Familien paa Gilje/2
Dagen før Lillejuleaften ventede man Stor-Ola og Svarten med Fragtelæsset fra Kristiania, hvor de to Gange om Aaret — ved Sankthans og Jul, — var nede efter Varer til Husets Forsyning.
Idag var det niende Dagen; men i et Føre som dette, hvor Hestebenene slog igjennem for hvert Skridt kunde ingen vide noget Sikkert.
Mødt i Stormløb langt nede i den Sleipe, slaskede Bakke af Børnene og den gjøende, for det ene Øie defekte Pasop, kom Læsset udpaa Eftermiddagen, medens Svarten midt under Basketaget i Bakkeknækken vrinskede og knæggede af Gjenkjendelse og Længsel efter at naa ind i Stalden ved Siden af Brunen igjen. Den var fuldstændig fornøiet af Turen og arbeidede sig Skumsved i Sælen for at blive Giljebakken kvit.
Marit Kokke og Torbjørg var fremme i Bislaget foran Kjøkkenet; de tre Pigebørn og Jørgen stod fuldt optagne omkring Læsset og Hesten, og Kapteinen selv kom ned af Trappen.
„Naa, Stor-Ola! hvordan har Svarten klaret sig? — svedt og medtaget, ser jeg!
Fik Du Uniformsknapperne? … Naa saa! — Du glemte vel ikke Tobakken! — og Uhret, kunde de gjøre noget ved det? — Har Du Notaen? … Naa, — saa faar Du sætte ind Svarten,“ han skal have sig en ekstra Ration idag med Havre.
Hvad? hvad har Du der?”
Stor-Ola havde foruden Notaen op af sin indre Vestelomme trukket et i Papirsomslag omhyllet Brev, blaat Postpapir med et smukt rødt Segl for. Kapteinen stirrede et Øieblik overrasket paa det. Det var Stiftamtmandindens Skrift og Signet i Lakket, og han skyndte sig uden at sige et Ord ind til sin Hustru.
Bylæsset — den store Halvaarsbegivenhed — optog hele Husets Opmærksomhed. Dets Indhold interesserede alle, ikke blot Børnene, og naar Stor-Ola bagefter om Kvælden sad i Kjøkkenet, hvor han trakteredes for Hjemkomsten og fortalte om sin Tur derinde i Sta’en og om Svarten og „eg”, hvilke Mirakler de havde udført sammen i den og den Bakke, — og Læsset veiede dennegang mindst et halvt Skippund mere end sidst — saa stod der en vis Glans om hans Person og om Svarten med! …
En Kvæld havde den selv taget Veien i Snefoget, og engang var Saltsækken glemt, og da vilde Svarten radt ikke flytte sig fra Gjæstgivergaarden, men slog op med Halen for hvert Pidskesmæld og skottede og gløttede tilbage, indtil Jenten kom løbende ud fra Gangen og raabte om Sækken, — saa bar det afgaarde.
Kapteinen var gaaet ind og havde en Stund vandret op og ned i Stuen med Stiftamtmandindens blaa Postpapirs Brev i Haanden. Han saa ganske fortørnet hen paa Ma, da hun syntes at ville tænke mere paa Bylæsset end paa hans Foredrag. Hun havde blot sagte indvendt, at de maatte tale om alt dette iaften.
„Alt dette, — alt dette, Ma! — at Inger-Johanna er buden didind til næste Vinter. Og det har vi Rønnow at takke for. Det er da kort og greit nok, skulde jeg tro. Hvad? Hvad?” brusede han utaalmodig op. — „Er det ikke greit? … eller har Du noget bag Øret om den Ting ogsaa?”
„Nei … nei, kjære Jæger!”
„Ja, da skulde Du ikke opholde hele Aflæsningen af Varerne med dine stille betydningsfulde Suk og hemmelige Meninger, som altid gjør mig gal i Hovedet. Du véd, jeg hader det. — Jeg marscherer altid lige paa Meningen!”
„Jeg tænkte bare paa din Uniformsfrak, om Skrædderen har sendt med Resterne af Klædet, Du véd”
„Du har Ret, Du har Ret, Gitta!” Og ud fo’r han som en Ild.
I Kjøkkenet skede en Op— og Udpakning foran det mangeskuffede Speceriskab, hvor Rosiner, Svedsker, Mandler, de forskjellige Sorter Sukker, Allehaande og Kanel blev fordelt ned i hver sit Rum. Af og til faldt en Tribut, en Svedske, to Mandler eller tre Rosiner, til hver af Børnene; — og det lod sig ikke nægte, at dette med Bylæsset var som en foreløbig Juleaften.
