Gyldendalske Boghandels Forlag (6s. 35-53).
◄  II.
IV.  ►

Det var blet Høisommer. Fjeldbygden laa disig i Heden, alle Afstande var som svøbte i Røg. Paa Chefsgaarden gik Jenterne barbenet i korte Stakker og Særkeliv. Det var Solsteg, saa Kva’en randt klæbrig og blank ned fra de fede Kvaster i Tømmeret paa det nybyggede Grisehus, hvor Marit gav Skulier til Grisene. Ved Brønden stod endel sandskurede Melkeringer paa Kant og tørrede, medens en og anden Spurv eller Linerle hoppede om og nikkede paa Brøndkanten, og der fra Vedskjulet lød Øksehug i Eftermiddagsstilheden. Pasop laa og gispede i Skyggen bag Gangdøren, der stod aaben.

Kapteinen havde nydt sin Eftermiddagssøvn og stod nede paa Akeren og saa paa, at Stor-Ola og Hestene pløiede op et gammelt Græsland, der skulde vendes.

I Haven summede Humlen.

Omtrent med samme enstonende Lyd Sad Thinka og Inger-Johanna ved Stenbordet inde i Lysthuset over de sprukne blaa Bogpermer og de krøllede, fingerslidte Blade og durede Katekismus og Forklaring med Albuer og Hoder tæt mod hinanden. Det var fra Side 84 til 87, det gjaldt at komme til Eftasværdstid, og Fingrene holdt de i Ørene for ikke at forstyrre hinanden.

Der mørknede som en Skygge lige udenfor ved Havegjerdet; men de saa intet, hørte intet, det lange Bibelsted gik helt over paa den anden Side …

Saa kræmtede det lystigt:

„Tør man afbryde de to unge Damer med et jordisk Anliggende?”

De saa begge op samtidig. Det lyse Humleløv om Lysthuset var endnu ikke klattret helt op ad Hyssingerne.

Med Armene ophængte over Havestakitet stod et ungt Menneske — han kunde have staat der længe! — med en næsten skyggeløs flad Hue over en Mængde brunt Haar. Ansigtet var solbrændt og svullent …

Det var nogle græsselige underfundige Øine som stirrede paa dem.

Mere havde ingen af dem set; thi ved en fælles Indskydelse foran Fænomenet, rendte de i fuld Panik ud af Porten, medens Bøgerne laa opslagne efter dem, og opad Trappen ind til Ma, som stod i Kjøkkenet og skar Eftasværden:

„Der stod én, — der var én … ude ved Havegjerdet … Det var aldeles ikke nogen, som gaar om og ber eller saadan noget.”

„Hør, hvad han siger, Du Jørgen!” sagde Ma, hastigt overskuende Situationen; „den Vei — ud Bislagdøren. Lad som Du kommer af Dig selv.”

Begge de unge Piger fløi ind til Storstuvinduerne for at kige under Gardinerne.

Ind kom han saa ad Gangdørtrappen med Jørgen, der pludselig forsvandt fra ham ind i Kjøkkenet.

I Dagligstudøren stod lille Thea med et Smørrebrød og vred sig ved Klinken og holdt Døren halvt igjen, halvt aaben og stirrede paa ham; — hun var udenfor det hele.

„Er din Far hjemme?”

„Ja, men Du skal gaa Kjøkkenveien, hører Du! … og vente, til vi har spist Eftasværd; han gaar ikke op paa Kontoret før.” Hun takserede ham for et Mandskab, der skulde i Rullen.

„Men jeg skal ikke paa Kontoret, ser Du.”

Nu kom Ma selv; hun havde i Hast faat Kappe paa, den sad jo lidt paa halv tolv.

„Et ungt Menneske, ser jeg, som kanske har gaat langt idag … Vær saa god at træde ind.”

Hendes Smil var velvilligt; men Øiet derunder skarpt som en Officersmønstring; her var Huller og Stopning med tyk Traad for Leiligheden og Flærer i Overflødighed, og det var ikke let at frigjøre sig for Mistanken om noget tvilsomt omvankende, især da han faldt lige ind ad Døren med den Bemærkning:

„Jeg kommer som Fanten oppe fra Fjeldmarken, Frue! Jeg maa gjøre mange Undskyldninger” …

Ma’s prøvende Blik var imidlertid trængt igjennem Skallen. Den hvide Rand i Panden øverst under Skyggen, hvor Huden ikke var rødflaaet af Solstegen, og hans hele Maade bestemte hende til forsigtig at se ham an.

