Fjællsang
Når du vil på fjællesti
og skal nisten snøre,
læg så ikke mere i,
æn du let kan føre!
Drag ej med dig dalens tvang
i de grønne lider,
skyll den i en frejdig sang
ned ad fjællets sider!
Fugler hilser dig fra gren,
bygdesnakket viger,
luften bliver mere ren,
højere du stiger.
Fyll dit glade bryst og syng,
og små barneminner
nikke vil blant busk og lyng
frem med røde kinner.
Stanser, lytter du engang,
vil du få at høre
ensomhedens store sang
bruse til dit øre.
Straks en fjællbæk risler kvikt,
straks en småsten ruller,
føres hit din glæmte pligt
med en værdens bulder.
Bæv, men bed, du bange sjæl,
mellem dine minner!
Gak så frem: den bedre del
du på toppen finner.
Der, som før, går Jesus Krist
med Elias, Moses:
ser du dem, skal ganske visst
farten evig roses.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |