Fiskeriets Bedrift
Ved denne Afhandling ville vi gjøre Folkevennens Læsere bekjendt med Fiskeriets Bedrift saadan, som den udøves paa Vestlandet under Vaarsildfisket. Folkevennens Redaktør, Hr. Kand. Sundt, har i Møllergadens Skolehus holdt et Foredrag om den Del af denne samme Materie, som omfatter Fiskernes Vilkaar, og dette Foredrag er senere trykt. Til dette slutter sig nærværende Stykke, der vil forsøge at klargjøre en anden Side af denne for Landet saa vigtige Bedrift, nemlig den egentlige Udøvelse af Fiskerens besværlige og møisommelige Gjerning.
Som bekjendt kommer Silden hver Vinter ind under Kysten for at gyde sin Rogn. Til Rognens Udvikling udfordres visse Vilkaar, som Silden fremdeles alene kjender; thi endnu veed Menneskene Lidet derom. At finde en bekvem Plads er dens Hensigt og derfor gaar den rundt og rundt, efterat den allerede er kommen ind paa det forholdsvis grunde Vand. Den holder sig som oftest paa en Dybde af 20–40 Favne Vand, medens den dog ogsaa gaar ind paa langt grundere Vand, f. Ex. 6 til 7 Favne. Enhver veed nu, at der gives 2 Slaas Net, hvormed man fanger Fisk, idet man rimeligvis over det hele Land i hvilkensomhelst Indsø har et Garn eller en Not (Vad). Disse samme Redskaber bruger ogsaa Sildefiskerne, idet Garnet bruges paa dybt, Noten paa grundere Vand. Da nu Silden som sagt staar mest paa 20–40 Favnes Dybde, er det paa Forhaand rimeligt, at Garnfiskernes Antal er størst.
Garnet fanger paa den Maade, at Silden borer sit Hoved fast i Maskerne, og saaledes trækkes op med Garnet. Det bindes af Hampetraad eller i de senere Tider ogsaa af Bomuldstraad. Da nu Silden skal sætte sig fast i det, maa Maskerne være saaledes formede, at de baade i Størrelse og Form kan komme til at ligne Sildens Gjennemsnit. Vi skulle nu se, hvorledes dette opnaaes. Et nybundet Garn ser omtrent saaledes ud, Fig. 1, naar det er udstrakt efter Længden, kun med den Forskjel, at Maskerne er meget mindre aabne.
Vi maa imidlertid aabne Maskerne meget mere for at kunne faa Silden til at blive hængende i dem. Dette kan man forestille sig saaledes. Naar man med den ene Haand tager fat i c og med den anden i b og nærmer Hænderne saameget til hverandre, at Afstanden bliver saa stor, som Touget a er langt, vil Garnet ligesom falde ned, og komme til at se ud som Fig. 2.
Derved aabnes Maskerne. Fremgangsmaaden er imidlertid
den, at man binder Garnet fast til omtrent 1⁄3 kortere
Toug. Dette kaldes at „fælde,“ og Touget, som dertil
benyttes, kaldes „Tenil“ eller „Fælding.“ Garnet forsynes
paa alle 4 Sider med saadant Toug. Det vil heraf sees,
at Maskerne ere høiere, end de ere brede, og det passer jo
overmaade godt; thi al Slags Fisk undtagen Flyndren er
høiere, end den er bred. Jeg sagde, at man brugte omtrent
kortere Toug. Man falder nemlig forskjellig efter den forskjellige
Anvendelse. Et Garn, som sættes paa Bunden, har
høie, spidse Masker, medens det Garn som hænger i Vandet
har mere 4kantede Masker, da Stenvægten nedenunder selv
strækker Garnet. Dette vil forstaaes senere. Hvad nu
Størrelsen angaar, saa bestemmes denne ved Afstanden mellem
de Knuder, som holder Garnet sammen. Paa et udstrakt Garn gaar der 19–22 saadanne Afstande
Fig. 3.
som fra a til b paa denne Tegning paa
hver Alen, saa at altsaa hver Maske bliver
omtrent 1 □ Tomme. Ved at forøge eller formindske
Antallet af disse Afstande, kan man altsaa bestemme Maskernes
Størrelse. Naar nu Garnet er fældet og paa
alle Sider omgivet med saadant Toug, som vi brugte
til at fælde med, har vi kun en Ting at gjøre med det,
førend det er brugbart. Som vi erindre, fanger Garnet
derved, at Silden sætter sig fast i det, og altsaa maa
Garnet staa som en Hindring i Vandet. Dette opnaaes
ved at fastbinde Stene til den ene af de længste Kanter, og
Kork til den modsatte; men Korken maa ikke have større
Bærekraft, end hvad der er tilstrækkeligt til at bære selve
Garnets Tyngde uden at formaa at løfte Stenene. Korkstykkerne
staa saa langt fra hverandre som fra Albuen til
Fingrene og den hele Samling af Kork kaldes „Flaaen.“
Naar nu dertil kommer et Toug i hver Ende af Garnet
til at trække det op med, er det fuldt færdigt. Et Garn
er efter at være fældet 10 Favne langt og i Forhold til
Maskernes Antal 212 til 412 Favne dybt, eller, om man vil,
høit. Til en Garnbaads fulde Udrustning hører 16–30 Garn.
