Peder Haakenstad
Paa gaarden Haakenstadenget i Lynner anneks paa Hadeland laa der den tid, «slaget stod paa Norderhov«, i vuggen et guttebarn, som i daaben havde faaet navnet Peder. Hans fader, som nedstammede fra de indvandrede østfinner, havde længe tjent som soldat i tiaarskrigen, og den vaar, svensken laa i landet, havde han tre gange maattet marschere sin egen husdør forbi, uden at han fik lov til at titte indom den; »thi det var meget strengt i tjenesten i de dage, maa vide«. Engang den samme vaar kom der dragende en svensk trop over Hadeland; to soldater, som hørte til den, tog ind i stuen paa Haakenstadenget. Konen satte frem øl og mad for dem. Da blev de var den vesle, som i vuggen laa. Den ene af dem sagde:. «Jeg tror, jeg dræber den lille gossen der. Hvad mener du?« «Aa nei, gjør ikke det», sagde den anden. »Vi lever saa alligevel ikke den dag, da han gjør os nogen skade«. Disse ord gik moderen til hjerte, som man nok kan tænke sig; men det er dog troligt, at det ikke var saa alvorlig ment med truselen.
Da Peder voksede til, blev han stor og sterk, – saa sterk, at man skulde søge lang led, før man fandt hans ligemand. En vinter laa han paa tømmerkjøring til Strømssagen. Færdesveien var ikke saa aldeles tryg i de tider. Dengang var det især tre karle fra Skedsmo, som stadig laa der og forulempede de veifarende med trusler, slag og knivstik, saa det stadig gik paa livet løs. En dag, som Peder kommer kjørende med sit stokkelæs, farer en forbi ham, som han var gal og rasende. Men i farten raabte han til ham, at han skulde se sig for; thi nu var Skedsmo-kjæmperne ude. Peder lod, som han hverken hørte eller saa noget og fortsatte sin reise. Det varede heller ikke længe, før han raakede sammen med slagsbrødrene. Den ene hilsede Peder med et svøbeslag i ansigtet; men denne tog det hele meget koldblodigt. Først julede han karlene ganske alvorlig igjennem, saa bugtede han dem sammen, den ene efter den anden, og surrede dem til deres slæder saa fast, at de hverken kunde røre arm eller fod, og dermed overlod han det til hestene at bringe den hver hjem til sit. Men Peder likte sig ikke, da han vel var kommen frem til Strømmen, for han kunde hverken faa madro eller nattero. Thi saasnart det rygtedes, hvorledes han havde tugtet Skedsmoslagsbrødrene, vilde alle se ham og takke ham for det; slig skræk havde der staaet af dem.
En af de værste bygdeplager søndenfjelds i midten af det forrige aarhundrede var en tater, som man kaldte Isak hesteskjærer. Der fandtes ikke det moders barn, som ikke var ræd ham; thi baade kunde han svartebogen udenad, og desuden paastod han selv, at han gik med otte mandshjerter i lommen, og fik han saasandt det niende, skulde intet menneske vinde bugt med ham.
En dag stod Peder hjemme i smedjen paa Haakenstadenget og rettede paa en plog for en af naboerne. Inde i stuen sad hans kone og de andre kvinder paa gaarden og spandt stry. Da kommer Isak luskende ind; han sætter sig paa peisen og forlanger at faa sat frem mad og drikke, ret som han skulde være mand paa gaarden. Da man ikke øieblikkelig efterkom hans ønske, begyndte han at styre og bande og true med alt det, som ondt var. Peders kone gik da ud paa tunet og raabte: »Du faar komme ind, du Pe’r; der er en herinde, som du nok maa snakke lidt tilrette«. Peder havde faaet et nys om, at hesteskjæreren var paa farten; men at møde ham med tørre næver alene havde han ingen større lyst til. Saa gjorde han smedetangen saa gloende, som han var istand til at holde den, og med den i næven gik han op i stuen. Her drev han til tateren med den af alle livsens kræfter. Men – det fortalte han siden baade tit og ofte – for hvert slag, han gav fanten, syntes han, han blev baade sterkere og haardere. Tilslut maatte Isak dog labbe af gaarde. Men idet han strøg paa dør, vendte han sig og sagde til Peder: «Havde du ikke havt denne filletangen din, saa skulde du nok have set, hvad vei det var gaaet med dig«.
– Det niende mandshjerte fik Isak nok ikke fat paa. Thi et par aar efter, at Peder havde været i kast med ham, blev han dræbt etsteds nede i Smaalenene. Engang han laa og sov, listede folk sig ind paa ham med langskjæftede økser og kløvede skallen paa ham.
Fortalt mig sommeren 1883 af Børge Hakloen i Nordmarken, en dattersøns søn af Peder Haakenstadenget.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |