Et ukjendt Kloster nordenfjelds

ET UKJENDT KLOSTER NORDENFJELDS.
AF
DR. ALEXANDER BUGGE.

Der fandtes faa klostre i Norge i middelalderen, og disses historie er saa lidet kjendt, at alle nye bidrag til vor klosterhistorie tør have sin interesse. Blandt de pavebreve, som jeg vaaren 1906 har afskrevet i Rom, er der ogsaa et, som omhandler et kloster, hvis tilværelse historikerne hidtil har betvivlet, nemlig Munkeby kloster i Levanger sogn i Nordre Trondhjems amt. Kirkeruinerne er nylig undersøgte af arkitekt Ryjord, som vil redegjøre derfor i Aarsberetning for 1906 af Foreningen til norske fortidsmindesmærkers bevaring. Lange siger i sit fortjenstfulde verk »De norske klostres historie« (2. udg., s. 254 f.):

»Et sagn beretter, at der paa gaarden Munkeby i Levanger sogn har været et kloster, hvilket Schøning (i sin haandskrevne reise) antager rimeligt, og Klüwer[1] for aldeles vist. Kraft derimod antager dette med rette for lidet sandsynligt. Det er nemlig vist, at de derværende miner, hvoraf Klüwer har givet tegning, er levninger ikke af en klosterkirke, men af en sognekirke, der nedlagdes ved den saakaldte reformats af 1589, og følgelig siden har staaet til nedfalds, og til et klosters tilværelse her findes ingen spor. Stedsnavnet Múnkabú betyder ligefrem: munkenes avlsgaard. Tuterøens jordebog viser, at gaarden Munkeby i Skogn samt den nærliggende gaard Munkerødstad tilhørte dette kloster, og herved er navnet forklaret og den sidste tvivl mod klostrets udslettelse hævet. Da ruinerne paa stedet finder deres naturlige forklaring som levninger af kirken, er der ingen grund til at beholde Munkeby i klosterhistorien som andet end en bugaard under Tuterøen, skjønt det er ligesaa sandsynligt alene at betragte gaarden som bygselgods derunder. Kirken paa Munkeby, der ikke ligger bekvemt som sognekirke, kan have tilhørt Tuterøen, og dette har da været grund til at nedlægge den efter reformationen.«

Til Lange slutter Rygh sig i »Norske Gaardnavne« (XV Nordre Trondhjems amt, s. 114, 116), og ingen har, saavidt jeg ved, draget Langes som det kunde synes vel grundede indvendinger i tvivl. Det viser sig dog, at Klüwer og Schøning har havt ret, naar de gjorde gaarden Munkeby til sæde for et kloster. Der findes nemlig i Vatikanets arkiv i Rom i rækken Regesta Lateranensia (no. 760 fol. 155) afskrift af et brev, som er dateret 23. dec. 1475. I dette brev kundgjør pave Sixtus IV, at han har indvilget en ansøgning fra »Stephanus de Trugge, abbed i klostret i Munkeby (Munchaby) af Cistercienserordenen i Nidaros bispedømme«. Dette kloster ligger, heder det, høit mod nord og har længe ligget forladt. Men nu havde abbeden indhentet tilladelse fra stedets biskop (d. e. erkebiskopen af Nidaros) og fra sin foresatte (abbeden i Tautra?) til at gjenreise det. Han havde taget med sig nøgle munke og var begyndt paany at opbygge klostrets forfaldne bygninger. Paven, som ønsker, at dette arbeide skal fuldføres, og at klostrets kirke hyppig skal søges og vinde anseelse, indrømmer derfor en aflad paa syv aar til dem, som hjælper til med arbeidet[2].

Dette er alt. Men vi kan ialfald heraf slutte, at der par Munkby gaards grund virkelig i middelalderen har ligget et kloster, og at dette har tilhørt Cistercienserordenen. Navnet Munkabýr betyder saaledes ikke »munkenes avlsgaard«, som Lange mener, men »munkenes bolig«. Rygh mener, at Munkabjár kirkja paa Munkeby er identisk med »sancte Bretteue kirke i Skaugn«, som nævnes i et brev af 1488 (D. N. V no. 938). Da kirken, hvoraf der endnu staar ruiner, er en stenkirke, er det ogsaa i sig selv sandsynligere, at den har været en klosterkirke, end at den har været en sognekirke. Kirken paa Munkeby ligger jo heller ikke – efter Lange – bekvemt for en sognekirke. Hvis dette er saa, har vel Munkeby kloster foruden til Jomfru Marie ogsaa været indviet til den hellige Brictiva, hvis dag – Brettivumessa – feiredes 11. jan.

Paa hvilken tid klostret er grundlagt, ved vi ikke. Men da det tilhørte Cistercienserordenen, hører det vistnok til de ældre klostre i Norge. Med hensyn til klostre og munkevæsen var nemlig som paa livets andre omraader de forskjellige moder og smagsretninger i tiden det, som var det afgjørende. De ældre norske klostre tilhørte, som bekjendt, Benediktinerordenen. Derpaa fulgte Cistercienserordenen, som havde sin blomstringstid i det 12te og begyndelsen af det 13de aarhundrede. Det første norske kloster af denne orden, nemlig Lyse kloster, er stiftet i 1146, og det yngste, som vi kjender, nemlig Tautra kloster, er grundlagt i 1207. Senere vendte folks opmerksomhed sig mod andre ordener, først mod tiggerordenerne og senere mod Birgittinerordenen. Munkeby kloster er derfor neppe ældre end 1146 og kan heller ikke være stiftet langt ude i det 13de aarhundred. Med hensyn til den nærmere tid for Munkeby klosters grundlæggelse kan vi tænke paa to muligheder. Den ene af disse er, at Munkeby er en datter af og følgelig yngre end Tautra Cistercienser-kloster. Dette sidste kloster, som laa paa en ø i Trondhjemsfjorden, var hovedklostret for Cistercienserordenen nordenfjelds og var, som før nævnt, grundlagt i aar 1207. Det var det sædvanlige rundt om i Europa, i Frankrig, i England og i Nederlandene saavel som i Nordeuropa, at hvert nyt kloster af Cistercienserordenen stod i datterforhold til et andet og ældre kloster. Cistercienserklostrene udgjorde igrunden en eneste stor republik. Klostrenes abbeder skulde med visse mellemrum (hvert 3die aar) mødes i det fælles moderkloster i Citeaux. De ældste norske Cistercienserklostre var grundlagte ikke direkte fra Frankrig, men fra England; Tautra var derimod stiftet af munke fra Lyse. Og at Munkeby kloster igjen er en datter af Tautra, kunde man maaske slutte deraf, at Munkeby i 1532 var en avlsgaard, som betalte landskyld til Tautra kloster. I en optegnelse fra dette aar over Tautra klosters landskyld af Skogn, Værdalen o. s. v. opføres: Item Erich paa Mwnekeby ii span smør soluit. Restat ij wetter[3]. Ogsaa ved 1550 hørte Munckeby til de «jorder oc jorde parther, (som) ligger thill Tutherø«[4]. De gamle klostre af Benediktiner- og Cistercienserordenen kom i det 15. aarhundred ud af mode, og munkenes skare tyndedes mere og mere, saaledes som bl. a. tilfældet var med Munkeliv Benediktinerkloster, før dette omdannedes til et Birgittinerkloster. Det religiøse liv var desuden i Norge ved middelalderens slutning meget fattigere end i Danmark og Sverige. Der findes fra det 15. aarhundred kun faa pavebreve, som angaar klostervæsenet i Norge; for Sverige og især for Danmark kjender vi derimod en mængde, som viser, at baade konger og lægfolk endnu havde stor interesse for klostrene. Det er da ikke at undres over, at Munkeby, som vel aldrig har været noget stort eller rigt kloster, forfaldt. Forgjæves søgte abbed Stefan at hindre nedgangen. Men med Munkeby gik det tiltrods herfor mere og mere tilbage. Tilsidst var der vel ikke flere munke igjen i klostret, og dette blev derfor lagt ind under Tautra. Dette er sandsynligvis foregaaet henved aar 1500, lidt før eller lidt senere. Paa denne vis er det kanske, at udviklingen er foregaaet. Fra andre lande kjender vi lignende tilfælder, hvor klostre af Cistercienserordenen tilsidst er lagt ind under moderklostret. Saaledes blev i 1174 klostret Ter Doest ved Damme i Flandern grundet som en aflægger af Cistercienserklostret Les Dunes; men senere blev det (om end først i det 17. aarh.) igjen lagt ind under og forenet med sit moderkloster. Dette er den ene mulighed.

Men der er ogsaa en anden forklaring, som nærmere seet synes mig rimeligere, nemlig at Munkeby er ældre end Tautra. Jeg skylder at tilføie, at det er professor Ludvig Daae, som har henledet min opmerksomhed paa det følgende. I bibliotheket i Corpus Christi College i Oxford findes der et latinsk haandskrift om Olav den hellige (Passio et miracula beati Olaui), som i 1881 blev udgivet af T. Metcalfe. Denne merkelige og for vor historie saa vigtige legende er, ialfald i hovedsagen, forfattet af erkebiskop Øistein af Nidaros, som døde i 1188. Der fortælles her om flere mirakler, som Hellig Olav har øvet. Blandt disse er der et, som handler om en døvstum Cisterciensermunk, der besøgte kirken paa det sted, hvor kongen havde fundet sin martyrdød; det vil altsaa sige den før 1200 opførte Stiklestad kirke. Legenden fortæller videre om denne Cisterciensermunk, at han boede i nærheden af Stiklestad. Det heder i den latinske tekst (s. 114): Inde est quod quidam surdus et mutus, de familia monachorum cisterciensium in uicinio habitantium, in martiris natalitio cum aliis plurimis uenit ad ecclesiam, que in loco martirii sancti Olaui sita est. Det kloster, som her omtales, kan ikke have været saa lidet; det havde baade abbed og flere munke. Erkebiskop Øistein slutter sin fortælling om miraklet med følgende ord: »Dette erfarede vi først gjennem stedets præst og derpaa af selve abbeden og af brødrene, i hvis tjeneste den før nævnte yngling baade før og efter dette færdedes«. (Hec primo a sacerdote loci illius, deinde ab ipso abbate et fratribus, in quorum ministerio predictus iuuenis prius et post uersabatur, didicimus). Det under, som skeede med den ovenfor nævnte Cisterciensermunk, maa være foregaaet før 1188. Men paa denne tid var endnu ikke Tuterøens kloster grundet, og noget andet kloster kjender vi jo ikke nordenfjelds. Tuterøen, som ligger 10 kilometer i nord for Trondhjem, kunde heller ikke godt siges at ligge i naboskabet til Stiklestad. Derimod er det ikke langt mellem Munkby i Levanger sogn og Stiklestad. Efterat Tuterøens store og rige kloster var grundet ikke langt fra Nidaros, gik det imidlertid tilbage med Munkeby, som kanske blev helt forladt af sine munke, og hvis bygninger forfaldt. Klostret er vel endog tidlig blevet forenet med Tautra. Thi pave Sixtus IV’s brev synes at vise, at Munkeby i 1475 i længere tid ikke havde været noget selvstændigt kloster, men at det allerede dengang var forenet med et andet kloster, det vil sige med Tautra. Men saa har Stephanus de Trugge, som oprindelig maa have været en munk fra Tautra, efterat lave indhentet tilladelse fra erkebiskopen i Nidaros og fra sin overordnede (ɔ: abbeden i Tautra eller forstanderen for Cistercienserordenen i Norden), forsøgt at gjenoplive det gamle kloster; han er blevet udnævnt til abbed i Munkeby og har af Sixtus IV faaet et afladsbrev for sit kloster. Men hans forsøg mislykkedes. Munkeby magtede ikke at bestaa som eget kloster. Det faldt tilbage til Tautra, hvis avlsgaard det blev, og abbed Stefan vendte paany, tænker jeg mig, tilbage til sin celle i dette kloster.

Medens Munkeby kloster saaledes snart paany forfaldt og sank i glemsel, har dog dets kirke vedblevet at bestaa og er, tænker jeg mig, blevet brugt som sognekirke, hvilket den endnu var ved »reformatsen« i 1589.

Om Munkebys eneste nu kjendte abbed, Stephanus de Trugge, ved vi ellers intet.

Hans slægt har neppe været norsk, men snarere dansk. Der levede i Kjøbenhavn før 1460 en mand, hvis efternavn synes at have været Trygge, og som eiede en gaard mellem Frue kirke og strandbadstuen[5]. Denne »hederlige« mand, som synes at have tilhørt den lavere adel, har maaske været i slægt med abbeden i Munkeby. Man kunde ogsaa gjætte paa, at Stephanus de Trugge er samme person som »hellig broder Staffen«, der før reformationstiden levede i Tautra. Om ham fortæller Peder Claussøn i sin »Norges beskrivelse« følgende[6]:

»Udi dette Closter hafuer heden ved 70 aar foreleden værit en Munck, som bleff kaldet hellig Broder Staffen, hand spaade megit i sin Tid bode om Religionens Forandring, oc om Domkirckens Brand oc Forfaldelse, oc om Closters oc Munckenes Ødeleggelse, Capitels oc Canickers Forstørelse, oc om deris communs oc Sacristies Berøfuelse, om Stenvigholms Slots Opbyggelse oc andet saadant, som siden er gangen for sig.«

Peder Claussøn udgav sin »Norges beskrivelse« i 1600. Broder Stefan skulde altsaa have levet omkring 1530. Men baade L. Daae i »Norges Helgener« (S. 221 ff.) og Gustav Storm i en anmerkning til sin udgave af Peder Claussøn gjør opmerksom paa, at broder Stefan skal have spaaet om Stenviksholm, som blev opført i 1524. »Hellig broder Staffen« maa da have levet før 1524. Han kan have levet i slutningen af det 15. aarh., og han kan have været identisk med Munkebys abbed. Denne sammenstilling er dog langtfra sikker. I alle tilfælde er pavebrevets oplysning om dette ellers ganske ukjendte kloster ikke uden interesse, særlig hvis vi tør stille det sammes med, hvad »Passio beati Olaui« fortæller. Munkeby bliver da det ældste Cistercienserkloster i det nordenfjeldske Norge.




Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Norske Mindesmærker, s. 63.
  2. Reg. Later. 760, fol. 155. (Sisto IV 1475. Anno 5 lib. 3). Sixtus etc. Vniuersis Christi fidelibus presentes litteras inspecturis Salutem etc. – – – – – – – – – – – – Cum itaque sicut accepimus dilectus filius Stephanus de Trugge Abbas Monasterij in Munchaby Cisterciensis ordinis Nidrosiensis diocesis assumptis secum quibusdam monachis dicti ordinis Monasterium ipsum quod in ultimis partibus septentrionalibus est situm et quod longo tempore desolatum extiterat in suis structuris et edificijs reddificare (sic) inceperit et in eodem superioris sui et loci ordinarij ad id interueniente consensu Conuentum instituerit Nos cupientes ut ecclesia dicti Monasterij congruis frequentetur honoribus et dictum inceptum opus perficiatur ac Monasterium ipsum in dictis structuris et edificijs reparetur nec non Christi fideles eo libentius deuotionis causa ad dictam ecclesiam confluant et ad perfectionem et reparationem predictas manus promptius porigant (sic) adiutries – – – – – – – – – – – – – – – – – – – Septem annos et totidem quadragenas de iniunctis eis penitentijs – – – relaxamus perpetuis futuris temporibus – – – – – – – – – – – – – – – – Datum Rome apud sanctum Petrum Anno incarnationis domini Millesimo quadringentesimo septuagesimo quinto Decimo kal. Januarij Anno Quinto.
  3. Diplomatarium Norvegicum XI, s. 657, l. 6 f. o.
  4. D. N. XI, s. 776 og 778.
  5. Kjøbenhavns Diplomatarium I, no. 149 (7. juli 1460): hetherlig – – – – – Tryggis effterleffuere.
  6. Peder Claussøn Friis, Samlede Skrifter, udg. af G. Storm, s. 357.