Lidt om Bøger og Læsning
Jeg har i det første Stykke paapeget, at Oplysning
er en saare gavnlig Ting. Det passer paa Vandringen gjennem
Livet saavelsom paa enhvær mørk og farlig Vei, at „Lys
er halv Staldbroder“, som Ordsproget siger. Dette gjælder
til alle Tider; men dobbelt nødvendig er Oplysningen i vore
Dage og under vor nuværende Statsforfatning. Herom kunde
der ogsaa være saare Meget at sige; men nøiere at udvikle
Oplysningens Væsen og Uundværlighed faar opsættes til en
anden Gang. Jeg skal nu kun holde mig til et Spørgsmaal,
som her maa gjøres, og det er dette: Paa hvad Maade
og ved hvilke Midler kan større Oplysning udbredes
iblandt os?
Herpaa er der bleven, og vil vel fræmdeles blive svaret, at det især maa blive Skolevæsenets Sag. De fleste oplyste og fædrelandssindede Mænd er nu kommen til den Overbevisning, at Almueskolen maa grundforbedres, hvis den skal blive, hvad den bør være. Endnu er man rigtignok ikke enig om, hvori denne Forbedring skal bestaa, og hvorledes den bør udføres; men lidt efter lidt vil vel ogsaa den Sag opklares, og Norge kan derfor visselig om nogen Tid haabe at saa en langt bedre Skoledannelse for sine Børn, end det hidtil har haft. Ogsaa jeg ønsker inderlig Almueskolen meget forbedret, og tror, det vil lykkes og blive til stort Gavn for Folket. Imidlertid vil jeg ikke her fræmsætte mine ringe Tanker om, hvori denne Forbedring skal bestaa. Det hører hjemme et andetsteds, og det er desuden min faste Overbevisning, at hvor ypperlig end Almueskolen indrettes, vil den alene aldrig kunne udbrede den folkelige Oplysning, som vi tiltrænger. Grunden dertil er den, at en saadan borgerlig Oplysning umulig kan meddeles i Børneaarene. Jeg maa her bede Læseren om ei at misforstaa mig. Jeg ved meget godt, at Børn kan lære Meget og Mangt; de kan lære at læse, skrive og regne; de kan ikke blot lære en hel Del udenad men ogsaa med Nytte indsamle mange Kundskaber samt øves i at fatte og tænke over, hvad der ligger indenfor deres Erfaringskreds; ja, hvis Undervisningen er god, kan der ogsaa hos mange af dem vækkes levende Sands og varm Følelse baade for Kristendom og Fædreland. Men med alt dette er de derfor endnu ikke oplyste nok til at være dygtige Medlemmer af det borgerlige Samfund; dertil maa der virkelig Mere. Dygtighed i Læsning, Skrivning og Regning er i og for sig selv ingen egentlig Oplysning, men kun Midler til at faa Oplysning. Og Sandsen for Kristendom og Fædreland er ingenlunde nok i og for Livet; der gjælder det ogsaa om en Indsigt og Erfaring, som aldrig Barnet men kun det voxne Menneske kan faa med Aarene. Skolen lægger en Grundvold, men hvor god denne end er, saa duger den kun Lidet eller Intet, hvis der ikke siden bygges paa den. Skolen kan og skal berede Menneskets aandelige Jordbund og nedlægge Sæden, men heller ikke Mere; – skal denne voxe og trives og blive til noget synderlig Gavn, da maa der ogsaa senere gjøres Noget derfor. Det er i den aandelige Værdien akkurat som i den udvortes. En god Landmand gjør bægge Dele; han bereder Jorden og tilsaar den, men han gjør tillige Mere: han giver ogsaa den opvoxende Sæd al den Pleie, som behøves. Saaledes er det netop med Skolen i Børneaarene og Oplysningen for Voxne. Vægge er lige nødvendige hvis det skal blive som det bør; det gjælder her, at „det Ene bør gjøres, det Andet ikke forsømmes.“
