Eskimoliv/Forord
Forord.
En vinter var vi afsondrede fra verden og indestængte sammen med grønlænderne. Jeg bodde i deres hytter, deltog i deres fangst og forsøgte, saa godt jeg kunde, at leve deres liv og lære deres sprog. Men desværre, en vinter var altfor kort til at faa et grundigt kjendskab til et saa eiendommeligt folk, dets tankeliv og kultur, dertil trænges aars ihærdigt arbeide. Alligevel har jeg i denne bog forsøgt at nedlægge de indtryk, som eskimoen og hans samfund gjorde paa mig, og har søgt saa meget muligt at støtte dem ved citater fra ældre forfattere. Der kan vel og være ting, som falder den nykomne sterkere i øinene end den mangeaarige iagttager, som lever midt i det.
Hvad enten man i mange punkter deler mit syn eller ikke, om jeg end ikke finder alt bestaaende saare godt, og selv om jeg skulde vise den svaghed at føle sorg over et synkende folk, som kanske ikke staar til at redde, da det allerede er stukket af vor civilisations giftige braad, saa trøster jeg mig med, at det ikke kan forværre dette folks kaar, og haaber, man vil opfatte mine bemerkninger i samme aand, som de er skrevne. Amicus Plato, amicus Socrates, magis amica veritas — sandheden fremfor alt. Og skulde jeg i enkelte punkter forekomme urimelig, da er min undskyldning, at neppe nogen kan færdes en stund med dette folk uden at fatte kjærlighed for det, dertil er mindre end en vinter nok.
I de lange, mørke kvelder, naar jeg sad i de lave jordhytter og stirrede ind i tranlampens flamme, hadde tankerne god tid. Det forekom mig da ofte, at jeg kunde se disse seige naturmennesker skridt for skridt komme dragende vesterfra paa sine hundeslæder og i sine merkværdige skindbaade langs de øde iskyster, jeg saa, hvorledes de kjæmpede sig frem og lidt efter lidt udviklede sine sindrige redskaber og sin overlegne fangedygtighed. Aarhundreder, ja tusener gik hen, slegt efter slegt bukkede under i kampen, mens andre og sterkere overlevede dem, og jeg blev fyldt af beundring for et folk, som hadde overvundet en saa haard natur.
Men i sørgelig modsætning til dette lysende billede af fortiden, reiste sig nutid og fremtid — en trist, haabløs taage.
Paa Grønland mødte eskimoerne europæerne. Første gang var det vore gamle forfædre, dem overvandt de efterhaanden; men vi kom igjen og denne gang med kristendommen og vore kulturprodukter, da bukkede de under og synker stadig. Verden trækker medlidende paa skuldrene. Herregud!
«Hvad var det saa mer? Det var ingen til men,
at en tigger var død.»
Men ogsaa dette folk har følelser som andre, ogsaa det fryder sig ved livet og naturen og bløder under vore jernhæle. Hvis nogen tviler derpaa, da se deres medfølelse med hverandre, deres kjærlighed til sine børn, eller læs deres sagn, som bare følgende fortælling:
«En storfanger paa øen Aluk paa østkysten hadde slig kjærlighed til sit hjem, at han ikke engang forlod det om sommeren. Især glædede han sig ved at se solen staa op over havet. Engang fik dog hans unge søn ham overtalt til at følge de andre paa en reise mod vest. Men aldrig saa snart kom de saa langt, at solen ikke længere stod op over havet, men over landet, før fa'ren ikke vilde reise længer og befalede, at de skulde vende den næste dag. Da de endelig naadde Aluk igjen og hadde slaat telt, gik den gamle tidlig om morgenen udenfor. De hørte først hans stemme, men saa blev det ganske stille, og da de kom ud, laa han der og var død, i det samme solen viste sig over havet. Glæden hadde dræbt ham.» Et folk, som fortæller slig, mangler ikke følelser.
Men hvergang jeg saa en lide eller bukke under for al den elendighed, vi har paaført dem, da blev den levning af retfærdighedsfølelse, som endnu findes i de fleste af os, oprørt til harme, og jeg blev fyldt af et brændende ønske om at kunne brøle sandheden ud over verden; fik de bare vide det, da maatte jo menneskene vaagne af sin ligegyldighed og straks gjøre godt igjen, hvad de har forbrudt.
Stakkars unge mand! du har intet at sige, som ikke er sagt bedre før; grønlændernes saavel som andre «indfødtes» ulykkelige skjæbne er fremholdt fra mange hold, men det har intet forandret.
Men lige godt, jeg maatte fri min samvittighed, det var mig som en hellig pligt at yde ogsaa mit fattige indlæg. Desværre min pen er for svag; det, som jeg føler dybest, har jeg ikke faat frem — aldrig har jeg mer savnet en digters gave. Jeg ved det nok, dette vil ogsaa bli et raab udover en flad slette, ikke engang fjelde til at gi gjenlyd. Mit eneste haab er da hist og her at vække en følelse for eskimoerne og sorg over deres skjæbne.
Godthaab, Lysaker, november 1891.
Fridtjof Nansen.