„Vær saa god, vil De ikke tage Plads, saa kommer Jæger snart.” Hun gjorde sig leilighedsvis en Vei forbi Sybordet og slog det igjen; — „Jeg skal faa Lov til at skikke ind en Kop Melk saalænge.”

En Jente kom ind med en stor bollelignende Kumme og forsvandt igjen.

Han satte den til Munden, maalte med Øiet, hvorlangt han havde drukket, drak igjen og optog paany et Skjøn …

Den er deilig, — ligner aldeles ikke Husmor … for hun saa temmelig blaasur ud og — han udstødte et Suk, — — farlig værdig.

Han drak igjen.

Ja nu skulde man egentlig stanse; men eftersom og saasom … —

Han satte Bollen helt tømt ned paa Tallerkenen:

Bedst at overfalde ham straks! … Totalt sluppet op for Reisepenge … Vil De paa mit ærlige Ansigt laane mig fire, — nei det klinger ikke, — bedre greit ud, fem Daler, saa jeg kan naa til Kristiania?

De smaa Øine blinkede rask; — og havde bare Kapteinen kommet da! … Der gik nogen derude …

Han stirrede aandsfraværende frem for sig; han repeterede indvendig sit Foredrag. Det blev altid ændret, og nu stod han igjen ved det kildne Punkt — Beløbet! Han overveiede, om han kanske blot behøvede at anmode om fire — tre? …

Det knurrede ude i Gangen, Hunden fo’r høit gjøende ud.

Det var tydelig Kapteinen.

Den unge Mand reiste sig braat, men satte sig ned igjen, som en Fjær færdig til at springe op af Stolen; han havde været fortidlig ude.

„Inde i Stuen … nogenslags Fyr, Som vil snakke med mig?”

Det var ude paa Trappen det talte.

Et Par Øieblikke endnu,— og Saa viste Kapteinen sig i Stuedøren.

„Jeg maa meget bede om Undskyldning, Hr. Kaptein! jeg er uheldigvis … uheldigvis” …

Her begyndte han at stotte. Uheldet vilde, at den ene af de to unge Piger, som han havde set nede i Lysthuset, hun den mørke med Ansigtet, kom ind efter Faderen, og saa gik det dog ikke an —

„… kommet ovenfra Fjeldet,” fortsatte han. „De vil forstaa, at man da ikke netop kan fremstille sig i den bedste Forfatning.” Det sidste kom i en forceret flot Tone.

Kapteinen saa i Øieblikket ikke netop behagelig overrasket ud.

„Mit Navn er Arent Grip” …

„Arent Grip!” tog Kapteinen sig og saa paa ham. — „Grip? … samme Fjæs og Øine! … Vel aldrig Søn af Perpetuum? Kadetten paa Lurleiken? — han er Gaardbruger eller Proprietær, kalder han sig vel, nogetsteds inde i Fjordene” …

„Det er min Far, Hr. Kaptein!”

„Driver han lige haardt paa med sine mekaniske Ideer endnu?” spøgte Kapteinen. „Han havde jo ledet Kværnvandet tvertigjennem Fjøstaget, saa Kjørene fik Styrt, da der gik Hul paa Renden.”

Inger-Johanna opfangede en indigneret Bevægelse, som om den fremmede pludselig greb efter Huen.

„Synd … Synd! — at den Tid ikke gav en Mand som min Far Kundskaber!”

Han sagde det med et Alvor, der med ét glemte Kapteinen.

„Saa saa, — ja Far! De maa være saa Snil at tage lidt Eftasværd med os, før De drager afsted. Sig til Ma, Inger-Johanna, at her maa en Dram til og lidt Smørrebrød. De kan være sulten, naar De kommer oppe fra Fjeldet. Sid ned.

0g, hvad er nu Deres … Deres … Bestilling eller Profession i denne Verden? om jeg tør spørge.” Kapteinen slentrede henover Gulvet.

„Student! — Og, Hr. Kaptein,” han svælgede i Halsen for raskt at benytte Øieblikket, mens de var ene, „naar jeg er saa fri at komme saadan uden videre indom her uden at kjende Dem” …

„Student,” stansede Kapteinen midt paa Gulvet, „ja, var det ikke det, jeg skulde ladet mit Hode gaat paa, — saa det ved første Øiekast, — men var jo alligevel lidt itvil. …

Naa ja,” kræmtede han, „Non kanske … hvad Far?” sonderede han godmodig. „Deres Far havde ogsaa saa ondt for disse Eksaminer.”

„Jeg har ikke Brøkdelen af min Fars Hoved; men med det, jeg har, gav de mig ifjor laudabilis præceteris.”

„Søn af min gamle Ven Fin Arentzen Grip!” … Han udtalte hvert af Navnene med en vis sød Gjenkjendelse. „Deres Far var igrunden et godt Hode, for ikke at sige lidt af et Geni. Naar det glap for ham til Officerseksamen, var det for alle de uryddige Ideers Skyld … Nei, Saa De er Søn af ham! — Ja, han har skrevet mangen norsk Stil for mig, — det var altid med den norske Stil, det kneb, ser De” …

— „og Hr. Kaptein!” … gik den unge Mand atter ufortrødent paa, nu med høiere og bestemtere Røst; „naar jeg Saadan uden videre tillidsfuldt henvender mig?” …

„Du faar sige til Ma,” sagde Kapteinen, da Inger-Johanna igjen kom ind sammen med sin høie opløbne Søster, „at det er Student Arent Grip, Søn af min gamle fornøielige Kammerat paa Krigsskolen.”

Følgen af den sidste Underretning blev, at den paatænkte Tallerken med Dram og Smørrebrød forvandledes til en liden Eftasværds Opdugning paa Bræt for ham og Kapteinen.

Den gam1e, rødlakerede Brødkurv laa fuld af et opskaaret mørkt, surt Brød, hvori Skorperne havde skilt sig. Det havde desværre slaat feil i Ovnen, forklarede Ma, og den graa, deig-tunge Rand kom jo af, at saameget Korn paa Chefsgaarden ifjor igjen blev raat indbjerget.

Studenten viste Oprigtigheden af sin Overbærenhed med Manglerne gjennem en formelig morderisk Appetit. De økonomiske Saltklumper, som sprak med perlende Taarer ud i Overflødighed af det friske Fjeldsmør, havde han et raskt Snit med, der ikke undgik paaskjønnende Øine, — blot et eneste kort Slag med Kniven paa Bagsiden af Smørrebrødet, og Saltklumpeme regnede og smaahaglede udover Tallerkenen.

„De vil vist have mere Spegekjød? Jeg gjætter, at De ikke har spist meget idag, — gaa efter mere, Du Thinka!

En liden Dram til Gammelosten … hvad?

De maa tro, vi prøvede mangen en god Gammelost paa Hyblen hos Deres Far, og naar vi holdt Kalas, sendte vi Bud efter den, saa den gik paa Omgang; — og saa Bergens Æblerne, som han fik i skjeppevis med Fragtefartøierne hjemmefra! Han var nu saadan Landsens uerfaren og god af sig — altfor troskyldig mod slige Rakkere som vi. — Aai, hvor vi hjemsøgte Skabet og Tinerne hans, — og saa fik vi Stilene istand med det samme; det var bare hans, Læreren rettede gjennem hele Klassen.”

Kapteinen tømte den anden Rest af sin lange Dram … „Ah!” — han holdt Glasset op mod Dagen og saa igjennem det, som han pleiede …

„Men der var alligevel noget underligt ved ham, De! De kan vide, saadan én lige fra Landet tages ikke med engang mir nichts og dir nichts … Glemmer aldrig, da han første Gang holdt Foredrag for os om Perpetuum! — det var gjort med bare fem Æbler indeni et Hjul, sagde han; og Æblerne maatte være aldeles mathematisk nøiagtige. Det var det, som kom ud og ruinerede ham, saa Folk kom til at — ja De véd, — opholde sig en Smule og gjøre Moro af ham; og det hang ved til Eksamen” …

Studenten gjorde nogle Ryk paa sig.

De unge Damer, som sad med deres Søm ved Vinduet, lagde jo ogsaa vel Mærke til, hvorledes han nu glemte sig. Han havde hele Tiden holdt den ene Støvle under Stolen bag den anden for at dække, at den gabte ganske himmelraabende ved Saalen. De —var i godt Humør og turde næsten ikke se paa hinanden … Søn af en Mand, som hed Perpetuum, var Kadet, — og som gav Kjørene Styrt! … Far var frygtelig morsom, naar der var fremmede.

… „Ikke et Øieblik itvil om, at der var Idéer … Men der var noget underligt halstarrigt ved ham, De! At komme som han lige ind fra Bondebygden, og saa gi sig til at diskutere med Læreren om det, som staar i Bogen, gaar aldrig vel, — især da i Fysiken paa Krigsskolen. Og det, kan De tænke, blev lidt Komedie” …

„Da skal jeg parere mit Hode paa, at det ikke var min Far, som havde Uretten, Hr. Kaptein!”

„Hm, hm, … naturligvis ja! — — Fa’ren op ad Dage,” mumlede han … „Hm! — naa, De har jo faaet præceteris alligevel … Skal De ikke tage en halv Dram til?” kom det gjæstfrit bortledende.

„Nei Tak! Men jeg skal sige Dem, hvordan det er gaat min Far. Det er akkurat som med en Jagthund, de havde faat over hos Skriveren. Der var slig Race og Mod i den, at én skulde lede efter Magen; men saa havde den en Dag bidt et Faar, og saa Skulde den kureres. Det gik til slig, at de stængte den inde i Faarestalden. Der. Stod den alene ligeoverfor Saubukken og alle Faarene. Det var en ren Herrefornøielse, syntes den. Saa kom Væderen farende imod den, og Hunden trillede overende. “Pyt, det gjorde ingen Ting! — men efter Væderen kom trippende, inden den fik reise sig, alle de femti Faar trip, trip … trip … trip hen over den, saa den blev ganske ør. Igjen stod de mod hverandre, og paany satte Væderen ind paa Hunden, og — trip, trip … trip … trip … fik den Fødderne af hele Faareflokken over sig.

Saadan drev de paa i stive to Timer, indtil Hunden laa der ganske Stille og aldeles ør. Den var kureret, bed aldrig noget Faar mere. Men, hvad den duede til bagefter, skal vi snakke smaat om, — den havde gjennemgaat Krigsskolen, Hr. Kaptein!”

Idet han saa op, mødte han Fruens mørke, vægtige Øine paa sig; hendes Kappehoved dukkede sig straks ned i Sømmen igjen.

Kapteinen havde hørt mere og mere ivrigt til. Kuren paa Jagthunden interesserede ham; og det var først ved den sidste Yttring, det faldt ham ind, at der var noget under.

„Hm, — min kjære Grip — ja saa, De mener det! — Hm! kan ikke være enig med Dem; — det var dygtige Lærere og … hø, hø, — vi var saamæn hellerikke Faar, min Ven! … hø, hø! hø, hø, — nok heller Ulve, Far, at komme ud for … Men Kuren var, det skal jeg indrømme, skammelig mod en brav Hund … og forsaavidt … Naa, det var den halve Dram?”

„Tak, Hr. Kaptein!”

„Men hvad er det for Slags Vei De siger, De har faret, Far?”

Med Maden og den nydte halvanden Hjertestyrkning var der kommet nyt Liv i den unge Mand. Han viste paa sine Klæder og var endog saa fræk at stikke Støvlerne frem; en stor Syning gik tvertover det ene Knæ:

„Jeg kunde vist sættes op som et Fugleskræmsel til Skræk og Advarsel for alle dem, som vil vige ud af Landeveien. Det hele kom af, at jeg paa Skydsskiftet traf paa en Renskytter, — en prægtig Kar! Fyren fortalte mig saa længe om, hvordan det var inde paa Fjeldet, at jeg fik Lyst til at følge med ham.”

„Overmaade fornuftigt,” mumlede Kapteinen, „naar man koster en Søn ind til Kristiania.”

„Jeg var blet nysgjerrig, skal jeg sige Dem, og saa bar det indover.”

„Er han ikke endnu mere rispende gal end Far sin! — gi’ sig paa maafaa ind i svarte, uveisomme Fjeldet!”

… „Det gik opover i Ur og Sten først fem Timer og saa bagefter en kort Svip, sagde Gunnar, paa fire. Men jeg véd ikke, hvordan det er deroppe i Fjeldet; det var, som ingenting tog i Benene. Luften blev saa fin og let, som jeg havde drukket Kroppen bort i Champagne, den gav som en hel Rus; jeg kunde gjerne gaat paa Hænderne, og det kom ingen ved i den hele, vide Verden, for nu var jeg oppe paa Taget! — Og aldrig i mit Liv har jeg set et saadant Syn, som da vi paa Eftermiddagen stod øverst paa Fjeldeggen, — bare kjølig, hvid, skinnende Sne og mørkeblaa Himmel, Tind i Tind bagom hverandre i én Glans, saalangt Øiet rak.”

„Ja Sne har vi s’gu nok af, Far. Den staar lige ind paa Husvæggen her hele lange Vinteren saa patent hvid og kold, som nogen bare kan ønske sig. Vi ser os saa vel fornøiet paa den — men vis mig en vakker grøn Eng eller en rigtig Kornager, Far!”

… „Jeg syntes, den ene Storkar af et Fjeld stod der ved Siden af den anden og sagde: Din usle tyndbenede Skrælling, blaaser Du ikke bort i den blaa Trækken her paa Fonden som en Papirlap? Vil Du vide, hvad der er stort, saa tag Maal fra os!”

„De har faat præceteris, sagde De, min Mand! Ja—ja—ja—ja! … Hvad siger De, om vi fik Skomageren til at slaa lidt under Deres Støvler ikvæld?”

Det var saameget som en Indbydelse til at blive over om Natten! — høist fristende at udsætte med Anmodningen til næste Dag …

„Tak, Hr. Kaptein, jeg vil ikke nægte for, at det kunde være adskillig praktisk.”

„Sig Skomageren, Jørgen, at han skal tage dem, straks han har faat slaat Hæljernene under dem, jeg skal ha’ paa Veibefaringen.”

Aha! — Saa reiser han kanske imorgen tidlig, det maatte nok tages ikvæld alligevel. Nu, Døttrene begyndte at tage af Bordet, var det bedst at passe sit Snit …

Kapteinen gik og drev med smaa Skridt op og ned af Gulvet:

„Ja—ja, san! Ja—ja, san! … Vil De se vakkre Griser, Grip?”

Studenten sprang straks op.

Udveien!

Han greb Huen.

„Holder De mange, Hr. Kaptein?” spurgte han ivrig interesseret.

„Kom! — aa, det gjør ikke noget, at det gaar gjennem Kjøkkenet … kom bare lidt herud paa Bislagtrappen. Ser De den lyse Flekken i Skogen deroppe? … Der tog vi Tømmeret til Fjøset og Grisehuset for to Aar siden.”

Han gik barho’det ud paa Gaardspladsen:

„Marit, Marit, — her er én, som vil se Grisene dine. Nu skal Du staa Mønstring.

Det er en Purke og syv, ser De.

Nøf, nøf ja! — hører Du Ungerne dine, Marit …

Men det var Grundmuren, ser De. Her var akkurat et Sumphul; det sivede der ovenfra Bækken. Og nu, — ser De Renden der? — tørt som Knusk.”

Nu eller aldrig maatte Angrebet gaa for sig.

„— og nu lever de som Herremænd allesammen derinde,” vedblev Kapteinen.

„Alle syv Dalerne? — hvad siger jeg, alle fem Grisene?”

„Hvad?”

„Her er Huen din, Far!” kom Jørgen indenfra … „Og saa staar der nogle og venter af Folkene nede fra Fosser.”

„Saa? — ja saa skal vi bare kige lidt ind i Stalden.”

Der stod Svarten og Brunen netop afsælede, endnu drivvaade og stive i Haarene efter Plogarbeidet.

„Bra Spiltoug, hvad? — og ganske lyst; Hestene kommer ikke stærblinde ud af Døren … Fo—ola Svarten, er Du svet nu?”

Det var en varm, koselig Staldlugt, — og endelig …

„Hr. Kaptein! jeg kommer med en Anmod—”

„Men Ola!” udbrød denne, „se Krybben der hos Brunen! … Jeg liker ikke Fliserne. Han skulde vel aldrig bide i den?”

„Haa haa haa, — nei, var det likt!” Ola grein fult; ikke bekjendte han i Fremmedmands Nærvær, at Kapteinens nye Brune var en Krybbebider.

Kapteinen var blet ganske rød; han tog Huen af og gik hastig bortover med den i Haanden …

„Slig Kjeltring af en Hestebytter” …

Han saa sletikke længer egnet ud for Anmodninger.

Fra Aftenskyggen ved Laavevæggen reiste sig de nævnte to Mænd.

„Er det nu Tid paa Dagen at komme til Folk“?” busede han ud. „Naa ja, gaa op paa Kontoret!”

Hermed strøg han over Gaarden, keg i Brønden og gjorde en Vinkel op til Dagligstuvinduet:

„Smaapiger. …

Inger-Johanna! … Thinka!” lød det med forstærket Røst. „Spør Ma, om Kjødstykket skal ligge der over Brønden og raadne?”

„Marit har ta’t det op, vi skal ha’ det tilaftens,” søgte Thinka at hviske.

„Saa? — det behøver vel derfor ikke at ligge, saa Pasop ta’r det.

Vis Studenten om nede i Haven, saa han kan faa sig noget Ribs,” raabte han ind af Stuedøren, som han fo’r op ad Kontortrappen.

— Arent Grips righaarede brune Hoved med den knappe, flade Hue ovenpaa saas nu en god Stund mellem Ribsbuskene ved Siden af Thinkas høie lille blonde. Han snakkede i Begyndelsen en hel Del, og de livlige blanke, brune Øine var sletikke ondskabsfulde, syntes Thinka; hun begyndte alt at interessere sig temmelig varmt for ham.


Sine Støvler fandt han om Morgenen staaende istandsatte foran Sengen, og et Bræt med Kaffe og Frokost kom op til ham. Han havde sagt, han maatte betids ud.

Nu gjaldt det med lukkede Øine blindlings at faa anbragt det afgjørende.

Da han kom ned, stod Kapteinen paa Trappen med sin Pibe. Over den fede Nakke, hvor Spænden i det militære Halsbind lyste, stak graalige Haartotter frem under den rødlige Paryk. Han saa lidt stur ud for sig i Morgentaagen, spekulerede paa, om den vilde lægge sig eller lette, saa han turde sætte ivei med Høslaatten.

„Saa De vil afsted nu, Far?”

„Hr. Kaptein! kan — vil De laane mig” — han havde i sit første Morgenmod tænkt fem, men det sank allerede i Trappen til fire og nu foran Kapteinen til — „tre Daler? Jeg har brugt op hver Skilling, jeg havde at komme ind til Kristiania for. De skal faa dem tilbage i Bankobrev straks.”

Kapteinen rømmede sig. Han havde næsten anet noget sligt en og anden Gang paa Fyrens Fjæs igaar … Jo — saadan en Student det var en sikker Gut til at sende tilbage i Banko!

Det trak op til et grættent Grin. Men pludselig antog han en godmodig, flot Mine:

„Tre Daler, siger De? Havde jeg dem saavist selv paa Gaarden, Fart men her er i enkelte Ryk som blaast for Kontanter om Sommeren” …

Han stak den ledige Haand ind paa Brystet af Uniformsfrakken og saa raadløs ud i Luften.

„Naa, hm, … hm,” kom det efter en forsvarlig trykkende Pause. „Er jeg bare vis paa at faa dem tilbage igjen, skal jeg se, om jeg kan opdrive en tre, fire Ort ialfald inde i Husholdningskassen hos Ma, — saavidt, at De kan komme nedover til Fogden eller Sorenskriveren. Det er prægtige Folk, jeg kjender dem; de hjælper paa første Ord.”

Kapteinen gik tætdampende ind ad Kjøkkendøren til Ma, som stod i Spisekammeret og skiftede ud Frokosten; hun havde Høaannen og hele det udvendige Stel paa sig.

Han blev noget længe borte.

„Jamen havde ikke Ma tre Daler alligevel, dem kneb jeg til Dem.

Og saa Farvel fra Gilje. Lad os høre, De er kommet vel frem.”

„De skal faa høre det i banko og franko!” strøg Studenten jubelfornøiet afsted.

Ma havde jo først staaet en Stund og knebet Læberne sammen og saa erklærede hun det som sin uforgribelige Mening, at, skulde Kapteinen først hjælpe, maatte det være med alle tre. Han hørtes ikke ud til at viske alting af sig, — havde det ikke paa Overfladen. Og det gik aldeles ikke an at lade ham rende indom Sorenskriveren og Fogden, og kanske Præsten med, fordi han ikke kunde faa laant mere end tre Ort paa Gilje.

— Thinka fortalte den ene Gang efter den anden om alt det, hun og Studenten havde snakket sammen.

„Hvad sagde han da?” pressede Inger-Johanna.

„Aa han var morsom næsten hele Tiden, jeg har aldrig hørt nogen saa morsom.”

„Ja men Du husker da, han sagde nogenting?”

„Aa, — ja det er sandt, — han spurgte om, hvorfor Du læste fransk. Du skulde vel afrettes til Papagøie, saa Du kunde snakke med, naar Du kom ind til Byen” …

„Saa, — hvor vidste han, at jeg skulde ind til Byen?” …

„Han spurgte om, hvor gammel Du var; og saa sagde jeg, at Du skulde konfirmeres og didind. Han kjendte Stiftamtmandens godt; han havde havt Ekstraskriveri eller saadan noget der paa Kontoret, efter at han blev Student.”

„Den Slags Kjendskab, ja!”

„Men Du passede nok ikke der, sagde han; — og véd Du hvorfor?”

„Nei.”

„Vil Du vide det“? Jo, Du havde vist for meget Næseben.”

Hvad … sagde han“?” hun rynkede Brynene og saa hvast op, saa Thinka skyndte sig at tilføie:

„Den, som kom der, maatte kunne dreie sig som en Sytraad om Stiftamtmandinden, sagde han, det var Synd paa den vakkre Nakken din, om den fik Knæk saa tidlig.”

Inger-Johanna kastede Hovedet bagover og lo:

„Har Du hørt Mage til Menneske!”


Thinka var reist til Ryfylke. Hendes Plads ved Bordet, i Stuen, paa Soveværelset var tom Luft. Kapteinen tog sig den ene Gang efter den anden i at kalde paa hende …

Og nu var den sidste Eftermiddag kommet, da ogsaa Inger-Johanna skulde reise.

Sælhundeskindskofferten stod med nye Jernbaand gabende ovenpaa i Gangen færdig til at pakkes. Karjolen var smurt i Skjulet, saa Fedtet randt ud af Akserne, og Stor-Ola, som den næste Morgen skulde skydse de tre Dages Reise, gav Svarten Havre.

Kapteinen havde det frygtelig travlt den Dag; og Pakning forstod ingen som han!

Ma leverede ham omstændelig det ene Stykke af det nye, dyrebare Tøi efter det andet; — Lærredet fra Gilje taalte nok Stiftamtmandindens Øine …

Men Ulykken var, at Blodet steg Jæger saa til Hovedet, naar han bøiede sig.

„Heisan, … retsaa! — Jeg begriber ikke, hvad Du mener, Ma, med at komme med hele det Oplag af Bomuldsstrømper paa engang? … Det er det, det, det, jeg vil ha’!”

Naturligvis reisevant, som han var. „Men Du taaler ikke at bøie Dig, Jæger!”

Han rettede sig hastig:

„Tror Du Stor-Ola har det Vet, at gnide Svarten med Rigabalsom i Nakkebruddet, og ta’ Flasken med sig i Væsken? — Havde jeg ikke nu tænkt paa det, havde Svarten faat travet med det. Spring ned og sig ham det, Thea!”

„Aa nei!” — han trak opgivet Pustet; „jeg faar gaa selv for at se, at det bli’r rigtig gjort.”

Der blev en Pause, indtil det sidste af hans Trin var afknaget nede i Trappen. Da begyndte Ma at pakke med ilsom Hast:

„Det er bedst at spare Far for Blodopstigninger!”

Koffertens Indhold steg Lag paa Lag, indtil den hvide Serviet tilslut laa ovenpaa og dækkede det hele, og det blot stod igjen at sætte sig paa Laaget og vride Nøglen om.

Mod Aftenstid var den værste Rabalder og Travlhed over. Ma’s fløielsfine Smørgrød med Bringebærsaft til stod paa Bordet og mindede festlig om, at der atter skulde være én mindre i den daglige Ring.

Der spistes i Taushed uden anden Lyd end Klirringen af Skeerne.

„Der Barn! tag min Store Kop. Tag den, naar din Far byder Dig!”

Ja vist var hun vakker, hans Øiesten … Se bare Hænderne, naar hun spiste? — hun var saa fin og bleg som en Nonne.

Han sukkede ud vældig beklemt og skjød Tallerkenen fra Sig.

Taarerne brast frem i Øinene paa Inger-Johanna …

Der skulde ingen have mere …

Nu gik han der og plystrede og stirrede i Gulvet …

Det var Synd at se paa Far, hvor han sørgede.

„Du maa skrive hver Maaned, Barn, udførlig og om alting, hører Du! — smaat og stort … hvad Du tænker, — saa Far faar noget at glæde sig i,” formanede Ma, medens de bar af Bordet. —

„Og hør nu, Inger-Johanna!” fortsatte hun, da de kom paa Tomandshaand inde i Spisekammeret, „er det saa, at Stiftamtmandinden vil læse Brevene, saa sæt et lidet Kryds ved Underskriften. Men er der noget iveien, saa sig det til gamle Tante Alette ude i Bispegaarden, saa faar jeg vide det, naar Stor-Ola er inde med Bylæssene. Du véd, Far taaler saa lidt det, som er kjedeligt.”

„Stiftamtmandinden læse, hvad jeg skriver til Dig og Far? — det vil jeg nok se paa?”

„Du maa rette Dig efter hende, Barn! Du har saa let for det, naar Du vil, og Tante er saa uhyre snil og god mod dem, hun liker, naar hun faar det, som hun vil ha’ det. Du ved, hvormeget der kan staa paa, om hun synes om Dig og — Du forstaar, — faar lidt tilovers for Dig. Hun har vist ikke be’t Dig derind ganske uden Tanke om at beholde Dig i Datters Sted.”

„Nogen andens Datter? — ta’ mig fra Dig og Far! Nei, da vil jeg hellere aldrig reise didind.”

Hun satte sig paa Kanten af Melkassen og begyndte at stortude.

„Naa naa, Inger-Johanna!” Ma strøg hende over Haaret; — „vi vil ikke miste Dig, ved Du nok,” — hun skalv i Stemmen. „Det er for dit eget bedste, Barn! Hvad tror Du, I tre Piger har at stole paa, om Far falder fra? Vi maa være glade, om der byder sig en Plads og vel vogte os for at forspilde det, husk paa det, husk altid paa det, Inger-Johanna! — Du har Forstand nok, kan Du ogsaa lære at styre Villien; den er din Fare, Barn.”

Inger-Johanna saa op paa sin Mor næsten med et Udtryk af Angst. Det kæmpede smerteligt i hendes Fatteevne … Hos hende, hos hvem der altid var Raad, skimtede hun pludselig det udveiløse. …

„Jeg taaler næsten ikke at miste Ungen af Øinene ikvæld, og saa la’r I mig gaa alene derinde!” kom Kapteinen knirkende i Døren. „Du har ikke en Tanke paa, hvor ødt og ensomt det vil bli’ for mig, Ma!” Han pustede ud som en Hval.

„Nu kommer vi alle ind … Og kanske Far vil synge lidt iaften?” opmuntrede Ma.

Kapteinens staute, nu lidt rustne Bas var hans Stolthed og Berømmelse fra Ungdomstiden.

Klaveret blev ryddet for Bøger og Papirer; Laaget maatte slaas helt op, naar Far skulde synge.

Det stod der med sine gule Tænder, sin tynde, skraldende Tone og sine fire afdøde Taster; og Ma maatte akkompagnere, hvorved hun altid et eller andetsteds blev liggende efter, som en Sæk, der er faldt ned fra en Vogn, medens Hesten ufortrødent traver videre henover Veien. Hans Utaalmodighed bar hun med stoisk Ro.

Ikvæld gik det gjennem „Heimkringlas panna, du höga Nord” og „Vikingebalken” til „Se der kommer jagtens drottning, arme Frithjof se ei dit, Som en stjerna på en vårsky sitter hon på gångar hvit” …

Han sang, saa det dirrede i Ruderne.