Fantejagter i begyndelsen af det 18de aarhundrede

Ole Andreas Øverland

Fra en svunden tid

Alb. Cammermeyers Forlag, 1888 (s. 47-56).

Fra det 16de til udgangen af det 17de aarhundrede foregik der til de svenske og norske grænselandskaber en meget sterk indvandring af kvæner fra storfyrstendømmet Finland. Navnlig bosatte de sig i de store skogstrækninger, især da i almenningerne, hvor de fandt sit livsophold ved jagt og braatebrænding. Folket saa med alt andet end kjærlige øine paa disse uvelkomne gjester, og der vrimler af klagemaal over dem gjennem tiderne. Fra Solør og Østerdalen klages der saaledes i 1673 over, at de »meget dristelig og uforskammet ei alene indfalder i skogene og dem til største upligt og passerne til fordærv med braatehugst og brænden ødelægger’ saa og alt vildt skyder og forjager, samt fiskesøerne og smaavand“ udfisker». Sterkere og sterkere høres ankerne over deres mistænkelige færd. I 1699 kaldes de saaledes «det allerskadeligste ukrud for landet, som nogen tid tænkes kan, da de i ufredstid er de allerstørste spioner og vide alle gjenveie og stier i skogene, saa hver fattig mand maa frygte sig for deres overfald, røveri og tyveri«. Intet under derfor, at nordmændene – som Pontoppidan i sin Norges naturlige historie bemerker – behandlede dem «som man andetsteds behandler de lumpneste jøder«.

Besynderlig nok saa den svenske almue paa indflytterfinnerne med ganske de samme øine som den norske, og som det gjerne gaar efter ordsproget, at «frænde er frænde værst», var det især de i det 16de aarhundrede indflyttede Vermlandsfinners had, de senere ankommende fik at føle. De kvæner, som i slutningen af det 17de aarhundrede udvandrede til Sverige og Norge, var derfor ikke istand til at faa fast fod nogensteds. Forsøgte de at rydde sig et bosted i en eller anden almenningsskog, kom bønderne og kvænerne straks over dem og forjagede dem. Hjemløse og forfulgte som skogens vilde dyr hevnede de sig paa det ugjestfrie samfund, idet de slog sig sammen i store flokke og plyndrede og røvede, hvor de’kunde slippe til.

I aaret 1700, netop som det bryggede op til krig mellem Sverige og Danmark-Norge, antog uvæsenet en saa stor udstrækning, at man maatte gribe til alvorlige forholdsregler for at hemme dets omsiggriben. De svenske grænsebønder erholdt paa ansøgning tilladelse til at foranstalte en klapjagt paa alle de omvankende. kvæner, og alle de, som blev grebne, og som der klæbede mistanke for røveri eller tyveri ved, skulde uden rettergang straks hænges. Men da de ikke turde haabe at blive denne bygdeplage kvit, med mindre der foretoges lignende anstalter fra norsk side, henvendte de sig til fogden Jens Heide i Solør derom. Denne fandt, at han paa egen haand intet kunde gjøre. Men hans forestillinger faldt i god jord hos landets nye statholder Fredrik v. Gabel, der i vor historie har vundet større anseelse for sine utallige velmente projekter end for, hvad han ved dem opnaaede.

For at faa oprettet en overenskomst med Sverige om gjennemførelsen af denne plan, sendtes en mand opover til Stockholm. I hemmelighed havde statholderen instrueret ham om at udspeide alt, hvad der kunde komme den norske hær til nytte under et forestaaende indfald i Sverige. Overenskomsten, der selvfølgelig kun blev bekjendt for nogle faa indviede, blev sluttet, og en dag blev fastsat, da det knusende slag skulde rettes mod «alle løse finner«. Man haabede herved at opnaa, at «de herefter sig ikke skulde samrotte eller understaa noget at foretage, ei heller vores med dennem (ɔ: de svenske finner) colludere, som udi seneste krigstid passeret er«.

Den korte krig, som i august 1700 førtes mellem Sverige og Danmark-Norge, voldte merkelig nok intet brud paa den trufne aftale, og klapjagten fandt sted paa den berammede dag, 4de oktober 1700. Udbyttet var overraskende stort. Det samlede antal af opsnappede kjeltringer kjendes ikke; men at slutte fra amterne Akershus, hvor 44 toges til fange, og Hedemarken, der afgav omtrent dobbelt saa mange, maa fangsten have været saa rig, at det neppe kan siges at være nogen overdrivelse, naar det i statholderens rapport heder: »Landet er i den grad fornøiet herover, at det ikke kan beskrives, da ingen længere kunde bo sikker og uden frygt, og var der bleven noget af krigen, havde dette pak gjort mere skade end de fiendtlige partier, hvorfor det ganske maa udryddes«.

Men eventyret var hermed ikke tilende. De paa Akershus i varetægt indsatte omstreifere fandt sig, som man vel kan tænke, ikke vel der, da udsigterne for liv og død neppe var dem synderlig gunstige. En kveld mellem kl. 10 og 11 benyttede fire af dem – deriblandt en forbryder, der ansaas for hovedmand for en hel bande – leiligheden til at rømme over voldene. Statholderen skummede af harme, da han fik underretning derom. Han skyndte sig derfor op paa slottet for at bese stedet, »og fandt jeg det særdeles bekvemt til derfra at komme ud af fæstningen og tilmed ei ubekvemt at komme ind i fæstningen«. Da han overvældede kommandanten med bebreidelser herfor, lod denne ham vide, at han ikke kunde gjøre noget derved, da feltmarskalken havde taget hans folk fra ham til arbeide. Som bekjendt stod vicestatholder Gabel og feltmarskalk Wedel aldrig paa god fod med hinanden, og det siger derfor sig selv, at han ikke lod en saa udmerket anledning til at sværte feltmarskalken hos regjeringen gaa ubenyttet hen. Imidlertid blev hans sorg snart slukket og hans nidkjærhed dæmpet; thi tre af omstreiferne blev igjen snart fakkede og den fjerde, der ansaas for deres hovedmand, paagrebes seks ugers tid senere af en norsk soldat indenfor den svenske grænse.

I de følgende aar ses lignende klapjagter oftere at have været anstillede. I Bærum paagrebes saaledes i 1703, en hel bande af omstreifere, og paa Ringerike blev der ogsaa opbudt almue og militær for at fri egnen for lignende aat. Ikke desmindre vedbliver almuen at føre de samme klagemaal som før over «skogfiendernes» indtrængen. Fra Elverum indgiver 8 bønder i august 1704 følgende bønskrift, der ganske vist har rørt kong Fredrik IV’s landsfaderlige hjerte:

»Vi fattige eders kongl. maj.ts skogbønder af Elverum og Aamots prestegjelde i Østerdalen har allerunderdanigst for vores allernaadigste overherre og konge at beklage, hvorledes skogfinnerne tilføier os stor skade, idet at de indfalder udi vore gaardes tilliggende skoge, og i synderlighed om vaaren paa skaren baade paa søgu og høitidelige dage nedfælder elgsdyr, fordriver dem af skogene og fordærver vore veidesteder saa og betager os vore fiskevand, foruden at de ruinerer de almindelige skoge med tømmerhugst, saa og med braatebrænden, hugger og fordærver skogen, saaledes at paa det sidste vi eders maj.ts skattebønder ei kan svare vores kontributioner og skatters rettigheder. Særdeles lever vi udi stor befrygt for dennem, om det skulde hænde sig – hvilket Gud naadeligen afvende – at krig skulde paakomme, de da, som er et folk og besvogrede med de svenske finner, skulde som udi forrige tider, da vi krig havde,^[1] baade formyrde folk i deres huse og berøve os vore heste og kvæg, som de den tid gjorde. Bønfalder derfor udi allerdybeste underdanighed, at de af eders kongl. maj.t maatte udryddes eller og paa andre steder forflyttes, at vi eders kongl. maj.ts skattebønder ikke af dennem udi grund skulle blive ødelagte. Saadan stor naade vil den allerhøieste Gud rigelig belønne, og vi stedse daglig forbliver med vores bønner til Gud den allerhøieste o. s. v.»