Men naar nu Børneskolen umulig kan meddele fuldstændig borgerlig Oplysning, saa kommer vi igjen tilbage til Spørgsmaalet: Paa hvad Maade kan da denne fræmmes? – Der kunde da tænkes paa Skoler for den voxne Ungdom, og det er vist, at blev de godt indrettet, vilde de gjøre overordentlig Nytte. Om der for det første blot blev Søndagsskoler, kunde der udrettes Adskjelligt. Naturligvis tænker jeg da ikke paa slige som de fleste Søndagsskoler hidtil, hvor der vel har gaaet voxne Ungersvende, men hvor man har fundet det nødvendigt alligevel at undervise paa Almueskolernes Maner. Ligesaa feilagtigt som det er at ville undervise Børn i, hvad kun Voxne kan have godt af, ligesaa uheldigt er det at behandle Voxne som Smaagutter. – Det Værste er, at vi endnu har saa faa Lærere, der duger til at give Folk en saadan Oplysning, som rigtig er værd at snakke om. Thi dertil kunde ønskes ikke alene mange Kundskaber, men fræmforalt levende Sands for Folkets Anliggender idethele og god Indsigt deri, samt især Liv i Undervisningen. Nu, det forstaar sig, man faar finde sig i, at det i Begyndelsen gaar smaat; „man maa krybe, førend man kan gaa“, og „Rom blev ikke bygt paa en Dag“, heder det. Lader det sig end ikke gjøre at fræmme Folkets Oplysning paa den Maade, som kunde være allerønskeligst – ialfald ikke fordetførste i ret mange Byer og Bygder[1] – saa kan der dog gjøres Meget paa andre Maader. Naar, som vi maa haabe, Sandsen for Oplysningens Udbredelse mere og mere vaagner, vil Skolelærere og Andre udrette Adskjelligt ved Samtaler. Det er en indbyrdes Undervisning, som har stort Værd. Især har Omgangsskolelærerne en fortræffelig Anledning til om Kvældene at indvirke paa Folket, og enkelte Almuesmænd kan visselig ogsaa gjøre Meget baade i og udenfor sit Hus. Det er saa underlig med Oplysningen, som med alle andre aandelige Goder. Den, som rigtig har faaet Smag paa den, vil saa inderlig gjærne meddele Næsten lidt med sig; man har selv nok igjen alligevel, ja man vinder ved en saadan Meddelelse. Aldrig lærer man Noget bedre, end naar man tillige skal fræmstille det for Andre og faar samtale lidt om Tingen. Havde vi derfor i enhvær Grænd og i ethvært Bygdelag i Landet endel Mænd med dygtig Oplysning og levende Fædrelandskjærlighed, da vilde denne Sag være paa saa gode Veie, at Oplysningen sikkert efterhaanden vilde blive almindelig. Nu derimod, da selv mange af de dygtigste Mænd og en Mængde Lærere ikke engang har Forestilling om, hvad „Folkeaand“ er, eller hvad folkeligt Liv og folkelig Oplysning vil sige, nu kan denne Oplysning ikke ventes udbredt hværken ved Skolen alene, eller ved indbyrdes Samtaler og gjensidig Paavirkning i Livet. Et tredie Middel er derfor nødvendigt, og det er Udbredelsen af vækkende og oplysende Bøger. Men skal dette hjælpe, da maa de læses, og her ser da Enhvær, det er en vigtig Sag, at Folk lærer at læse, og læse med Forstand. Selv om Oplysningen iblandt os stod langt høiere end den gjør, vilde Bøger i vort Land være langt mere fornøden end i de fleste andre Lande. Der er Folk næsten overalt samlet i store Landsbyer, og har da rigelig Anledning til at høre og lære af hværandre. Hos os bor man derimod fordetmeste adspredt, og Boglæsning bliver derfor dobbelt nødvendig baade til Oplysning og Fornøielse.
At læse kan nu de Fleste, siges der; og man stræber ivrig med, at Alle skal lære det. Kunde dette lykkes, var det vist godt. Men „de bliver ei Præster Alle, som læser i Bog“, siger Ordsproget; og Erfaring viser os, at det er kun ilde bevendt med Læsningen endnu. Sandt nok, de Fleste staver sig igjennem sine Skolebøger, men Halvparten staar ofte fast, naar de kommer i en anden Bog end Katekismen. „Spørgsmaalsbogen“ og Salmebogen; ja Mange bar ogsaa et Par Aar efter Konfirmationen rent glemt at læse, tildels endog glemt Bogstaverne. Som sagt, det vilde være godt, om Konsten at læse kunde blive almindelig, og jeg vil gjærne, der gjøres Flid dermed. Efterhaanden som Almueskolen forbedres, vil vel ogsaa Læsefærdigheden blive baade større og almindeligere end hidtil; men at Alle skulde lære at læse godt, kan aldrig være at vente; dertil er det en altfor vanskelig Konst. Det gjælder heller ikke derom; det behøves igrunden ikke. Hvor der mangler Lyst og Anlæg, gjorde man visselig bedst i ikke at plage Børn med Læsning; ialfald maa jeg paa det indstændigste fraraade Tvang isaahenseende. Hvad udretter man vel ellers ved den? Jo, man kjeder og plager de Smaa og gjør kanske saameget, at de sit hele Liv har Afsky for Bøger; man gjør dem altsaa ved Tvangen ikke klogere eller bedre men fordærver dem derimod. En Bog eller to driver man dem igjennem, men inden kort Tid kan de hværken læse dem inden- eller udenad. Man hører tidt de Ord til Barnet: „Du maa tage Bogen og læse, skal der blive Folk af dig!“ retsom om det ikke allerede er et Menneske, ja kan endog blive ret godt oplyst uden Bog, hvis det næmlig faar en god mundtlig Undervisning. Man har den soleklareste Erfaring for sig, at selv Undervisningen i Kristendom kan begynde, førend Barnet kan læse, ja endog uden Bog blive meget frugtbringende. Jeg gjentager derfor, at man ikke kan vente, Alle skal lære at læse godt, og at hvor Lyst og Anlæg dertil mangler, bør man vel høilig opmuntre men aldrig tvinge og true. Dette Vink til Forældre og Lærere faar her være nok; det angaar en Sag, der efter min inderligste Overbevisning fortjener at overveies, og uden al Tvivl vilde være overmaade gavnlig; – men en fuldstændig Udvikling deraf kan ikke ske nu.
Ser vi nu hen paa Boglæsningen som et Middel til at udbrede folkelig Oplysning, da maatte vi være vel fornøiet, hvis blot Halvparten eller endog Tredieparten af Folket kunde læse flydende og med Forstand. Man vilde da i ethvært Hus have en dygtig Forelæser og kunde derved faa tilstrækkelig Nytte af Bøgerne, og Oplysningen vilde gaa fræmad med Kjæmpeskridt. Jeg kan derfor ikke Andet end af alle Kræfter opfordre mine Landsmænd rundtomkring i Bygderne til at lægge Vind paa Læsning, og at de øves deri Saamange, som nogenlunde har Lyst og Evner dertil. Det gjælder ikke blot om at læse tydeligt og raskt, men ogsaa med Eftertanke og Forstand og med det rette Udtryk, som det kaldes; – det vil sige, saaat Læsetonen svarer til Meningen og klarlig udtrykker den. Jo mere Læsningen ligner Menneskets Tale, desbedre er det. Nogen nøiagtig Anvisning til at lære at læse kan jeg forresten ikke give skriftlig; det maa høres og læres ved Øvelse, og derom faar man spørge Skolelærere, Præster eller Andre, som kan læse godt.
Det norske Folk har igrunden stor Læselyst, og større vil den blive, hvis man holder op med i Barnedagene at true Folk til Bogen. Hos Almuen vil den endvidere forøges, saasnart man faar lidt større Kjendskab til Bøger, hvilket endnu som oftest er meget lidet. Man bar nu skrevet Bøger i 3–4000 Aar, og siden Bogtrykkerkonstens Opfindelse (Aar 1440 efter Kr. F.) er der en græsselig Mængde af dem. Vi vil ikke snakke om Tydskland eller andre Lande, hvor der er saa uhyre mange Bogmagere; men alene i vort Fædreland trykkes der nu aarlig henimod 100 Skrifter, store og smaa, foruden alle Aviserne og Alt, hvad der kommer fra andre Lande. Men hvormange kjender vel gjærne Menigmand? Han har tidt kun Katekismen, „Spørgsmaalsbogen“ og en Salmebog, tildels ogsaa en Bibelhistorie og kanske en gammel Postille til; og han gjør ikke med flere Bøger, synes han, thi han har saa liden Øvelse i at læse, at han vinder ikke mange Blade om Søndagen. Hvilken Forskjel er der ikke mellem ham og endel Byfolk, som daglig kan fare igjennem et Par temmelig store Bind og en hel Slump Aviser til! Dette er nu for Mange en Uting, et rent Misbrug af Tiden; og jeg mener naturligvis ikke, at Almuesmanden gjorde ret i at forsømme sit Dagværk og blive Bogorm som de. Han gjør tværtimod ret i at være flittig i sit Kald; men forstaar han at benytte Tiden og har lært at læse godt, saa vil han endda faa Tid til endel Læsning; det ved jeg af egen Erfaring. Naar han kommer ind til Maaltiderne, eller forresten husker lidt, ligesom ogsaa om Aftenen, kan han altid finde Leilighed til at læse et lidet Stykke. Derved vil ogsaa hans Gjærning gaa lettere fra Haanden og han selv blive mere tilfreds.
Har Almuesmanden kun lidet Kjendskab til Bøger, saa er ofte hans Forstand derpaa endnu mindre. Rigtignok er alt dette i den sidste Tid bleven noget anderledes, ialfald .i mange Egne. Der spørges nu mere efter Bøger end før, og Enkelte begynder ogsaa at faa lidt mere Skjøn paa dem. Dog endnu gaar der igjen en hel Del underlige Meninger. Saaledes tror man tildels, at der paa en vis Maade skal være noget Helligt ved Bøger, – at de altid bør være af gudeligt Indhold o. s. v. Det hænder sig endnu, at en Bog om Agerdyrkning, Fiskeri eller Andet deslige lægges bort med de Ord; „Nei, der er ikke stort Gudsfrygt i denne her“. – Men ser du vel, min kjære Ven, en saadan Bog udgiver sig jo heller ikke for at være religiøs. Du maa lægge Mærke til dens Titel, saa kan du allerede iforveien vide, hvad den handler om; og vil du endnu nøiere blive bekjendt med Indholdet, saa læs blot Fortalen og Indholdslisten. Mere behøver du slet ikke at læse, saa ved du allerede omtrent, hvad du kan finde i den, enten det er religiøse Stykker eller Oplysning om andre Ting. – Du tror maaske, at der kun skulde være gudelige Bøger til, og at det er galt, der findes andre Slags Skrifter iblandt os? Idetmindste har jeg, som sagt, hørt den Mening af Somme. Men saaledes vil du visselig ikke tale, naar du tænker dig om. Ser du, hvad er vel en Bog for Noget, og hvorfor skriver man Bøger? Jo, Bogens Indhold er først udtænkt af et Menneske, nedskrevet med Pen og Blæk og derpaa trykt; den bestaar, som Enhvær ser, af Papirblade med sværtede Figurer paa, og du vil da vel ikke tro, at Bogtrykkersværte og Papir er mere hellige Ting end alt Andet vi bruger dagligdags? – Kunde en Bogskriver tale, saa det hørtes over hele Landet, og altsaa paa den Maade lære Folket, hvad han vilde, – da var det slet ikke sagt, at han skrev nogen Bog. Det levende Ord – det vil sige den mundtlige Tale – er, især for uøvede Læsere, langt bedre at forstaa, end det døde Ord i Bogen. Mundtlig kan man forklare og oplyse sine Ord, hvis Tilhørerne ikke ret har fattet dem; – men hvor godt de end skrives og trykkes, bliver de tidt misforstaaet, thi Bogen har intet Liv og kan ikke svare for sig. Ogsaa langt større Indtryk gjør det Ord, som man hører, end det man læser, fordi det kun er paa Menneskets Tunge, at Ordet isandhed lever, medens Bøgerne blot betegner dette Ord. Naar derfor en Mand tror at vide Nogen, som kunde være godt for det hele Folk, ønsker han visselig, at han havde Alle for sig, for saa kunde han bedst oplyse dem derom. Men netop fordi det er umuligt at tiltale ret Mange med levende Røst, netop derfor griber han sin Pen, nedskriver sine Tanker saa godt og ordnet, som det er ham muligt, og lader saa Trykkeren mangfoldiggjøre sit Skrift, saa hans Tanker kan udbredes til Landets Ender. Og nu indser du vel, hvad en Bog er, at den næmlig er et Slags Talerør, et Middel, hvorved en Mand kan virke lidt endog paa dem, der lever fjærnt fra ham. Den betegner Skribentens Tanker og Ord, og skulde der altsaa være noget Helligt ved den, saa maatte ogsaa Bogskriverens Tanker være idetmindste lige saa hellige.