Kapteinen stod først ivrig interesseret hos for at faa fat i Blækkrukken, Tobakken og de stærke Sager, som skulde forvares i Kjælderen; — de maatte op og alt andet tilside! Og siden fløi han ind og ud med en eller anden af Regningerne i Haanden og en dyppet Gaasepen for at sammenligne den med Generalnotaen, som Fruen havde naglet op paa den øverste Dør i Speceriskabet.
„Ma! — kan Du begribe sligt Optrækkeri?” han braastansede foran Notaen, som dog tilslut altid befandtes at være i sin Rigtighed, og vendte saa betænksomt om igjen, idet han tørrede Pennen i sin rødbrune Hverdagsparyk.
Hans blodfulde, høirøstede, noget konfuse Natur blev altid desperat, naar han saa en Regning; den virkede som et rødt Klæde paa en Okse, og naar, som nu, alle Halvaarsregningerne kom stormende paa engang, baade burede og brølte han. Dette var en gammel Sag for hans Hustru, der havde erhvervet sig en mærkelig Færdighed i at tage Oksen ved Hornene.
De Krænkelser, som han saaledes ikke led, syntes alligevel at ophobe et voksende Fortørnelsens Veir hos ham. Med et hæftigt Tag i Dørklinken og Paryken skudt paaskjeve kom han pludselig farende:
„Fire og sytti Specier tre Ort og sytten Skilling! … Fire og sytti — Specier — tre Ort — og sytten Skilling! — det er næsten til at blive gal over. — Og saa har Du bestilt Succade … Succade!” han tog Tonen i Fistel og lo af bare Forargelse.
„He, he, he, he, he, har vi nu Raad til det?”
„Og saa — Mandelsæbe til Gjæsteværelset!” Det sidste kom i en dyb; dæmpet, mørk Bas, — „jeg kan ikke engang begribe, hvordan Du har kunnet falde paa det.”
„Kjære Mand,— det er jo gi’t os i Opgjæld, — ser Du ikke, at det ikke er opført for noget.”
„Opgj—æld“? … naa saa Opgjæld … Ja der ser Du bare, hvor de snyder. — — Fire og sytti Specier tre Ort og sytten Skilling — det er til at forfærdes over, rent udi — hvor skal jeg skaffe Pengene” …
„Men Du har jo alt skaffet dem, Jæger! … Husk paa Folkene,” hviskede hun hurtigt; det var en stille Bøn om at opsætte Resten af Udbrudet til senere om Aftenen paa Tomandshaand.
Kapteinens forskjellige ekstatiske Blodopstigninger i Anledning af Regningerne gik over Huset den Eftermiddag som det befriende og rensende Tordenveir før Jul. Forknytte og forpinte tyede Børnene under Bygerne i Ly af Moderen, der tog af for Uveiret; men naar hans Skridt saa igjen hørtes ovenpaa i Kontoret, gik deres Arbeide lige ihærdigt og nyfigent med at kige i og ryste ud Poserne for at finde ud en eller anden efterglemt Rosin eller Korint, med at samle Hyssing, tilse Vægten og skjære op Stangsæben.
Under alle disse Anfægtelser stod Fruens høie Person i uafbrudt Travlhed bøiet som en Kran over Kassen med Byvarerne, der var løftet ind paa Kjøkkengulvet.
Dunke, Vidiekurve med Hø i, Smaasække og en Uendelighed af Pakker i graat Omslag, ombundne med Hyssing, smaa og store, forsvandt efterhaanden i deres forskjellige Opbevaringssteder lige til den sidste, Sækken med det fine Hvedemel, der blev baaret ind af Stor-Ola og sat hen for sig i Melkassen inde i Spisekammeret.
Da saa Speceriskabet endelig lukkedes, stod Kapteinen for tyvende Gang der. Med en Mands Mine, hvem man nu kan have ladet vente og pines længe nok, bankede han hende med Fingeren let paa Skulderen og sagde stille bebreidende:
„Det undrer mig virkelig, Gitta, at ikke det Brev, vi har faat idag, optager Dig mere?”
„Jeg har havt saa ondt for at tænke paa andet end alle dine Ærgrelser med Regningerne, Jæger! Nu synes jeg, Du gjerne kunde smage paa Franskbrændevinet iaften, om det er godt nok til Julepunschen … Konjaken er saa dyr.”
„Du siger noget, Gitta! … Ja, ja, — lad os bare faa Aftensmad snart.”
Tallerkenerne med Havregrød og den blaa Melk i de kolde Kopper sattes ind; de stod som sorte triste Øer henover Dugen og fristede ikke til at hale Tiden ud ved Aftensbordet.
Efterat den nødvendige Del af den var slugt, og Børnene sendt ovenpaa, sad Kapteinen nu noksaa lunt og hyggeligt foran det endnu udslaaede Klaffebord med sin Tobak og sin Smage-Toddy af Franskbrændevin, hvis Forvandling til Julepunsch gik for sig ude i Kjøkkenet, hvorfra der ogsaa brasede fra Vaffeljernet.
„Bare stærk, Ma! — bare stærk, — saa hjælper Du Dig med Puddersukker” …
„Ja, ja,” smagte han af Øsen, hvormed hans Hustru kom ind, „den kan Du gladelig traktere Fogden med.”
„Nu kommer Marit ind med varme Vafler! — og saa var det om Stiftamtmandindens Brev …
Ser Du, Jæger! — vi kan jo ikke sende Barnet didind, uden vi har hende passende udstyret; hun maa have en Sort Silkes Konfirmationskjole, Bystøvler og Sko, Hat og andet.”
„Sort Silkes Konf—.”
„Ja og et Par andre Kjoler, Som vi maa bestille derinde i Kristiania;— der er ingen Raad for det.”
“Kaptein Jæger begyndte at gaa frem og tilbage.
„Saa saa, — saa saa! … Ja, naar det er Meningen, saa — tænker jeg, vi kort og godt takker for Indbydelsen.”
„Ser Du, det vidste jeg, Jæger! Du vil nok ha’ Blommen, men, slaa Ægget itu, det betænker Du Dig paa.”
„Slaa Ægget itu? Slaa min Pung itu, mener Du!”
„Jeg mener, Du faar opsige en Del af de sekshundrede Daler, Du fik med mig. Jeg har nu tænkt og regnet nok over det. Inger-Johanna alene kommer til at koste os over hundrede Daler iaar og, naar saa Thinka skal til Ryfylke, slipper vi ikke med to hundrede.”
„Over to hundrede Daler! — Er Du gal? Er Du gal … rent gal, Ma? Jeg tror, Du har en Skrue løs.” Han gjorde et pludseligt Ryk henover Gulvet. „Før skal det Brev med engang i Ovnen!”
„Ja, Du véd jo, at jeg synes alt, hvad Du gjør, er forstandigt, Jæger.”
Han stansede med Brevet i Haanden og halvaaben Mund.
„… Og den Smule Udsigt, Inger-Johanna kunde have til at blive forsørget, den er kanske ikke saameget at tage i Betragtning. Hun er rigtignok nærmeste Slægtning. Der var intet iveien for, at hun kunde blive Arving ogsaa … Nei, gjør som Du vil og synes, Jæger! Du ser nok klarere i dette end jeg … og — vil Du tage det Ansvar paa Dig, saa” … hun sukkede.
Kapteinen krammede Brevet sammen, gav hende et hastigt Blik som en saaret Løve og stod derpaa en Stund og stirrede ned i Gulvet. Pludselig kastede han Brevet paa Bordet og udbrød:
„Ind maa hun! — men Krigsomkostningerne … Krigsomkostningerne, Ma, dem har jeg lært i min Strategi, at Fienden skal bære! Og Stiftamtmandinden maa naturligvis sørge for hendes Udstyr derinde.”
„Stiftamtmandinden, Jæger, maa ingenting betale, — ikke en Smule! — før hun har afgjort, om hun vil beholde hende. Vi maa ikke være forlegne for at blive hende kvit. Men hun skal være forlegen for at faa hende; — og hun maa bede os om det baade én og to Gange, forstaar Du” …
At Vinteren strængedes derude, blev iaar mindre mærkbart.
To Børn skulde udstyres … Vævestol, Rok og Garnvinde gik i den korte Dag og de lange Aftener til Lyden af Ovnsduren. Ma spandt selv alt det fine Islæt til Værkenskjolerne. Der blev strikket, vævet og Syet, ja tilmed baldyret paa rent Lin, — „tolv af alting til hver”. Og i Skoletimerne paa Kontoret drev Kapteinen ikke mindre ivrig paa den franske Grammatik.
Den stivnende, tørre Frost, som snode om Huset og isede fra hver Sprække, Brændkulden, saa Haanden flaaedes, naar nogen kom i Skade for at tage vanteløs i Gangdør- eller Bislagklinken, Jammer for Neglespræt, naar Børnene kom udenfra og ellers at Drikkevandet bundfrøs i Stamp og Bøtte, at Kjødet maatte tines op, — det var jo blot det vanlige paa Fjeldbygden! Ulvenes sørgelige monotone Tuden og langtrukne Hungershyl nede paa Isen kunde høres fra Giljebakkerne baade Dag og Nat.
Kjøreveien holdt sig længe dernede paa Vandet. Den laa til langt ud i Vaarsmeltningen, rigtignok slidt, usikker og vasblaa med sin møgbrune Sølestribe henover.
Men, da den saa gik op, og Isen braanede under Solstikket, laa der i den bratte Bakke bag Chefsgaarden en langstrakt Vask paa Bleg saa skinnende hvid, at det saa ud, som om Sneen havde glemt at gaa sin Vei der …