nordlys, det er selve naturens hemmelighedsfulde aandeleg.
Det er en sælsom magt, dette land har over sindet, men det folk, som bor der, er ikke mindre eiendommeligt end landet selv.
Eskimoen tilhører fremfor nogen anden havet og kystlandet. Ved havet bor han, der søger han sin næring, det gir ham alt til hans livs behov, over det foregaar hans reiser og flytninger enten i hans skindbaade om sommeren eller i hans hundeslæder, hvor det er islagt om vinteren. Havet spiller saaledes sterkere end noget andet ind i eskimoens liv — intet under derfor, at hele hans sjæl bærer gjenskin deraf. Med det veksler hans sind — i stormen alvor — i solskin og stille den ubundne glæde. Han er et havbarn, letsindig glad som den kaade bølge — men stundom mørk som det fraadende uveir. Alt svinder lige hurtig i hans barnesind, det er som, naar stormen stilner over sjøen, da lægger bølgerne sig, og erindringen er borte.
Livets goder er saa ulige fordelt her i verden; somme har det saa let, kan plante et brødfrugttræ i sin ungdom og være forsørgede for resten af livet, mens det for andre er, som alt var negtet dem uden kraften til at kjæmpe, skridt for skridt maa de møisommelig aftvinge den fiendtlige natur hver bid til livets ophold. De er skudte ud paa udposterne, disse folk, de danner fløiene af menneskehedens store fylking i dens stadige kamp for at underlægge sig naturen.
Et sligt folk er det eskimoiske, og det et af de merkeligste, som lever. Det er et talende bevis paa menneskets sjeldne evne til at lempe sig efter forholdene og sprede sig over jorden.
Eskimoen danner den yderste udpost mod isegnenes uendelige stilhed, og saa langt som vi har trængt frem mod nord, saa langt omtrent har vi ogsaa fundet spor efter dette haardføre folkefærd.
De strøg, som af alle andre forsmaaedes, tog han i besiddelse, gjennem stadig kamp og langsom udvikling lærte han, hvad ingen har lært bedre. Der, hvor for andre betingelserne for at kunne leve ophørte, der begyndte for ham livet — disse egne har han faat kjær, de danner for ham verden, hvori han selv er mennesket[1] — udenfor dem maa han bukke under.
Dette folk er det, disse blade skal vies.
Ligesaa skarpt som eskimoen ved sit udseende, sin legemsbygning, sine sindrige redskaber og sin hele levevis adskiller sig fra alle andre folkeslag, ligesaa ens er de forskjellige eskimostammer indbyrdes.
En ublandet eskimo fra Beringsstrædet er saa lig en grønlænder, at man intet øieblik kan være i tvil om, at de tilhører det samme folk. Deres sprog er ogsaa saa ens, at en Alaska-eskimo og en grønlænder sikkert uden store vanskeligheder vilde kunne tale med hinanden. Kaptein Adrian Jacobsen, som har reist baade i Grønland og i Alaska, fortalte mig, at han paa det sidste sted kunde klare sig med det lille eskimoiske, han havde lært i Grønland. Dette er folk, som er adskilte ved mer end 600 geografiske mil, eller som fra Kristiania til Kinas grænser eller til midt nede i Arabien. En slig enhed i sprog hos saa vidt adskilte stammer tør være enestaaende i menneskeslegtens historie.
Den lighed, som forbinder alle eskimostammer indbyrdes, ligesom deres afsondrede stilling ligeoverfor andre folk og deres fuldendte redskaber kunde synes at tyde paa, at det er en meget gammel rase, hvor alt er stivnet i bestemte former, og som nu kun langsomt forandres. Andre forhold synes dog for en del at stride mod en saadan antagelse og gjør det mere rimeligt, at det oprindelig har været en liden stamme, som først i en forholdsvis sen tid har udviklet sig til sin nuværende levevis og spredt sig over de lande, de nu bebor.
At de i forholdsvis kort tid har kunnet sprede sig over disse uden dog at ha optraadt i store skarer som ved større folkevandringer, er let forklarligt, naar man betænker, at deres nuværende ugjestmilde hjem neppe har været bebod, ialfald ikke til stadighed, førend de tog dem i besiddelse, og hvor saaledes intet andet end naturen selv har stillet sig hindrende iveien for deres udbredelse.
Det strøg, eskimoen nu bebor, strækker sig fra Beringsstrædets vestkyst over Alaska, Nordamerikas nordkyst, de nordamerikanske arktiske øgrupper, Grønlands vestkyst og lige til dettes østkyst.