Vi nævne her stadigt Garn-„Baad“ uden at have talt det mindste om Baaden.
Vedføiede Tegning Fig. 4 er en nogenlunde tro Afbildning
af en Stavangersk Fiskebaad, idet vi ved Stavangersk mene fra
Stavanger og Omegn, Jæderen, Ryfylke og Karmøen. Hvis
imidlertid disse Egne vilde rose sig af at bygge disse
Baade selv, da berøvede de Hardangerne deres Ret; thi
saavidt mig bekjendt kommer snart sagt hver eneste Baad
fra Hardanger. Kun en meget liden Del bygges i Ryfylke.
Naar vi nu tænke paa Kand. Sundts Tegning og Fremstilling
af Listerbaadene, maa vi komme til et lignende Resultat
som han med Hensyn til Listerbaadens Fortrin. Listerbaaden er meget større end
Fig. 4.
Hardangerbaaden. Hvis
vi imidlertid betragte disse
Baade ved Siden af hverandre,
ville vi strax bemærke,
at Listerbaaden er
meget høiere og altsaameget
tungere i Forhold til sin
Længde. Desuden er dens
Kjølrende meget skarpere.
Dens Høide og dens
Skarphed i Bunden gjør
altsaa, at den synker meget
dybere i Vandet. Jo
større Masse den har i
Vandet, desto større Kraft
skal der ogsaa til at drive
den frem ved Roning.
Men saa medfører den
større Dybde i Vandet i
Forbindelse med den høie
Kjølrende en Fordel, som
ikke let kan opveies. Den
giver nemlig Baaden meget
større Evne til at
bære Seil. Her viser sig
altsaa Grundforskjellen.
Listerboen, som bor mange
Mile fra Fiskestederne,
maa have en Baad, hvormed
han kan seile og ei
være afhængig af Veir
og Vind for at komme
forbi den store Anstødsten for Fiskerne fra Østlandet, Jæderen. Dette Steds
Veirhaardhed kan foraarsage, at de selv med sine herlige
Baade maa ligge veirfaste længere Tid.
Hardangerbaaden er mindre seilbar og sødygtig end Listerbaaden, men derfor ogsaa mere letroet. Det større Arbeide, som Listerfolkene altsaa paalægge sig ved at bruge Baade, som ere saa tunge og dybtgaaende og derfor saa svære at ro, især raar de ere ladede, kan de ofte lette sig ved Seilads; thi en Listerbaad seiler bestandig naar den kan, medens Hardangerbaaden oftest maa ro. Den eneste Indretning, som maa gjøres med Baaden særskilt for Fiskeriets Skyld, er Anbringelsen af to Ruller a og a, som gaa rundt paa Jerntapper.
Til Udrustningen af en Garnbaad hører fremdeles de saakaldte Kagger.
Det er, som Tegningen Fig. 5 viser, Dunker af en Fjerdings
Størrelse. Den eneste
Fordring til dem er Lufttæthed,
da Hensigten med
dem er at hindre Garnene
fra at synke dybere, end
man ønsker. Naar vi saa
have faaet Aarer og Seil
Fig. 5.
ombord, saa er Garnbaaden
klar. Provianten bringer vi ombord i Logisfartiet.
Vi gaa nu over til at benytte Redskaberne.
Det Første, som foretages, er at binde 4 Garn sammen i den øvre Kant, hvor Flaaen er fastgjort, og at fastgjøre et langt Toug i den ene Ende af denne „Garnlænke,“ som den kaldes. Østlændingerne bruge 5 Garn i hver Lænke, og binde baade Over- og Underkanten sammen. Nu husker vi fra det Foregaaende, at Silden holder sig paa en Dybde af 20–40 Favne. Endvidere erindre vi, at den gik rundt omkring og ledte efter Plads uden nogen synlig Orden, vel at mærke, efterat det egentlige Indsig er skeet. Nu farer den rundt snart høit i Vandet og snart paa Bunden. Vi maa derfor være forberedte paa at fange den baade oppe og nede.
Vi tager da en Garnlænke og binder et Stykke Toug af en 6–7 Favnes Længde, hvori der er fastgjort en forsvarlig Sten i den ene Ende, medens vi allerede her have et langt Toug i den anden, og til dette fastgjøre vi ogsaa en Sten. Vi ere nu komne ud paa det Sted, hvor vi ville „sætte.“
Vi slipper da det korte Toug med den store Sten udover Rullen og firer Garnet efter, indtil Stenen har naaet Bunden. Firingen foregaar paa den Maade, at en Mand staar paa den ene Side af Garnet og kaster Overkanten, „Flaaen,“ en anden ligeoverfor og kaster Underkanten, „Stenene.“ Derefter ror vi lidt frem, idet vi lidt efter lidt stikke paa Garnet, indtil det er ganske ude. Nu gjælder det at faa det til at staa godt. Her maa jeg bede Læseren betragte Tegningen Fig. 6. Paa den vil man bemærke endel punkterede Linier. Naar nemlig Garnet er roet ud af Baaden og Touget staar stramt, førend Garnet har naaet Bunden, vil Garnet og Touget danne en skraa Linie fra den store Sten og op til Baaden. Touget maa nu slippes lidt om Senn, da Garnet ellers ikke vilde holde sig strakt. Dette gjør, at Stenen paa det lange Toug vil komme til ar ligge der, hvor Bogstavet c staar; men da vilde Punktet b være kommen til at staa der, hvor c staar, og altsaa vilde Overkanten af Garnlænken blive trykket ned, saa at selve Garnlænken vilde ophøre at danne en ret Flade. Derfor ror man saa langt tilbage, at det lange Toug kommer til at staa lige op i Vandet, saaledes, som den punkterede Linie paa Tegningen viser. Her rykker man i Touget, saa at Stenen løftes op. Derved retter Garnet sig naturligvis i Veiret, da Flaaen driver det op, og derved vil Stenen tvinges lidt henimod Garnet og altsaa falde ned igjen ved Punktet d. Nu er det lange Toug forsynet med en hel Del „Dobler“ af Gran, som er trukket ind paa det som Perler paa en Snor, medens der er fastgjort en stor „Kavl“ i Enden. Disse Dobler flyder paa Vandet for at vise, at der staar et Garn. De komme altid til at staa lige over Garnet, og derfor vil man gjerne have saa mange som muligt for at beskytte Garnlænken fra at trykkes ned af andre Garn, som andre Fiskere kunde komme til at satte ovenpaa den. Jeg sagde, at Doblerne altid flød ligeover Garnene. Dette kommer deraf, at Garnene altid sættes lige mod Strømmen. For den, der ikke kjender Sagen desto nøiere, synes det rimeligt, at Silden fulgte Strømmen, og at man altsaa maatte sætte Garnene tværs paa den. Men her maa vi huske paa, at Silden, efter erfarne Fiskeres bestemte Mening gaar rundt i alle Retninger, naar den først er kommen ind paa Grunden. Dernæst vilde det være aldeles ugjørligt at sætte tværs paa Strømmen. Naar vi nemlig bemærke, at den fiskende Almue er saa stor, at den arbeider med omtrent 5000 Baade, saa vil det let forstaaes. Naar nu jeg laa med en Baad og kastede et Stykke udenfor en Anden og jeg f. Ex. satte lidt langsommere end den Anden, saa vilde min Garnlænke drive ned til hans og komme i Ugreie og det maa man naturligvis vogte sig for saa meget som muligt.
Denne nu beskrevne Maade at sætte Garn paa kaldes „Bundsæt.“ Vi erindre, at Silden ogsaa gik oppe i Vandet. Vi maa derfor søge at fange den der. For at iværksætte dette maa vi imidlertid have et fast Punkt, et Skjær eller Fastland at gaa ud fra. Istedetfor det korte Toug med den store Sten i sætte vi her et 16 Favne langt Toug, dels med dels uden Sten fast i Garnlænkens ene Ende. I den anden sætte vi et 20 Favne langt Toug og til det fastgjøre vi en dygtig Sten.
Naar vi nu skal sætte samme Garnlænke, binde vi,
hvis dette kan ske, det ene Toug fast i Land, eller ogsaa kaste
vi Stenen i Stranden og ror det stramt. Fig. 7. Nu begynde
vi at sætte over Rullen ligesom sidst. Men for at holde
Lænken oppe i Vandet, sætte vi en Kagge fast i den Ende
af Garnlænken, som er nærmest Land, ved Hjælp af et 6
Favne langt Toug. I Sammenføiningen mellem Garnene
sætte vi ligeledes Kagger fast; men man lader ialmindelighed
Tougene øge i Længden, saa at det sidste er omtrent
9 Favne. Naar vi nu har roet Garnet og det lange Toug stramt, slippe vi Stenen. Her vil alt med det Samme
indtage den rigtige Stilling. En saadan Garnlænke kan
man faa til at staa saa høit eller lavt, man vil, idet man
blot ruller Tougene rundt Kaggerne, naar man vil hæve
den, og naar man har hævet den høit nok, slaar man et
Tørn rundt Kaggen med Touget. Dette kaldes „Kaggesæt“
eller „Vandsæt.“ Nu have vi faaet Garnene i Vandet og
Alt er rede til at modtage Silden. Men hvorfor gaar
Fig. 7.
Silden i Garnene, hvorfor vender den ei om, naar den
mærker Garnene paa Snuden? Naar man om Dagen
iagttager Silden, ser man, at den meget nødig vil gaa paa
Garnene; men er først en kommen fast, saa følger strax de
andre efter. Saa snart Silden føler Traaden paa Snuden,
begynder den at bore sig ind det Haardeste, den orker, og
holder ikke op dermed, førend den er død. Vi have nu
faaet Silden i Garnene, men endnu ei i Baaden. Hvis vi har sat om Morgenen, maa vi ud om Aftenen at „trække.“
Dette foregaar paa den Maade, at man ved Bundsæt først
haler ind det lange Toug, indtil man kommer til selve
Garnet. Ved Kaggesæt begynder man enten fra Land, eller
længst fra Land, idet man da maa have Toug op fra Stenen.
Nu stiller man sig op, to Mand paa hver Side og
haler ind et Stykke saa langt, som Baaden er bred. Nu
rykker man i Garnet, saa at Silden maa ud af Garnet
igjen, og da maa den ofte ud paa samme Maade, den kom
ind. Dette kan ikke ske anderledes, end at Silden som al
anden Fisk lukker Gjællerne naar den kommer i Luften.
Man lader aldrig Garnene staa saa længe, at Silden dør,
og den spræller derfor og hjælper saaledes selv til at komme
ud. Det er et deiligt Syn at se Silden trækkes op. Silden,
som hænger efter Hovedet i Garnet, lægger sig paa
Grund af Garnets Bevægelse opad langs dette og bedækker
det aldeles, naar det er nogenledes fuldt, saa at Alt ser
ud som Sølv. Saa dertil den glade Virksomhed, Iver og
Lyst paa Alles Ansigter, det er herligt! – Jeg sagde, at
Silden altid er levende, naar den drages. Sild, som har
staaet saa længe, at den er død eller saa omtrent, kaldes
„sjøstaen“ Sild og er vanskelig at afsætte, især naar den er
fuldkommen død. Denne Omstændighed gjør, at Fiskeren
er nødt til at trække baade Morgen og Aften, hvordan saa
Veiret er. Her kommer vi ind paa den farlige og tunge
Side af Fiskernes Vilkaar. Han maa ud at trække sine
Garn, hvordan saa Veiret er; thi for det Første er hans
Fangst forspildt, og dernæst resikerer han sine Redskaber.
Og er han først ude at trække, sætter han med det samme.
Dette kan Folk, der ei have seet en Storm paa Vestlandet,
hvor det vilde Hav bruser og fraader med forfærdelig Sø,
ei sætte sig ind i. De kan nok tænke sig Søer og Brændinger;
men hvad det vil sige at arbeide i saadant Veir,
hvor det gjælder hver Mands Liv, ikke blot at ro ud i Søer, som overskylle Baaden, men ude i disse frygtelige
Omgivelser at arbeide, at hale ind Garnene og sætte dem
igjen, og saa med den ladede Baad atter at kjæmpe sig ind
i Havn igjen, hvad det vil sige, det ved vel neppe Nogen,
som ei har prøvet det. I Havnen er der heller ikke Ro;
der maa han sælge og losse sin Last, og alt dette uden at
have smagt Mad den hele Dag, saaledes som det ofte gaar.
Og saa istedetfor sin varme Stue og sin lykkelige Familie
at finde et lidet Rum, i Logifartøiet nemlig, saa lavt, at
han maa krybe hen til sin Kiste, og dette Rum opfyldt af
vaade, sildede Klæder, af Lugt af alskens Fødemidler og
dertil koldt og raat – isandhed det er ingen misundelsesværdig
Lod.
(Fortsættes.)
Til Notefisket udfordres flere Apparater end til Garnfisket.
Et Notelag er ogsaa en hel Kapital, da der
Fig. 8.
Anm. Da Garnbaaden i det første Stykke ikke var vellykket hidsætter vi her en ny Tegning, der bedre vil
give Bebreb om Hardangerbaaden; især vil Agterendens Forskjel lettelig bemærkes. dres 5 fuldvoxne Baade med 5 Nøter, 3 store og to
mindre. Notebaaden er i almindelighed ei forskjellig fra
Garnbaaden med Undtagelse af, at den er større. Naar vi
derfor i Fig 8 her have valgt en anden Form, er det, for
at vore Læsere kunne faa se begge Slags. Det vil sees,
at denne er flad agterud, medens den anden er spids. De
2 Ruller a og a gaa rundt ligesom Garnbaadens paa
Jerntapper. Den opmærksomme Læser vil paa Rullen b
opdage nogle mørke Punkter. Denne kaldes Spillet.
Denne bruges, naar man skal hale ind Noten, idet man
lægger det Toug, hvorefter Noten hales, rundt om Rullen
et Par Gange og derpaa dreies Rullen rundt ved Hjælp
af Stokke, som maa stikkes ind i Hullerne. Endvidere sees
i Baaden et Stykke c, hvor Baadens Indside er beklædt
med Bord. Dette kaldes Garnering, og her opbevares
Noten. Naar vi altsaa i den Garnbaad, vi tidligere har
beskrevet, vilde lægge Garnering og Spil, saa havde vi en
Notebaad. En Not behøver Kagger ligesom Garnbaaden.
Endvidere udfordres en Vandkikkert. Det er et smalt Rør af
Fig. 9.
Træ eller Jernblik Fig. 9, i hvis ene Ende der er
indfældet et lidet Stykke Vinduesglas. Den
fornemste Nytte den gjør, er at holde Vandet
stille, og naar man saa lægger Ansigtet til den
aabne Deel – thi saa viid er Aabningen –
saa skal man se overmaade dybt. En Not behøver
dernæst 2 Slags Hove, det vil sige Net
paa en lang Stok. Fig. 10 og 11.
Endvidere en Mængde Drægger med Kjættinger
i Fig. 12 og saa endelig endeel Sjimler Fig. 13,
hvidmalede Træstykker med en Vægt af Bly eller
Jern i den Ende, hvor Touget ikke staar. Men vi have
jo glemt det Vigtigste, Noten. Den er et uhyre stort Garn
med saa smaa Masker, at Silden ei kan faa Hovedet fast
i dem. Den største Længde er 150 Favne eller 900 Fod; men ialmindelighed er de ei saa store, og ialfald har aldrig
noget Notelag mere end 1 saa stor. Den almindelige
Fig. 10.
Fig. 11.
Fig. 12.
Fig. 13.
Længde er 100–120 Favne. Dybden er for de Længste
20 Favne, for de kortere mindre. Et Notelag har 3
saadanne store Nøter, som kaldes Kastenøster. Desuden har
det ogsaa 2 smaa Nøter, Orkasternøter – or, det vestlandske
Udtryk for udaf, utor, tor paa Østlandet – det
vil altsaa sige Nøter, hvormed man kaster for at tage Silden
or – udaf – de store Nøter.
Med 20 Mand, en Bas og en Underbas drage vi altsaa afsted med 5 Baade, 5 Nøter, Kikkerter, Kagger, Sjimler, Hover og Logisfarttøi. Desuden har vi ogsaa to lette Færinger. Nu gjælder det at bruge vore Greier. Først maa vi imidlertid vide, hvorledes Noten fanger. Noten er som sagt et stort Garn, der ligesom Garnet paa den ene af de lange Kanter er besat med Kork, paa den anden med Sten, og her er det samme Forhold tilstede som ved Garnet, idet Stenene ere saa tunge, at Noten synker, medens Flaaen kun formaar at holde selve Noten opreist i Vandet. Hensigten med Noten er at indelukke en Sildstim. Den maa saaledes altid støtte sig mod Land.
Fig. 14.
Naar vi se paa denne Tegning
Fig. 14 ville vi forstaa Meningen.
Her er Alt seet ovenfra. Noten
danner en Halvcirkel, som indeslutter Silden indenfor den Væg, som Noten danner. Vi maa nemlig vel huske, at Underkanten af Noten slæber langs Bunden. Men hvorledes faa vi Noten til at stille sig saaledes? Vi maa for at forstaa dette, begynde forfra og først lægge Noten i Baaden.
I hver af Notens Ender, som her kaldes „Ører,“ fastgjøres
et meget langt Toug; men da baade Underkanten
og Overkanten skal hales paa en Gang, maa man sætte et
Toug baade oppe og nede, der forene sig til et. Det ene
af disse lægges paa Bunden af Baaden i den garnerte
Deel. Ovenpaa dette lægges Noten. Da nu denne er
indtil 20 Favne bred, kan den ei lægges ned i Baaden
uden Videre i sin hele Bredde, da Baaden jo omtrent er
20 Gange saa smal. Man ruller derfor Stenene og Flaaen
ind i Noten, saaledes at denne bliver omtrent 1 Favn
bred og ser ud som 2 tykke Pølser. Dette sees af denne
Tegning, hvor netop den sidste Baad i Laget indtager sin 
Fig. 15. Not, som nedfires fra Søhuset, hvor den ligger om Sommeren.
I Forgrunden sees Logisfartøiet. For at forstaa,
hvorledes man kan rulle Noten saaledes sammen, maa vi vide,
hvorledes Stenene ser ud, da almindelige Stene med skarpe
Kanter vilde hæfte sig fast i Maskerne og rive isund. De
Stene, jeg har seet, var af en Sort Vægsten runde med afslebne
Kanter, og med et Hul igjennem. Disse Stene forarbeides
for en stor Deel paa en Gaard i Nærheden af Haugesund,
og ere ei lidet kostbare. Naar vi altsaa har rullet Noten
sammen til 2 Pølser, føre vi den ned i Baaden, hvor den
lægges ordentlig, og dette er ikke et Arbeide, som hver
Mand kan gjøre; thi for det Første maa ikke alle Stene
komme i den ene Side, eftersom Baaden da ligger skjæv,
og heller ikke maa Noten ligge saaledes, at den bliver uklar,
naar den skal ud i en Fart. Naar vi har faaet hele
Noten lagt i Baaden „skydes“ det andet Toug op ovenpaa
Noten.