Efter Bibelens Ord skal vi jo bruge denne Værden men ei misbruge den; det er altsaa vor Pligt at bruge den saa godt som muligt, og skal det ske, maa vi absolut tale derom. Vi maa oplyse hværandre om den bedste Maade at drive Agerbrug, Skogsbrug, Fiskeri, Handel og andre Næringsveie paa. Ingen uden skinhellige Munke og rene Sværmere vil anse det for Synd at tale om Sligt; men ligesaavel som vi kan tale ligesaavel maa vi baade skrive og trykke Bøger desangaaende.
En anden underlig Mening om Bøger høres der ogsaa ofte; Menigmand tror næmlig tildels, at en Bog er ufeilbar. „Jo, det maa være aldeles sandt, for det har da staaet paa Prent“, siger man. Men naar vi nu er bleven opmærksom paa, hvad Bøger egentlig er, saa indser vi nok, at de kan feile ligesaavel som Menneskene. Dels er det jo ikke sagt, at alle Bogmagere er sandfærdige Folk, de heller; dels er selv de troværdigste Skribenter dog ikke alvidende, de kan imod sin bedste Vilje tage feil. Vi har kun en eneste Bog, som slet ikke feiler, naar vi vil vide Salighedsveien. Enhvær skikkelig Bogskriver føler sig naturligvis overbevist om, at hans Meninger er de rette; men han kan aldrig forlange eller ønske, at Folk udenvidere skal sværge paa hans Ord. Det gjælder om Bøger ligesaavel som om al Tale, at vi skal prøve dem og beholde det Gode deri. Kun dette forlanger euhvær retsindig Skribent; – vinder saa hans Meninger almindelig Indgang og derved beviser sin Kraft, da glæder det ham inderlig, men aldrig vil han opdrage Folk til Eftersnakkere men til tænkende Væsener
Naar jeg nu opmuntrer til Læsning, da vil jeg altsaa ikke sige, at kun den eller den Slags Bøger skal læses. Enhvær faar her følge sen egen Lyst og læse, hvad han helst finder Smag i. Næsten alle Slags Bøger kan være gode til sit Brug; og gavnligt er visselig Alt, hvad der tjener til at oplyse Forstanden, opvarme Hjærtet og oplive Sindet, – Alt, hvad der giver os bedre Syn og Sands baade i timelige og evige Anliggender. Vigtigst af al Slags Læsning er naturligvis den religiøse, og den har da vor Almue, gudskelov, næsten overalt haft Lyst til. Værst isaahenseende er det i de Egne, hvor Kjøbstadsvæsen og en Slags falsk Oplysning har faaet Indgang. Man skulde næppe troet, at den letsindige franske Gudsfornægtelse havde kunnet fæste Rod i det alvorlige Norge, og dog er det paa flere Steder virkelig skeet. Udlandets aandelige Bevægelser, baade de onde og de gode, kommer sent til os og spores længe. Den hule Oplysning og vederstyggelige Læsning, som i det forrige Aarhundrede udgik fra Voltære og andre Vantroende, er ialmindelighed forlængesiden fordømt baade af Lærde og Lægfolk; men i enkelte af vore Bygder gaar den dog endnu igjen. Dog, som sagt, i de fleste Bygdelag er der en vis religiøs Sands iblandt os, og med Guds Hjælp vilden vel efterhaanden blive baade mere levende og bringe større Klarhed med sig. Skulde jeg ellers med Hensyn til den Slags Læsning give noget Raad, da vilde jeg opmuntre vore Almuesfolk til ogsaa at læse endel nyere Skrifter. At elske det Gamle er en herlig Ting, og det er vist, at mange af vore ældre religiøse Bøger er fortræffelige. Men ikke alt det Gamle er godt, og af nyere gudelige Bøger har vi dog ogsaa mange, som høilig fortjener at læses.
Næst den religiøse har gjærne den historiske Læsning været Folket kjær. Det er denne Sands for at kjende sin Fortid, der fornæmmelig er saa glædelig at finde hos det norske Folk, og naar den endnumere vækkes og udvikles, har vi deri en ypperlig Grundvold for borgerlig Oplysning og sand Fædrelandsaand. Snorro Sturlesens Kongesagaer har ofte været at finde i Bondens Boghylde, er tidt bleven læst og fortjener fræmdeles at betragtes. Ogsaa Kirkehistorie og Værdenshistorie vil jeg opmuntre Folk til at gjøre sig bekjendt med. Historien er Hovedkilden til at faa Forstand paa de timelige Ting; den er et Speil, hvori vi ser Menneskeslægtens Udvikling og Guds underfulde Værdensstyrelse gjennem Tidernes Løb Det er Skade, at vi har saa saa gode Bøger i denne Retning. Rørdams „Kirkehistorie“ og Anthon Bangs „Værdensbeskrivelse for Folket“ er to Skrifter, som jeg især vil anbefale til Gjennemlæsning og Overveielse.
Det Slags Bøger, som dernæst vil gavne Folket meget, er Beskrivelser over Naturen og Guds ydre Gjærninger omkring os. Det er rigtignok langtfra, at Bøger af den Art i og for sig selv har saa stort Værd som gode historiske Skrifter. Hvor herlig Naturen end er i al sin Fortrænkelighed, saa er dog Menneskeaanden, skabt i Guds Billede, noget langt større og herligere. Da nu Historien idethele netop viser os Menneskeaandens Udvikling, saa er det jo soleklart, at den maa have uendelig mere at betyde for Menneskets høiere Liv, end alle Naturvidenskaber. Disse har da saameget ringere Værd end Historien, som den ydre Natur staar under Mennesket. Men dermed er det ingenlunde min Mening at forkaste dem. Tværtimod skatter jeg dem høit og er overbevist om, at Folket vil have godt af at kige lidt ind i Naturens Hemmeligheder og kjende de Kræfter, som rører sig i den. „Naturens store Bog“ har mange Blade, og paa dem alle har Vorherre skrevet en underfuld Skrift. Mange Mennesker forstaar den ikke, men det opladte Øie kan der læse, at Herren er mægtig, vis og god. Stjernehæren saavelsom „Liljerne paa Marken og Fuglene under Himmelen“ giver ham dette Vidnesbyrd; Sommer og Vinter, Høst og Vaar „fortæller hans Ære“; Torden og Storm og Havets Bølger forkynder hans Pris med vældig Røst, og Duggen i de dybe Dale minder os venlig om den store, levende Skabermand. Megen Overtro vil udryddes ved Kjendskab til Naturens Kræfter, og selv med Hensyn til Folkets Næringsdrift kan det være gavnligt. Sands for Naturens Skjønhed virker desuden saa godt paa Sindet, forædler Menneskets hele Tankegang, og gjør, at Arbeidsmanden med dobbelt Glæde færdes i Mark og Skog og tumler sig paa de brusende Bølger. Man vil da ikke se tankeløst og følesløst paa Blomst og Blad, eller som Dyret elske dem bare for Nyttens Skyld. Nei, man vil betragte den hele Natur som et Herrens Tempel, hvor det mindste Græsstraa saavelsom Klippens Top peger op mod ham, – hvor der toner Lovsange i alle Kroge, ligesaavel fra Fossefald som Fuglemunde, – og hvor den hele Skabningens Hær vidner om Guds Godhed ogsaa mod os, som han satte til Naturens Herre, da han skabte os „i sit eget Billede“, uendelig høiere og herligere end baade Blomster og Fugle og Solen selv. – Det er vistnok ofte gaaet saa, at Granskning i Naturen har gjort Folk selvkloge, og med Overtroen tillige berøvet dem Troen; men det er hværken Guds eller Naturens Skyld, at man hovmoder sig af Kundskaben, og mener, at have gjennemforsket og udgrundet Guds Hemmeligheder. Det gjælder her, som ved alt Andet, kun om, at man betragter Tingen med et levende men barnligt Øie, og bevarer et ydmygt, barnligt Sind, uden Selvklogskab og Lyst til at ville begribe Alt. Da vil man heller ikke finde nogen „Strid mellem Guds Ord og Naturvidenskaberne“, som man tildels har indbildt sig; man vil tværtimod finde, at bægge Dele, baade hans Ord og hans Gjærninger, staar i den nøieste Overensstemmelse med hinanden, og derved bringes til endmere at beundre og prise hans Navn.
Dette var da de tre Slags Skrifter, som især er værd at kjende. Jeg vil ellers give Menigmand det Raad at han ikke kjøber andre Bøger end saadanne som han enten selv ved, eller af Andre har hørt er forstaaelige og tjenlige for ham. Der trykkes mange daarlige Bøger, og mange, som er gode nok for Andre men ikke passelig for Menigmand. Til Veiledning for ham skal jeg maaske af og til gjøre opmærksom paa nogen saadanne. – Efterhaanden som Læselysten stiger, burde de, som har Raad dertil, ogsaa holde en liden Avis; – falder det En for dyrt, saa kan en 3–4 Grander slaa sig sammen. Det er baade „artigt“ og tjenligt at vide lidt om, hvad der jævnlig sker i og udenfor Fædrelandet. Det er rigtignok Ulykken, at vore allerfleste Aviser nufortiden ikke passer godt for simple Almuesfolk; men der er dog altid Forskjel paa dem, og vi kunde vel kanske snart faa nogen, som bedre er. Ellers maa jeg dog her indstændig bede om en Ting, og det er, at man ikke hører altfor meget heller efter Avisskrivernes Snak. Mange af dem har næmlig den Syge, at tage Munden vel fuld og skrive Adskjelligt, som der kun er liden Grund i. Det gjælder derfor endnumere om Aviser end om andre Skrifter, at man nøie bør prøve deres Lærdom, førend man tror og eftersnakker den.
Hvad nu ellers selve Læsningen angaar, da kan derom ikke siges ret Meget. Jeg gjentager, at Meningen er ikke at drage Folk bort fra deres Hænders Gjærning; det kan da kun være En i hvært Hus, som dette gjælder om. Jeg tænker mig næmlig ind i en ægte norsk Bondestue, hvor hele Familien om Vinterkvældene sidder enten rundt omkring „Spikhyllen“, der hænger midt i Værelset, eller ogsaa omkring den flammende Ild paa „Gruen“. Den, som nu er dygtigst til at læse og „udtyde“ Bøger, han læser da et Stykke høit; men alle de Andre kan være sysselsat paa sin Vis, Kvindfolkene med Søm eller med at binde Vaatter og Strømper, Mandfolkene enten med Haandværksarbeide eller andet nyttigt Stel, Smaagutterne med at gjøre Skopinder, Pølsepinder eller med andet „Træsmi“ o. s. v; Forelæseren maa nu ikke fare for fort, og heller ikke saa fælt langt ad Gangen. Standsningstegnene maa man rette sig efter, saaledes som de fleste Skolelærere vel kan sige det skal være. De Ord, som er trykt med spærret Skrift – det vil sige, hvor Bogstaverne er mere adskilte end ellers – skal udtales med stærkere Tone, fordi den vigtigste Mening gjærne ligger i dem. Hvor der er et Ord eller en Mening, som man ikke rigtig fatter, bør der ogsaa standses og det uforstaaelige læses op igjen, hvorpaa man samtaler derover, indtil man „faar rigtig Grund“ deri. Skulde man endda ikke komme tilrettes dermed, bør man huske paa at spørge sig for, saasnart man træffer „Skolemesteren“ eller en anden „klog“ Mand. „At læse og ei forstaa, det er som at pløie uden at saa“, blev der sagt i min Barndom. Det er sandt, at Forstand paa, hvad man læser, er Hovedsagen; derfor bør man ogsaa umage sig lidt for at faa den. Det er ligeledes godt at læse en god Bog flere Gange; hvad der ved den første Gjennemlæsning er dunkelt, vil ofte blive klart ved at gjentages. Just de tankerigeste Bøger synes tidt noget utydelige, men det lønner sig godt at læse dem op igjen. Bedre at læse en god Bog to Gange end to Bøger en Gang.
Vaagner nu Læselysten ret iblandt os, og der altsaa bliver større Efterspørgsel om Bøger, da vil disse blive billigere end hidtil. Ogsaa Bogskriverne kan da arbeide med større Lyst end tilforn; den større Fordel vil give dem mere Mod til at føre Pennen, og man ved jo, at „Lysten driver Værket“. Læselysten vil endvidere hjælpe til at formindske Brændevinsdrik og Spillesyge. Det bedste Middel til at udrydde disse Laster er næmlig udentvivl, næst Kristendommen, at skaffe Folket Smag paa ædlere Fornøielser, som Læsning, Sang o. s. v.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Rimeligvis vil „Selskabet for Folkeoplysningens Fræmme“, saasnart det ser sig istand dertil, ogsaa søge at virke for Oplysningen ved at understøtte duelige Mænd til i hvær sine Kredse at holde Foredrag for Folket.