Ved sin i alle henseender afsondrede stilling har eskimoen voldt antropologerne meget hodebrud, og de mest modstridende meninger har gjort sig gjældende angaaende hans herkomst.
Dr. H. Rink, som har gjort studiet af Grønland og dets folk til sin livsopgave, og som uden sammenligning er den største autoritet paa det felt, mener, at de eskimoiske redskaber og vaaben, ialfald for en væsentlig del, stammer fra Amerika, og han anser det for sandsynligt, at eskimoerne engang var en stamme, som bodde i det indre Alaska, hvor der endnu bor et ikke ringe antal indlandseskimoer, og at de herfra har udvandret til Ishavets kyster. Han har endvidere fremholdt, at deres sprog nærmest er beslegtet med de amerikanske ursprog, samt at deres sagn ligesom deres skikke minder om indianerne.
Noget, hvori dog eskimoerne bl. a. adskiller sig fra disse, er brugen af hundeslæder. Naar undtages inkaperuanerne, som anvendte lamaet til lastdyr, kjendte den amerikanske urbefolkning aldeles ikke anvendelsen af dyr hverken til at trække eller bære. Heri nærmer eskimoen sig altsaa mer til de asiatiske polarfolk.
Men det vilde føre os for vidt at fordybe os i dette vanskelige videnskabelige spørgsmaal, som endnu er langt fra at være drøftet tilbunds. Kun saa meget kan vi med nogenlunde sikkerhed sige, at eskimoerne kom sidst fra kysterne omkring Beringsstrædet eller Beringshavet — muligens fra den amerikanske side — og har derfra skridt for skridt udbredt sig østover det arktiske Amerika til Grønland.
Paa hvad tid de naadde dette land og for alvor bosatte sig der, er efter min mening umuligt at afgjøre. At det sandsynligvis var sent, synes at fremgaa af, hvad allerede er sagt; men at det fra de islandske sagaer skulde kunne sluttes, at de først er indvandrede til Grønlands vestkyst i det 14de aarhundrede, som fra flere hold er blit fremholdt, synes mig ikke at være bevist. Vistnok synes det, som de norske kolonier Vesterbygden og Østerbygden først paa denne tid har været udsatte for alvorligere angreb af skrællingerne eller eskimoerne, kommende i flokke nordenfra, men dette forhindrer ikke, at disse har været bosatte paa Grønlands vestkyst længe før den tid og lange tider, før nordmænd kom til landet. De synes ikke at ha bod paa den sydlige del af kysten (ved Øster- og Vesterbygden), de første 400 aar nordmændene bodde der, da dette ikke omtales i sagaerne; men det nævnes udtrykkelig, at de første nordmænd (Erik røde og andre), som kom til landet, baade i Øster- og Vesterbygden fandt menneskelige bosteder, baadstykker og stenredskaber, som efter deres mening maatte ha tilhørt et ynkeligt folk, som de derfor kaldte skrællinger. Man maa deraf slutte, at skrællinger tidligere hadde faret der, og siden man fandt saadanne levninger i begge «bygder», tyder det jo paa, at det heller ikke har været paa saa ganske flygtige besøg. At eskimoerne skulde ha rømt over hals og hode, da de norske vikingeskuder kom seilende, er ingen umulighed; samme erfaringer hadde jo ogsaa vi paa østkysten; men at dette skulde kunne ske saa hurtig, at nordmændene ikke fik se dem, synes lidet rimeligt. Men sandsynligt er det, at eskimoerne dengang har hat sine faste bosteder længere nord paa kysten, nordenfor 68° n. br., hvor sæl- og hvaljagten er rig, og hvortil de paa sin vandring nordenfra (sml. senere) først er komne.[2] Fra disse sine faste bopæler har de paa eskimoisk vis hyppig gjort kortere eller længere besøg til den sydligere del af vestkysten og har der efterladt de først fundne spor. Da nordmændene under opholdet i landet streifede nordover, traf de tilslut sammen med eskimoerne. Efter prof. G. Storms[3] mening maa dette først ha skeet i det 12te aarhundrede[4]. «Historia norvegiæ» beretter om, at de grønlandske veidemænd i de ubebyggede egne i det nordlige Grønland traf smaa mennesker, som de kaldte skrælinger, og som brugte stenknive og pilespidse af hvalben. Efterhvert som de nordligere bosteder er blevne overbefolkede, er imidlertid eskimoerne for alvor rykkede sydover, og da nordmændene ofte, hvor de traf sammen med dem, for ilde frem, har de muligens tilslut i det 14de aarhundrede gjort gjengjæld ved først (efter 1341) at angribe og ødelægge (?) Vesterbygden, og senere (1379) gjorde de et herjetog til Østerbygden, og det følgende aarhundrede synes ogsaa denne helt at være blit ødelagt.[5] Ved denne tid skulde altsaa eskimoerne først ha faat fast fod i den sydligste del af landet.
