Fayes Udtog af Norges Historie
7. Udtog af Norges Historie. Udarb. til Brug i Almueskolerne af Andreas Faye, Sogneprest til Holt. Fjerde forbedrede Oplag. Christiania 1847. 60 Sider 8o. A. D. Wulfsberg & Co. indb. 12. ß.
Første Oplag af dette lille Skrift udkom paa Kirke-Departementets Foranstaltning i 1834, og at det siden den Tid har oplevet 4 store Oplag er et Vidnesbyrd om dets Brugbarhed, som gjør yderligere Anbefaling overflødig. Det er for et følgende Oplags Skyld, som rimeligviis ikke vil udeblive, at Anm. vil gjøre den ærede Forf. opmærksom paa et Par tildeels uvæsentlige Feil. S. 23 antages Kjølveien mellem Hadeland og Thoten at have sit Navn deraf, at Sverrer over denne slæbte sine Skuder fra Randsfjord til Mjøsen. Denne Formening om Navnets Oprindelse er vel gammel og almindelig, men neppe rigtig; thi Kjøl betegner hvilkensomhelst langstrakt Indsænkning mellem Fjelde, der faaer Navnet Skar, naar Sidefjeldene støde tæt til hinanden og kun levne Plads for en trang Huulvei. Flere Kjølveie findes derfor i Landet, og selve Grændsefjeldene mod Sverige have Navnet Kjølen (ford. Kilir, Kjølene), fordi de ikke, som man engang troede, danne en sammenhængende Fjeldstrækning som Langfjeldene eller Alperne, men en Række af Kjøler eller skraa mod Sverige løbende lavere Aasrygge. Fremdeles har man et Kjølen i Borgesyssel, og Tønsetkjølen mellem Tyldal og Reendal i Østerdalen, en lidet ophøiet Indsænkning fra Thronfjeldet i Vest og de Reenelven begrændsende Fjeldstrækninger mod Øst, hvorover Postveien gaaer. Uden al Tvivl har da ogsaa den hadelandske Kjølvei havt dette Navn længe før Sverres Tid. Fremdeles bruger Forfatteren, som iøvrigt har lagt en prisværdig Omhu for at skrive Navnene korrekt for Dagen, Formen Ørkenøerne om den skotske Øgruppe, som før tilhørte Norge. Navnet har dog Intet med en Ørken at gjøre, men hed før Orkneyar, nu Orkney-Islands, og bør skrives Orkenøerne, hvad enten Navnet skal udledes af orkn eller erkn, en Sælhund, eller ikke. – Af historiske Urigtigheder har Anm. kun fundet een tilbage, nemlig (S. 19) den ellers sædvanlige Mening, at Hakon Jonssøn efter norske Arvelov var nærmest til Norges Trone 1387. Ved at eftersee Arveloven vil man finde, at denne Mand ikke kunde komme ind under nogen af dens Arvbestemmelser. Riget skulde i saa Tilfælde arves efter Norges civile Lov, og saaledes arvede den afdøde Konges Moder (Margreta) med fuld Ret sin eneste barnløse Søn, hvilket ogsaa saavel Hakon Jonssøns Erklæring som norske Rigsraads Hyldingsbrev udtrykkelig erkjender – Valget af hvad Pladsen tillader at meddele er naturligviis i et saa kortfattet Udtog yderst vanskeligt, og maa blive vilkaarligt. Anm. maa i det Hele erkjende det for heldigt; dog troer han, at Forf. bør see at faae Plads i næste Oplag for en noget omstændeligere Fremstilling af i det Mindste enkelte Punkter af Unionshistorien; 2 Sider af 60, som nu er den indrømmet, staae efter mit Begreb i et altfor stort Misforhold til dette lange og skjebnerige Tidsrums overordentlige Vigtighed.
Forøvrigt troer Anm. ikke ved den her givne Anledning at burde tilbageholde sin paa mangeaarig Erfaring som Lærer grundede Formening om, hvorledes Historien og navnlig Fædrelandshistorien bør bibringes de første Begyndere og saaledes maaske og Almuen. En kortfattet Lærebog paa 3 til 4 Ark, saaledes som Fayes og P. A. Munchs (Norges Historie. Dahls Forlag. 12 ß.) anseer jeg for lidet nyttige, da deres Korthed forbyder dem at meddele Begynderne den tilbørlige Masse af historisk Stof; vidtløftigere Lærebøger (som begge de nævnte Forfatteres større Historier) ere endnu uanvendeligere, fordi Tiden ikke vil forslaae til at faae en saadan tilstrækkelig lært af et Barn, der ikkun kan afsee faa Timer i et kort Kursus til Historien; den vil atter blive for vanskelig for Barnet, naar man vil benytte den til dettes elementære Underviisning, hvorpaa i Fremtiden en fuldstændigere skal støtte sig. Med alle den danske og norske Litteraturs historiske Lærebøger have vi ingen hverken i Nordens eller Verdens Historie, som f. Ex. passer for en Pigeskole, en lavere Borgerskole, eller om man vil for Almueskolen. For at blide staaende ved denne sidste, saa forekommer det mig klart, at Hensigten med at gjøre Historien og navnlig Fædrelandets til Underviisningsgjenstand i denne, maa være at vække det, naar denne Underviisning indtræder, næsten voxne, opvakte Barns Kjærlighed til Fædreland, til Dyd og mandig Daad, Afsky for Feighed, Forræderi og Egennytte; men dertil er den bedst mulige Lærebog paa 3–4 Ark, d. e. af et Omfang, som Barnet kan faae Tid til at lære, formeentlig aldeles utilstrækkelig, og selv om man altid tør forudsætte Lyst og Gave hos Almuelæreren, kan denne dog ikke antages at besidde den fornødne Kundskab til mundtlig at supplere Lærebogen paa en hensigtsmæssig, tilbørlig og tilstrækkelig Maade. Jeg vover da at underkaste en Methode, jeg selv uden trykte Hjælpemidler med Held har brugt, Skolemænds kyndigere Dom. Istedetfor nogen Lærebog bør Almueskolerne forsynes med et Beenrad i Tabelform af det historiske Stof, som skal bibringes. Dette trykkes paa et eneste Blad med større eller mindre Bogstaver og Tal efter Begivenhedernes Vigtighed, klæbes paa Pap og ophænges i Klassen. Med stadigt Hensyn til dette Oversigtsblad udarbeides en temmelig udførlig historisk Læsebog, hovedsagelig i biographisk Form, idetmindste paa 16–20 Ark, og denne benyttes da til Indenadslæsning i Skolerne. Fordringen til Læreren indskrænker sig da til at være saa kjendt i Schemaet, at han ved enhver Begivenhed kan paavise dens Plads i samme; Børnene see, saa at sige, hvor den læste Begivenhed hører hjemme, og de fatte den derved hurtigere, og glemme den siden, uden at have lært noget udenad, vanskeligere end Mange troe. Jeg tør for Rigtigheden heraf paaberaabe mig egen Erfaring. Overalt – det kan jo aldrig være Hensigten med historisk Underviisning i Almueskolerne at læsse Aarstal eller Navne paa Barnets Hukommelse, og det kan ei heller være Hensigten at give det et ganske ufuldstændigt, og derved i Almindelighed unyttigt Indblik i Historiens Skatte. Lysten vil man vække, og den kan kun vækkes ved Skildringer, mundtlige eller skriftlige, men udførligere, end at Tiden tillader at bibringe dem portionsviis i Lektieform, en Fremgangsmaade, som desuden dræber Barnets Lyst til den bedst udarbeidede Lærebog, fordi det derved faaer Indbolden ind i saa smaae Stykker, at det gantee taber Overblikket og Sammenhængen, samt i Almindelighed staaer ved Enden af sin Skoletid, førend Bogen endnu er halvt udlæst.
Chr. Lange.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |