Et Par Smaatræk af Folkelivet
Jeg gjorde isommer en Fodtur mellem Kristianssund
og Kristiania. Nu er der vel just ikke ret saa stort Kjendskab
til Folket at faa for den, som stryger fort og bent fram
efter „Kongsveien“; men har man Ørene med sig og Øinene
rigtig aabne, hvor man færdes, saa kan der dog altid være
Et og Andet, som fortjener at kommes ihu. Undertiden kan
man ogsaa ligesom ved et Lykketræf faa se og høre Lidt,
som vil sidde fast i Hukommelsen; og saaledes gik det til, at
jeg paa Hjemveien syd i Gudbrandsdalen kom i Følge og
Snak med en Mand, der ligesom jeg skulde nordefter. Det
var en Bonde fra Østerdalsgrændserne, som ofte havde vanket
mellem Hjembygden og „Kristian“, var omtrentlig klædt
paa Byvis og havde faaet Smag paa anden Levemaade, end
Fjeldbonden baade er vant og vel fornøiet med. Nu skulde han
til Prokuratoren, for han havde en Sag angaaende en Skogstrækning,
som Somme holdt for Alminding og somme Andre
igjen for sin Eiendom. Da han nu hørte jeg kom fra Hovedstaden,
spurgte han efter Nyt derfra, og vilde vide, hvad
man nu bestilte paa Storthinget, hvorfor Thrane og Abildgaard
var sat fast o. s. v. Saaledes er gjærne overalt den
norske Almuesmand; han vil altid vide, hvorledes Sagerne
staar og gaar, og det er jo et glædeligt Tegn. Det gjælder
derfor om, at man nærer denne Videlyst hos Folket, og giver
dem en sund Oplysning om vore borgerlige Forholde, for
det er just den de mangler. Det er da heller intet Underligt,
at man nutildags faar høre mange skjæve og bagvendte
Meninger; hvor der mangler Oplysning, maa jo Folk snakke
som den Blinde om Farverne, men endnu kan der visselig
rettes derpaa, hvis man blot med Alvor, Klogskab og
Udholdenhed lægger Haand paa Værket. – Det er vist
ikke den ovennævnte Bonde alene, som mener, at Storthinget udretter ingen Ting – at kun de Storthingsmænd, som holder
mange og lange Taler, duger Noget o. s. v. Men jeg
er ogsaa vis paa, at de Fleste ligesaa let lader sig overbevise,
som han jeg talte med. Han vidste ikke, at Storthingsmændenes
meste Arbeide er i Kommitteerne, og at mange af dem
kan være nok saa dygtige der, om de end ikke kan holde Taler
i Storthingssalen. Men saa snart han fik høre rigtig
Greie paa den Ting, saa fandt han sig deri. Værre var
det at komme tilrettes med ham om andre Ting Det eneste
Blad, han havde læst, var Arbeiderbladet, og han havde nu
sat sig i Hovedet, at det var klogere og kunde gjøre Folket
lykkeligere end baade Regjering og Storthing. At Somme
var rige og Andre fattige, syntes han nu var rent galt, og
kunde man bare faa gjøre en Opstand mod de Rige og ødelægge
dem, saa mente han, der snart skulde blive et lidet
Paradis. Armod er en haard Gjæst; og naar den med al
sin Elendighed trænger ind i en Hytte uden kristelig Tro og
kristeligt Liv, da kan jeg forstaa, hvorledes man kan blive
misundelig paa de Rige og fatte Had til dem. Men
hvorledes velstaaende Folk kan falde paa Sligt, vilde være
næsten ubegribeligt, naar man ikke vidste, at falske Lærdomme
er smitsomme Ting, og at Intet fænger lettere, end det som
pirrer Egennytten og Egenkjærligheden. Saaledes var det
visselig ogsaa gaaet hin Mand, skjønt han slet ikke lod til at
være i smaa Kaar. Vi fulgtes ad 3 Mil, men bare det
Stykke kjøbte han, foruden et Maaltid Mad, ogsaa Hvedebrød
og Kaffe og en hel Flaske Vin, og undred sig høilig
over, at jeg ikke vilde drikke med ham men kunde finde bedre
Smag i Mælk end i Madera. Der vil Tid til, naar saadanne
Folk skal overbevises, og derfor lod det til, at mine
Bestræbelser blev saagodtsom uden Frugt; han vedblev med
at ønske Ulykke over de Rige ligesaavel sidst som først. Imidlertid
var det mærkeligt nok, at han ved Adskillelsen gav mig Haanden og takkede mig for Følget; hvem ved, hvad han
dog tænkte hos sig selv!
Som en Modsætning til ham og hans Ligesindede maa jeg omtale en Kone, som jeg allerede før havde truffet paa. Omtrent ved Grændsen mellem Romsdalen og Læssja var der næmlig en liden Hytte ved Veien, saa elendig, at jeg havde aldrig seet noget uslere. Udenfor voxte nogle faa Kornstraa og Potetesgræs; den hele opdyrkede Flæk var slet ikke større end et Stuegulv, og der var hværken Husrum eller Føde til nogen Kreaturer. Inde var der kun Jordgulvet at gaa paa; det lille Vindu bestod hare af en 3–4 bittesmaa Ruder, og Alt i Hytten vidnede om den yderste Armod. Men alligevel var der Tilfredshed derinde; saa forunderlig er det nu i Værden. Manden var borte paa Tømmerarbeide, og Konen sad hjemme og spandt Stry. En 2–3 smaa Børn sad dels paa Gulvet og dels paa Gruestenen, og endda var der et Kvindfolk, som hørte Familien til; jeg tror det var Mandens Mor. Flittighed syntes at være tilstede hos dem, og fornøiet var de, det er vist. Da jeg og min Reisekammerat udtalte vor Medynk med dem, var Konen nok saa kjæk og tilfreds. Vi spurgte, om de ikke fik skikkelig Hjælp af Bønderne, men hun gav os til Svar: „Aa, nei, vi kan ikke vente det; det er ikke saa godt for Bønderne heller; de har nok med sig sjøl, for der har været slemme Aaringer nu.“ – Jeg behøver ikke at fortælle, hvilket Indtryk disse venlige Ord gjorde paa mig. Enhvær, som læser dem og betænker, fra hvis Mund de lød, vil sikkert føle Hjærtet vanke af Fryd. Jeg skulde ønske, hin misfornøiede Bondemand var kommen ind i denne fattige Hytte og havde hørt Konens Ord, og jeg er vis paa, han vilde skammet sig over sit ukjærlige Snak om Næsten.
„Gudsfrygt med Nøisomhed er en stor Vinding“, siger Apostelen. Om denne Kones Tilfredshed kom af sand levende Kristentro, ved jeg rigtignok ikke; thi kun Vorherre kjender Hjærtet. Jeg vil blot spørge, hvis Tale er mest kristelig, mest folkelig og mest menneskelig, enten Konens eller hin Mands? Hendes Tankegang er nok mere gammeldags end hans, men det er en Gammeldagshed, som er saa inderlig vakker; – Gud give, man længe vilde elske den og ikke lade sig henrive af det Nymodens, førend det virkelig er prøvet! Jeg er vis paa, denne Kone igrunden er meget lykkeligere, end mangen En, der idelig knurrer og klager, skjønt han altid har haft tilovers.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |