Familien paa Gilje/1
Det var en klar, kold Eftermiddag oppe i Fjeldbygden. Luften laa frostblaa med lette Rosentinter over alle de skarpe Kanter, Skar og Toppe, der som en Række gigantiske Sneskavler Taarn i Taarn svimlede op imod Horisonten. Nedenunder klappede Bakker og Lider Bygden til med hvide Vægge, stedse trangere og trangere, nærmere og nærmere, altid mere stængende.
Sneen var kommet sent det Aar, men laa til Gjengjæld nu, Julemaaneden gik ind, saa tung paa Furu og Gran, at den bøiede baade Bar og Kvist. Bjerkelundene stod til Livet i Sneen; Bygdens smaa skiffertækkede Husklynger laa halvt nedgravede med Fonner tyngende over Tagene. Indgangene til Gaardstunene var dybe opmaagede Hulveie, hvoraf Grinde- og Gjerdestolper stak op hist og her som sunkne Baadmaster.
Sneplogen var nylig gaat i Kongeveien, og oppe paa Kompagnichefsgaardens bratte, røde Teglstenstag holdt man paa at skufle ned de store, frosne Skavler, der hang faretruende udover Tagrenden.
Chefsgaarden laa særlig fremragende i Bygden. Den var rødmalet og reglementmæssig optømret som de fleste af den Slags endnu for en Menneskealder tilbage.
Over det nedføgne Havestakit laa Skaren med Spor af Kjælkemeier og Ski næsten lige opunder Vinduskarmen og smaarøg i Nordensnoen der ude i Solen.
Det var den samme kolde, leie Nordentræk, som, hvergang Gangdøren gik op, ogsaa bragte Kjøkkendøren indenfor til at gjøre det samme, og, om den ikke lukkedes igjen, snart efter ogsaa en eller anden Dør ovenpaa, — og saa Kapteinen til at fare rød og hidsig ned fra Kontoret og forhøre og dominere over hele Huset om, hvem der havde gaat der først, og hvem der havde gaat der sidst. Han kunde aldrig begribe, hvorfor de ikke holdt Døren igjen, skjønt Tingen var den allerbegribeligste af Verden, — at Laasen var gammel og glippende, og at Kapteinen aldrig vilde koste Smed paa en ny.
Nede i Stuen paa en Plads mellem Sofaen og Ovnen sad Kapteinsfruen i en gammel brun Værkenskjole og syede. Det var en høi, stiv Skikkelse med et udpræget, men magert, fortørket Ansigt, Minen for nærværende bekymringsfuldt optaget af et intrikat Studium, — Muligheden af atter at faa sat en ny, holdbar Lap i Finalen paa Jørgens Bukser. De var altid bundløse næsten til at fortvile over.
Hun havde bare taget sig Tid til det et Øieblik, medens Jæger var oppe paa Kontoret og Børnene henne paa Postaabneriet; thi i Huset gik hun den lange Dag som en Hest i en Lermølle.
Det med Perlemor og forskjellige kostbare Træsorter indlagte Mahogni Sybord, som stod opslaaet foran hende, maatte være et Familiearvestykke. Det erindrede i sin gammeldags Affalmethed lidt om hende selv og passede ialfald aldeles ikke hverken til den høiryggede, skrøbelige med Messingspiger beslaaede Skindlænestol, hvori hun sad, eller til den lange med grønt Værken betrukne Birketræs Sofa, der stod som et ensomt øde Land henne ved Væggen og ligesom saa længselsfuldt over til det brune, smale Klaffebord, der stod med nedslagne Vinger ligesaa ensomt og forladt mellem begge Vinduer.
Den brune Kasse med de fire rette Ben henne paa den nederste Væg med en Stabel af Papirer, Bøger, Huer og Kikkerten ovenpaa var et gammelt Klaver, som Fruen med megen Møie havde faat transporteret op til Fjeldbygden af sit Hjems Efterladenskaber, og hvorpaa hun trolig havde indøvet med Børnene de samme Stykker, som hun selv havde lært.
Den uhyre Dagligstue med de nøgne Bjelkevægge, det umalede sandstrøede Gulv og de smaa Ruder med korte i Midten opfæstede Gardiner var nedover sin Længde høist glissent møbleret. Der var en halv Mil fra Stol til Stol og helt igjennem landsens tarveligt, saaledes som Embedsmændene kunde have det oppe i Fjeldbygden endnu i Firtiaarene. Midt paa den indre Væg, foran den store hvide Brandmur, ragede den gammeldags Ovn med Næs Jernværks Stempel og de knastede Vedkubber under frem i Værelset som en vældig Jætte. Der skulde heller intet mindre end en saadan Jernmasse til for at magte at opvarme Stuen, og i Chefsgaardsskogen var der nok af Ved.
Fruen havde endelig med Opgivelse af alle finere Udveie for Permissionerne anlagt en mægtig alt overdækkende Lap og syede nu ivrigt. Eftermiddagssolen spillede endnu svag bleggul i Vinduskarmen. Der var saa stille i Stuen, at hendes Bevægelser ved Sømmen næsten blev hørlige, og en Snelle, som faldt ned, gav ligesom Ekko.
Med ét rettede hun sig som en Militær ved en Appel og gav Agt. Hun hørte sin Mands rappe, tunge Trin knage i Trappen.
Var det nu Gangdøren igjen?
Kaptein Jæger, en rød, rund og fed Mand i luvslidt Uniformsfrakke kom hastig pustende ind med den endnu vaade Gaasepen i Munden; han gik lige hen til Vinduet.
Fruen syede blot hastigere, hun vilde nytte Tiden og tillige klogelig indtage Defensiven mod, hvad der kunde komme.
Han aandede paa den frosne Rude for at forstørre dens gjennemsigtige Del.
„Du skal se, der er noget med Posten! Ungerne springer omkap dernede i Veien, — de løber fra Jørgen med Kjælken.”
Synaalen gik kun endnu hastigere.
„Nei, hvor de render! … Thinka og Thea. — Men Inger-Johanna! kom hid, Ma, og se, hvor hun sætter Foden for sig. Er det ikke som hun danser? Nu vil hun bare være den første hidind, og saa blir hun den første, det skal jeg love Dig for. Det er ikke Løgn, naar jeg siger Dig, at den Jentungen er vakker, Ma! — det ser de alle … Ne—i, kom bare og se, hvordan hun kniber sig frem foran Thinka. Saa kom da, Ma!”
Men „Ma” rokkede sig ikke. Naalen gik med forceret nervøs Hast. Kapteinsfruen syede omkap med Begivenheden; det var dog muligt, at hun kunde faa det sidste af Lappen færdigt, inden de kom, og retnu gik Solen bort bag Fjeldkammen; det var kort Dag, den gav dem deroppe.
Trappen udenfor blev taget i to tre Trin, og Døren gik op.
Ganske rigtig — Inger-Johanna!
Hun fo’r ind med ophægtet, tilsnet Kaabe. Kysebaandet havde hun knyttet op underveis i Trappen, saa det viltre, sorte Haar faldt hulter til bulter frem i det varme Ansigt. De blommede Valdersvanter kastede hun aandpusten fra sig hen paa Stolen. Hun stod et Øieblik, før hun kunde vinde Stemme, strøg Haaret indunder Kysen og udstødte:
„Forbudsseddel om Skyds nede paa Stationen for Kaptein Rønnow og Løitnant Mein! Hesten skal møde her paa Gilje Klokken seks imorgen tidlig, staar der. De kommer hid!”
„Rønnow … Ma!” brølede Kapteinen overrasket; det var en af hans Ungdomskammerater.
Nu stormede ogsaa de andre ind med Efterretningen.
Fruens blege markerede Ansigt med det glatte sorte Haar i Tunger nedover Kinden foran Kappen fik noget fortænkt, urolig bekymret … Skulde det gaa ud over Kalvestegen, hun havde reserveret til Provsten, eller Grisen? — den sidste var kjøbt fra Nordbygden og var forfærdelig mager.
„Saa, saa, — Du skal se, de vil have ham ind til Stockholm,” vedblev Kapteinen eftertænksomt trommende i Vindusposten, — „kanske Adjutant … Nei de lader nok ikke den Kar blive forliggende der vesterpaa …
Véd Du hvad, Ma! jeg har tænkt noget sligt, helt siden Prinsen gav sig saa af med ham paa Moen. Jeg sagde det ogsaa til ham: „De Skrønerne dine, Rønnow, gjør din Lykke; — men vogt Dig for Generalen, han kjender Ulla!” „Aa pyt, det gli’er ned som Hestefo’r,” mente han. Og det ser ud til det, — yngste Kaptein!”
„Prinsen!” … Fruen var netop blevet færdig med Permissionerne og reiste sig hastig. Hendes leverbrune, lidt krumnæsede, magre Ansigt fik et resolut Udtryk, — hun bestemte sig for Gjødkalven.
„Inger-Johanna, pas paa, at Far tar Søndagsparykken paa,” udbrød hun ilfærdigt og skyndte sig ud i Kjøkkenet.
— Storstuovnen stod snart fuldpakket og glødende. Den var ikke benyttet, siden den ivaares var pudset og smurt med Isensværte, og osede nu, saa at man maatte sætte op Døre og Vinduer ud til de sytten Graders Kulde.
„Stor-Ola Dreng” havde travlt med at bære Ekstrafanger med lang Skived ind i Kjøkkenet og bagefter med at behandle Kapteinens gamle Uniformsfrakke med Sne paa Børsten ude ved Bislaget; — det skulde ikke se ud, som han havde pyntet sig.
Gjæsteværelset gjordes istand med opslagne Senge og Ifyren ligervis, saa det kneppede i den tynde Ovn, og Fluerne pludselig vaagnede og summede under Taget, medens Panelet brunedes udenfor Brandmuren og lugtede Maling. Jørgen kjæmmedes med Vand i Haaret, Smaapigerne skiftede Forklæder, til de skulde ned at hilse, og sattes saa til at lave op Fidibusser til Spillebordet.
Man speidede ud, saalænge Skumringen blot tillod det, baade fra Over- og Underetagen, medens Stor-Ola dernede med Topluen maagede op Sneveien foran Indkjørselen og Trappen.
Og nu, det var blevet mørkt, lyttede Børnene med bankende Hjerter efter den svageste Lyd nede fra Veien. Al deres Tanke og Længsel stod kun ud mod den fremmede fjerne Verden, der saa sjelden besøgte dem, men hvorfra de hørte meget, der klang stort og eventyrligt.
Der er Bjælderne!
Men nei, Thinka tog aldeles feil …
Man var alt paa det rene med det Faktum, da Inger-Johanna, der stod henne i Mørket ved et Vindu, som hun holdt paa Klem, udbrød:
„Men der er de!”
Ganske rigtig. De kunde høre Dombjælderne, efter som Hesten rykkevis tog i og arbeidede sig opover Giljebakkerne.
Gangdøren blev lukket op, og Stor-Ola stod ved Trappen med Staldlygten med Talgstumpen i, færdig til at modtage dem.
Endnu en Venten, og Bjælderne klang med ét lydeligt henne i Veien bag Vedskjulet … Nu hørte de Frosten gnisse og knirke under Slædemeierne.
Kapteinen satte Lysestagen paa Bordet i Gangen, hvis Gulv var nyskuret, vaadt og strøt med Ener. Han gik ud paa Trappen, medens Børnene, Hoved ved Hoved, gløttede ud af Kjøkkendøren og hindrede Pasop, der knurrede og bar sig bagom dem, fra at storme ud og gjø.
„God Kvæld, Rønnow! … God Kvæld, Hr. Løitnant! — velkommen til Gilje!” lød hans kraftige, oprømte Stemme, idet den Akedoning, der paa sidste Skifte var beæret med Navn af Bredslæde, svingede ind paa Gaardspladsen og hen til Trappen. „I er fint kjørende, ser jeg!”
„Hundekoldt, Peter! … Hundekoldt, Peter,” svarte det fra den høie Peltsskikkelse, der slap Tougtømmerne og nu noget stiv i sine Bevægelser steg ud af Slæden, medens Hesten svedig rystede sig i Sælen, saa det skraldede i Dombjælderne. „Jeg tror vi er bundfrosne. Og saa vilde den lille Rotte, vi har til Hest, ikke gaa … Det er en Grævlingehund, de har spændt for til at grave os igjennem Snefonnerne. — God Dag, Peter! det skal være godt at komme ind hos Dig … Staar til?” endte han oppe i Trappen, rystende Kapteinens Haand. „Tag ind Flaskefodret, Løitnant!”
Medens de to Herrer fik Peltse og Reisestøvler trukne af i Gangen og afgjorde Skydsbetalingen, og Stor-Ola bar Kufferten op paa Gjæsteværelset, udbredte der sig inde fra Stuen en Duft af Kongerøgelse, der med ét bragte Kaptein Rønnows Kavallerinstinkt til at huske paa Fruen, hvem han i Gjensynets Glæde med sin gamle Kammerat hidtil havde glemt. Hans store statelige Skikkelse stansede foran Døren og rettede paa Halsbindet:
„Ser jeg nogenlunde ud, Peter? — saa jeg anstændigen kan staa frem for din Frue,” han fo’r med Haanden gjennem det sorte, krøllede Haar.
„Javist, javist, vakker nok … Pokkers staut Kar, Løitnant! — Værsaagod mine Herrer.”
„Kaptein Rønnow og Løitnant Mein, Ma!” sagde han, idet han aabnede Døren.
Fruen reiste sig fra sin Plads ved Bordet, hvor hun nu sad med et smukt hvidt Strikketøi. Hun hilsede saa hjertelig, som hendes stive Skikkelse tillod, paa Kaptein Rønnow og noget let mønstrende paa Løitnanten. Det var Stiftamtmandens Søster, som der „gjordes Salaam” for, som Kaptein Rønnow bagefter udtrykte sig … gammel stor Familie.
Fruen forsvandt lidt efter i Husligheden for at „skaffe dem noget til Aftens”.
Kaptein Rønnow gned Hænderne efter Kulden, svang sig om sit ene Ben paa Gulvet, stillede sig saa med Ryggen mod Ovnen:
„Jeg siger Dig, vi er bundfrosne, Peter … men — aa Løitnant tag ind Flaskefodret!”
Da Løitnant Mein kom ind igjen, tog Rønnow en med Etikette forsynet, forseglet Flaske og holdt den svingende efter Halsen hen imod ham:
„Ser Du den, Peter Jæger! Se rigtig paa den, — og bliv rørt over en Kammerat. Ægte Arak fra Atschin i For-, i Bag-, i Øst- eller Vestindien. Jeg overrækker Dig den herved. Maatte den smelte dit Hjerte, Peter Jæger!”
„Varmt Vand og Sukker,“ Ma!” raabte Kapteinen ud i Kjøkkenet, „saa skal vi snart kjende, om Du blot vil trække os enfoldige Landsfolk op med Historier. Og saa Whistbordet frem, til vi faar Aftensmad, — vi faar gjøre den trekantet med Blindemand.”
„Brrr … rrr … potz blitz! hvad er det for Stof, Du har i Tobaksdaasen, Jæger?” udbrød Rønnow, der var henne og stoppede en Pibe. „Pulver, Nysepulver, tror jeg! Lugt, Løitnant! — det maa være noget Ormekrudt fra Barnekammeret.”
„Tidemands Trekroner, Far! Vi taaler ikke jers Bladtobak og Virginia heroppe i Fjeldbygderne,” lød det fra Jæger, der slog op og ordnede Spillebordet. „Tag bare ved Siden af under Blylaaget, der finder Du karvet Bladtobak, Bremerblade saa svarte og saucede, som Du vil have dem. Heroppe er det bare Bukken, vi kan byde den Slags, — og saa Folk, som kommer fra Bergenskanten; der bruger de stærk Tobak til at tørke paa Regnskodden med.”
Døren gik op, og Husets tre Smaapiger samt deres lille Broder kom ind bærende Brættet med Glassene og Muggen med det varme Vand, hvilket Arbeide de syntes at have fordelt mellem sig efter Reglerne for Processionen i Hertugen af Marlboroughs Ligbegjængelse, hvor, som bekjendt, den fjerde bar ingenting.
Den høie blonde Kathinka gik i Spidsen med Brættet og Glassene med klirrende Theskeer i. Hun prøvede det Kunststykke at neie og hilse, medens hun bar Brættet, og blev brændende rød, da det holdt paa at gaa galt, og Løitnanten maatte række Haanden ud for at støtte paa.
Han blev straks opmærksom paa den næstældste mørkblikkede med de lange Øienfrynser, der kom med den rygende Vandmugge paa en Tallerken, medens den yngste, Thea, holdt sig lige efter hende med Sukkerskaalen.
„Men, kjære Peter Jæger!” udbrød Rønnow overrasket ved Synet af Vennens næsten voksne Døttre, „naar har Du lagt Dig til alt dette? Du skrev engang om nogle Smaapiger, og en Gut, som skulde døbes.”
Idetsamme kom Jørgen meget resolut spankulerende frem over Gulvet og bukkede efter bedste Evne, idet han tog til sin stride gule Lug Som en Hue.
„Hvad heder Du?”
„Jørgen Winnecken von Zittow Jæger.
„Det var svært! Du er vel en hel Fjeldgut, Du? Lad mig se, om Du kan spænde saa høit som dit eget Navn.”
„Nei, men som min egen Hue,” svarede Jørgen, han gik tilbage paa Gulvet og gjorde et Rundkast.
„Resolut Kar den Jørgen!” — og dermed havde Jørgen produceret sig, han traadte tilbage i Ubemærketheden. Men medens Herrerne tillavede Arakpunschen henne ved Klaffebordet, holdt han Øinene uafladelig fæstede paa Løitnant Mein. Det var dennes sorte over Læberne retskaarne Knebelsbarter, som han syntes lignede saa et Bidsel, de ikke havde faat rigtig ind i Munden paa ham.
„Aa hør, min Pige,” vendte Rønnow sig til den af Døttrene, der stod ved Siden af ham, medens han rørte Sukkeret ud i det dampende Glas, „hvad heder Du?” …
„Inger-Johanna!”
„Ja hør nu” … han talte uden at se paa andet end den Arm, han anmodende rørte ved. „Aa hør, min lille Inger-Johanna! i Brystlommen paa min Pelts derude i Gangen ligger to Citroner, — jeg trode ikke, den Frugt voksede her oppe i Fjeldbygden, Peter, — to Citroner” …
„Nei jeg! Maa jeg bede, jeg!” fløi Løitnanten galant til.
Kaptein Rønnow saa forundret op. Den mørke, magre Pige i den uafvoksede Kjole, der slængte hende kort om Benene, og de tre svulmende svære, for Leiligheden haardt krumflettede sorte Ankertoug nedover Ryggen, stod nu lige i Lyset foran ham. Halsen stak fintformet og blændende frisk af mod den lidt nedskaarne blaa Værkenskjole og bar Hovedet stolt op ligesom med en liden svaneagtig Bøining.
Kapteinen begreb med ét, hvorfor Løitnanten var saa paafærde.
„Bomber og Granater, Peter!” udbrød han.
„Hører Du det, Ma!”. gryntede Kapteinen lunt.
„Her paa Bondebygden vokser Børnene desværre op uden andre Manerer end dem, de lærer af Tjenestefolkene,” sukkede Fruen … „Staa ikke sammensunken i Ryggen, Thinka, — ret Dig!”
Thinka rettede sin lange, opløbne, blonde Skikkelse og forsøgte et Smil. Hun havde den vanskelige Opgave at skjule et Plaster paa den ene Side af Hagen, fra hun iforgaars faldt ned gjennem Kjælderlemmen i Kjøkkenet.
Snart sad de tre Herrer hyggelig ved Kortene dampende af hver sin Pibe og med et varmt Glas Arakpunsch ved Siden. To støbte Talglys i høie Messingstager stod paa Spillebordet og to henne paa Klaffebordet; de lyste akkurat saa meget, at man saa Almanaken, der hang i en Hyssing ned fra Spigeren under Speilet, og en Del af Fruens høie Skikkelse og Ansigt, medens hun sad i den strimlede Kappe og strikkede.
Indover Værelsets Dunkelhed skjelnedes neppe de borteste Stole henne ved Ovnen og Kjøkkendøren, fra hvilken der af og til lød Sus af Stegebrasen.
„Tre Træk, saa sandt jeg lever, … tre Træk, — og paa de Kort!” udbrød Kaptein Rønnow, ivrig i Spillet.
„Tak … Ta—ak!” vendte han sig til Inger-Johanna, der kom med en tændt Fidibus til hans udgaaede Pibe. „T-a-k!” — vedblev han dragende Røgen til sig og dampende, hans mønstrende Øie blev atter hængende ved hende. Udtrykket var saa levende: de store, mørke Øine gik frem og tilbage under Øienfrynserne som dunkle Draaber, medens hun stod og fulgte Kortene,
„Hvad heder Du nu igjen, min Pige?” spurgte han distrait.
„Inger-Johanna!” gjentog hun med et vist Lune; hun undgik at se paa ham.
„Javist, javist!”
„Naa, saa det er mig, som skal give. … Deres Datter sætter mig Fluer i Ho’det, Frue! Jeg faar Lyst til at tage hende med mig ned til Kristiania til Stiftamtmandinden og vise hende frem. Vi skulde gjøre rasende Lykke, det er jeg vis paa.
… Naa endelig, rigtig git. — Spil ud!”
Med Haanden paa Faderens Stoleryg stirrede Inger-Johanna ufravendt ned i Kortene; men hendes Ansigt havde et forhøiet Skjær.
Rønnows Blik streifede hende fra Siden.
„Et Syn for Guder … et Syn for Guder!” udbrød han og slog de Kort, han just havde ordnet, sammen med den høire Haand og kastede dem paa Bordet.
„Jeg mener naturligvis, hvorledes Løitnanten haandterer Blindemanden … De forstaar, Frue!” nikkede han med Betydning. „Bikkedød, Peter, det var et Kort at spille ud!”
„Her skal Du se, hvad jeg mener,” tog han i …
„Trumf, Trumf, Trumf, Trumf!”
Han satte ivrig fire gode Kløvere i Bordet efter hverandre uden at oppebie, at der fulgtes paa.
Fruens Mine, som hun sad der og hørte sine inderste Tanker repetere saa unbefangent, var ubevægelig lukket; hun sagde noget ligegyldig hen:
„Det er paatide, Børn, I siger Godnat; det er over Sengetid. Sig smukt Godnat til Herrerne.”
Befa1ingen fo’r over deres Miner som en Skuffelse; men der var ikke Tale om andet end beskedent at adlyde, og de gik rundt om Bordet og neiede og tog Kapteinen og Løitnanten i Haand.
Det sidste, Jørgen lagde Mærke til, var, at Løitnanten dreiede sig, strakte Halsen og gabte ligesom „Svarten”, da de gik ud.
Fruen rettede sig med Strikketøiet:
„De kom jo i sin Tid til min Broder Stiftamtmandens, Kaptein Rønnow,” anspillede hun. „De er barnløse Folk, som kan føre et gjæstfrit Hus. De gjør dem vel ogsaa en Visit nu?”
„Om jeg gjør, Frue? At undlade det vilde være en Forbrydelse! — I har nu vel tænkt at sende nogen af Døttrene derind“? Stiftamtmandinden er den, som forstaar at føre en ung Dame ind i Verden, og jers Inger-Johanna!” …
Fruen svarede langsomt med Vægt; der kom noget af en undertrykt Bitterhed op i hende:
„Det vilde være en altfor uventet Lykke; — men vel mere end vi afsides Landsfolk kan vente af vor store, fornemme Svigerinde. Smaa Forholde gjør desværre smaa Folk, store skulde gjøre dem anderledes. Min Broder har gjort hende til en lykkelig Kone.”
„Top! vil I tillade en gammel Ven at virke lidt for Eders indtagende lille Inger?” udbrød Kaptein Rønnow.
„Jeg tænker, Ma vil takke Dig! Hvad Gitta? — saa har Du en Knag at hægte nogen af dem paa. Det skal forresten ikke være fra nogen af os to, at Inger-Johanna har taget Skjønheden i Arv, Ma!” kræmtede Kaptein Jæger afledende sin Hustrus straffende Blik; „men der er Race i hende baade paa Fars og Morssiden. Hendes Oldemoder blev giftet op til Norge af den danske Dronning, fordi hun var for vakker der ved Hoffet, — det var din Bedstemoder, Ma! Frøken von …”
„Men kjære Jæger!” bad Fruen.
„Pyt, Ma, — der er strøt mange Aars Sand over de Ting.”
Da Spillet igjen var kommet igang, gik Fruen med Strikketøiet hen til Spillebordet pudsede først det ene Lys og saa det andet, bøiede sig nedover sin Mand og hviskede noget.
Kapteinen saa temmelig overrasket op:
„Ja—vist, Ma? — Javist! — — Min Kamel for din Drommedar, sagde Per Vangensten, da han byttede sin gamle spattede Hest med Mamens Blodsføl, … kommer Du med din Arak fra Holland og Bagindien, saa sætter jeg min Rødvin direkte fra Frankrig imod, — ægte Bordeaux, hjemført og tappet lige af Oksehovedet! Det var netop to Dusin, Stiftamtmanden sendte os op med Fragtelæsset den Høst, Jørgen blev døbt …
De to øverste til venstre, Mai — Det er bedst, Du tager Marit med Dig ned med Lygten … Saa kan Du fortælle Stiftamtmandinden; at vi drak hendes Skaal heroppe mellem Snefonnerne, Rønnow.”
„Ja, hun er saare tilgjængelig for den Slags, Peter Jæger!”
— Da Fruen igjen kom ind, bar hun den stive Damaskes Dug paa Armen og fulgtes af en Pige, som skulde være hende behjælpelig med at flytte Klaffebordet frem paa Gulvet.
Der skulde dækkes og Spillebordet forflyttes over Gangen ind i Storstuen, hvor der nu var blevet varmt.
„Kan Du ikke vente, Ma, til Rubberen er ude?”
Ma svarede ikke; men man følte fuldstændig Trykket af hendes Taushed; det gjaldt hendes Ære, Kalvestegen.
Og der spilledes tyst videre med et Slags rasende Damphast.
Endelig udbrød Kapteinen, da Ma fremdeles stod ubevægelig med Dugen midt paa Gulvet:
„Naa, naa, saa faar vi afsted, Rønnow!” — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
I Sovekammeret ovenpaa hamrede og bankede utaalmodige Hjerter.
Medens Jørgen sov ind med Billedet af sin Løitnant, der gabte lig Svarten, naar den kom ud i Dagen af Stalddøren, og efterat Torbjørg havde slukket Lyset, listede Søstrene sig ud i den store, kolde, mørke Gang. Der stod de alle tre lænede udover Rækværket og stirrede ned paa Peltsene med Skjærfene, som hang paa Bjælkevæggen, og paa Kjøresvøben og de to Sabelhylstre og Flaskefodret, der døsig oplystes af Staldlygten paa Gangbordet
De kjendte Stegeduften stige op, appetitlig og varm, og saa, hvorledes Gjæsterne gik med hver sit Punscheglas i Haanden og med blaffende Lys over Gangen ind i Storstuen.
De hørte Udslagsbordet slaaes ud og dækkes og opfangede siden Lyden af Klinken med Glasse, Latter og høirøstede Stemmer.
Hver Lyd dernede blev udlagt, hver Ordstump digtede sig til noget for deres tørstige Fantasi …
De stod der i Kulden, indtil de huttrede og hakkede med Tænderne, og deres Lemmer skalv mod Træværket, saa at de maatte ind i Sengen igjen og tine sig op …
De hørte, hvorledes Stolene larmede, da man endelig brød op fra Bordet, og de maatte ud paa Gangen igjen, Thinka og Inger-Johanna — Thea sov. Det hjalp noget, naar de satte Fødderne op paa den underste Række af Gelænderet, eller hang sig over det med Benene trukne op under sig.
Thinka holdt ud, fordi Inger-Johanna holdt ud; men tilslut maatte ogsaa hun give tabt; hun kjendte ikke sine Ben mere. Og nu hang Inger-Johanna der alene udover Rækværket …
En vis lummer, sammenfrosset Punsch- og Tobaksduft steg op igjennem Trappen i Kulden, og, for hver Gang Døren dernede aabnedes og viste det matte, røgblaa Lysskjær inde i Storstuen, kunde hun høre Officersnavne, Stumper af Latter, af voldsomt paastaaelige Forsikkringer, af tordnende Bedyrelser ved alle mulige og umulige over— og underjordiske Magter, og derimellem Faderens oprømte Stemme, — alt hakkevis afklippet, for hver Gang Stuedøren atter faldt i …
Da Inger-Johanna kom i Seng igjen, laa hun og tænkte paa, at Kaptein Rønnow havde spurgt hende to Gange om, hvad hun hed, og saa igjen, hvorledes han ved Spillebordet havde sagt: „Jeg kunde have Lyst til at tage hende med mig ind til Stiftamtmandinden, vi skulde gjøre rasende Lykke!”
Og saa det bagefter: „Jeg mener naturligvis hvorledes Løitnanten haandterer Blindemanden,” — som de tro’de, hun ikke forstod …
Vinden tog i og tudede om Hushjørnet, hvinede og brummede ned igjennem den store, kalkede Skorstenspibe ude paa Gangen … og hun hørte endnu halvt i Drømme Kaptein Rønnows: Trumf! Trumf! Trumf! Trumf!
Ma gik jo næste Dag i Huset som sædvanlig med Nøgleknippet; — hun havde blot saa omtrent ikke sovet den Nat!
Gammel før Tiden var hun blevet som saa mange andre „Maer” i Husstellet dengang, — gammel af at bære smaalig Grin, af Kjas og Mas, af aldrig at faa Pengene til at strække til, af at bugte og krøge sig, af bestandig at se ud som intet og være alt, — den egentlig bekymrede Tanke i Huset.
— „Man lever jo for Børnene!” —
Det var „Mas” yndlings-trøstens Suk. Og Tiden var endnu ikke kommet indom „Maerne“ med Spørgsmaalet, om man ikke ogsaa skylder at realisere sit eget personlige Liv.
… Men for Børnene var det Fridag, og lige efter Frokosten styrtede de ind i Storstuen.
Der stod Spillebordet igjen flyttet hen til Væggen med Kortene sammenkastede uordentlig i Hob ovenpaa det Papir, hvorpaa der var holdt Regnskab. Det var tilslut sammenlagt og brændt i den ene Ende som Fidibus; og ved Siden af laa under den foreløbige Rengjøring de tre Piber henstuvede. Det ene Vindu stod endnu aabent, uagtet Vinden tog i det, saa det rystede i Stormkrogen.
Der var noget ved Værelset, — en indbildt Lugt, som … ikke var god, nei, … men der var alligevel noget over det, — noget af en Begivenhed. …
Udenfor Vinduet stod Stor-Ola med Hænderne paa Spaden i Sneskavlen og paahørte Marits Beretning om, at Kapteinen imorges havde lagt en blank Halvdaler i Drikkepenge paa Bordet oppe paa Gjæsteværelset og Løitnanten to Tolvskillinger under Lysesaksen, og hvordan Fruen havde delt dem mellem Pigerne.
„Løitnanten var nu ikke saa sliphændt han,” mente Marit.
„Ved Du ikke, at en Løitnant blir skudt, dersom han gi’r saameget som sin Kaptein, Jente!” kjappede Stor-Ola i efter hende, idet hun skyndte sig ind med Stabursnøglen og Melkjørrelet.
Inde fra Kapteinens Soveværelse hørtes Duren af hans Snorken den hele Formiddag. Gjæsterne havde ikke været i Seng og var reist Klokken seks om Morgenen, da Skydsen kom for Døren, — efterat ogsaa den anden Flaske af Rønnows indiske Arak var medgaaet, og et Frokostbord med Akevit, Svinesylte og Levninger af Kalvestegen igjen havde styrket dem til Dagens Reise. —
Men det gjaldt at nytte Fridagen!
Søstrene rumsterede i Gangen med Skierne, og Jørgen holdt paa med det Vovestykke at sætte nedover Gangdørstrappen.
Snart stod de udover den lange, bratte Bakke bag Fjøset, — Skistaven paatvers i begge Hænder foran til Ballance, Skærfet i Farten bagud om Nakken. I Hoppet tabte Inger-Johanna Ligevægten og holdt paa at — nei, hun stod sig!
Det kom af, at hun keg op til Sovekammervinduet, om Faderen paaskjønnede hende.
Han gik deroppe og klædte sig paa. Ma havde endelig ved Middagstid vovet sig til at vække ham.