Vi ere nu komne ud paa en Fiskeplads, hvor vi vente Silden. Her maa Basen og Underbasen ligge og kige med Vandkikkert for at se efter Silden. Men vi have jo glemt et Redskab, som er lige saa simpelt, som det er nyttigt. Det er et Blylod paa et Par Mærker fastgjort i et tyndt Snøre. Dette slipper Basen ud, naar Vandet er for dybt eller for urent til at se i, og naar der kommer en Sildestim, saa frembringer alle de Sildehoveder, Silderygger og Sildehaler, som støde mod det, en stadig Rystning, netop som naar man faar en Fisk paa Krog. Mærker han nu Sildestim, og Søen er fri for Garn og Bunden nogenlunde jævn, saa ror han iland og bemander Baadene. Han staar selv i Baaden og kommanderer. Det Toug, som ligger ovenpaa Noten kastes iland til Folk, som der sætte det fast paa et bekvemt Sted. Staar nu Silden langt ude, ror han ud hele Touget, før han kaster; hvis ikke, lader han Mandskabet paa Land hale ind. Nu begynder han at „kaste. Hvis han har Baad med flad Agterende, løber Noten ud af sig selv; hvis ikke, sætter man som ved Garn. Naar den nu er kommet i Vandet, ruller de 2 Pølser sig op igjen, saa at Stenene synker tilbunds, medens Flaaen holder sig oppe i Vandet. Nu gjælder det at ro; thi som oftest er der Flere om det samme Kast, og saa maa man kappes om først at naa Land. Naar hele Noten er i Vandet, er det bare at ro lige tillands. Her begynder man strax med Spillet, som vi omtalte, at hale Noten mod Land; thi vi husker, at Basen først roede Touget ud, førend han begyndte at sætte Noten. Imidlertid har han sendt Folk ud med Sjimlerne. Disse Folk lægge sig langs Touget og sender Sjimlerne ned med en Fart for at skræmme Silden fra at rende ud til Siderne. Sjimlerne skal forestille Sei, som jager efter Silden, hvorfor ogsaa Somme bruger Sjimler som en Sei af Form og Farve; men saadanne har jeg ikke seet. Nu arbeides der af alle Kræfter, da man naturligvis ei er sikker, førend begge Ørerne er i Land. Endelig er det opnaaet. Nu har man en „Laas.“ Derpaa gjælder det at sikkre sig sin Fangst. Paa de fleste Steder staa Sø og Strøm paa, og da er Noten udsat for Farer; thi naar Søen kommer i Bevægelse, kommer Notevæggen ligeledes i Bevægelse og da kan den endog kastes heelt paa Land. For at sikkre sig mod Saadant saa meget som muligt benytter man de saakaldte Plenter. Man sætter paa forskjellige Steder paa Noten fast Kagger, og fra disse sættes nu Drægger, saa at Notevæggen er fortøiet, ligesom et Fartøi. Dette sees paa Fig. 14. Imidlertid kan Trykket og Bevægelsen blive saa stærk, at selve Sildemasserne kan sprænge Notevæggen. Da gjælder det at arbeide. Da maa man, jo værre Veiret er, desto nødvendigere sætte nok en Not udenfor den tidligere udsatte for at de i Forening kunne udholde Trykket. Saadant Arbeide er forfærdeligt, især naar det, som ofte sker, maa udføres om Natten. Men nu har vi Silden i Laasen, hvorledes skal vi nu faa den paa Land. En Laas er ialmindelighed saa righoldig, at der udfordres en 20 til 30 Fartøier for at modtage dens Indhold. Desuden er den store Not saa tung, at det vilde være umuligt at drage den paa Land. Nu maa vi til med Orkastensterne. I et heldigt Øieblik, naar Silden, der farer omkring, som naar man rører i en Gryde, er nær Land, gjøres Kast indi Laasen, akkurat som det egentlige Hovedkast. Og saa erfarne ere Baserne, at de som oftest i hvert Orkast kunne tage saa Meget eller saa Lidet, de ville. Naar nu Ørerne af Orkastenoten ere komne tillands, begynder Bærmingen. Dette sker saaledes, at man tager Underkanterne hvori Stenen staar og bringer dem hen til hverandre. Saaledes hales hele Tiden, indtil Silden er bleven indskrænket paa et saa lidet Rum, at den ei kan undfly Hoven. Man vil forstaa, hvordan dette er muligt, ved at erindre, at Flaaen ligger oppaa Vandet. Naar saa Stenene bringes lige hen til hverandre, saa vil den fortsatte Halen bringe Underkanterne til at mødes ogsaa ude i Vandet, og idet de gaa ligeved hverandre langs Bunden, hjælpe til ligesom at danne en Sæk, hvori Silden er sammenstuvet. Man haler, indtil alle Stene ere paa Land. Nu lægger man sig rundt denne Sæk med Baade, som man fylder ved Hjælp af de store Hove, som vi tidligere har omtalt. Derefter ror man hen til Fartøiet, som man fylder ved Hjælp af de smaa Hove, hvormed man kaster Silden over Siden ned i Rummet.
