Finnerne i Nordmarken
Sagnet vil med bestemthed vide, at de fleste gaarde og pladse i den nordre del af Nordmarkens skogstrækninger fra først af er ryddede af indvandrede finner. Om saadanne bebyggelser ved Spaalen (Finnerud paa vestsiden og Spaalsæteren paa nordsiden), Katnosa (Fagerlid), Sandungen, Hakloen, Langlivandet, Fyllingen og Fortjernet (Fortjernsbraaten) har man endnu den dag i dag saa nøie besked, at man tildels kan paavise gaardstufterne. I almindelighed ses finnerne til sine bosteder at have valgt egnene om bækkeosene. Her sved de af bakkeheldene og saaede rug og næper i braaterne.[1] Deres kvæg fandt næring i skogene og paa myrerne, og deres fornemste spisekammer var de paa abbor og ørret uudtømmelige tjern og skogene, hvor orren og tiuren legede i slige masser, at en nutidens jæger kun i sine dristigste drømme kan danne sig forestilling derom. I de vilde, ensomme skogtrakter henlevede finnen saaledes sit nøisomme liv, idet han kun nu og da kom i forbindelse med udenverdenen. Hændte det en gang imellem, at han nødtes til at drive handel i byen eller søge ned i tættere befolkede bygder, forstod han altid med stor behændighed at afvende nærgaaende spørgsmaal om, hvem han var, og hvor han hørte hjemme. Til gjengjæld for den forfølgelse, som blev ham til del fra den norske bondes side, skal det og yderst sjelden have hændt, at en nordmand, som forvildede sig til de trakter, hvor finnerne havde slaaet sig ned, kom til at bringe bud til bygden om, hvad han maatte have set. Saa skarpt stod den gamle befolkning og indflytterne mod hverandre.
Anlægget af Bærums verk i det 17de aarhundrede gjorde en ende paa denne eiendommelige tilstand, idet nye næringskilder aabnedes for de finske nybyggere, som herved kom i nærmere berøring med udenverdenen. De gamle koier og gaarde, hvis navn man forgjæves vil søge ide gamle matrikler, afløstes af nye bedre boliger, og efterhaanden blev befolkningen fuldstændig fornorsket; men endnu den dag idag bevarer bonden i Nordmarken paa mange steder med selvfølelse mindet om sin nedstamning fra «de tusen sjöers land», med hvis befolkning han fremdeles har mange træk tilfælles, som de forløbne aarhundreder ikke har formaaet at udviske.
Blandt dem, som ryddede i Nordmarken, ved sagnet først og fremst at nævne en finne, som havde sit hjem ikke langt fra pladsen Sandungen. Man kan endnu i nord for denne se resterne af hans hustomt. Hans navn var Tharald (eller Harald, som nogle kalder ham). Der stod stor skræk af ham over hele marken og Ringerike, og der kunde nok være god grund til det, for han var grum og havde derhos ord for at forstaa sine kunster. Engang havde han en nordmand i tjeneste hos sig og blev ham flere aars løn skyldig. Saa gjorde han sig et erende til det lidt søndenfor Sandungen liggende Skydsskaffertjern og tog gutten med. Hvad de her tog sig for, siges ikke; men Tharald kom alene hjem. Men lang, lang tid efter har der ved Skydsskaffertjernet for de jægere og fiskere, som har færdedes der omkring, vist sig et gjenfærd, som med isnende skrig har kaldet Tharald ved navn. Det har været hans tjenestegut, som han maa have dræbt og kastet i tjernet, siger man.
Tharald fik sig snart en anden tjenestegut, som ogsaa var nordmand. Da han havde havt ham hos sig et par aars tid, vilde han gjøre op med ham paa lignende vis. En julekveld, da man badede sig i badstuen efter gammel skik, var Tharald først i bad og sørgede for, at der var fyret godt op, da gutten klædte sig af og gik derhen. Han stængte saa døren til stuen, hvor guttens klæder laa. Thi, tænkte finnen, brændte han ikke op i badet, saa skulde han fryse ihjel i den strenge kulde udenfor. Det varede ikke længe, før nordmanden stod ved stuedøren og bad om drikke. Tharald rakte straks en øltrøise ud gjennem en glugge i væggen; men da gutten kom hen for at tage den, hvælvede han den ud over ham. Nu skjønte han, hvad finnens mening var, sprang med al sin magt mod døren, saa den fløi i stumper, og styrtede ind i stuen. Her stod finnen færdig med en ljaa for at tage imod ham. Men nordmanden forstod at sno sig saa behændigt, at han fik vaabenet vristet ud af Tharalds hænder, og nu dængte han løs paa ham saa længe, til han gav kjøb og udbetalte ham hans tilgodehavende løn, hvorpaa han straks forlod ham.
Engang kom der to rakkerknegte over til Sandungen paa sin reise til byen. De havde været oppe paa Ringerike etsteds og skaaret ned en mand, som havde hængt sig; thi sligt hørte med til uærlige folks bestilling. De fik – men neppe med det gode – Tharald til at skydse sig over Sandung-vandet. Finnen var ærgerlig herover og lovede sig selv, at han skulde mage det saa, at han for fremtiden kunde være forskaanet for saadant pak.
Ikke langt fra det sted, hvor vandet bøier af og skyder en bugt sydover mod Hakloen, laa der dengang en flad, skogbevokset ø. For den, som kom roende nordfra, havde den nærmest udseende af at være en langstrakt odde af fastlandet, da det brede og dybe sund, som adskilte den fra dette, var umuligt at opdage fra den kant. Siden dæmningerne blev opførte for tømmerflødningens skyld, staar vandet over øen i flere favnes dybde, saa den nuomstunder kun i klart veir og ved lav vandstand kan skimtes som en grunding i søen.
Tharald styrede hen til denne ø og satte rakkerknegtene i land der, gav dem saa veiledning om, hvad retning de skulde tage opigjennem skogen og skabte sig saa troskyldig at selv disse folk ikke fattede spor af mistanke til ham. Derpaa roede skalken tilbage. Rakkerne gik øen rundt flere gange, før de forstod, at Tharald havde narret dem. Men da skjønte de og, at det var finnens mening at lade dem omkomme der af hunger; thi der var mere end en fjerding til nærmeste menneskebolig. De hujede og skreg og skreg og hujede hele den dag og natten med. Tharald hørte dem nok, men lod dem blive, hvor de var. Da det led ud paa den anden dag, fik bonden paa Hakloen tilfældigvis høre deres nødraab og kom dem til hjælp. Siden den tid bar øen navnet Rakkerøen.
Et par dage efter indfandt rakkerknegtene sig igjen ved Sandungen for at takke Tharald for sidst, og denne gang havde de 6, 8 kammerater i følge med sig. Tharald og hans folk skjulte sig da med sine vaaben i badstuen, saasnart de viste sig, saa did turde de ikke komme. Men nede i bakkeheldingen gik finnens bjeldeko og græssede. Den slog rakkerne overende og skar yveret af, og da det vel var gjort, strøg de til byen igjen.
Ved Haklovandet slog to finnefamilier sig ned. Den ene rydningsplads, som laa oppe paa haugen, kaldtes Tomten, den anden, som laa ved den nuværende færgestøtange, bed Kasbenhus. Af begge disse pladse skal grundmurene endnu tildels findes bevarede. Kasbenhusen var en dygtig skytter og tjente mangen vakker skilling paa vildt, som han afsatte i Kristiania. Spurgte hans kunder ham, hvorfra han var, svarede han: «Fra Kasbenhus». Det syntes mange var et rart navn, og de vilde derfor gjerne have nærmere forklaring; men det vilde han ikke vide noget af: »Jeg er fra Kasbenhus, hør saa i fankens skind«, var hans eneste svar paa de gjentagne spørgsmaal. Men hvor Kasbenhus laa, syntes han nok, kom ingen ved.
Paa pladsen Aagaardslien eller Langlien boede der engang en finne ved navn Henning; han havde en broder, som hed Michael, som boede paa pladsen Hullet i Sørkedalen.
Henning var en meget slem og ondskabsfuld mand. Ikke desmindre sagde hans kone, da han døde: «Han Henning blev nok salig, han. Thi Guds engle sad i badstuegluggen og gol som korper». Hun stod i den formening, at tre korper, som hun havde set ved udhusene paa gaarden, var Guds engle, som var udsendte for at føre hans sjæl til himmerige.
Da Hennings lig skulde føres til Norderhovs kirke, drog det vel længe ud, før hans broder Michael, som var buden til gravøllet, indfandt sig. Man syntes ikke, man kunde vente længere paa ham, og ruslede saa i vei. Men da ligfølget var kommen til en klippeblok, som ligger straks søndenfor Langlien og endnu den dag idag kaldes Henningstenen, stoppede hesten op og lod sig ikke føre videre. Det var nok Michael, som voldte det; thi han var netop paa veien nordover, og da han ikke likte, man drog i vei uden ham, tvang han paa denne vis følget til at vente, hvad enten det vilde eller ikke.
De fleste af disse sagn er mig fortalte af Børge Hakloen og opsidderen paa gaarden Bonna i Nordmarken. Efter hvad man i Nordmarken vil vide, skal der i nærheden af Maridalens kirke have staaet et kloster (d. v. s. et hospitium), hvis stene skal være anvendte til opførelsen af dæmningen ved gaarden Brække. Naar Maridalsvandets vandstand er ualmindelig lav, som tilfældet var for en længere række af aar tilbage, har man paa en ør udenfor gaarden Kirkeby kunnet se resterne af klosterets grundmure. Det er sandsynligvis dette sagn, som i sin tid foranledigede Bernt Moe (Norsk Penning-Magazin f. 1835) til at henlægge Mariskogs kloster til denne egn, skjønt dette kun er den norske benævnelse paa klosteret i Dragsmark. – En begivenhed fra nyere tid, som endnu staar levende for. Nordmarkens befolknings minde, er den voldsomme orkan, som den 7de–9de mai 1832 herjede disse trakter og hvoraf der findes en skildring i Bernh. Herres «en jægers erindringer», Kristiania 1874, s. 77.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Paa somme steder ved man endnu at paavise aabne pladser i skogene, hvor de tærskede rug paa bart fjeld, ligesom man ogsaa i nærheden af tomterne af de forladte finnegaarde kan se deres »næpekjeldere«.