At der har været kampe mellem de gamle nordmænd og eskimoerne, fremgaar ogsaa af disses egne sagn. Men af de samme sagn ser vi tillige, at der undertiden har været et venligt samkvem mellem dem, ja nordmændene omtales et par steder med anerkjendelse, og at eskimoerne skulde ha ført en formelig udryddelseskrig, synes at stemme lidet med deres nuværende karakter. En saadan synes derfor neppe alene at kunne ha været aarsag i koloniernes forfald. Foruden nedgang i det hele paa grund af den afsondrede stilling kan det muligens ogsaa for en del skyldes en opblanding af kolonisterne med eskimoer, idet den tids europæer neppe har været mer uimodtagelig for eskimoskjønhedernes ynde end nutidens.
Om den vei, ad hvilken grønlænderne har udvandret til Grønlands vestkyst, har der været nogen meningsforskjel, idet dr. Rink har holdt paa, at eskimoerne efter at ha gaat over Smiths sund ikke drog sydover langs vestkysten, hvilket maatte synes det naturlige, men drog nordover rundt landets nordspidse og kom ned langs østkysten. Herfra skulde de saa senere være komne søndenom landets sydspidse til vestkysten. Denne antagelse støttes væsentlig derpaa, at Thorgils Orrabeinsfostre traf eskimoer paa østkysten,
samt at dette var første gang nordmændene traf sammen
«— — — Den uendelige snemark, som rolig og hvid hvælver sig fra hav til hav — — —.»
allerede i anmerkning 4 forrige side gjort opmerksom paa, og en saadan antagelse af eskimoernes indvandring staar, som det vil ses, direkte i strid med sagaernes beretninger, idet det af dem fremgaar (sml. ovenfor), at eskimoerne kom nordenfra og ikke søndenfra (Vesterbygden blev ødelagt før Østerbygden). Forøvrigt synes det, som det samme ogsaa kan sluttes fra et eskimoisk sagn, hvor det første sammentræf med de gamle nordmænd beskrives. I fordums dage, heder det, dengang kysten endnu var lidet bebod, kom en baad med reisende til Godthaabsfjorden og saa der et stort hus, hvis beboere de ikke kjendte, fordi disse ikke var kaladlit (ɔ: eskimoer); pludselig havde de truffet paa de gamle nordmænd. Disse saa ogsaa første gang kaladlit og behandlede dem meget venlig. Dette hændte altsaa i de gamles Vesterbygd eller deres nordligste koloni paa kysten. Der er ogsaa en anden omstændighed, som efter min mening gjør en saadan vandring usandsynlig, og det er, at skulde de ha trængt frem nordenom landets nordspidse, da maa de i den tid, de var der nord, ha levet, som de saakaldte arktiske høilændere (ɔ: eskimoerne ved Kap York og nordover) nu gjør, det vil sige, de har ernæret sig væsentlig ved jagt paa isen, er komne frem med hundeslæder og har hverken hat kajakker eller konebaade, idet det stadig islagte hav gjør kajakfangst og brug af baad til nær sagt en umulighed. At de saa, naar de kom til sydligere og mere isfrit vande paa østkysten igjen, har bygget konebaade og kajakker, er i og for sig neppe umuligt, da de vel maa ha bevaret traditionen derom, men, at de efter at være komne ud af vane med kajakfangsten skulde kunne udvikle den og de dertil nødvendige redskaber endog til høiere fuldkommenhed end paa noget andet sted, det synes dog usandsynligt, for ikke at sige umuligt.
Den efter min mening naturligste forklaringer, at eskimoerne, da de kom over Smiths sund, denne vei maa de naturligvis være komne, søgte sydefter langs kysten og har saa senere fra vestkysten søgt søndenom landet til østkysten. Om dette sidste er skeet, allerede før nordmændene kom til landet, ved vi intet om. Paa deres vei sydover fra Smiths sund har der vistnok mødt dem en stor hindring ved Melville-bræen (paa henimod 76° n. br.), som gaar lige ud i havet, og hvor kysten paa en lang strækning er ubeskyttet af øer; men paa den ene side har de kunnet trænge frem i sine skindbaade paa indsiden af drivisen, og paa den anden side er denne vanskelighed ialfald ikke større end den, som har været forbundet med en vandring nordenom landet. Mod denne antagelse kunde vistnok indvendes, at østgrønlænderne har hundeslæder, hvilket paa grund af manglende is ikke benyttes paa den sydlige vestkyst. Betænker man imidlertid, hvor forholdsvis hurtig eskimoerne reiser i sine konebaade, og hvorledes de i tidligere tider flakkede op og ned langs landet, samt at hunde har til alle tider været holdt langs hele vestkysten, da maa denne indvending falde.
Eskimoernes nuværende udbredelse paa Grønlands vestkyst strækker sig lige fra Smiths sund og til Kap Farvel. Deres antal i den danske del af vestkysten er meget nær 10&nsbp;000. Paa østkysten bor der, efter hvad vi ved fra den danske konebaadsekspedition under kapt. Holms ledelse 1884—1885, eskimoer lige til Angmagsalikegnen (paa 66° n. br.). Deres antal var høsten 1884 tilsammen 548. Nordenfor bodde der, efter hvad eskimoerne fortalte kapt. Holm, ingen til stadighed, saavidt de vidste. Imidlertid foretoges hyppig reiser nordover, muligens til den 68de eller 69de breddegrad, og et par aar forud havde to konebaade reist den vei, uden at man senere hadde hørt noget fra dem. Hvorvidt der nordenfor den 70de breddegrad ikke lever eskimoer paa østkysten, er uafgjort. Clavering fandt som bekjendt et par familier paa omkring 74° n. br. i 1823; men efter den tid har man ikke set nogen, og den tyske ekspedition, som reiste langs denne kyst og overvintrede der 1869—70, fandt kun huse og andre levninger, men ingen folk, og antog derfor, at de maatte være uddøde. Dette forekommer mig dog lidet sandsynligt; thi eskimoerne er en meget seiglivet rase, og at man ikke fandt dem, kan tillægges andre grunde. De kan netop da være trukne længere nord eller syd, eller de kan bo meget spredt, og man har ikke netop stødt paa dem; det maa nemlig erindres, hvilke uhyre strækninger af i sterk grad sønderskaaret land det her er tale om. Efter min mening kan der saaledes leve eskimoer paa denne kyst fremdeles, og det var da at haabe, at den danske ekspedition, der som bekjendt for tiden er deroppe, kunde træffe sammen med dem. Med sin afsondrede stilling, som har umuliggjort enhver forbindelse, direkte eller inddirekte, med den civiliserede verden, maa disse høre til de i etnologisk henseende interessanteste folk, som lever.
- ↑ Eskimofolkene kalder sig selv inuit, det vil sige menneskene, alle andre tilhører efter deres mening en anden dyreart.
- ↑ Der nord har de kunnet fange meget sæl og hval paa isen hele vinteren, og dette er en fangstmaade, som de maa ha lært sig længere nord, og som der har været den vigtigste for dem.
- ↑ Gustav Storm. Studier over vinlandsreiserne o. s. v. Aarbøger for nord. Oldkynd. og Hist. 1887, Kjøbenhavn 1888, særtryk side 56.
- ↑ Om sammentræf med de gamle nordmænd har ogsaa eskimoerne selv flere sagn. Se Rink: Eskimoiske eventyr og sagn, 1866, side 198—209.
- ↑ Man har gjerne fra flóamannasagaen villet slutte, at Thorgils Orrabeinsfostre allerede omkring aar 1000 skulde ha truffet eskimoer paa Grønlands sydlige østkyst, idet man mente, at de der omtalte «troldkoner» maatte være saadanne. Allerede prof. Storm har gjort opmerksom paa (Studier over vinlandsreiserne, særtryk side 56), at denne sagas eventyrlige karakter ikke tillader os at dra nogen slutning i denne retning. Det maa ogsaa erindres, at haandskriften af den først er fra ca. 1400, altsaa længe efter den tid, at nordmændene hadde truffet sammen med eskimoerne paa vestkysten. Selv om det med troldkoner virkelig er tænkt paa eskimoer, hvilket er høist tvilsomt, saa kan det være en senere tildigtning.