Hidtil har Alt gaaet saa greit og godt. Nu skulle vi
se lidt paa Vanskelighederne. Naar vi tænker os tilbage i
Stillingen, erindre vi, at vi havde Noten langt ude og
hive i Spillet. Pludselig staar Noten fast, Spillet formaar
Intet. Da har Underkanten stødt paa en Sten i Havbunden,
som er for stor, til at Noten kan tage den med sig. Hvad er herved at gjøre? Jo, Noten maa over. Nu
maa Basen ud i en Baad og løfte Noten over Stenen,
og løfter saa Basen for høit, medens Silden netop er
paa den Kant, saa farer den ud; thi naar en eneste Sild
har fundet Udvei, følger de Andre efter som en Straale
og saa kan alt Arbeide være forgjæves. Eller naar Silden
er, som det heder, „notavar,“ det vil sige, ræd Noten, saa
render den afgaarde, førend Ørerne ere tillands; thi er
den først skræmt, saa kan ingen Sjimler standse den. Ofte
kan Basen baade med Lod og Kikkert fornemme store Masser
af Sild lige inde paa et deiligt Kast, – men Søen
er fuld af udsatte Garn. Nu gjælder det: tør du vove et
Kast og saa resikere at maatte betale disse Garnfiskere
Godtgjørelse. Men gjør Basen saa et godt Kast, da er
det Afdrag, han maa yde, forholdsviis Intet. Men gaar
det galt, ja, saa er han ilde ude; saa skjænder Eieren af
Noten, fordi han er saa uforsigtig uden tage i Betænkning
den store Sandsynlighed for et heldigt Udfald, som kunde
været tilstede. Det er saa men ikke greit at være Bas.
Lad os saa have Noten tom, saa skal den store Not op af
Vandet igjen. Dette er et rædsomt Arbeide. Det kan ikke
nytte at hale den tillands; thi dertil er den altfor svær.
Den maa op samme Vei, som den gik ned. Saa slider
og slæber de arme Folk saa umaadelig for at faa den op
i Baaden, og saa maa den paa Land for at tørres; thi
lagde de den vaad ned i Baaden, saa raadnede den snart.
Hertil kommer, at naar der har staaet Sild længe i den,
er den aldeles bedækket med Rogn, som Silden har gydt
inde i den. Det gjør den tung og stiv. Naar den nu er
kommen tillands, maa den bæres op paa et Fjeld, og dette
er det tungeste af alt Arbeide paa Fisket. Dersom man
nu bare har faaet en „Vaslaas,“ det vil sige, en Laas, hvori
blot er Vand og ikke Sild, saa er det ei underligt, om
Folkene blive modløse. Kastet Fig 14 var aldeles ligetil. Vi ville nu se et ligesaa Simpelt, Fig. 16. Her stænger
man tværs over og gjør Orkast paa forskjellige Steder eller
Fig. 16.
ogsaa haler man den stængende
Not længere ind og presser
saaledes Silden sammen.
Som denne Tegning, Fig.
17, viser, stænger man her
inde et stort Rum. Som det
sees, ligger der ved Bogstav
a 2 Baade med Agterenden
mod hverandre. Dette er skeet
for at betegne, at Afstanden
fra Land er større end en
Notelængde. I saadanne Tilfælde
Fig. 17.
pleier man at surre
Nøterne sammen og ro hver
sin Vei, medens man dog
ogsaa kan ro samtidig fra Land
og mødes paa Midten og der
sammenføie dem. Ved dette
Kast maa man sandelig være
svint, thi alle disse Aabninger
maa lukkes i en Fart. Under
saadanne Omstændigheder slaa
gjerne 2 Lag sig sammen og
dele Gevindsten. Her er det
imidlertid vanskeligt at bærme.
Det maa ske mange Gange
deels paa de smaa Holmer
deels paa det faste Land, i de heldige Øieblikke, da Sild
befinder sig nær Land.[1] 
Fig. 18.
Vi ville nu betragte en anden Situation Fig. 18. Her have vi bare Øer og paa et Sted længer Afstand end en Notelængde. Her gjøre vi ligesom sidst, binde Nøterne sammen og ror tillands. Paa Tegningen ere disse to Baade netop kommen Landet temmelig nær. Men hvor skal vi bærme her? Jo, der ligger en liden Sten i Midten. Lige ved den lægger vi en Baad fast for at vinde Plads for Folkene, der skulle arbeide og paa dette maa man bærme.