Under den retsusikkerhed, som forholdene under krigen mod Karl XII medførte hertillands, vandt de finske omstreifere et vist ry for sin frække paagaaenhed, og det had, befolkningen nærede til denne race, øgedes derfor. At denne stemning oftere gav sig luft i væbnede opbud, som bønderne dels paa egen haand, dels efter øvrighedens foranstaltning fik istand, er saa at sige en selvfølge og .hørte paa sine steder til dagens orden. Allerede i oktober maaned 1710 var det nødvendigt over de tre sydlige amter at foretage en ny klapjagt, hvis udfald dog ikke er bekjendt. Ogsaa fra Vestlandet hører vi 1721 om et almindeligt opbud mod de røvere, tyve og løsgjængere, som i stort antal huserede i Bergens stift. Hvad udbytte disse ekspeditioner bragte, vides ikke, og forsaavidt er de uden interesse. Men at de ikke har været ganske blottede for et eller andet humoristisk moment, synes at fremgaa af følgende.

Den 25de marts 1723 skriver den forrettende prest i Nes i Hallingdal, Andreas Boyesen, til statholderen, geheimeraad Ditlev Vibe:

«Naadige herre.

Min egen tarv saavelsom andres livs og godses frelse obligerer mig herved underdanigst at an- drage for deres ekscellence den ugudelige retirade, som mordere, tyve, desertører og skalke søge her tilfjelds i Hallingdalen, hvilke opholde sig om sommeren paa det vilde field, som grænser mellem Aal, Valders og Leirdal i Bergenhus stift, der er paa alle kanter til bygderne af 4, 5 og 6 mile. Om vinteren opholder de sig uden frygt nede i Leirdal eller i en eller anden fordærvelig plads, som kan ligge under eller i fjeldene; og siger almuen, de sig ikke understaar af sig selv at antaste dem, en stor del af frygt, at dersom de skulde undkomme enten for dem selv eller rømme af noget fængsel, da hevnede de sig siden paa dem med mord og brand. Heriblandt er og en forvoven ung frisk tyv og skalk, som kalder sig Lars svenske, som nogen stund efter, at han kom til bygden i Hemsedal, gav sig udi kammeratskab med en af sine lige ved navn Jan, hvilken jeg havde lyst af bygden. Disse have skammeligen bestjaalet folk, besynderlig en mand ved navn Ole Markegaard, hvorom tyvene siden er blevne uens, og da denne Lars Svenske vilde skyde den anden ihjel, mislingede hannem skuddet, og kuglen blev siddende inde i akselen. Han blev lægt i Slidre i Valders, hvor han nu siges at opholde sig. Den anden nu og hidindtil opholder sig i Leirdal i Bergenhus stift over fjeldet. Han haver undsagt mange paa sit liv, desligeste og mig, fordi jeg efter mit embede, den eneste gang jeg saa ham, haardelig tiltalte ham som et ugudeligt menneske og en løsgjænger, der intet pas eller bevis havde. Derover skal han have lovet at lægge sig paa min kirkevei, som er en mislig slem skog mod 3 mile over, for at skyde mig ihjel. Da paa det han med de andre, som er tvende bekjendte mandslagere af Aal, som ligger i fjeldet og overfalder folk, som gaar efter rensdyr, og flere saadanne, som stedse tilvokser, ikke skulle have deres ugudelige sikkerhed og engang anrette store ulykker baade paa bygderne, reisende og handelsfolk, som stedse reiser over fjeldet, haver enhver høi aarsage at bønfalde om, at deres ekscellence vil naadig ved deres høibydende anstalt lade dem paagribe, som efter mine ringe tanker bedst kunde ske ved nogle her af hvert steds tro, dristige, sterke militære, som fordelt maatte gaa forklædte, ligesom de efter stedernes beskaffenhed ginge enten efter dyr eller paa handel. Thi om der sker nogen publik søgning efter dem, have de enten slægtninge eller adhærenter, som lade dem faa tys (ɔ: nys) derom, saa de den tid undstikker sig. Thi forbemeldte Ole Markegaard havde for nogle uger siden akkorderet med en karl om ro rigsdaler for at bringe ham denne tyv Lars svenske op fra Leirdal, hvorom denne tyv straks fik nys og gik karlen, som havde to andre med sig, selv imøde, afpryglede og forjagede dem og havde foruden bøsse tvende pistoler hos sig, om det skulde paagjældet.

Og om naadigst maatte behage deres ekscellence, at disse ved Guds hjælp bleve indhentede, at lade ske et almindeligt opbud af menighederne i sommer, at støde kald imod kald til en almindelig landrensning og lade paagribe alle løsgjængere, ubekjendte fanter og deslige at indsættes under vagt hos hvert steds lensmand og straks eksaminere dem, hvorfra de var, om de er gifte, eller løse kvindfolk, af hvem de ere besvangrede, hvor deres børn ere døbte, døde eller begravne med mere, og de mistænkte da at sættes saa længe under menighedens ophold, indtil man forderligst kunde indhente deres prests vidnesbyrd, om deres berettelse var sandfærdig, hvorved megen synd vel skulde aabenbares, og Guds vrede vendes fra landet og riget. Og var at ønske, at alle fattige folk siden under kjendelig straf skulde tilholdes at blive hver i sit eget sogn og underholdes af sin egen menighed Saadan deres ekscellences naadige anstalt vil Gud visselig med velsignelse belønne. Til slutning beder jeg underdanigst, at ifald deres ekscellence tager dette i naadig konsideration mit navn da maatte eksciperes til angivelse for det almindelige, hvorfra det kunde udføres iblandt de fredløse, som derover kunde hevne det paa mig«,

Statholder Ditlev Vibes korrespondance er desværre ikke synderlig vel bevaret, og man savner derfor enhver oplysning om, hvorvidt denne fantejagt virkelig kom i stand. For den senere tids vedkommende har man derimod efterretninger om lignende klapjagter efter forbryderbander i Throndhjems stift (1737) og Akershus amt (1744).

I løbet af det 18de aarhundrede gik det finske element ialfald delvis op i det norske. Man feiler neppe meget i at antage, at det for en ikke ringe del er det fremherskende i husmandsklassen i flere – maaske de fleste – af østlandets bygder. Men paa samme tid, som det finske indvandrerfolk efter en lang og haard kamp vandt et slags indfødsret, rekruteredes den omstreifende nationalitet, hvis hovedkjerne romannierne var og er, fra enkelte lag af det norske samfund, alt eftersom uaar, mislige konjunkturer og stansning af større industrielle anlæg drev folk ud paa tiggerstien.

Aktstykker i rigsarkivet, navnlig i kancelliarkivet og statholderarkivet. Wessel-Bergs reskriptsamling. E. Sundt, beretning om landstrygerfolket i Norge (Kristiania 1850), passim.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Klagemaalene over de indflyttede finners troløshed under Gyldenløvefeiden er neppe saa begrundede, som den norske bonde gjerne vilde udgive dem for at være. Der findes tvertimod flere vidnesbyrd om det modsatte. I 1686, da en almindelig udrensning af grænsebygderne skulde foregaa, fandtes der saaledes i Solør flere finner, for hvem de norske bønder gik i forbøn. Om en af dem heder det i fogdens knappe optegnelsen «Simen Mattisen, 41 aar gammel, er finsk født, gaar i bygden og svarver, kan intet med skytteri, haver og udi forleden krigstid været fangen med 7 soldater fra sal. hr. kaptein Ole Ellingsens kompagni, som han hjalp til rømning og skaffede dem med sig til Norge igjen med stor livsfare og svam over søer og tog baade at hjælpe dennem frem med og fødet sig udi seks dage med redder af marken, som de berettede«. Som et eksempel paa, hvor trofast den finsk-norske grænsebefolkning under de senere krige helt ind i vort aarhundrede viste sig mod sit nye fædreland, kan anføres, at folkene paa Jerpset (Tron Jerpset og hans forfædre) var af ublandet finsk herkomst.