Vi ville nu tage et Exempel paa, hvor Baserne kunne være listige. Her er Fig. 19 en dyb Vig, som deler sig i 2 Arme. Et Notelag kommer til a, Basen ror ind og mærker Sild ved b. Strax giver han Ordre til at stænge ude ved a–a. I det samme kommer et andet Lag roende og spørger skal vi have Lag? Nei, siger den Førstankomne. Jo, tænker den Anden, vi skal tvinge ham, og ror saa hen og stænger de to andre Udløb e–e og f–f for senere at have Adkomst til at fiske med, fordi han tror, at Silden er inde i Bunden af Fjordene. Det smale Sund g er saa grundt og fyldt med Tang, at Silden ei kan gaa der. Hvad gjør nu den Førstankomne? jo, han ror ind og sætter ved c ogsaa. Nu er Sundet stængt ved a–a og c–o. Men det Stængsel har han ei Lov til at lade staa længere end i 24 Timer. Han haler derpaa Noten ved a ind til d–d, langs begge Strandbredder; men fremdeles er det Sundstængsel. Nu kaster han med en 3die Not inde i denne Laas og sætter begge Ørerne fast paa samme Side af Sundet og det er ikke mere Sundstængsel. Derpaa tager han de to andre Nøter op. Imidlertid har den anden til ingen Nytte staaet derude og seet paa at hans Rival har taget al Silden. Dette er gjort to Aar itræk paa samme Sted.
Vi sagde, at man altid maatte have landfast Punkt at gaa ud fra. Men en vakker Dag med deiligt Veir ser en rask Fisker en Sildestim paa temmelig grundt Vand midt paa Fjorden. Der er hverken Strøm eller Sø.
Han tager en Baad og lader den ligge med Aarene ude og lader en anden Baad sætte sin Not fast i denne. Derpaa ror den, som har Noten ombord og kaster i en Cirkel, saa at de atter mødes. Derpaa ror de forbi hverandre og presser Silden sammen Alt, hvad de orker. Derefter surre de begge Ørerne fast til Notevæggen. Nu ligger Stenen naturligvis paa Bunden og Flaaen flyder, altsaa er dette en Laas. Men hvorledes skal man faa Silden op af denne Kasse. Jo, han ankrer en Baad midt i Cirkelen ved Hjælp af flere Drægger, og saa gjør han Orkast fra den, og bærmer i den. Dette er raskt besluttet og dristigt handlet.
Naar vi betragte
Fig. 20.
disse Beskrivelser af
de 2 Fangstmaader,
synes det, som om
Notefisket var det mest
tiltrækkende. Men det
er det usikkreste. Thi
et Notekast fordrer,
at Silden skal være
nær Land, at Bunden
skal være jævn,
at Dybden ei skal
være for stor, og –
at Søen ei skal være
opfyldt af Garn; men
dette er den største
Anstødssten. Thi
Garnfiskernes Antal
er nu saa stort, at
intet Sted er frit for
Garn, nær ved Land
og langt fra Land.
Kun endnu et Par
Ord om de forskjellige
Maader hvorpaa man
sælger Silden. Al
Garnsild tælles; derfor
har Garnfiskeren
ikke Hov. I gamle
Dage var en Tønde
Sild efter 2 Tal større end en Tønde efter Maal. En
Tønde Sild efter Tal er 6 Vold, et Vold er 80 Stykker altsaa en Tønde 480 Stykker. Nuomstunder fylder ingenlunde
altid 480 Stykker en Tønde; men man taber ofte
mange Procent. Heraf synes at fremgaa, at Silden nu
er mindre end før; efter Andres Mening har dette Misforhold
sin Grund i, at man nu bruger mindre Masker
end før i Tiden. Men da maatte man jo i Laasesild faa
stor Sild, da den tager Alt; men det er ikke Tilfældet
uden kanske i megen sparsom Grad. Laasesilden kastes
uden Videre ombord og sælges mærkelig nok blot paa god
Tro. Naar nemlig Sildekjøberen har kjøbt Laasesild, seiler
han hjem og salter den og betaler efter Tøndetallet, og da
gjælder det fra gammel Tid, at han faar 20 Tønder „Opsæt,“
det vil sige, at han faar 120 Tønder, men betaler for
100. Rimeligviis kommer det deraf, at Laasesilden for at
holde jævn Priis med Garnsilden, som da udelukkende bestod
af stor Sild, maatte give Mere, da jo Laasen tager
baade Smaat og Stort. Nu da Garnsilden er saa meget
mindre end før har disse gammeldags Opsættønder ingen
Betydning, da Prisen aldrig er ens for Garn og Laasesild.
Vi have seet, at denne Bedrift er møisommelig, og det saameget mere, som den foregaar om Vinteren; men Udbyttet er ogsaa stort, naar man er heldig. Man kan tjene en Formue med sin Not, og man kan tjene en for en Bonde paa de Kanter stor Formue med en Garnbaad. Men naar man saa kommer hjem uden Sild, uden Mad, uden Penge og med udslidte Klæder og et nedtrykt Sind, da er Fiskeren meget at beklage; thi i Byen er Kjøbmanden, som altid giver Kredit til „efter Fisket,“ og hjemme en stor Familie, og han kan ingen tilfredsstille.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Denne Situation er ligesom de fleste andre meddeelt mig af en Mand, der er særdeles nøie bekjendt med Forholdene, saaledes at jeg nok endog kunde sætte Navn paa disse Kast.
Jeg skylder ligeledes den samme Mand de fleste Oplysninger.
J. K.